Hva faen glor du på ?

af marco_hanuman, the blogger


HVA FAEN GLOR DU PÅ?

Ska du ha en fladpamper?

Ska du rulles i den dér kelimfætter?
Ska du ha tørret røv i asfalten?
Ska du smage på gorgonzola’en?

Du ska bare ikke stå der og tro, du kan stå der.
Du ska bare ikke komme for godt i gang med at komme an.
Du ska bare lige prøve på at prøve på noget.
Du ska bare lige ta og ta benene på taget

eller på nakken, for jeg nakker dig
en tur på Bakken, for jeg hakker dig
jeg kommer og kakerlakker dig
til hakkedreng, jeg rapper dig.

Ska du op på fars baseball bat?
Ska du en tur i mosegrisen?
Ska du ud og lege på midterrabatten på motorvejen?
Eller ska du bare ha en oldschooler på sinkadusen?

Ska du ha en kindhest, en næsestyver, en kølhaler, en ørefigen?
Er du klar til en røvtur, en vasker, en overhaling, en blodtud?
Du står til en over skinnen, en skalle, en kold skulder, en skideballe!
Der vanker rockerbank, røgtur, radbrækning og røvforgiftning 
… øh, eller var det omvendt?

Nåmmenee ...

Ska du ha halen på komedie?
Ska du ha ryggen på tragedie?
Ska du ha en tæt barbering?
Ska du ha en skamfering - eller en regering?
- nå dér blev du lige bange for alvor?!

Hva faen! ska du ikke engang være fræk?
Nåmm så fuck - så ska du vel bare ha en krammer?

Det ku du godt lige ha sagt lidt før ... 



KAN VI TALE OM DET

Er der interesse i at føre en samtale?

Hvad er en samtale? 
Er det ikke noget med gensidig interesse i at lære noget?
Er en samtale ikke noget med at tale med hinanden, mens vi er sammen og ikke at råbe ad hindanden, mens vi er hver for sig? 

Er der noget, jeg har misforstået?
Det er der uden tvivl. 


Jeg har selv en hel liste over ting, jeg mistænker mig selv for at have misforstået.
Men hvordan kan du og jeg være sikker på, hvad vi har misforstået, hvis vi ikke taler sammen, men bare henfalder til at få os til at holde kæft?
Hvordan kan vi forstå noget, hvis vi ikke ved, hvad vi ikke har forstået?

Jeg ved det godt. Vi holder vores uvidenhed for os selv. 
Når vi mener, at vi taler sammen, forsikrer vi hinanden om, hvor godt det er ikke at vide noget.
Og mener du ikke også – for det gør jeg, men kun hvis du gør … har du det så ikke meget bedre? … for det har jeg, men kun hvis du har.
Er viden det samme som at bekræfte hinandens dumhed?
Jeg spørger bare, for jeg kan godt blive lidt i tvivl.

Jeg forstår det godt. Det gør ondt at forstå og vide. 
Det forståelige felt er noget rigtig møg! Det er det.

Her gik vi alle sammen og troede noget, og så var det bare ikke sådan alligevel.
Jeg har mest lyst til at blive sur på alle de andre, fordi de ikke forstod det før mig og advarede mig. 

Jeg ved det godt. Lad os alle bide – i det sure æble. Giv os i dag vort daglige karaktermord og forled os fra at tage stilling til facts, substans og virkelighed. Led os ikke ind i samvittighedens besværligheder, men fri os fra det tiltrængt gode. For det er Imperiet, Magten og Uærligheden. I Evighed, Mammon. 



HVEM DER BARE VAR EN KOALABJØRN

Lige her og nu, down-under.

Så kunne jeg småhænge i en trætop og sove 18 timer i døgnet.
Når jeg vågnede ville jeg sætte min gamle DAD-vinyl på og blæse I’m sleeping my day away af for fuld drøn.

Herefter ville jeg flytte mig ca. halvanden meter længere op i træet,
hvorefter jeg ville bruge de resterende 6 timer i døgnet på at æde mig hjerneskæv i eukalyptus.



