Den etiske tjekliste - Ikke for psykopater!

Logos
det ordnede, det forstandige, det uden indre modsigelser, det videnskabelige, det kloge, det endog viise – hjernen, intellektet, det spirituelle

Ethos
det gode, det rigtige, det forsvarlige, det retfærdige, det samvittighedsfulde – hjertet, de pålidelige følelser, det intuitive

Pathos
det nødvendige, det brændende, det heltemodige, det handlende, det lidende – kroppen, viljen, tyngdepunktet, det instinktive

Her tales ikke om godt og ondt men om tilstande og kræfter i det menneskelige selv. Alle har deres ret og styrke, og alle er en mulig kilde til både svaghed og ubalance.

_________


Mennesket er et trehjernet væsen (Gurdjieff). Vejen til dig selv (eng: selfhood) går via en balance mellem – og udvikling af - de tre hjerner.

Ormen er et enhjernet væsen.
Den har et avanceret centralnervesystem, den har skudskikre instinkter.
Den omformer med en kemiprofessors sikkerhed naturlige substanser til deres nedbrudte, videreførte og for helheden gavnlige tilstand.
Bien udfører med sin egen genialitet et ret begrænset antal ret komplicerede processer uden at tænke et sekund over det.

Pattedyr og fugle er tohjernede væsener.
De har et væld af pålidelige følelser (ulig det forvirrede menneskes upålidelige følelser), de er eksperter i følelser og fornemmelser. Deres sanser er så forfinede, at de er omvandrende intuitive metafysikere.
Hunden kan lugte de mindste koncentrationer af sporstoffer.
Haren kan høre på kilometers afstand som en retningsbestemt mikrofon.
Ørnen kan se fra kilometers højde som med teleskop.
Katten kan sin QiGong, når den visualiserer sit spring – dens qi-body har allerede udført springet, før den springer.
Elefanten mærker tsunamien flere timer før, den ankommer.
Visse dyrs adfærd minder om de trehjernede væseners intelligens. Kragefugle er fantastiske problemløsere, delfiner har semi-menneskelig adfærd, og grise er særdeles lærenemme.

Mennesket kan reflektere, og det kan være kreativt. Det kan forestille sig noget, der ligger udenfor det allerede eksisterende. Det kan finde løsninger på komplicerede problemer, og det kan udvikle kulturer af højest forskellig art. Dyr kan tilpasse sig varierede livsbetingelser, men menneskets tilpasning er nærmest uendelig.



Mennesket burde med sine evner for tænkning være dyrene overlegent, men kulturen har sat dets overlegenhed over styr, og vores overlegenhed består efterhånden kun i, at vi kan drive dyr imod deres natur og naturen ud over afgrunden. Overlegenhed forpligter, men det toneangivende segment af nutidens menneskehed har som et hovedprojekt valgt at sætte sig udenfor. I en kultur ude af balance er det enkelte menneske derfor ude af balance. Når mennesket er ude af balance, reproducerer og forstærker det en kultur ude af balance. En kultur og et menneske ude af balance med sig selv og naturen er svagt og kontrollerbart. I stedet for at udvikle en række højere evner, antager det semi-dyrisk adfærd. Dets evne til abstraktion er blevet en abstraktion fra naturen, hvorved det mister naturens støtte. 

Det bliver patetisk, der lider. Pathos som livsenergi, drive, gåpåmod, lyst til livet (Qi) bliver til lidelse, smerte, afskårethed, intethed.

_________


Når Logos driver ubalancen
lever vi i en verden, hvor venstre hjernehalvdel undertrykker den højre. Husk at der sker en cross-over mellem hjernedele og kropsdele, når det drejer sig om motorik og organer, og den visuelle, emotionelle, intuitive og symboldannende del af hjernen er forbundet til den del af kroppen, hvor hjertet befinder sig.

