Wall City - De Dødes By

af marco_hanuman
aka morton_h
the blogger

Jeg er på det seneste blevet tilskuer i første række på gulvet til det global-eksperimentale projekt. Fra et vindforblæst tag-over-hovedet-udsyn i et kolonihavekvarter ser jeg ind i en af mini-metropolen Københavns Wall Cities*, Islands Brygge. Som en massiv og dagligt voksende mur 500 meter bred, flere kilometer lang og alt mellem 5-15 etager høj er der indenfor et årti rejst et monstrum af en bydel langs den sydøstlige del af havneløbet. Måske 20.000 mennesker svarende til en halvstor provinsby på størrelse med Næstved er blevet stuvet sammen på omkring en kvadratkilometer.





København har i samme periode fostret lignende monster-projekter: Ørestaden, Nordhavnen, Kalveboderne, Sydhavnen, Amager Strand. Københavns Havn og de tilgrænsende områder er blevet byudviklet fra at være byens industrielle områder og grønne lommer – produktivitet på den ene side og iltforsyning på den anden – til at blive en kæmpe slagmark og legeplads for et indbringende og spekulativt byggeri.

Disse lokaliteter – og de er kun en brøkdel af det samlede københavnske totalprojekt for bydudvikling, dette skønne eufemistiske udtryk, som vi absout MÅ elske! – indebærer et stykke københavnsk historie og kultur, der nu er jævnet med jorden. Noget var ikke værd at samle på - vi gider se på en afdanket soyakagefabrik - men andet var et stykke kultur.

* Kowloon Walled City en nu nedrevet bydel i Hong Kong af forfaldne højhuse. I dens indre fandtes et mylder af folk, der forsøgte at overleve ved at drive småhandel, mens de boede der. Stedet, der dannede en lang mur af bygninger var så forfaldne, at det konstant regnede ned gennem etagerne.
Det danner baggrund for Tech-Noir-klassikeren Blade Runner, hvor Harrisson Ford render rundt og jagter replikanter, mens der kommer gul regn ned.
Der er en hel masse, der bor på de lavere niveauer, og så er der enkelte, der bor ovenover det hele.


Kowloon Walled City, Hong Kong

Wall City var med andre ord enten noget i Hong Kong eller i en Ridley Scott film fra sen-70’erne. Sandt nok, men der er en række foruroligende træk ved metropolernes Wall Cities i disse tider, der giver mindelser om sci-fi thrillerens på den ene side rådne og på den anden side gennem-æstetiserede univers. Blade Runner blev et nærmest profetisk varsel om den post-moderne designer-forfalds-æstetik.



Sådan kan de lide at afbillede Bryggen: lækker og ved vandet.

Islands Brygge er et iskoldt, kalkuleret projekt. Hvilket er min påstand, jeg skal herefter argumentere for den, hvorefter du gerne må citere mig for den. En stribe generationer af villige politikere – en generation i denne verden er kun fire år, selvom de fantaserer om evigt liv – har ladet sig forføre af industri-lobbyister til at blåstemple den slags urbane projekter. Det startede for så vidt med en socialdemokratisk overborgmester ved navn Jens Kramer Mikkelsen, der lukkede op for Pandoras æske og iværksatte Ørestads-projektet. Det er måske underligt for de, der lider af det 20 århundredes ideologi-forgiftning, at det netop var socialdemokraterne, der stod for den slags. Men hvis man ser på kommunismen/socialismens historie er det fuldstændig logisk. Studér beton-kommunismens trøstesløse byggestil, studer den socialdemokratiske lækre udgave af stilen, same-same. Bemærk endvidere, hvordan denne lækkerhed i løbet af blot et par årtier forvandler sig til ulækkerhed, forfaldenhed, slumhed, elendighed og voldelighed. Kramer var på mange måder en både venlig og sympatisk overborgmester, men bag overfladen på den bløde, lækre, lyserøde socialdemokratisme gemte der sig – og vi kan først se det retrospektivt – en agent for den globalisme, der har ramt os i dag og nu ødelægger vore samfund og kultur. Jeg tror egentlig ikke, at Kramer og Kramer-lignende typer før og efter ham var klar over, hvad de medvirkede til. Det lå bare til højrebenet. Men de globale pengemænd vidste det.