Så er det, der ankommer et hold turister, der råber: Se, hvor er den søøøøød! nååå, den vil jeg holde! Og så raver de rundt i min nyvaskede pels, så jeg stinker af parfume og børneprutter bagefter - og har tyggegummi i pelsen, yrk!


Bare jeg var en grizzlybjørn i stedet!


Hvem der bare var en grizzlybjørn.

I stedet for 18 timer ville jeg sove et halvt år i en hule. En seriøs snummer.
Så ville jeg stå ved en rivende flod og daske med poten og fange en ørred.

Ind imellem ville jeg daske lidt til en dum turist med fiskestang og kamera.
Jeg kan bedst li det lyserøde i midten, jeg er ikke så meget for alt det goretex udenom. 

Om efteråret ville jeg æde mig en vom til i gærede brombær på 55% og få en mindre bjørn på. Det kaldes i øvrigt cask strength på fagsprog, bare spørg, hvis du ikke har styr på det med alkoholprocenter.

Så var det, der ankom et hold fracking-idioter med store maskiner. I løbet af ingen tid fik de lavet en kæmpe sø, der stank, og alle fiskene kreperede. 
Bare jeg var en vaskebjørn i stedet!


Hvem der bare var en vaskebjørn.

Så kunne jeg færdes hjemmevant i både vildmarken og villakvarteret, iført fastelavnsmaske.

Der er masser at æde i folks baghaver, jeg skal bare vælte deres skraldespand og æde løs. Hold da kæft, hvor smider de meget lækkert ud! Forleden fik jeg lige en halv rejemad og lidt hummer til forret. Så gled jeg ubemærket over til lidt kødboller med tomatsovs, hvor der svømmede lidt vaniljeis rundt. Ja, hvad er så galt med at blande lidt utraditionelt?

Det eneste, der er lidt træls er, når de der hillbilly-typer mener, at de skal lave en sjov hat af mig med hale og det hele. Eller som forleden, hvor der kom en totalt hysterisk køter rendende, som jeg var nødt til at give en over næsen. Lige midt i vaniljeisen! 
Bare jeg var en isbjørn i stedet!


Hvem der bare var en isbjørn.

O, at sidde på sin isflage og vente på det gode sæl-skab … det var en vits, og jeg har selv lavet den :-) hvis jeg skal give mig selv lidt hval-ros … kæft, jeg kører med kaskelotten i dag!

Der er intet som en lille rask snestorm på vindstyrke 22 med minus 55. Der er ikke en eneste led loppe, der overlever den slags.

Om menuen kan blive lidt ensformig på de lange vinterdage (ca. 3 timer lange)? Det synes jeg egentlig ikke. Man kan altid supplere med en enkel polarforsker.

Global opvarmning, mnjaa, det virker mere som forstadiet til en lille rask istid. Så var det, de begyndte på det pjat med at smide kemikalier ud på himlen. Jeg har altid haft en rimelig stabil tissemand, men så begyndte den og skrumpe, og jeg begyndte kraftædderme at få patter! 
Bare jeg var en hulebjørn i stedet, i en fjern fortid!


Hvem der bare var en hulebjørn.

Så ville jeg strejfe i de store vildsomme, uforurenede fordumsskove blandt urokser, uldne næsehorn og sabelkatte. De, der sabelkræ, de kan bare komme an, deres gebis er bare til pynt. 

Indimellem ville jeg stille mig på en bjergtop og brøle lidt, med et nedlagt vildsvin under poten.

Efter endt arbejdsdag ville jeg vende tilbage til min nye lejlighed, 4-værelses, dejligt mørke omgivelser, 550 kvadratmeter liebhaverhule i området Neanderthal. Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

Så var det en dag, at nogle trælse, nymodens typer begyndte at ankomme. De gik på to ben og havde nogle lede stikke-javerter på en lang pind, som de kunne finde på at smide efter en, mens man lå stille og roligt og lurede på et vildsvin. Og efter det var blevet mørkt, kunne de finde på at spille punkmusik på tromme og synge falsk. Hvor var det træls!

Bare jeg var en koalabjørn i stedet.
I en fjern fremtid, down-under!