En forstands-domineret kultur er over-maskuliniseret. Alt måles i rationale og mekanisk produktivitet. Der mangler Ethos og fornemmelse for, hvad det hele er godt for, og der mangler Pathos, for pligtskyldighed og tvang dominerer. Begrebet kald er afskaffet, man kaldes ikke, man udskrives. Teknokratismen er en logos-ubalance. Positivistisk videnskab er gået i stok midt i sin logos. Husk at logik er svaret på spørgsmålet: hvorfor. Når man har alle svarene, forsvinder den kreative nysgerrighed og trangen til at lege. Barnet har det ikke godt i en sådan kultur, og det bliver tvunget til at lære matematik allerede i børnehaven inden dets hjerne er gearet til det.

En ekspert uden ble

I en forstandsdomineret kultur spørger man eksperter. I deres pingvindress - eller bar røv som ovenfor - optræder de på fladskærme med blå, kølig, autoritativ baggrund som guder fra en højere sfære, der lige har parkeret deres rumskibe udenfor studiet for en stund, for derefter at trække sig tilbage til et utilgængeligt og uforståeligt pantheon.

I logos-ubalance hersker abstraktioner som logik uden grammatik. Det er sådan – hvorfor – fordi far siger det! Landskaber bliver lavet om efter tegnede landkort, grammatikken bliver efterrationaliseret ifølge det logiske diktat.


Når Ethos driver ubalancen
har vi en lovreligion eller et følelsestyranni. Måske et gynokrati. Det er idealistens paradis. Alle revolutioner er drevet af trangen til retfærdighed parret med vrede, og når den først er tændt, er der altid 'nogen', der sætter sig ved styrepinden. Det er her, mennesket for det meste taber hovedet og danner den ideelle ursuppe for Oligarkiet. Det starter med ønsket om det gode og ender med med realiseringen af det onde.

I lovreligionen slås der hårdt ned på dissidenterne, de politisk-religiøst ukorrekte. Det er en replika af talmudismen. Kristendommen kopierede talmudismen, når den forfulgte hedninge og kættere. Rabbineren var nu en præst og overrabineren en biskop eller måske en pave.

Det DJØF'icerede samfund er en blanding af logos- og ethos-ubalance. Jurister og økonomer er både teknokrater og human-ressource-managere. De elsker at fortælle folk, hvad de skal tænke og føle og gøre og især hvorfor. De laver medarbejderudvikling, seminarer, workshops, brainstormings. De excellerer i tavlemøder, årshjul, MUS-samtaler, handlingsplaner. Teknokratismen og talmudismen i en herlig suppedas krydret med lidt omklamrende newage coachingkultur.



Vi vil jo det gode, siger de, mens de brolægger vejen til Helvede.

Ethos-ubalancen er ideologiernes element. En ideologi er neutralt set et samlet og konsistent ide-sæt. I realiteten og set i bakspejlet har ideologierne været et net for menneskefiskere, hvor den urmenneskelige trang til retfærdighed, det gode liv, kan indfanges, udbyttes og udtværes i uendelige variationer. Ganske umærkeligt er det gode liv skredet over det dårlige liv - der til gengæld er blevet en god forretning for en snæver kreds af oligarker.


Når Pathos driver ubalancen
Hvis du har Pathos, er du en ildsjæl.
Hvis din ild i røven iført etiske og logiske skyklapper, er du patetisk.
Din lidenskab bliver til lidelse og lidenhed.

Det er Pathos, der får mennesker til at udøve ekstraordinære bedrifter og ofre sig for en sag, der er større end dem selv. Men det er også Pathos, der får mennesker til at kamme over i selvberuselse og ofre deres og andres liv for en rådden ideologi, hvorved ofre bliver skabt og ikke givet. Desværre har vi ikke den fine skelnen, der findes på engelsk mellem offer og victim. Vi kan sige du gør et offer for en god sag. Vi kan også, at du bliver et offer for en dårlig sag. Endnu værre er det, når du gør dig selv til et offer for at få ret.

