Hyklogarkiet i sørgelig forfatning


De, der nægter at tage stilling til kommunismens 300 millioner ofre, er moralsk medansvarlige. [Jüri Lina]



Således slutter den svensk-litauiske historiker, forfatter og filmmand, Jüri Lina, sin filmudgave af sin bog Under Skorpionens Tecken, kaldt I Skuggan av Hermes.



Hvis du ikke har set filmen, læst bogen eller blot læst bloggen Den hemmelige historie om Den Russiske Revolution, er det en lejlighed til at gøre det. Det er en forudsætning for at forstå det følgende, men tag det som en venlig, men bestemt anbefaling. Linas værk har været så umulig at tilbagevise, at magthaverne i det land, han var bosiddende i, ikke havde andet tilbage end at bandlyse det og sørge for, at han aldrig kom officielt til orde. Hvis du allerede er bekendt med ovennævnte, vil du allerede nu være klar over, at udsagnet er aldeles uafviseligt. Alene filmen i sig selv, er en af de stærkeste og mest nødvendige dokumentarfilm i nyere tid. 





At den viden, som Lina præsenterer, er nødvendig især for mennesker i Vesten, skyldes, at vi stadig lever i skyggen af Hermes indhyldet i hemmeligheder og blind tro på Den Store Løgn om det 20. århundrede. De, der har forstået dette ondsindede og vansindige århundrede, har forstået menneskehedens historie.



Det kan diskuteres, hvorvidt man egentlig kan forstå det 20. århundrede, uden først at have forstået et par tusinde års optakt. Men det vil være en strid om hønen og ægget. Århundredet er en fraktal af den totale historie. Om man starter i den store eller den lille skala, er underordnet.



Uforstandens århundrede

Sagen er blot, at folk ikke har forstået det 20. århundrede, da det er det mest totalitært løgne-befængte århundrede i historien. Stort set ALT, vi lærte i skolen, stort set ALT, der blev skrevet i historiebøgerne, stort set ALT, der blev skrevet i aviserne og sprøjtet ud i æteren, har i sin grundvold og substans været løgn fra ende til anden. Det var løgn, der byggede på løgn, der byggede på en grundpræmis, der var løgn. Det var løgn, der avlede løgn, der metasterede som løgn. Og fortsatte som løgn, for vi sidder i den til halsen.



Det 20. århundredes mennesker var for størstedelens vedkommende magtesløse over for Løgnen, for den fandtes overalt, hvor de så, lyttede og læste. Løgnen var totalitær. Overalt, hvor de bevægede sig hen, var der intet andet. Fiskene vidste ikke, at de svømmede i vand. Sprækkerne i Den Store Løgn blev lappet og tildækket, så hurtigt de opstod. Men et sted imellem - blot for at nævne noget, der kan give et fingerpeg og en mening - mordet på John F. Kennedy og 9/11, blev frekvensen i dannelsen af sprækker i Løgnen så hyppig, at det blev svært for Løgnens fabrikanter at følge med. Hvis jeg må foreslå et årstal, der giver mening, som krydshår i kikkertsigtet, så er det årstallet 1992.

Dresden



Folkemordets århundrede

I 1992 blev Rusland overfaldet, for anden gang i samme århundrede, af Vestens finansoligarker og deres slibrige horder, deres mammonistiske skadedyr. Sovjetunionen var faldet, og nu så de deres snit, endnu engang. Men deres succes blev denne gang kortvarig og begrænset, for russerne havde i mellemtiden opbygget en modgift mod Løgnens Projekt. I kølvandet på et gigantisk og bestialsk folkemord (147 millioner russere og 140 millioner kinesere blev slagtet af kommunismen!), ufattelige lidelser, ubeskrivelig undertrykkelse og menneskelig fornedrelse i det mest omfattende af alle sociale, politiske, økonomiske og kulturelle eksperimenter siden 30-årskrigen (der udslettede halvdelen af Europa), havde russerne brændt så meget karma af, at de fik styrke til i de næste 20 år at hive sig selv ved hårene ud af Hermes' Skygge, til der, hvor de befinder sig i dag: en drivkraft bort fra en global tilstand af fornedrelse. De har været drevet så langt ned, at de ramte bunden, og nu rejser de sig igen. Måden, de gør det på, danner lige nu skole.



Kommunismens/socialismens rædsler er i sig selv ufattelige. Lige så ufatteligt er imidlertid, at så mange hjernevaskede tåber i Vesten, under propaganda-stuntet Den Kolde Krig, gik rundt og bekendte sig til dette gigantiske massemord som en religion! - en designer-ideologi, som de abonnerede på i en lige så fast overbevisning om, at abonnementet var en velsignelse. Men det stopper ikke her, det bliver endnu mere ufatteligt. Selv da designer-ideologien endegyldigt afgik ved døden omkring 1992, fortsatte abonnenterne i lige linje derudad! De render i dette øjeblik rundt iblandt os, som aflivede høns uden hoveder, i en bagskid af en fantom-ideologi, der ikke længere findes, alt imens de kæfter op, uden at ane, hvad det var, der ramte dem.