Formanden for Ørestadskommitteen ved den daværende byggegrund.

Ørestads-projektet blev et skoleeksempel på, hvad der dengang gik og stadig i dag går galt for Beton-modernismen 2.0. Man har lært visse ting af modernismens fejltagelser, men i det store og hele køres der ud af samme sidespor. Det, man har lært, synes at være: der kan sminkes og opblødes på betonmodernismen via design- og oplevelsesprojekter. Giv folket sjove broer, designerbænke og mini-amifetatre, de kan sidde på, lækre (og hundedyre) træ-kajer, brostens-passager, mærkelige skulpturer, og alt sådan noget. Noget af det er, indrømmet, vældig lækkert, men det er stadigvæk designer-sminke. Designerne og arkitekterne hygger sig, men problemet er, at de intet skaber i sig selv. De leger med former, mens de lapper hullerne i den arkitektoniske Behemoth. Den egentlige skabelse foregår altid i det levede liv.



Endelig sker der noget ved Langebro...

Hvad mener jeg med det? Egentlig skabelse af beboelse, byer, levesteder for mennesker sker kun via det liv, der leves af mennesker. Det er det, som byplanlæggerne grundlæggende ikke har forstået – eller er ligeglade med, da det er noget helt andet, der styrer deres planlægninger. Det levede liv kræver ingen egentlig planlægning, det kræver for så vidt kun, at livet bliver levet. Problemet for planlæggerne, kulturdesignerne er, at det levede liv ikke kan planlægges men kræver tid til at udfolde sig, hvilket de ikke har tid eller tålmodighed til, da deres business-plan kræver realisering på sigt. Det er derfor, en landsby fremstår som en organisme, hvorimod Wall City fremstår som et stykke arkitektonisk vold.

Da planlæggerne i virkeligheden har dårlig samvittighed - altså de ved godt, at det er pengemændene og globalisterne, der har sat det hele i værk, og at de blot er endt op som tjenende ånder og medløbere - kompenserer de ved at afholde beboer-høringer, hvor de tilsyneladende tager borgerne med på råd. Det gør de bare ikke, for beslutningerne er allerede taget, hvilket beboerne ikke ved, men hvis beboerne blot føler, at de bliver hørt, vil de ikke kunne brokke sig bagefter, for de er nu taget som gidsler i beslutningsmøllen.





Hvad styrer egentlig planlæggernes planlægninger? Som tidligere ansat i et arkitektfirma (CAD-tegner), kender jeg den klassiske konflikt mellem bygherre og arkitekt. Bygherren tjener sig selv og pengene, alting skal være så billigt og umiddelbart rentabelt som muligt. Arkitekten tjener sine egne kunstneriske ambitioner (for arkitekten er jo kunstner, ikke kun håndværker ...), men også en idealisme og ambition om at skabe kvalitet og holdbarhed. Gæt en gang, hvem der går af med sejren, og gæt dernæst, hvorfor spændet mellem nybyggeri og nedslidt slum er blevet mindre og mindre. Arkitekten bliver ikke frikendt i dette spil, hvor der finder en løbende og snigende korruption og prostitution sted. Sagen er, at der opererer meget stærke kræfter, der i sidste ende går af med sejren, fordi arkitekter, videnskabsfolk, teknokrater, politikere og andet laverestående kryb (ifølge pengemændene) er dybt afhængige af at have et arbejde, og uden et duknakket tjenerskab overfor pengemændene skal de tjenende klasser ikke regne med at have et arbejde eller noget, der ligner en karriere.



I virkelighedens verden er dette ikke arkitekten. Det er globalisten.