Det er Pathos, der driver en sportsmand til at overgå sig selv.
Det er også Pathos, der får hujende hooligans til at gå amok på stadion og smadre hinanden ude på gaden bagefter.
Begejstring og fanatisme er gjort af samme stof, det ene er vores glade ven, det andet er vores sørgelige fjende.

Disse herlige mænd og deres ukontrollerede pathos


_________


Tjeklisten
Hvor ville det være dejligt at have en tjekliste, en tænknings-, bedømmelses- og handlings-algoritme. Problematik/spørgsmål/svar – hvis dette svar, gå denne vej, hvis et andet svar, gå den anden vej, hvis et tredje-fjerde … Det virker for arbejdsgange, artsbestemmelser af planter, rutinetjek af biler og en hel masse andet, blot ikke for den menneskelige sjæl.

Vi kan godt stille os selv spørgsmål for at tjekke Logos, Ethos og Pathos.
Og hvis et af disse spørgsmål bonner ud med/så:
  • det ved jeg sørme ikke – der er som bekendt visse ting, der er svære og endog umulige at vide, men er denne ting en af dem?
  • det havde jeg ikke lige tænkt over – var det en overvejelse værd at indføre en sådan tænkning, inden det blev for sent?
  • det kan jeg ikke se, har noget med sagen at gøre? - hvilket det muligvis heller ikke har, men hvorfor har det ikke med sagen at gøre?
  • hvad rager det mig? - måske rager det dig en hel del lige om lidt?
Svaret på spørgsmålet ligger indkaplet i selve spørgsmålet, hvis det er stillet godt nok. Så i stedet for katten om den varme grød, hvad kunne være relevante spørgsmål til en tjekliste?


Logos-tjek
Tænkning kan systematiseres. Logos er orden. Hvis der er slinger i logikken, giv den et logik-tjek. Uden sammenligning, for tænkning er ikke mekanik, så er det som en bil, der ikke kører ordentligt. Her vil man gå enkeltdelene efter i sømmene, åbne og skille ad, skifte ud, justere, smøre for derefter at samle igen til den logiske enhed, bilen udgør. Og hvis der ligger en gammel støvle inde i motorblokken, så skal den nok ikke være der.

Før logik (svaret på spørgsmålet hvorfor), stil først og fremmest de generelt grammatiske spørgsmål:
- hvad/hvilket?
- hvem?
- hvor?
- hvornår?

Dette er hjemmearbejdet. Det kaldes også Trivium-metoden. Hvis du ikke engang har fundamentet for Logos på plads, hvordan tør du nogensinde håbe på at bringe din forstand i balance med dine følelser, din retfærdighedssans og din beslutnings- og handlekraft? Stil de fire H-spørgsmål, til de hænger dig ud af halsen – og gå først derefter videre til hvorfor-spørgsmålet. For tidlig logik er som for tidlig udløsning - det er utilfredsstillende for alle parter.

Hvis undersøgelsen af virkeligheden er for stort et projekt, eller hvis du bevæger dig ind på et ukendt eller uopdyrket felt, så kan du tillade dig at have visse antagelser og danne en teori. En teori er et foreløbigt svar på hvorfor, en foreløbig konklusion. Så længe det står klart, og teorien ikke gror fast, så er det helt i orden. I videnskab ville det være videskabeligt redeligt. Men videnskab er for stor dels vedkommende blevet politiceret, så der finder en dogmatisering sted. Pludselig er en teori om the Big Bang eller om menneskeskabt klimaforandring blevet ophøjet til en færdig konklusion på foranledning af udefra kommende interesser. Big Bang blev foranlediget af Vatikanet (de elskede urknaldet, for det mindede dem om I begyndelse var ... og der blev lys!). Klimadogmet blev mere end foranlediget, det blev forlangt af globalisterne. Hvor Vatikanet snedigt forførte, så voldtog politikere og industri-lobbyister en ung og skrøbelig videnskab for at skaffe sig og FN en måde at udskrive skat på globalt for første gang i verdenshistorien. 