Folkemords-abonnenterne oplever for tiden deres nemesis. Vi føler med dem, de har det hårdt, de lider (teatertårer). Tiden er løbet fra dem, tæppet er hevet væk under deres forløjethed og hykleri, og de har intet andet i arsenalet end serier af karaktermord mod dem og det, de ikke bryder sig om, det, de ikke tør se i øjnene eller tale om samt det, der prikker dem på skuldrene og minder dem om, hvad de reelt medvirkede til.



Vi tager den igen for at fremme forståelsen:



De, der nægter at tage stilling til kommunismens 300 millioner ofre, er moralsk medansvarlige!



Blot for at advare: kommunismen var i hele dens omfang blot en del af det store Holocaust – lad os for helvede eller guds skyld (smag og behag) få hevet det vansirede udtryk ud af hænder og mund på zionisterne og deres klamme klynkeriske selviscenesættelses-ideologi, der totalt overskygger det egentlige Holocaust OG deres eget beskidte fingeraftryk all-fucking-over!! Folkemords-abonnenterne har levet og lever i en tilstand af fornægtelse.



Uansvarets århundrede

Frigørelsen/liberaliseringen har været én lang fritagelse fra ansvar. Utopisten har set sig selv som lykkelig fritaget fra virkeligheden, de benhårde facts, den tunge substans i tanke og tale, det besværlige hjemmearbejde af hvad-hvem-hvor-hvornår.


  • De spurgte aldrig om, hvad der egentlig skete.
    Så der skete ikke noget - mens der skete en hel masse.
  • De spurgte aldrig om, hvem der fik det til at ske ej heller hvem, der profiterede af det skete.
    Så det skete bare af sig selv for ingens skyld - mens nogen tjente en allerhelvedes masse penge på det skete.
  • De spurgte aldrig, hvor det fandt sted.
    Så det fandt ikke sted nogetsteds - mens det skete alle steder.
  • De spurgte aldrig, hvornår det skete.
    Så det skete aldrig - mens det hele tiden fandt sted og stadig finder sted.



Den totale mangel på grammatiske (empiriske) spørgsmål, har med tiden affødt et vakuum, der har suget præ-fabrikerede, præ-fordøjede og præ-designede svar til sig. Mange mennesker føler, at de kender svarene på spørgsmål, de aldrig har stillet. De var i mellemtiden blevet forbrugere af præfabrikerede svar, så hvorfor overhovedet stille spørgsmålene?



Det er i dette vakuum, at udsagnet opstod om, at socialismen var god nok fra starten, og at Lenin og Trotskij var arbejderklassens velgørere - men så kom Stalin og ødelagde det hele. Da du selvfølgelig på nuværende tidspunkt har set Jüri Lina's film - ;-) og vink med en jernstang - ved du, hvor grundlæggende en løgn, dette udsagn er. Du ved også, at Joseph Stalin ikke var et hak bedre end sine forgængere, men først og fremmest ved du, at Lenin og Trotskij var de egentlige psykopat-forbrydere i dette 20. århundredes anslag mod ikke blot russerne, men hele menneskeheden. Du ved også, at de ikke engang var de primære forbrydere, for bag dem, var der særdeles skumle bagmænd. Du har fx hørt om Jacob Schiff, så du ved, hvad jeg taler om.





Frigørelsens århundrede, my ass!

Dette stykke 'frigørende' (liberale) reparations-mytologi har til formål at aflede opmærksomheden fra virkeligheden og folkemords-abonnenternes ansvar. Jamen, siger bagskids-socialisten, det dér sovjet-noget var jo ikke RIGTIG socialisme. Det er jo MIN utopisk-religiøse våde drøm om den hellige kollektivisme, der er den rigtige socialisme, og den er ubesmittet, for den har jo ikke gjort noget (for den er teoretisk). Med andre ord: selv om utopisterne hang plakater op i deres studenter-hybler af Marx, Lenin, Trotskij, Mao, Che, Berthold og Rosa - undskyld, at jeg blander stjernepsykopater og massemordere sammen med nyttige, idealistiske, socialromantiske idioter - så var deres ikoner altså menneskehedens velgørere, de var helgener i deres ideologisk-religiøse kult. Derfor havde de brug for Stalin som en skraldespand, hvor de kunne smide hele ansvaret ned én gang for alle. Sandheden var, at de første 30 millioner russere allerede var massemyrdet, under ordre fra Lenin og Trotskij, og det eneste, der adskilte Stalin fra sine forgængere var, at hans statsapparat var mere veletableret og derfor mere effektivt.