Spørg i øvrigt arkitekterne – bare for sjov – om de er villige til at flytte ind i deres egne kreationer. Spørg bygherrerne om det samme. Spørg medicinalfabrikanterne, hvor meget de æder af deres egen gift. Spørg lægerne, om de vil lade sig kemobehandle, hvis de får kræft. Spørg brugtvognsforhandlerne, om de kører rundt i de lig, de sælger. Spørg politikerne, om de sender deres børn i de multikulturelle folkeskoler, de selv har lovprist, eller flytter ind i de multikulturelle kvarterer i Kbh-NV, som de hylder. Eller spørg dem, om de sender deres sønner ud i de amerikanske krige, de har ført DK ind i, mens deres haler logrede løs. Spørg bankmændene, om de og deres familie kører den gælds-økonomi, som de har solgt til deres kunder. Der er et udtalt fravær af villighed til walk-the-talk blandt beslutningstagere og salgsagenter i den verden vi lever i. Ingen af de ovenfor nævnte gør, hvad de siger eller siger, hvad de gør. Dobbeltmoral er vor tids amerikaniserede standard.

Bryggen
Hvis du ikke har været der for nylig, eller hvis du bor i Jylland eller Volgograd – nå nej, det gør du ikke, for Google-datamafiaen har algoritmisk frasorteret russiske læsere af paradigmet.blogspot.dk pga af Imperiets igangsatte krig med Rusland, og da Paradigmet for to måneder siden boomede i Rusland, blev der lukket ned fra dag-til-dag - …. vi starter lige igen: Hvis du ikke har været på Islands Brygge for nylig, så ser der sådan ud:



At Ballonparken (billededet), HF Bryggen og Nokken stadig ligger der skyldes muligvis et Christianialignende ramaskrig, der ville opstå, hvis man myrdede det sidste gamle Bryggen.

Indre Islands Brygge er selvfølgelig ikke revet ned, og indeholder de gamle gader med huse tilbage fra slut 1800-tallet. Disse er dog byfornyet, og det københavnerliv, der engang fandtes, er ikke længere tilstede. Det er i dag primært et hipster-nyrig-kvarter iblandet tilstedeværelsen af den socialdemokratisk obligatoriske og legitimerende 15-20% normalindkomst-dansker, der i øvrigt knokler med dobbeltindtægt som små svin M/K for at få råd til at bo der. Vi taler langt hen ad vejen om 10-15.000 pr måned for de billigste.


Landskabsarkitekterne fik også noget at rive i. Der er intet som kunstig natur. Og træskure i ballonparken er arkitekter lorne ved. For den slags huse kan folk jo selv både tegne og bygge, og hvis det greb om sig, ville de jo blive overflødige.

Når man bevæger sig udad, er modellen den samme, men her sker der noget besynderligt. For det første er det skræmmende at bevæge sig rundt i kvarterer af udelukkende stål-aluminium-glas-beton, alle kasser udstyret med altaner selvfølgelig, selvom ingen bruger dem. Gader efter gader med strømlinede kasser af som minimum 7-etagers komplekser, hvor alle ligner hinanden, selvom arkitektfirmaerne ville blive fornærmede over udsagnet. Kun firmaer i Bjarne Ingels-liga har lov til at bryde kasse-mønstret, men i virkeligheden laver de bare skæve, skrå eller runde kasser i stedet for lige. Lige nu ser vi fx den runde trend på Islands Brygge, efter at man renoverede et par runde betonmonstre ved Slangebroen fra Fisketorvet (den kom senere) ud fra siloerne i den gamle soyakagefabrik. Vel sagtens inspireret af renovationen af Carlsbergs gamle kornsilo, der også er blevet et babelstårn for velhavere. At renovere betonskallen fra siloerne og omskabe dem til ultra-luksus-lejligheder har kostet dobbelt så meget som at opføre noget lignende fra bunden – but who cares, når man i dag kan leje en lejlighed ud for mellem 25-40.000 om måneden via indbygget story telling.