Fundamentet for Logos er Kundskab. Sørg for at vide så meget som muligt af det, der er relevant at vide. Stol ikke som udgangspunkt på, hvad andre påstår er relevant. Stol på din fornemmelse og find så ud af, om den holder. Det er her, det bliver svært. Ikke alt, der udgiver sig for viden, er hvad det udgiver sig for.

Viden er ikke:
- udenadslære (udenadslære er værdifuldt som redskab)
- det preussiske skolesystem
- kulturmarxisme
- indoktrinering
- mediesladder
- imperial historieskrivning
- politiceret videnskab
- uanfægtede og dogmatiserede teorier
- antagelser
- darwinistisk bullshit
- krigspropaganda forklædt som journalistik
- hengiven sig til blind tro
- ideologisk pseudo-religion / pseudo-videnskab

Stol ikke på:
- en såkaldt ekspert indkaldt til et TV-program
- en bankmand, der udtaler sig om bankvæsen
- en artikel i Illustreret Videnskab
- en læge, der udskriver medicin med et pennestrøg
- en politiker, der anbefaler krigshandlinger
- en journalist, der formidler fiktion forklædt som fakta
- en lobbyist og en mobilabonnement-sælger (hvad er forskellen?)
- en genforsker, der siger, han kan fixe menneskeheden
- en fremtidsforsker, der spør om fremtiden ved at fremskrive nutiden
- en gadget, der lover dig, at du blive lykkelig
- en økonom, der hele tiden taler om vækst i samfundet



Vi er nødt til at montere et bullshit'o'meter og opbygge vores egen liste.
Det kan vi gøre ved at skærpe øret og blikket for logiske forfalskninger, falske varebetegnelser, falske løfter.


Ethos-tjek
Ethos kan hurtig blive meget kompliceret. Derfor er Etik og Moralfilosofi (det samme i angelsaksisk og tysk filosofisk tradition) tilsyneladende uudtømmelige emner. I stedet for at rode os ind i hele den store diskussion, lad os holde det simpelt.

Problemet med etik som filosofisk disciplin er til dels, at den prøver at føre bevis for det gode. Det gode ER, det er selvindlysende. Hvis ikke det gode og det rigtige og det retfærdige giver umiddelbar og intuitiv mening, så er det måske en indikator for, at det ikke er det gode, det rigtige og det retfærdige.

Derfor bliver emnet nemt forurenet. Der ankommer lynhurtigt en psykopat, der sælger ideen om, at noget er vældig godt – som senere viser sig at være rent selvmord. Som regel er det ikke psykopaten selv, der sælger os den dårlige ide om det gode-rigtige-retfærdige, men en eller anden ofte sympatisk, veltalende og velmenende spade, der har ladet sig indrullere og forføre og nu identificerer sig med den dårlige ide. Og pludselig er der en hel masse mennesker, der mener, at den dårlige ide er en fremragende eller som minimum en nødvendig ide. Et helt samfund, en hel kultur bliver således opbygget omkring usandheder og dårlige ideer, hvis eneste formål er at fodre en yderst begrænset stak parasitter og deres behov.

Parasitkultur

Vi lever i en ide-forbrugende kultur. Der er fabrikanterne af ideerne, de er meget få, og mange af dem er tilpas syge i hovedet. Så er der sælgerne, deres dygtige, villige håndlangere, de professionelle, teknokraterne, mediemagerne, spinnerne, politikerne, eksperterne, der lancerer ideerne og bare bliver ved og bliver ved, indtil folk giver op. For der er jo folk, som de er flest, ide-forbrugerne. I starten havde folk, som de er flest, måske et intuitivt glimt i bevidstheden om, at der var noget galt på færde, det smagte ikke helt godt, det skurrede lidt i ørerne, det lignede noget billigt skidt. Men siden de kloge og de smarte nu insisterede, så måtte det jo være godt nok.