Hvis vi skal være helt præcise og retfærdige, så fandtes der nok i virkeligheden en slags tidlig socialisme, før Marx, Lenin og Trotskij fik fingre i den. Men den var reelt en form for kristen arbejderbevægelse. Korruptionen fandt sted meget tidligt. Karl Marx nærede en dyb foragt for arbejdere. For ham var de dumme, dovne og ildelugtende. For Lenin og Trotskij var arbejdere aldrig andet end et redskab til at udplyndre de velhavende i Rusland - de var selv milliardærer, målt med vor tids enheder, og havde schweiziske bankkonti, der bugnede. Arbejderne var slagtekvæg, når der blev udstedt forordninger (Lenin: Læg mere kraft i terroren!). Det samme gjaldt toppen af pamper-parti-apparatet i Sovjet, hvilket ret beset reducerer hele det højt besungne og romantiserede revolutionære projekt til … et gigantisk simpelt røveri! Det handlede i bund og grund om ussel mammon. For hvad skete der egentlig med Karl Marx? Der skete det, at han fik proppet lommen fuld af penge fra bankfamilien Rothschild. Der skete også det, at han og de førende revolutionære ledere alle samme var medlemmer af det samme frimurernetværk. Den russiske revolution var iværksat af dette netværk med hovedsæde i den franske Grand Orleans-loge. Det var med andre ord det selv samme old-boys-netværk, der også iværksatte 1. Verdenskrig, med tråde spundet ind til edderkoppen i spindet, en af de mest modbydelige mænd, Verden nogensinde har oplevet, Onkel Bernie alias den britiske konge Edward VII, dronning Victorias søn, monark og oligark på én gang - og far til prins Albert Victor Edward, den bedste kandidat til ingen ringere end Jack the Ripper! Sønnen havde det ikke fra fremmede, da han, som sin far, blev erklæret mentalt ustabil i sin ungdom. Det fortæller noget om, hvor syge generne og hjernerne i den familie var. Hvis man skal nævne blot én person som den hovedansvarlige for Folkemordets Århundrede, så er det hans far. Alle de store intriger, der ødelagde livet for menneskene i det efterfølgende, – han kom ikke selv til at opleve det, for han døde i maj 1910 – bærer hans fingeraftryk. 

Jack the Ripper - søn af en konge



Bagskidens århundrede

100 år senere må vi blot konstatere, at socialismen ikke længere findes. Der findes derimod en sær perverteret og forgrenet (metasteret) form for bagskids-marxisme, der sejler under falsk flag.



Der findes kultur-marxister udgående fra Frankfurterskolen. Husk, at deres hovedprojekt er udslettelsen af al vestlig kultur! Hverken mere eller mindre.

Der findes miljø-marxister, også kaldet vandmelon-marxister - de er grønne udenpå og røde indeni.

Der findes globalist-marxister, blot et nyt navn for international-socialister og Agenda-21-aktivister.

Der findes neo-trotskister (neocons), der viderefører Trotskijs og Lenins proklamering af Evig Terror.

Der findes feminist-marxister, der praktiserer den evige terror mellem kønnene.

Der findes NGO-marxister, der under dække af at være idealistiske, bekymrede græsrodsbevægelser – og helt spontane! - er rede til at spænde sig for enhver vogn, der ønsker at omstyrte hvilket som helst regime, som finansterroristen George Soros har dømt til døden.

Der findes pc-marxister (political correct), der ikke forsømmer en lejlighed til at tyrannisere andre med skyld, skam og frygt, hvis disse ikke mener det politisk rigtige.

Der findes LGBT-marxister, der render rundt som eksplosive dildoer af weaponized sexual perversion (jvf. Herbert Marcuses subversive perversion) og udøver pc-imperial del-og-hersk-terror.

Der findes racist-marxister, der kalder folk for racister det ene øjeblik, mens de fyrer ultra-racistiske udtalelser af om russere og kinesere og andre udkantsverdens-mennesker det andet øjeblik - konsistent moralsæt er ikke noget, de bekymrer sig om.

Der findes zionist-marxister - ultra-ULTRA-racister, for hvem det ikke blot er nogle særlige stygge 'racer', der er forkerte, men ALLE andre end dem selv og deres. De kan li' at bestikke især amerikanske politikere til at smadre deres nabolande i Mellemøsten. Jøder er en form for tøj, de har taget på, en slags beskyttelsesdragt, og hvis de mente, at det var rimeligt at smide dem i en stor gasovn, så ville de ikke blinke en eneste gang.



Det underlige er, at ingen af disse bagskids-marxistiske fraktioner kalder sig for marxister. Du går ikke rundt og kalder dig selv for nazist eller fascist i dag, for så bliver du ikke taget alvorligt. Du kalder heller ikke længere dig selv for marxist, for ingen gider høre på det frelste, studentikose ævl længere, men i realiteten er der tale om en udvandet, fascistoid form for marxisme. Det, de sagde, er de nu blevet selv (hvilket de har været hele tiden).



De dårlige undskyldningers århundrede



En hobe spørgsmål kommer op:

  • Hvorfor kunne de ikke se sig selv?
  • Hvordan kunne de undgå at se det komme?
  • Havde de reelt ikke forstået, hvad en projektion var?
  • Var begrebet nyttig idiot dem komplet fremmed?
  • Var de dumme, dovne, korrupte, eller var de bare bange?
  • Er det muligt at tale dem til fornuft?



Seks spørgsmål ad gangen er nok!

Der findes forskellige slags svar:

Det arrogante, det fornægtende, det undskyldende og det ansvarlige.
Den gode, den onde og den grusomme i omvendt rækkefølge.



Det arrogante:

Hvad er der at se? Vi kender jo historien.

Vi var de gode, og de andre var de onde.

Vi har skrevet historien, og derfor er den sand.

Det var tyskerne, østrigerne, tyrkerne, franskmændene, irerne, boerne, inderne, iranerne ... whatever, der var de skyldige.

Senere var det russerne, og nu er det russerne igen. Og kineserne.

Vi er verdens befriere, og vores historieskrivning er sandheden.

Demokratiet er helligt og ubesmittet, og nu indfører vi det i resten af verden. Der er en grad af modstand i resten af verden, så vi bliver nødt til at bruge magt, for de uoplyste i resten af verden ved ikke, hvad der er godt for dem selv. Selv når vi tager livet af dem, er det for deres egen skyld, og det må de jo forstå.