Silo for folk med kornfede tegnebøger

Og her kommer så det interessante spørgsmål: hvem køber og bebor disse lejligheder? Det gælder både lejligheder i ultra-luksus-klassen og i den nye ’normal’-klasse. Sagen er, at et stort antal af disse lejligheder står tomme. Folk, der rent faktisk bor der, er flyttet ind i spøgelsesbyer. Hvis de ikke står egentlig tomme, så ser naboerne til de formodede indbyggere sjældent deres naboer.

Lige så spekulativt byggerierne er opbygget og finansieret, lige så spekulativt er de opkøbt. Dette er ikke et københavnsk fænomen, det er et globalt fænomen. London er ikke længere britisk, for der bor ikke længere briter. Hvis man kører på motorvejen fra lufthavnen til Giza i Cairo, ser man 100.000-vis af døde lejligheds-komplekser. Beirut blev sønderbombet af globalisterne (zionisterne) i 60’erne, og i dag er det et kæmpe spekulations-projekt for globaliseret lejlighedsspekulation. En køretur langs ringvejen i Paris viser det samme. Nævn en storby, hvor det ikke finder sted.

Så hvem køber lejligheder på Islands Brygge? Det gør åbenbart og for en stor dels vedkommende globaliserede nyrige. De har ikke tænkt sig at bo der, men de har investeret for at bruge lejlighederne som en slags AirB&B for dem selv, når de lige er i byen mellem to million-deals. De beholder dem, til de er salgsmodne for den dobbelte pris, og de har måske en 10-20 stykker af dem. Måske har de købt en hel opgang, for så har de ikke bopælspligt. Hvorefter de lejer dem ud – altså uden bopælspligt, for den cockservative stat stiller i globalismens århundrede ikke den slags urimelige krav.




Her bor de rige, der har råd til ikke at bo der.

Er Bryggen et normalt boligkvarter? Well, normaliteten er skredet i den retning, og normen er i dag etage-soveby-kvarterer, så langt øjet rækker. Ingen butikker, ingen småhandlende på hjørnerne, ingen lokalbutikker, ingen steder, hvor man kan spise eller droppe ind, ingen steder, hvor man hænger ud på pladser, no-fucking-nothing! Bryggen er forbløffende oplevelsesfattig. Bryggen består af endeløse gader af døde facader og parkerede biler. Der er intet gadeliv, der er intet lokal-miljø, der er ingen glade børn mellem husene, for der er sgu ikke noget mellem husene!! De børn, der måtte være, bliver ikke lukket ned i gården, uden at far er med, for det virker ikke betryggende.

De Dødes by
Wall Cities er dødens byer. I Wall City Hong Kong foregik livet på trods af døden via den særlige kinesiske overlevelses-mentalitet. Dødens By er ikke bare et uheldigt biprodukt, det var en tanke allerede fra starten. I de metropole Wall Cities i Europa er døden smack-in-the-face. Hipsterne til-og-fra Bryggen cykler tusindtallige gennem De Dødes By med deres hipster-stone-face på. Øjenkontakt er yderst sjælden. De har travlt, for en hipster er altid kommet for sent i seng og for sent op - ligesom deres børn. På vejen over den labre Slangebro ved Fisketorvet udsætter de sig for livsfare, da den er byens hurtigste bobslædebane den første vinterdag med frost. Eller også sidder de i deres hipsterbiler med én person i hver sin strømlinede sardindåse i en stagneret kø. Ifølge byplanlæggernes planlægning skal vi alle sammen den samme vej om morgenen, men til gengæld kan planlæggerne ikke forstå, at det giver store trafikale, logistiske og miljømæssige problemer. Centraliseringen er ved at centralisere sig selv til døde.





I Dødens By er der ekstremt overtrafikeret i myldretiden. Folk, der bor der, siger, at det er så svært at komme over vejen om morgenen, at de efter at have ventet i fem minutter er nødt til at gå over gaden med deres børn og bare regne med, at bilerne holder tilbage. Good luck to you!