En fuldstændig syg og dybt menneskefjendsk tanke indpakket i guldpapir med sløjfe om, serveret med violiner i baggrunden og en svag men inciterende duft af Eau de Cologne kan blive et rent hit som ide-forbrugsgode. Selv om det var et onde, der aldrig burde blive forbrugt. Det er behavourismens genialitet: ved hjælp af forførelse at over-rule samvittighed, moral, intuition og menneskets urgamle fornemmelse for, hvad det var det gode, det rigtige og det retfærdige. Arèté, Dharma, retfærd – her blot fra tre kulturer, den græske, den vediske og den nordiske.

Alle kulturer har et ord for det, der ER, og som derfor er selvindlysende. Men de samme kulturer vidste også, at vejen var smal, og at der var grøfter i begge sider. Når visdom gennemsyrer et samfund, findes det gode blandt de mange og til fordel for de mange. Kulturer har haft deres gyldne tid for ind i mellem at opleve en nedtur. Nogen mener, at det er en synkront fænomen over tid, andre kan påvise asynkrone bølgebevægelser. Vestens kultur oplever lige nu en etisk bundskraber. Sådan har det ikke altid være overalt i Vesten, men lige nu er der en totalitær mangel på etik i hele det kontinuum, vi kalder Vesten. Der er en næsten fuldstændig mangel på visdom. Til gengæld drives samfundet af materialisme, snuhed, management, grådighed, misundelse, dårlig stil, samvittighedsløshed, snævertsyn, dogmatik, foragt for egentlige værdier og hengivelse til øjeblikkelig sanseberigelse. Løgn er blevet en dyd.

Vi har opfundet ordet hedonisme, fordi vi har projiceret vores egen mangel på etik ned i en fjern fortid, hvor menneskene sagdes at opføre sig primitivt. Det er OS, der er de hedenske, det er os, der lever som dyremennesker (hvilket er værre end dyr, for dyr lever i overensstemmelse med naturen). Det betyder ikke, at vi dagligt går rundt og tér os hedonistisk fra morgen til aften (der er rent faktisk en del, der gør), civilisationen har sin overflade, sin egen balance om sin ubalance. Men det betyder, at vi er villige til at sanktionere alle former for menneskelige overgreb, bare de ikke går ud over os selv ved at vende øjet bort, holde os for ørerne og sætte en hånd for munden (ikke sige fra). Når samvittighedens stemme hvisker til os, slukker vi for programmet og skruer op for musikken.



Kom vi bort fra sporet? Hvor blev Ethos-tjekket af? På ingen måde, det ligger lige her. Sluk for musikken og hør efter, når der bliver hvisket. Sluk for fjernsynet, sluk for computeren, sluk for de sociale medier. I det hele taget sluk for strømmen, bevæg dig udenfor byen og før en samtale med et træ, en skovsø, en strand, en natugle eller en stjernehimmel. Med andre ord, giv dig lov til en tilstand, hvor du bliver un-switched fra den store matrix-kværn. 

Dernæst bliver du nødt til at genoptage samtalen. Altså ikke smalltalk, fnidder, sladder eller ligegyldigheder. Smid lortesproget i skraldespanden. Tag stjernehimlen med ind i samtalen. Mål og vej med den store lineal. Og så send da for guds skyld den sms bagefter, hvis du skal – first things first. De gamle, som vi har nedgjort som hedonister/hedenske kunne ikke får sig selv til at svine naturen til, for de vidste, at det var dem selv, de svinede. Vi lever som svin, hvor vi burde leve i skønhed og selvrespekt. Vi kan ikke længere bruge ordet i pagt med naturen, for det har alle utopisterne, socialromantikerne og kirkegængerne i newage-kulten om 'de ædle vilde' slidt tyndt til kliché. Men hvis der skulle være en Tredje Pagt (testamente = pagt), så bliver den nødt til at gendrive det, som de to første smed ud: naturens lov. Gud blev en abstraktion. Vi har sat os selv udenfor døren, hvorved etik ikke længere er selvindlysende, men overlades til filosofiske æggehoveder, der hævder, de kan spekulere baglæns og dekonstruere sig til en rekonstruktion, hvilket svarer til at skære alle organerne fri på en syg hest i håb om at sætte den sammen igen på en bedre måde. It ain't gonna happen!