Vi er fornuftens højborg, for det er os, der har opfundet fornuft, tænkning og samfund. Resten af verden har meget at lære, så vi ser det som vores pligt at lære dem det.

Når vi intervenerer, overfalder, sønderbomber et land, så skriver og taler vi først en hel masse om det i vores medier, dernæst er vi fuldstændig tavse.

Alle statsledere og folk, der mener noget andet, er per definition onde og fortjener at blive udslettet. Når vi udsletter dem, er vi per definition gode, og kan derfor ikke kritiseres.



Det fornægtende:

Hvad mener du? Det, du siger, fandt aldrig sted, for det svarer ikke til, hvad vi har lært i skolen og set i fjernsynet. Så, det tror vi ikke på. Du kan heller ikke komme og gøre os ansvarlige for noget, der skete dengang derovre. Vi kan da godt have vores form for socialisme, der ikke har noget med deres at gøre. Vi ved jo bedre, og vores medier er jo ikke sådan nogle statsmedier, som de havde i Sovjet, så de lyver jo ikke bare sådan uden videre.





Kort sagt, det fandt ikke sted, for jeg har ikke hørt om det i fjernsynet. Jeg var der ikke, der var ingen, der gjorde det. Ergo kan jeg ikke have et medansvar. ('Alle, der nægter at tage stilling, ...')



Det undskyldende:

Vi kunne ikke se os selv, fordi vi blev bedraget og forført.

Den ideologiske honey-trap var så sød, at den var uimodståelig.

Et traumatiseret og kollektiviseret individ kan aldrig se sig selv.

Gruppepresset var for stort.

Løgnen var overalt, og vi havde ikke en chance.

Dengang stillede man ikke spørgsmål til autoriteter, og Staten kunne per definition ikke være ondsindet. Eller også mente vi, at vi stillede spørgsmål og forholdt os enormt kritiske til samfundet og gjorde fuldstændigt op med det bestående.

Verden levede og åndede i en tid, hvor de gode og de onde fandtes.

Vi var jo selv de gode, for det fik vi at vide hele tiden.



Fjenden stod for døren, vi vidste, hvem fjenden var, for vores venner fortalte os, hvem han var. Det var vi i hvert fald sikre på dengang.

At fjenden hen ad vejen skiftede ansigt betød blot, at vi måtte lære nye ansigtstræk, og vores venner var jo de samme. Altså, de sagde, at de var vores venner.

Hvordan kunne vi vide, hvis det var usandt, hvis fjenden slet ikke var fjendtlig?



Selvfølgelig var vi bange.

Vi søgte beskyttelse, vi troede på sagen, vi troede på vores ledere, der fortalte os, at vi skulle slå mennesker ihjel, for disse mennesker var jo onde - sagde de, der sagde, de var de gode.

Vi indvilligede i en hel masse ting.

Vi vidste simpelthen ikke, hvad vi gjorde.



Det ansvarlige:

Vi begynder at se og forstå, at vi tog fejl og hvorfor vi tog fejl. Vi så det ikke dengang, men fordi vi ser langt mere i dag, kan vi ikke længere tænke og handle på samme måde.

At se og forstå, forandrer alting. Med en sådan viden, kan vi ikke længere godkende, hvad stater i vores del af verden udøver mod andre stater og egne borgere.

Vi forstår, at en stat og en nation kun har noget tilfælles, hvis statens embedsmænd forstår, hvad en nation er, og respekterer den. Kun hvis de stiller op som beskyttere af overgreb mod en nations indbyggere, har den ret til at kalde sig en nationalstat. Ellers er den illegitim. Vi forstår, at det er sådan, det forholder sig i dag.



Psykopatiens århundrede

Vi skal ikke her lægge flere ord i munden på de potentielt ansvarlige, der selv skal have lov at komme op med deres erkendelser. Og anger, desværre. Uden anger, ingen tilgivelse. Det 20. århundredes folkemord er i princippet utilgiveligt. Tilgivelse er kun mulig for oprigtigt angrende og de, der ønsker og beder om tilgivelse.




En anden grund til at vælge 1992 som et vendepunkt, er krigen i Bosnien. Den første egentlige krig på europæisk grund siden 2. Verdenskrig. INGEN anede, hvad den gik ud på, og hvis man spørger medlemmer af Fløjen, får man et rungende døøh! De sad selv og klappede i deres hænder, for den serbiske præsident var jo nationalist, hvilket i deres amputerede terminologi var det samme som højreorienteret fascist, som de ikke kunne li'. Grønt lys fra Fløjen til NATO's bombardementer. Ingen opdagede, at CIA-kreationen al Qaeda opererede blandt de bosniske muslimer - der i øvrigt lige var ankommet fra Tjetjenien. Hvis du vil vide lidt mere om, hvad det projekt gik ud på, så læs:

Den hemmelige historie om Østasien - og resten af verden.
Al Nusra = al Qaeda = ISIS = boots on the ground.



Fløjens århundrede

Der er imidlertid hverken spontan anger eller selverkendelse at spore hos Fløjen for tiden. Hvad skal der til? Vi kan prøve forskellige metoder, for de skal åbenbart have lidt hjælp. Lad mig berette om en metode, jeg afprøvede forleden.