 

MIT LIV SOM TROGLODYT

Jeg har trukket stikket ud af livet og er emigreret til det underjordiske. 

Jeg bevæger mig i ubrugte kloaksystemer og utilgængelige tunneler for nedlagte transportsystemer. 
Der er jerndøre, fedtet beton og rustne jernrør over det hele. 

Der løber vand ned ad rør og vægge. Malingen hænger i flager. 
Lugten er sine steder muggen, og sine steder ses det som et grønt, slimet lag af organisk liv, der løber nedad i stedet for at vokse opad.



Når man går under jorden, må man forvente en underjordisk atmosfære. 

Det synes klart at være tilfældet. 

Det giver mig visse fordele. Jeg kender efterhånden systemet. 

Jeg kan dukke op, hvor det mindst ventes. I et ubevogtet øjeblik løftes et kloakdæksel, åbnes en jernluge, svinges et løst gitter til side. 
Overfladens beboere forventer ikke ankomsten af væsener fra det underjordiske.
Det kunne for så vidt være en medarbejder ved teknisk service efter endt opgave. 

Når man ankommer til overfladen, må man forvente en overjordisk atmosfære.
Dette synes overhovedet ikke at være tilfældet. 

Overfladens beboere ligner i højere grad væsener, der, hvis der havde været officielle beboere i mit vante domæne, hørte hjemme der. 

Der er en underjordiskhed over deres gangart og ansigtskulør. 
En underjordisk gangart, spørger du. Det er svært at beskrive. 
De bevæger sig som i rør og kanaler, de flyder med lortet – ja, undskyld udtrykket. 

De er som skyllet ud af en stor kumme eller cisterne. 
De er alle sammen på vej ind i systemet eller ud af systemet. 
Ingen standser for at observere eller tale med hinanden. Der tales ikke, der flydes. 
Nogen har trykket på en stor knap. Er det stort eller lille skyl? 

Hvad er forskellen på den henfaldne undergrund og den pulserende overflade? 
Jeg taler ikke med nogen. De taler ikke med nogen. Med mindre det kræves af dem. 

Jeg lever i forfald, de lever i forfald. Mit er fremskredent, deres er lurende. 
Det er kun et spørgsmål om tid. 

Min hudfarve er bleg på grund af mangel på sollys. 
Deres er bleg af 14 forskellige årsager. 
Mit bevægelsesunivers er tilsyneladende begrænset, deres er reelt begrænset.
Er det mig, der lever på overfladen, og dem, der er de underjordiske? 


DET STÅR STADIG KLART FOR MIG 

Jeg var 17-18 år og sad i en U-Bahn i Østberlin. 
Det var virkelig Øst i slutningen af 1970’erne. Som besøgende fra Vest kunne man med opfyldelsen af en række stramme sikkerhedskontroller få lov til at køre ind i Zonen. Man blev skarpt observeret, og der var sat en sikkerhedsmedarbejder på alle grupper og personer, der krydsede grænsen. Diskret, men ufravigeligt. 

Alt var gråt i Øst. Den grå øst-beton i de nyere bygninger, det grå lag af støv fra kul og koks til fyring og madlavning i de gamle. Man skulle ikke hænge sit hvide vasketøj til tørre udendørs ret længe. Det var som at træde ind i en svunden tid. Der var kun 40 år fra Alfred Döblins Berlin Alexanderplatz i 30’rne til 70’erne. 

På vandrehjemmet blev man vækket kl. 7:00 om morgenen af skrattende stemmer på højttaleranlægget, som i barakkerne i de koncentrationslejre, der i 40’erne lå i zonen. Morgenmad var ikke mad, men overlevelsesrationer. Gaderne var ikke asfalterede som i Vest, men brostensbelagte. Tidsalderen var en frossen tid. Enten ventede man på bedre tider, eller også havde man opgivet dem. 

Her sidder jeg en dag, en ung mand, en stor dreng i en U-Bahn. Det er myldretid. Om jeg er på vej ind i Zonen eller ud, husker jeg ikke længere. Det slår mig, hvor triste folks ansiger er. Livet som sådan er gået i stå her i Zonen. Stemningen er trykket – ikke akut, men kronisk, på et dybt og ikke-udtalt niveau. 