I Dødens By er der til gengæld så dødt om aftenen, at en kvinde kan blive voldtaget midt på åben gade, uden at der er nogen, der griber ind. Den eneste grund til, at Wall City Bryggen ikke er decideret voldelig er, at det lader til at være de sørgelige rester af middelklassen, der flytter ind her og ikke white & brown trash - undskyld udtrykket - som i satelitbyerne Brøndbyerne, Ishøj, Hundige, Voldsmose i Odense, Gjellerup i Århus, Hyllie i Malmö. Listen er uendelige, alle storbyer i hele verden har den slags.

I Dødens By er der store problemer med vindtunneler, når det blæser. Arkitekterne har tilsyneladende ikke fundet en løsning på det problem, som de tilsyneladende aldrig har forudset, da de tilsyneladende ikke har lært om det på arkitektskolerne. De kæmpe stål-og-glas-facader skaber åleglatte kanaler for vind. Et problem, der ikke er set så grelt før, da arkitekturen aldrig har været så ensrettet, strømlinet, høj-og-tæt, uden runde kanter og vindbrydende dekorationer som nu - den slags ufunktionelt pjat er sparet væk. Lur mig, om 10 år vil man kunne læse i en eller anden medienotits: Videnskaben har nu fundet ud af, at dekorativ facadeudsmykning har aerodynamiske egenskaber og faktisk er funktionel! Ja, og det vidste de allerede i middelalderen - ud over at øjet og sjælen elsker den slags.

Op gennem midten af forrige århundrede var trenden typehus-villakvarterer. Hver familie sin bungalow med et frimærke af en have til omkranset af ligusterhæk. Kedsomheden lurede i disse endeløse flade kvarterer, men illusionen om et stykke natur og en lille urbaniseret husmand med egen køkkenhave var midlertidig konserveret. Man var i det mindste herre i eget hus bag egen hæk under eget tag og med egen kælder. I Dødens By er man ikke herre over noget som helst - og held og lykke med en køkkenhave på en vindomsust altan.

For i Dødens By har alle folk altaner. Har du for nylig prøvet at sidde på en altan i en vindtunnel af sidevind? Hvem sidder i øvrigt på altanerne? Ingen har tid til at sidde der, for alle skal enten tjene penge eller sidde udbrændt-apatiske foran fladskærmen. Eller også bor der ingen. Er du i tvivl, så prøv selv en sommeraften at køre en tur langs facaderne. De er totalt døde.

I Dødens By findes der en 7/11, hvis du er villig til at køre to kilometer - altså til den oprindelige del af Bryggen, der er udenfor Wall City, Dødens By. Her vil du finde 7/11's standardsortiment af trendy varer, som hipsterkulturen formodes at forbruge. Du vil også kunne finde et pizzaria, en shawarmabix og lignende, der tilhører den globale landsby-designerkultur. Du vil med garanti ikke finde noget så uglobalistisk som en fiskemand, en slagter eller en isenkræmmer. En gammeldags købmand findes kun på Frederiksberg Allé langt fra Wall City - de velbjergede borgere på 2000 Frb har råd til at vedligeholde et nostalgisk levn fra de forrige århundreder. Og noget så ærkedansk - altså ærkedansk for 50 år siden - som en smørrebrødsforretning er ganske utænkelig i Wall City og omegn. Danskerne har ikke længere en fornemmelse af, at det eneste originale og delikate bidrag til verdensgastronomien er: smørrebrød. Med andre ord ikke spaghetti med kødsovs, købe-pizza eller fast food fra den globale landsby og for den sags skyld heller ikke trendy designermad fra madmagasinerne.





I Dødens By - og her bliver det weird-o - høres lyden af helikoptere. Hele lørdagen og hele søndagen, hvor indbyggerne i Dødens By formodes at være hjemme, overflyves bydelen af helikoptere. Frem-og-tilbage, frem-og-tilbage, frem-og-tilbage. Her har man stuvet 20.000 mennesker sammen i en kondenseret firkant, og så udsætter man dem for lyden af helikoptere, der af alle lyde indgyder frygt, terror og stress. Alle folk holder weekend for at koble af og finde ro, og så udsætter man dem for lyden af militærøvelse og krigshandling. Hvad er meningen? Er vi under optræning? Er vi i de indledende faser? 