Pathos-tjek
Har vi ondt i forstanden, har vi ondt i moralen, har vi ondt i … ja hvad har vi egentlig ondt i her? Hvornår er vi patetiske?

Det er vi, når vi ikke erkender vores behov, men forfølger vores begær. Vores pathos, vores stræben går efter det, vi ikke har brug for, og som fører til vores egen ulykke. Vi bliver tragiske personer, vi undgår vores fjender, vores opponenter, vores modsigere, vores udfordringer. Vi vender om, når vi møder portvagten. Kongen lytter til hofsnogen og ikke til vismanden, hvorefter hans pathos overgår til at føre krig.



Skal vi kaste os ud i handling? – just do it! Det skal vi, hvis vi er havnet i den anden grøft, hvis vi er blevet handlingslammede af frygt for at dumme os, at tabe ansigt, at fejle, at blive afvist eller for at kompromittere os selv. Jeg kender folk, der får tilbudt et job, hvor de kan tjene 300.000 kr ved at bruge deres særlige evner og muligheder, men som får skrupler over, at klienten ikke 100% ideologisk clearet. Det bliver lige pludseligt syndigt at tjene penge, og resultatet er vedvarende forarmelse. En sådan person er en tragisk person. Den indre portvagt sagde stop, og der blev adlydt. Portvagten burde ha' været udfordret, så man i det mindste kunne se, hvad der var på den anden side af døren. Ethos blev en destruktiv stopklods for Pathos.

I andre situationer bør vi stoppe op at tage tjekket, inden vi handler. Og se nu her … hvor det i Ethos-tjekket er svært at tale om, fordi det involverer følelser og intuition, bliver det i Pathos-tjekket pludselig case-baseret. Jeg kender folk, der i et beruset, entusiastisk øjeblik har smidt en formue bort på en investering, et indkøb, et partnerskab el. lign, der, hvis de havde konsulteret de rette folk forinden – og havde lyttet! - kunne været undgået og anvendt til noget konstruktivt og indbringende.

Hvis en nation vælger at handle med drastiske midler i forhold til andre nationer, altså hvis et lands befolkning lader sig overtale til at sanktionere krig og deltage i lovprisningens sangkor over aflivning af mennesker, så mangler der en konstruktiv etisk stopklods for Pathos. Krig og revolutioner drives af Ethos + Pathos. Eller rettere: hvis man kan bilde folk ind, at etikken er helt fin i kanten, så er det bare at give los for Pathos.

Hvis din vrede bliver provokeret, hvis der lægges op til en konflikt, fordi noget ønsker den som overtryksventil eller påskud for at starte et selviscenesættende drama, så er det tid til at tage en dyb indånding. Kan vi sige, at vi altid gjorde det? Vi har alle eksempler på, at vi tabte hovedet og reagerede, og de, der hævder noget andet, taler nok ikke helt sandt.

Det bedste middel er: praktiseret humor. For hvad er humor andet end træden et skridt tilbage eller op på skamlen, så man ser sig selv og den situation, man befinder sig i, fra siden eller ovenfra i perspektiv. Herved vender man det potentielt tragiske til noget komisk. Husk her, hvad det komiske er versus det tragiske. Heltens historie bliver til en komedie, når han erkender sit behov og gennemskuer sit begær. Komedien er den lykkelige slutning. Så konfliktsituationer er enten skalérbare (små/store) tragedier eller -komedier. Dette er generelt misforstået. Komedien er en dyb kunstform, og at den involverer humor, har ikke noget med falden-på-halen og lagkagekomik at gøre. Som Karen Blixen sagde: Gud er humorist. Som Dante sagde: Komedien er Guddommelig.