Jeg var i selskab med medlemmer af det, efter eget udsagn, tænkende segment, der i mellemtiden har glemt, hvad det vil sige at tænke. Vi taler om akademikere med abonnement på Fløjen, for det havde man per definition som akademiker-wannabe dengang, fordi ens lærere havde det, og man ville jo gerne have gode karakterer. De tillod sig endnu engang - det er måden, de for tiden hilser på og bekræfter hinanden - at fyre de forventelige dårlige Donald Trump-vittigheder af. Lad det være sagt: det handler ikke om, hvorvidt hr. Trump er the-good-guy, det handler om, at Fløjen nu bruger ham som afledningsmanøvre fra egne fejl og mangler (Se den anden vej, for så opdager I ikke, hvilke ignorante narrøve, vi i mellemtiden er blevet) - nærmere bestemt, alt det, som Fløjen stod for under Obama, og mente, at Hillary Clinton skulle tages til et nyt niveau af perfiditet. Don't mention the corruption, the wars, the terror, the lies!
Det affødte følgende spontane opsang, som hverken var fornægtende eller undskyldende, men direkte konfronterende:



Hvis jeg lige må sige noget her. Jeg er efterhånden rimelig træt af denne totale mangel på substans og facts i det, som I kalder politiske udtalelser. De handler ALDRIG om politik som sådan, men altid om karaktermord og om at lukke munden på dem, som I ikke kan li', og i det hele taget om at undgå enhver seriøs samtale. I sørger for aldrig at udsætte jer selv for dem, som mener noget andet end jer selv. I taler hele tiden om ytringsfrihed, men folk, der præsenter jer for noget andet end det, I har vedtaget, bør altså ikke ytre sig.



Hvis jeg lige må bringe et par facts på banen, så vil jeg minde jer om, hvad jeres kandidat, fru Hillary, stod for. Krigsmageri, terrorisme - hun var en af de hovedansvarlige for dannelsen af terrornetværket ISIS - pengevaskeri og simpelt tyveri i millardklassen via The Clinton Foundation - bare spørg haitianerne, så kan de bidrage med facts og substans - valgsvindel i den demokratiske valgkamp, pædofili og voldtægt - hun og hendes mand rejste flittigt med Jeff Epsteins Lolita-Express, og Kill-Bill har 130 voldtægtssager på halsen. De er begge fedtet ind i drug-handel tilbage fra Arkansas. Bill var ansvarlig for at give banksterne grønt lys via ophævelse af Glass-Steagall-akten (nå, det ved I heller ikke, hvad er...) og ansvarlig for overfaldet på Jugoslavien, der nu har vist sig at være en kæmpe krigsforbrydelse, da den daværende serbiske præsident nu af domstolen i Haag er pure frifundet for samtlige anklager. Nå, det har I heller ikke hørt om, men det skyldes måske, at man valgte at offentliggøre det i en sidebemærkning nederst på side 18, mens fru Hillarys valgkamp ryddede forsiderne. Så alle kiggede den anden vej.



Og så var der jeres yndling, hr. Obama. I hans regime, har der fundet krigshandlinger sted 24/7 i samtlige 8 år af hans regeringstid. Han har slået USA-rekord i krigsførelse, hvilket han modtog Nobels Fredspris for. Han kandiderer nu til i sit eftermæle at være den værste præsident, USA nogensinde har haft, og det siger ikke så lidt. Vi taler om forlængelsen af Afghanistan-krigen, forlænget okkupation af Irak, fortsættelse og endog udbygning af Guantanamo, vi taler om overfald på Libyen, Sudan, Somalia, Syrien, Ukraine, dannelsen af ISIS - rebranding af al Qaeda, Obama-Care, et perfidt svindelnummer med forsikringsbranchen, der betyder, at amerikanerne nu betaler i dyre domme for socialhjælp, dronebombninger af hvem som helst - jeg går ud fra, I har hørt om bombningen af et bryllupsselskab i Yemen og senere et begravelsesselskab i Sanaa. Nå, det har I heller ikke hørt om. Pakistanerne er også trætte af amerikanske dræber-droner. Og så taler vi internt i USA om serier af lammende lovindgreb, der fratager amerikanerne alle civile rettigheder. Enhver borger kan nu hentes uden dommerkendelse på sin bopæl og forsvinde uden dom - for evigt!



I har ikke forstået, at amerikanerne er trætte indtil døden af MAFIA! Op af sofaerne er kommet millioner af vælgere, der i årtier havde opgivet demokratiet, og som så en spinkel chance til at sige, at nok er nok! Det gjorde de forresten også, da Obama stillede op, men han bedrog dem BIG-TIME!! Det var i øvrigt derfor, at masser af folk, der stemte for Obama dengang, nu valgte at stemme på Trump, men de turde ikke sige det, for Fløjen kørte politisk-korrekt terror mod deres egne naboer, hvis de indrømmede det.



Det her er ikke godt nok længere. Vi er nødt til at genindføre intellektuel ærlighed. Vi er nødt til at genskabe en samtale om de væsentlige emner. Vi skal ikke blive som det, vi peger fingre ad.
(
det sidste var meget diplomatisk, for så behøvede jeg ikke at forklare, hvad en vaskeægte projektion er...).