Agendaen
Wall City-fænomenet er velbeskrevet. I FN’s Agenda 21 – nu opdateret til Agenda 33 – er det beskrevet, hvordan globalstaten (FN-utopien) ønsker, at landdistrikterne bliver affolket, og at folk drives ind til Metropolerne. Denne udvikling er en 150 år gammel opfindelse ved navn Industrialisme, men nu sættes den yderligere i system og fuldbyrdes som Globalisme. Og FN er det organ, der er udset til at fungere som udemokratisk verdensregering.



Er det visionært, eller er det totalitært? Jasque Frescos Venusprojekt.

Avantgarde-arkitekten Jasque Fresco skitserede for årtier siden disse hi-tech-metropoler. I dag bygges de. Disse hyldest-magere taler i forelskede vendinger om globalismens, neo-feudalismens, neo-imperialismens, teknokratiets og transhumanismens vidundere. De bruger ord som:
  • Vi må vænne os til, at …
  • I fremtiden vil mennesker … 
  • Det er uundgåeligt, at … 
  • Man kan allerede købe en dims, der … 
  • Fremskridtet kræver, at … 
  • Om få år vil vi se ... 
Det er interessant, at de profeter, der beskriver eller advarer imod fremtidens rædsler, er de, der ved nærmere eftersyn promoverer rædslerne og stiller sig til rådighed for det såkaldte fremskridt. Det er da besynderligt! Er Huxley, Russell og Orwell ikke de, der advarer? Svaret er nej, de annoncerer, de er insidere og repræsenter The Blueprint of the New Order. Fresco har visionen. Kurzweill og Michiu Kaku er henrykte og højt betalte promovører for robotmennesket i robot-rotteræset i en designer-futuristisk verden, der allerede er nutid.





Rundt om Metropolen - men endelig ikke ude på landet! - ligger en glas-stål-beton-kødrand af satellitbyer. Ifølge agendaen skal der køre højhastighedstog mellem satelliterne og metropolerne og imellem metropolerne. Landsbyerne er aflyst til fordel for den multietniske globale landsby. Hvis man tror, der er fritgående høns og geder i den landsby, så tager man fejl, for det er blot et salgsstunt for at få neo-feudalisme til at fremstå som lækkert og politisk korrekt. Den globale landsby er det ULTIMATIVE slavesamfund, Worldwide.

I det hele taget vil det være afskaffet (= forbudt, forhindret, forkert) at være selvforsynende, som landsbyfolk var dengang. Der vil være gigantiske landbrugsfabrikker i sovjetisk statsbrugsstil til at sørge for det. Alt sammen genmodificeret, selvfølgelig, for det giver volumen. Kvalitet tales der ikke længere om.




I realiteten kunne byplanlæggerne have tænkt sådan her fra starten.
Men det har deres opdragsgivere ikke ønsket, at folk skulle have adgang til.
Agenda 21 anbefaler bestemt ikke den slags.

Det lyder som et fremskrevet og fuldbyrdet science-fiction-scenarie. Men i virkeligheden kun meget lidt fremskrevet, for scenariet er allerede langt hen ad vejen virkeliggjort. Jeg ser i skrivende stund ud på Wall City, De Dødes By. Jeg lever allerede i Orwells, Huxleys, Russels, Frescos, Kurzweills og globalisternes våde drøm. Jeg er blot havnet i en tidslomme, en parantes i form af et hviderussisk bjælkehus med blomme- og æbletræ, gaskomfur, trætjære og uld i sprækkerne. En lomme, der vil blæse i stykker, den dag pengemændene får bestukket, forført eller truet planlæggerne til at jævne den slags urentable, livslevende enklaver af uproduktiv nostalgi med jorden. OG hvor folk lod det ske, fordi de var ligeglade med deres eget liv og overlod beslutninger til Dødens Købmænd.

Udenfor murene, på randen af De Dødes By.

Kommentarer

Populære indlæg