Det kræver humor at beskytte sig mod Mørkets Kræfter

Det er nemt nok at være humorist i en afslappet stund over en kop øl. Og den umiddelbart forløsende effekt af en god latter bør ikke undervurderes. Det er fysisk og neurologisk sundt. Men når vi har grinet færdig, og hvis lystigheden bare er en kunstig vedligeholdelse af en tilstand af virkelighedsflugt, så er det ikke sjovt længere. Hvor bliver humoren af, når det kniber, og vi virkelig har brug for den?

Her har Villibald Bonderøv lige siddet i timer og været på grineren på bodegaen med slænget, træder ud på gaden og falder ind en stakkel, der har lidt travlt på fortovet – hvorefter staklen bliver svinet til. Hvor blev humoren af her?

Her sidder Smarte Egon i sin Audi i en traffikø og er ved at komme for sent til et møde, og en eller anden stakkel begår en fejl i den kø, som alle er ofre for. Hvorefter Smarte Egon ruller ruden ned og overfuser staklen. Hvor blev humoren af her. Smarte Egon var ellers rigelig humoristisk, da hende den dumme blondine ikke kunne lave en sidelæns parkering udenfor domicilet.

Her har Café Latte Lisette lige været på socialgrineren med veninderne nede på hipsteren og finder ud af, at en af dem har flirtet med hendes ex. Hvad så, finke, du ville jo ikke have ham, hvad er problemet? Hvor er grineren, når du kunne trænge til den, og trænger du i øvrigt ikke bare til at blive lagt ned?

Her har Adam og Eva lige rodet sig ind i en diskussion efter at have haft sex, hvor han ikke føler, hun anerkender hans barndomstraumer, men mener, at han nok burde tage sig sammen, og hun ikke føler, at han lytter nok til hendes ufejlbarlige følelser og tillader sig at mene, at de ikke er helt så ufejlbarlige og spirituelle, som hun mener. Hvor bliver praktiseret humor af her, Adam og Eva? Hvorefter de går fra hinanden som to forurettede børn.

Her har Barack Obama lige været til G20-møde, og der var ingen statsledere, der gad at snakke med ham, bortset fra den patetiske nigerianske præsident, der invilligede i at erklære sanktioner mod Rusland – som alle i øvrigt gerne ville tale med. Det giver dejligt mening. Men hvad så præsident Buhari og præsident Osama ... sorry Obama, hvor bliver statsmandens sande humor af her? Skyldes det, at hverken undermåleren Buhari eller dansedukken Obama er egentlige statsmænd? At mafiatøsen Hillary Clinton er i stand til at skraldgrine over, at Gadaffi blev myrdet, at Libyen blev ødelagt som velfungerende land, og at 2 millioner libyere blev statsløse, er ikke det samme, som at bitchen har humor.

En kvindelig præsidentkandidat lader sig portrættere på denne måde.
Hvordan ser der ud inde i hovedet på de vælgere, der stemmer på en sådan kandidat?

Her har samfundskritikeren, æggehovedet, den kulturradikale lige siddet og sagt, at kritikken er filosofien og latterliggjort alle de, der mente noget andet end ham selv. Hvorefter nogen formastede sig til at kritisere hans designer-ideologi, hvilket de aldrig skulle have gjort, for kritik er kun tilladt for den rettroende. Hvor blev den højt priste humor af, da den ramte den kulturradikales egen politisk korrekte selvfedme? Moral er godt, …


Slut på tjeklisten for denne gang. Som du ser, ganske ufuldkommen og næsten usystematisk grundet morton_h, the bloggers døde vinkler og manglende dagsform. Men fordi du jo har gennemskuet det, kære læser, har jeg den højeste grad af tillid til, at du fuldstændiggør den ud fra egne præmisser og udvikler din egen tjekliste – den eneste rigtige ;-)


Kommentarer

Populære indlæg