Jeg fik muligvis også sagt et par andre ting, som jeg i mellemtiden har glemt. Men lad mig fortælle om reaktionen. Det var intense sekunder af DYB tavshed og forstenede ansigter. Så kommer det: 'Ahem... jeg tror bare vi skal gå videre og tale om det her en anden gang...'



Hvad skete der egentlig i situationen. Fløjen, de såkaldt tænkende, akademikerne, de politisk korrekte, de intellektuelle har et felt i deres baghoved, der er kulsort. De har en undertrykt dårlig samvittighed. Deres samvittighed er blevet underkuet af deres designer-ideologi, hvilket var et af hovedformålene med ideologien, altså via den falske kollektivisering at fratage mennesker deres samvittighed. Men det betyder også, at de rent faktisk kan gribes med bukserne nede og fingrene i kagedåsen. Deres samvittighed er ikke udslettet, den er blot kraftigt undertrykt. Ska-aat, jeg kan ikke finde mit moralske kompas, tror du, det er røget til vask eller er gået ned med skraldespanden?



Regnskabets time for århundredet

Lad mig derfor anbefale følgende, hvis du vil prøve noget lignende. Jeg kan kun anbefale det, og tiden er rent faktisk moden til det:



  • Gør et seriøst stykke hjemmearbejde, måske blot indenfor ét vidensfelt, hvis du synes, Det Store Billede er for omfattende (og det er det).
  • Hvis du er i selskab med folk, der lufter deres billige meninger (de har ikke kostet dem andet end at have dem), så test dem.
  • Lad være med at være bange for politisk korrekthed. Konfrontér pc-tyrannerne på deres ømmeste punkt: deres uvidenhed.
  • Insistér på at tale om facts, virkelige hændelser og sammenhænge mellem virkelige hændelser.
  • Stil folk til ansvar for det, de har støttet: krig, tyranni, korruption, løgn.
  • Tag deres hykler-idealer og vend dem 180 grader rundt. I siger ... hvor blev I pludselig af, da ... ? Der er intet så underholdende som eksponeret dobbeltmoral.
  • Test deres forståelse af begrebet fascisme og spørg dem, hvad de ser om morgenen, når de kigger i spejlet.



Lad os endnu en gang gentage præmissen:



De, der nægter at tage stilling til kommunismens 300 millioner ofre, er moralsk medansvarlige.



I mellemtiden handler det om langt mere end kommunisme. Kommunismen er blot en case-story af værste skuffe, et eksempel på en systematisk kæde af overgreb mod menneskeheden. Det 20. århundrede var Folkemordets Århundrede. Så nu handler det om Menneskehed og Menneskelighed. Det er derfor, vi er nødt til at tale om Fløjen, for de er vor tids magthavere og derfor bærere af vor tids korruption, hvor enhver magt som bekendt korrumperer.



Fløjen var udset til at være en brik i et spil. Først var der vestlig kapitalisme, der var moduleret efter den venetianske model (se: Den Venetianske Forbandelse). Dernæst var der dens udspring i marxismen/kommunismen/socialismen beregnet på at være dens store ressourcefarm befolket af slavemennesker af en lavere orden end dem i Vesten. Altså, os, som var slaver på en mere ’human’ måde (fabianisme). Derefter den såkaldte Tredje Vej (Alvin Toffler), som kombinerer de to systemer. Hvilket er det, vi har i dag: globalfascisme. EU er sådan et projekt. Ikke sært, at Fløjen nu også stiller op som entusiastiske forfægtere af EU. For de har jo kommissærer og planøkonomi som i Sovjet. Wow, har de kommissærer, hvor sejt! Sådan nogle elsker vi!



Darwinismens dødskramper

Fløjen var de sovende celler, der kunne aktiveres den dag, globalfascismen rykkede på slutspillet. Vi er meget naive, hvis vi tror, at Fløjen opdagede, at der var gået fascisme i den, for fløjmennesker ser ikke i spejlet om morgenen. De har nu fuldstændigt opgivet at simulere, at de har noget bud på nogen løsning i tavs ikke-indrømmelse af, at de nu er selve problemet. Når de hører om et nyt folkemord et sted i udkantsverden, Libyen, Syrien, Ukraine, så klapper de i dag i hænderne og råber: JA! Lad os få noget mere af det! De der sortsmudskede kloakbeduiner er sgu selv ude om det! De der balkanesiske hønsetyve skal bare have noget NATO! De der halvrussiske boghvedegnaskere skal bare have noget NAZI! De der dovne grækere, de skal bare have noget IMF og ECB!



Så forstår vi måske lidt mere om, hvad hr. Obamas mission var. At få Fløjen, demokraterne, ’the liberals’ til at elske krig og folkemord. Så forstår vi måske lidt mere, hvorfor Fløjen nu elsker EU og udplyndringen af Sydeuropa. Og pas på, Østeuropa, turen kommer til jer lige om lidt! Pas i det hele taget på, Europa, for masseimmigrationen vil oversvømme jer og skabe et nyt slaveproletariat midt iblandt jer. Folkemorderne, der skabte kommunismen, elsker arbejdere, for begrebet arbejdere var deres kodeord for slaver. Det var derfor, Lenin og Trotskij myrdede løs på bønderne, lige som senere Stalin og Mao. For bønder har det med at hylde deres tradition og være selvforsynende – begge dele var en synd i den religion, folkemorderne skænkede os i deres store nåde.



