Ordet og andre poetiske essays

af morton_h, the blogger



Ordet
Hvis menneskets adfærd i hele sin kompleksitet som historiske valg kunne koges ned til én eneste suppeterning af et sminkeløst, nådesløst og kompromisløst udsagn i form af ét eneste ord, ville det muligvis være: IDIOT!

Ord er magiske – både på den fede og på den lede måde.
Med ord kan vi beskrive, bekræfte, berømme, berige, begave, besynge
Med ord kan vi befamle, bebrejde, bekrige, bedrage, beordre, bebyrde

Der var engang en vismand, der sagde:
Det er mindre vigtigt, hvad du putter i din mund
end hvad der kommer ud af den.
Hvis du kommer til at fylde noget forkert i munden,
så klarer din fordøjelse og en tur på tønden det for dig.
Vi antager selvfølgelig, at du ikke har slugt stryknin eller arsenik ...
Hvis du derimod kommer til at smide noget forkert i hovedet på et andet menneske,
så hænger det måske i luften resten af jeres dage.
Vi antager selvfølgelig, at der ikke er tale om en samvittighedsløs massemorder, for hvem det vil være passende at have begge ord hængende i luften resten af sine dage.

Et ord er et ord, turde vi engang sige.
Det var en tid med ære, hæder, stolthed, retfærdighed, sandhed, nationer, folk, familier – selv Gud. Ikke alle talte sandt, men ordet var endnu ikke afskaffet som noget man bare ikke kan sige, da alt jo, som bekendt er relativt ...
Et løfte var et ord, der skulle holdes.
Nu siges det, at det er vigtigt at få ordet, tage ordet, bruge ordet og smide ordet væk.
Det en en tid med brudte løfter, falske løfter, forførende løfter.

Vi lever i den nye tids ord og de nye ords tid.
I de nye ords tid er en spade en teske og en skovl et stykke glanspapir.
I de nye ords tid hænger ord på hovedet og staves bagfra.

I de nye ords tid bruger man ord som:
Humanitær indsats med ansvar for at beskytte de svage mod deres onde diktator og indføre folkestyre som i det retskafne Vesterland

mens der rent faktisk menes:
Inhuman og uansvarlig intervention på de svage udkantsbefolkningers bekostning for at nakke deres ulydige statsledere og indføre globaliseret, korporatistisk despoti og kaos vha af terrorisme ifølge Vesterlandets våde drøm om Den Globale Landsby.

Med andre ord:
De nye ord er vandret, lodret og ordret løgn.
Ordet er magt for den stærke og den snu.
Men også for den, der tager ordet i sin magt og siger NEJ!
Lad os igen kalde et ord for ord, og en idiot for en idiot.


Tømmermænd
Vi lever i bagskidens tidsalder.

Når vi vågner om morgenen sidder der en hjelm og trykker.
Den passer ikke til hovedets facon, den gnaver, og den er ikke indstillet ordentligt.

Der var en masse idioter, der lavede revolution, der var en masse stakler, der faldt i skyttegrave, døde af sult og tyfus, og endnu flere idioter, der drak CocaCola og mente at det var sådan en god ide, at de abbonnerede på ideologier, der masseproducerede skyttegrave, sult og tyfus.

Det er som at vågne op med sko, jakke og hat på i en seng, der ikke er vores med en underlig fornemmelse af, at der er sket noget pinligt, vi ikke kan huske, og som vi måske skal stå til regnskab for. Hvad er det for et sted, hvad laver vi her, hvad er klokken, og hvad er der med den hovedpine?

Måske banker det på døren, og en piccolo i abekostume præsenterer os for regningen for noget, vi ikke anede, vi havde bestilt.

Der var nogen, der holdt en ordentlig fest for nylig, dernede i det 20. århundrede. It Was Fucking Great!

Der var fest efter de store, gammeldags krige.
Der var forbrugsfest, grisefest, gadefest, nytårsfest og fest i sjove kostumer.
Der var glemselsfest på flimmerskærmene, party på balkonerne og fyrværkeri i det fjerne.
Der var fest over de nye krige med de nye festtaler og deraf følgende nye hurra-råb.
Der var fest hele vejen hen til banken og ligtog hele vejen tilbage.

Der var fest og børnefødselsdag - men lillesøster gik lige pludselig i stå og ville have et svar på, hvorfor Tredje Verdenskrig absolut behøvede at finde sted, inden hun var fyldt 7 år og havde nået at få en rigtig kæreste.