Min hånd hviler tilfældigt og måske en anelse nonchalant på ryggen af sædet i toget. Jeg mærker en anden hånd, der tager min. En person står bag sædet, hvor jeg sidder. Det er en kvindes hånd. Ikke en pige eller helt ung kvinde, heller ikke en moden kvinde. Jeg tør ikke vende mig om endsige røre mig, så hvordan kan jeg tilnærmelsesvis beskrive skikkelsen? 

I de par minutter, det tager at køre fra en station til en anden, er tiden sat ud af drift, og en strøm af informationer og følelser bliver formidlet. Følelser er både præcise og upræcise på én gang. To følelser står helt skarpt for mig: smerte og længsel, i nævnte rækkefølge. Således i erindringens afstand kan jeg formulere følgende udsagn fortolket og oversat med alle muligheder for fortolkninger.
Unge fremmede. Tillad mig at formidle min smerte. Den tilhører mig selv, min familie og min nation. Jeg har aldrig kendt andet, men jeg har altid drømt. 
Jeg kan se på dit ansigt, at du kommer fra et andet sted, hvor smerte ikke findes på samme måde. Jeg misunder dig ikke, jeg lykønsker dig. Men jeg længes efter en dag at opleve din ubekymrede mangel på smerte. 

Mere kan jeg ikke vide uden at digte. 
Ville hun have sagt?
Jeg har en yngre bror på din alder. Da vores mor døde i en ung alder, blev jeg hans mor. Jeg ønsker ikke et liv i smerte for hverken ham, min far eller mig. 

Du kommer fra et sted, hvor der ikke findes den slags smerte. Tag mig med. Nej, selvfølgelig kan du ikke gøre det. Tilgiv mig et øjebliks hengivelse til længsel.
Toget standser. Jeg mærker den fremmedes hånd sige farvel, og jeg vover at vende mig om. En yngre, bleg, men smuk kvinde ser på mig, mens hun stiger ud af toget. 

Jeg kan reelt ikke vide, hvad hun prøvede at fortælle mig, eller hvem hun var. Jeg kan reelt kun vide, hvad hændelsen sagde mig. For mig var det et udsagn fra et Smertens Land. En flaskepost i et håndtryk. Et Rosens Navn-øjeblik. 

Jeg ønsker dig, smukke fremmede, barn af smerte, at dit liv forandrede sig i de kommende årtider. At din gamle far fik en mindelig alderdom og død. At din lillebror fik det tømrerfirma, han havde drømt om. At du fandt en dejlig mand og fik tre dejlige børn i en verden, der ikke var bygget på lutter smerte og menneskelig fornedrelse. Og jeg takker dig for at give mig dette øjeblik af uformidlet-formidlet indsigt i din smerte og længsel.   


I UVIDENHEDENS SUMP



I uvidenhedens sump gror der sære gevækster.  
Der gror tomater så store som fodbolde og græskar ikke større end grønærter.  
Der findes slyngplanter, der vrider sig, så man ikke kan se, hvor de starter og ender.  
Jorden er infiltreret af rodtrevler og svamp.  
De levende gevækster kravler rundt på kadavre af døde stængler, der stadig ser ud, som om de lever.   

I uvidenhedens sump huserer alskens kryb.  
Der kravler reptiler med kløvede tunger og hofsnoge med giftige gebisser.  
Der findes stinkdyr og kloakdyr og lokumsdyr.  
Der færdes stereotype sæsondyr, der dukker op med jævnlige og efterhånden forudsigelige intervaller.  
Alle måske egnede overlever i den darwinistiske kompostbunke.  

I uvidenhedens sump er der en særegen atmosfære.  
Stanken er både behagelig og ulidelig på samme tid.  
Sandheden har åndenød, mens løgnen afsynger et mangestemmigt korværk.  
Mellem gevækster og kryb svæver en mosekonebryg af disinformeret bedreviden.  
Klimaministeriet har for nylig erklæret det for fredet område.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære indlæg