Når Fløjen ruller ud med deres politiske korrektheder og skyld-skam-frygt, så griber de ned i klichédåsen og finder ... hvad har vi her? RACIST! Ja, det er det, du er, du er en racist, er du! Var der nogen, der sagde projektion her? I det ene sekund sviner de 'de dovne og korrupte tzatziki-gnaskere' til, fordi deres land blev en europæisk model for Goldman-Sachs' nationaltømning. Hvor blev Fløjens solidaritet med de undertrykte pludselig af? En af Fløjens yndlings TV-programmer, TV-klog alias Deadline på DR2 og deres journalister blamerede sig med den klammeste og mest talentløse hånesang om 'Grææækenland, Grææækenland, det bli'r værre dag for dag'. Talentløst, fordi ingen af dem kunne synge, og for at dække over det, sang falsk, så det lød som med vilje. Klamt, fordi de praler af sig selv som toppen af kritisk journalistik og burde vide bedre, hermed aktivt demonstrerede deres mangel på indsigt, samtidig med at de skamløst stillede sig til rådighed for globalfascismen.



___o___





Århundredet hvor tænkningen tog sovepiller

Mens TV-Klog stadig lever højt på deres såkaldt tænkende segment, som de kan bekræfte, og som kan bekræfte dem, så sker der anderledes ting uden for de journalistiske skrivebordsmiljøer. Tillad mig at minde om det herlige butt-plug-attentat, der fandt sted i Paris for et par år siden. Det er et vitalt billede på det modspil, der rører sig i undergrunden, og som giver globalisterne mareridt og sengepisseri.



Altså, en politisk korrekt, kulturmarxistisk kunstner (hvilket han ikke selv kaldte sig, selvfølgelig), havde fået lov til at opstille en gigantisk oppustelig plastik-butt-plug på en fin, gammel plads i Paris – for uskyldigt uindviede: en røv-dildo. Et typisk udtryk for det, som kulturmarxisten Herbert Marcuse kalder for subversiv perversion. En politisk korrekt fuckfinger til kultur, tradition, familie, nation. Det var der så en katolsk undergrundsgruppe, der ikke gad at se på. Et eksempel på, at de gode, de onde og de grusomme i daglig tale hos såkaldte ’sandhedssøgere’ ikke er så tegneserieagtigt entydige, som de holder af at tro.



Millennium - 'Århundredet' får fingeren

OK, her kommer så herligheden. En tåget morgen manifesterer en gruppe attentatmænd sig på pladsen – sandsynligvis iført elefanthuer og hætter – bevæbnet med skarpslebne knive, og dolker butt-pluggen til døde. Misfosteret taber sin rejsning med et stort fisssss…. for aldrig at rejse sig igen. Et kultur-destruktivistisk pseudokunstværk afgik ved døden den dag, før folk gik på arbejde. På vejen bemærkede de en stor uformelig, impotent plastik-plamage af sammenskvattethed midt på pladsen, et ynkeligt affaldsprodukt af en syg opfattelse af, hvad kunst skal være for at være hipster: kultur-destruktions-design. Hvis folk er til butt-plugs, så hold det hjemme i knaldhytten eller i swingerklubben, og fri os fra at få det i fjæset på offentlige pladser.



Den kulturdestruktive designfabrik er som en kæmpestor plastik-butt-plug, der kan dolkes til enhver tid. Hvad venter vi på? Giv den kniven, jo før desto bedre.

Ganske vist er globalisternes projekt ikke så selvsikkert sårbart som butt-plug'en i Paris, men alle drager har deres løse skæl (hvilket skæl?), alle imperier er kolosser bygget på lerfødder (hvor er lerfoden?). Magtens øje ser ikke sig selv (Olof Lagerkrantz), for den har sin indbyggede døde vinkel (hvor er vinklen?). Borgmuren er fuld af revner forneden, for de har travlt med at bygge i højden. Find revnerne, grav som muldvarpe. Selv om jeg personlig bekæmper min havemuldvarp, det møgdyr, har jeg altid været imponeret over, at en fætter på størrelse med en halvstor rotte kan skubbe jord op med volumen som indholdet af en hel gulvspand.



MAGTEN ER PÅ SKIDEREN FOR TIDEN!



Det skal udnyttes. Og magtens medløbere bør ikke gå ram forbi. Men, som jeg selv sagde i min opsang til et par stykker af slagsen for nylig: lad være med at blive ligesom dem, I er uenige med. Det gælder også for de/os, der vil en anden vej. Insistér på samtale og substans. Lad dig ikke nøjes med karaktermord. Brug den fordel, at du kender deres fortærskede tankesæt til hudløshed, mens de ikke aner en hujende fis om, hvad det var, der ramte dem frontalt for nylig, da verdens hidtil førende supermagt ...'s befolkning sagde nej til Fløjen og nej til mere mafia. For det var det, de gjorde. Det samme gjorde Brexit. At vælgerne så reelt ikke anede, hvad de så sagde ja til, er en helt anden historie.



Fløjen er i deres egen selvsvings-selvsikkerhed havnet et sted, hvor de ikke længere har det godt. Udnyt det, NU! De har ikke i deres voksne liv mødt modstand før, de er den egentlige curling-generation.