Skyld
Skyld og skyld er to ting. Fejl og fejl er to ting. De to meninger bliver for det meste blandet i samme pærevælling. Og det er synd, for synd og synd er to ting.

Det er din skyld, sagde han. Det er ikke min skyld sagde hun. Det er de andres skyld sagde de. Det er i hvert fald ikke min skyld, pev jeg, hvorefter jeg fyrede en stak dårlige undskyldninger af (for mig selv) – de startede ikke overraskende alle sammen med 'jamen, det er også fordi at' (det hedder ikke 'fordi at', lille skat, det hedder 'fordi'!) - hvorefter jeg stak halen mellem benene.

Muligheden er selvfølgelig til stede, at jeg er helt uskyldig, altså at jeg ikke skylder at gøre eller sige noget som helst, og at bolden helt og holdent ligger på anden banehalvdel. Men muligheden er reelt større for, at der er noget om snakken i tider, hvor uansvarlighed er gået mainstream på højeste niveau som en gennemgående dårlig stil med at løbe fra regningen. Far og mor, læreren, staten, kommunen eller rengøringskonen fra Thailand kommer nok og rydder op efter mig. Til gengæld er vi nu kommet dertil, hvor vi er nødt til at rydde op efter staten og kommunen og far og mors udeladelser og hængepartier – altså alle dem der er løbet fra regningen.

Anyway: hvis der er noget om snakken, hvad så med at se på skyld som en gave? Hvis det er min fejl og min skyld, og det er menneskeligt både at fejle og skylde, så bør jeg juble højt og sige: Endelig! Nu kan jeg gøre noget ved det, nu får jeg chancen for en ommer, nu har jeg stjålet flaget og kan løbe med det, nu kan jeg få lov til at overtage ansvaret. Og tak for, at jeg ikke længere behøver at klynke mig igennem en manipulerende offerrolle og spæne efter bussen, der kører et andet sted hen med en hund af skyld i røven. Haleluja!

Ægte skyld er totalt befriende – og ganske uskyldig. Falsk skyld er den, andre prøver at smøre af på dig, når DE er i gang med at løbe fra regningen. Fuck dem, og tag ansvar! Eller vær sød og venlig og hjælp dem til at forstå, at de har et problem, som du sagtens kan hjælpe dem lidt med. Fuck deres forlorne skyld, skam, frygt og dårlig samvittighed – som de ikke selv er i besiddelse af. Fuck politisk korrekthed og andre hjernevaskerier.

Og undskyld venligt min facon, som skyldes, at jeg bliver svar skyldig.


Demokraten
Jeg går ind for demokrati og ytringsfrihed.
Jeg kan godt li' tanken om, at det er folket der styrer.
Folket, det er mig, det kan jeg godt li' at sige. Det har selvfølgelig ikke noget med Solkongen at gøre :-)
Jeg kan godt li' tanken om, at jeg må sige, hvad jeg vil.
Jeg bliver euforisk ved tanken.

Jeg synes på den anden side ikke, at jeg har mod på at styre, for jeg kan godt fornemme, hvor det bærer hen.
For så skal jeg tage stilling, kvalificere mine meninger, sætte mig ind i sagerne, gøre mit hjemmearbejde, påtage mig ansvar og bekymre mig for andre end mig selv.
Jeg synes ikke, at jeg har det fornødne overblik over styresystemet, så jeg vil helst overlade til de teknisk kyndige og professionelt trænede at være folkelige og styrende.
Jeg synes ikke, at alle skal ha' lov til at sige lige, hvad de har lyst til, for der er altså nogle af dem derude, der siger ting, jeg ikke bryder mig om, og som jeg bestemt ikke er enig i. De skal ikke ytre sig mere end højst nødvendigt.
Det er godt, at visse institutioner indenfor folkestyret har udviklet metoder till at forhindre disse typer at ytre sig.

Jeg kan godt li' en gang imellem at gå ned og putte en seddel ned i urnen. Jeg synes, det er hyggeligt. Bare der ikke var sådan nogle lange køer, for jeg skal nå hjem og se valgudsendelser. Jeg kan godt li' at se på demokratiet. Det er enormt demokratisk selv at kunne bestemme, hvilken TV-kanal, jeg vil overvære demokratiet på.
Jeg har en god sofa, og der er fire år til næste valg, hvor jeg ikke behøver at bekymre mig om politik. Men de dér sofavælgere, der ikke gider at stemme: dem har jeg ikke en skid tilovers for! Det vil jeg bare lige sige!


Antagelser
Jeg bliver ved med at løbe ind i dem. Folk der antager.

Forstå mig ret. Vi slipper ikke uden om at antage, for vi kan ikke vide alt. Derfor er vi nødt til at antage, indtil vi ved. Her opstår problemet, for bag den udbredte hang til udelukkende at antage ligger en stor uudsagt uvilje mod at vide. Vi kommer aldrig længere end til at antage.

For mange antagelser kendetegner en dårlig teori, siger de i videnskaben. De siger i øvrigt så meget, som de ikke selv følger og overholder. Eksempel: Hvis du kalder dig darwinist, abbonerer du på en usædvanlig dårlig teori med en umådelig bunke antagelser. Det er bare lykkedes darwinisterne at glemme, at det er en teori, så de antager, at det er en højere videnskabelig sandhed. Der er ikke i biologien beskrevet én eneste mutation, der er velgørende for organismen. Alligevel findes der en antagelse, et ikke underbygget udsagn om, at der findes en eller anden mystisk mekanisme, der udvælger de evolutionsfremmende mutationer og skaber myriader at biologisk velgørenhed.

Antagelsernes højborg: Kend din venstre-liberalist på mængden af antagelser. En venstre-liberalist – førhen kendt som en socialist - når at fyre et nærmest utal af antagelser på blot fire minutter i enhvert forsøg på at etablere en samtale om emner, som det er lykkedes ham at befænge med politisk korrekt skyld og skam og vi-ved-jo-allesammen-at … Kend ligeledes din højreliberalist på mængden af antagelser om, hvor ansvarlig og velgørende rovdyrkapitalisme er for det menneskelige samfund, og hvor gode intentioner bankvæsenet og Bjarne Corydon havde, da han forærede DONG-Energy til Goldman-Sachs, og hvor uansvarligt og samfundsskadeligt det vil være at sige nej til den transatlantiske megafascisme.

En af de mest katastrofale antagelser i vor tid er, at vi får sand og pålidelig information ved at smække vore røvballer ned i en sofa, befamle remoten og tage frontalt bad i journalistisk nonsens. Sagt på en anden måde: at antage, at medierne kan, tør og især: vil det godt for os.

Hvorfor er mennesker så bange for at vide, og hvorfor er de så glade for at antage? Fordi viden forpligter for alle, der er udstyret med menneskelig samvittig og empati. Fordi viden kan tænkes at være ubehagelig, og fordi ubehaget nødvendigvis får konsekvenser og må føre til handling. Det er simpelthen bekvemt at antage. Den dovne slipper for at gøre sit hjemmearbejde. Den dumme slipper for at prøve at tænke. Og den feje slipper for at se ubehaget i øjnene.

For sæt nu, hvis den grundlæggende antagelse om et stort, vigtigt og gennemgribende emne ikke holder stik. Hvilke andre antagelser holder så heller ikke stik. Sagt på en anden måde: hvis det, der blev regnet for sikkert og vist, uundgåeligt, nødvendig, naturgivent, det vi jo alle ved, den store hellige konsensus, … altså hvis det vedtagne verdensbillede, når det kommer til stykket, blot er en stak forlorne antagelser købt hos en slimet sælger, der ringede på døren engang i tidernes morgen? Hvad så?


Journalisten
Journalisten kan godt li at høre sig selv spørge.
Journalisten satser på forudsigelige og redigerbare svar.
Journalisten synes, det er vigtigt at vinkle.
At vinkle betyder: at udradere det, der ikke er i vinkel.
Journalisten har det godt bag et skrivebord.
Journalisten er god til at tage hensyn til sin redaktør og sin karriere.
Journalisten anser sig selv for repræsentant for den Fjerde Statsmagt.
Journalisten kalder dem for interviewofre. Bare sig navnet!
Journalisten stiller nærgående spørgsmål til sine ofre, og høflige spørgsmål til sine opdragsgivere, der har været så venlige at fortælle ham, hvilken god eller dårlig historie, der skal fortælles.
Journalisten mener ikke, at virkelighed, sandhed, paradokser, kompleksitet og systemisk ondskab er salgbare størrelser i dagens medievirkelighed.
Journalisten kalder ikke selv sine historier for fiktioner.
Journalisten mener, at det er vigtigt at underholde og mindre vigtigt at oplyse.
Journalisten kan godt li dårlige nyheder, konflikter, skænderier, katastrofer og skandaler.
Journalisten anser det for professionelt at hjælpe de dårlige nyheder lidt på vej, hvis de ikke selv kan finde ud af det.
Journalisten mener, at blodbade og folkemord har en vis salgsfremmende effekt.
Journalisten føler sig ikke forpligtet til at dementere eventuelle unøjagtigheder.
Journalisten færdes med erotisk opstemthed i Magtens Korriderer.
Journalisten deler soveværelse, lagner og mundvand med indbyggerne i Magtens Korridorer.
Journalisten har glemt, hvad det hele skulle til for.
Journalisten får stådreng (M/K) hvis der tilbydes en plads i et militærkøretøj, der ruller sejrssikkert ind ondskabens akse.
Journalisten er ikke så meget for at berette om de stakler, der overlevede – eller ikke overlevede indrulningen.
Journalisten har denne gang glemt, at han havde glemt, hvad det var, det hele skulle til for.
Journalisten kan godt lide soundbites og one-liners og er ikke meget for komplekse 565-liners.
Journalisten kan godt lide at afbryde, så han kan høre sig selv.
Journalisten kan godt li at høre sig selv spørge.


Rumi – Ghazal 838 (1207-73) 
hvis du ikke kan falde i søvn
min kære sjæl
i nat
hvad tror du der ville ske

hvis du tilbringer natten
og blander den med morgenen
for hjertets skyld
hvad tror du der ville ske

hvis hele verden
var dækket med blomster
du møjsommeligt havde plantet
hvad tror du der ville ske

hvis livets eliksir
der var skjult i mørket
fyldte ødemarker og byer
hvad tror du der ville ske

hvis nu
ved din gavmildhed og din kærlighed
et par mennesker fandt deres liv
hvad tror du der ville ske

hvis du hældte en hel krukke
fyldt med herlig vin
i hovedet på de, der allerede var berusede
hvad tror du der ville ske

gå min ven
hæld din kærlighed - endog i hovedet på dine fjender
hvis du rører deres hjerter
hvad tror du der vil ske


Behovssøjlen 
Sådan noget kan du ikke sige, sagde relativisten
Du kan ikke bruge den slags udtryk længere
Fremskridtet har sørget for, at alt storladent sludder er blevet skyllet ud i kummen

Se det som en fordel:

Du behøver ikke sandhed, for vi har relativisme
Du behøver ikke moral, for vi har det, vi slipper afsted med
Du behøver ikke dyd, for vi har snyd
Du behøver ikke ære, for vi har hære
Du behøver ikke medlidenhed, for vi har nedladenhed
Du behøver ikke ridderlighed, for vi har liderlighed
Du behøver ikke troværdighed, for vi har uværdighed
Du behøver ikke bekymring, for vi har kummer
Du behøver ikke medfølelse, for vi har følelsesporno og føleri
Du behøver ikke værdier, for vi har kopier
Du behøver ikke Himmerige, for vi har stenrige, nyrige og superrige
Du behøver ikke Helvede, for vi har Distortion-festivaller
Du behøver ikke helligdom, for vi har Hollywood
Du behøver ikke samvittighed, for vi har masser af vittigheder
Du behøver ikke ansvar, for vi har svar på det hele
Du behøver ikke Gud, for vi har OMG!
Du behøver ikke skønhed, for vi kører ikke det shit længere
Du behøver ikke ren snak, for vi har dirty talk, fucking luder!
Du behøver ikke modersmål, for vi har motherfucking
Du behøver ikke ærbarhed, for vi elsker barer, barhed og barberede genitalier
Du behøver ikke at danse, for vi har twerking
Du behøver ikke pligt, for vi har svigt
Du behøver ikke kundskab, for vi har fuldskab, galskab og dårskab
Du behøver ikke kvalifikationer, for vi har kompetencer
Du behøver ikke venskab, for vi har dårligt selskab
Du behøver ikke sjæl og sorg, for vi har blå piller
Du behøver ikke tænkning, for vi har tænketanke
Du behøver ikke visdom, for vi har snedighed som ind i helvede
Du behøver ikke helbred, for vi har rød-gule piller af mærkerne Hellbreed og Selmorsil
Du behøver ikke omsorg, for vi har forsorg
Du behøver ikke hensyn, for vi har tilsyn 
Du behøver ikke nationer, for vi har korporationer
Du behøver ikke familie og frænder, for vi har Facebook
Du behøver ikke frihed, for vi har frihandel, fri taletid, og fri sex
Du behøver ikke mådehold med midler, for vi har middelmådighed
Du behøver ikke kvalitet, for vi har kvantitet i kvalmende mængder
Du behøver ikke ledelse, for vi har lede ved ledelse
Du behøver ikke voksne, for curling-sociopater når aldrig så langt
Du behøver ikke økonomi, for vi har Usura, Mammon og George Soros
Du behøver ikke lykke, for vi har lykkepiller, lottospil og Linse Kessler
Du behøver ikke transcendens, for vi har transhumanisme og transvestitter
Du behøver ikke essens, for vi har essenser (smagen af al muligt)
Du behøver ikke væren, for vi har det, der er værre
Du behøver ikke natur, for den ødelægger landbrugsmaskinerne
Du behøver ikke studier, for vi har stupidier
Du behøver ikke hjemmearbejde, for vi har fladskærme
Du behøver ikke historie, for vi har glemsel
Du behøver ikke mod, for vi har fjernstyrede droner
Du behøver ikke kærlighed, for vi har raveparties, røvpuling og Ritalin
Du behøver ikke ærlighed, for vi har journalistik og politik
Du behøver ikke respekt, for vi har terror
Du behøver ikke opmærksomhed, for vi 'hører, hvad du siger'
Du behøver ikke samtale, for vi har soundbites, sms'er og symbolpolitik
Du behøver ikke liv, for vi har en samlet pakke fra livmoder til losseplads


Jeg ser
Jeg ser på hvide skyer om natten
Efter de lyse nætter kommer de hvide skyer
Tror du ikke på, hvad jeg siger?
Alt hvad jeg siger er virkeligt og kommer et sted fra
Lad være med at tro på det, tjek det ud

Tro er for svagpissere, duknakker og troskyldigheder
Troskyldighed er, når nogen mener, du skylder at tro på godnathistorier
Tro og skyld er komponenter til et styresystem for paver og pantelånere
Troværdighed indeholder ordet værdighed, husk lige det!
Den trolovede, hed det i en ikke så fjern fortid, hvor trofasthed var en besungen dyd

Jeg ser de bøgelyse øer udover havet spredt
Hvordan turde de skrive sådan noget fucking … smukt pis?
Jeg indrømmer det: fækaliesprog er blank indrømmelse af æstetisk og moralsk fejhed (fucking siger ikke noget, mens du siger det)
Hvornår blev det moderne at være uskøn?
Alt godt er også smukt, er også skønt, er også kendetegn på godt

Det skønne var ikke i høj kurs efter Sarajevo, Vinterpaladset, Armenien, Jekyll Island, Titanic, Luciania og Wall Street -29
Det skønne blev afløst af forvredne kroppe, krampagtige ansigter og køer af vrede mænd med kasketter
Det skønne ved skyttegrave, gule skyer af sennepsgas og kvalte kadavre i uniform kræver en særlig elitær form for skønhed
Det uskønne blev derfor besunget med ordet Great, Kvantitetens forherligelse
Det skønne gled ud af kurs og blev til kældermennesker, kapitallogik, kitch, journalistik, bar røv og moderne kunst

Jeg ser på hammeren, kniven og øksen
Jeg ser på skålen, skeen og skaftet – glem ikke glasset
Jeg ser hånden, der griber og øjet der ser hånden, der griber
Billedet på perfektion findes endnu, det er virkeligt
Det kommer fra et sted, der ikke er et sted men er tilstede, før det ankommer

Tiden og stedets enhed, siger manden med kameraet, ellers forstår de ikke fortællingen
At være tilstede tager sin tid, her og nu
Afsted, afsted før du tilstedes for retten eller stedes til hvile
Tilstedeværen er tidens ankommen til stedet
Hvis du tror, du har fattet tiden med et ur, er du en spade

Jeg hører årernes tag i vandskorpen, tyngdepunktet er er lige under
Så kommer tunnelsynet, der er ingen begyndelse og ingen slutning
Tiden er ikke gået i stå, for den har lige indfundet sig
Det er rummet, der er gået i stå, og tiden skal bare ingen steder hen
Måske jeg dematerialiserer jeg mig og kommer tilbage efter flodbølgen

I byen er der alle lyde undtagen ørenlyd
Tiden er så fast, at man kan skære i den
De flyver helikoptere midt om natten, selv en kost er motoriseret
Du går i seng til lyden af autotunes og pulserende dunk kun afbrudt af bøvede skrål af territoriepisning
Du vågner til lyden af skraldemænd og et accelerando af køretøjer med én person i hver

Jeg ser æbletræer, gæs i flokke, flagermus og hvide skyer igen
Efter rabarber, kirsebær, brombær, blommer, hyben, hyldebær - så kommer æblerne
Tror du ikke længere, at jorden og træerne har gaver, der kan modtages?
Jeg siger dig, rødbeden og grønkålen bringer dig i ekstase!
Jeg nævner ikke engang hestebønnen ..

Kommentarer

Populære indlæg