Millennium - Gode takter i deres spæde ufuldkommenhed

Mr. Trump har allerede i sine første uger 'in office' adresseret en hel stribe emner, som ingen før ham har turdet røre ved. Men han er også i gang med at begå sine første fejl i form af indrejseforbud for folk fra nøjagtig de lande i Mellemøsten, som Bush-mafiaen havde udset sig som mål for ødelæggelse - hvilket de så lod Obama om at fuldføre. At indrejsende iranere skulle udgøre noget som helst problem for USA, er helt hen i kasketten. Det virker som det første tiltag fra The Deep State for at inddæmme hr. Trump. Så, medmindre han direkte adresserer problemet med ødelæggelsen af Mellemøsten og resten af verden, ender han meget hurtigt i bunken af præsidenter, der skrottede deres valgløfter. Han skal direkte ind og stoppe ISIS og ødelæggelsen af Syrien - som han sagde, han ville. Han skal have mod til at konfrontere Saudi-Arabien for deres skabelse af terror i stor-regionen, hvilket han nu manøvrerer udenom. Hvis nogen skulle have indrejseforbud med terrorist-mistanke, så må det være saudierne. Han skal ind og afslutte det perfide neo-nazistiske overgreb på Ukraine og etablere en reel samtale og et reelt samarbejde med russerne - som han sagde, han ville. Den nyudnævnte kvindelige US-Ambassadør i FN fortsætter ufortrødent neocon-stilen fra Victoria Nuland. Han skal sætte en stopper for vilkårlige og forfatningsstridige overfald på vilkårlige nationer i verden. Hans forsvarsminister bakker stadig op om Saudi-Arabiens overfald på Yemen. Vi bør nok minde os selv om, at verden ikke blot har fået en Donald Trump, men også republikanerne, på godt og ondt. Trump har vundet amerikanernes tillid, nu skal han fortjene den ved at bevise sin tillids-værdighed. Hvis han gør det, kan de forsmåede, barnagtige - og i øvrigt ekstremt voldelige! - Hillary-tilhængere gøre sig selv til grin, så meget de lyster.



Hans politiske fejl med målsætningen af folk fra netop de nationer, der har været direkte ofre for USA's statsterror, bliver dog vand lige ned på møllen til Fløjen! Så kan de sove videre i deres tornerosesøvn (nu skal du sove i hundred' år, ...) Men hov, hvad kunne der også rent faktisk ske her? Fløjen, der under Obama blev krigsliderlige, kunne pludselig finde på at blive krigsmodstandere igen - som de reaktionære fjolser, de er, der ikke evner andet end at mene det modsatte af det modsatte.



Det vil desværre ikke være godt nok. Det bliver endnu en gang problem-reaktion-ikke-løsning. Der bør satses større denne gang, og der skal reel viden på banen. Mere viden, hele tiden mere viden. Fjolserne skal druknes i deres egen uvidenhed. Pas på falsk viden. Mainstream-medierne og globalfascismen har allerede grebet bolden med Fake News, som nu skal til at være forbudt, og hvor DE selvfølgelig har mandat (givet af hvem ...?) til at afgøre, hvorvidt noget er fake. De selv er fake fra morgen til aften!! Medierne har været de sikre garanter for globalfascismen. Uden deres medvirken, var vi aldrig ankommet til det sted, vi er. De bærer et særlig ansvar, og hvad de har gjort af slibrig skade på verden er utilgiveligt! De skal ned med nakken, butt-plug'en, i form af de globalfascistoide medier, skal have kniven uden nåde. Lad dem stege ved grillvarme i egen sovs, udstil nådesløst deres fake news. De er reelt på skideren, når de i panik bruger det udtryk om andre, der så præcist karakteriserer dem selv.



Træd elegant til side, se boomerangen flyve forbi, og nyd, hvordan den vender tilbage til afsenderen.



Millennium - Hyklogarkiets svanesang

David Livingstone siger: En af de ting, man glemmer og undervurderer, er omfanget af hykleriet. Han taler om religioner, men i en sekulær verden gebærder ideologierne sig som religioner, og deres profeter fremtræder som pseudoreligiøse hyklere, den ene større end den anden. Folk bliver, som de politikere, de har valgt, de bliver, som de ideologer, de har hyldet, de bliver, som de profeter, de har udkåret. De opsuger hykleriet og gør det til deres eget.



Hvis vi skal værne os mod mentalforgiftning, må en af de vigtigste mentale øvelser derfor være identifikationen af hykleriet. En gennemgang af Obamas legacy - læs Obamas eftermæle - er én lang studie i hykleri. Hvad den mand sagde at ville gøre, og hvad han sagde, han stod for, blev på samtlige områder væltet omkuld af, hvad han efterfølgende gjorde, og hvad han viste sig at stå for. Han blev kåret som Fløjens nye, lækre, flødechokoladebrune, veltalende, politisk åh-så-korrekte håb, med alle hans polerede paroler om forandring, håb, vi-kan-gøre-det og ... dick my ass! ALT i hans embede var værre end under Bush-regimet, han var én gigantisk falliterklæring!



Studér disse typer og se, hvilket hykleri, de praktiserer. Alene det vil styrke vores evne til at genkende det hykleri, der er sevet som en utæt faldstamme ned gennem lagene og desværre er havnet hos os selv.

Kommentarer

  1. wow, godt skrevet og enig hele vejen..har du mere materiale om situatinen i Ukraine?

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg