Mafia og døde munke

af morton_h, the blogger

You come into my house on the day my daughter is to be married, and you ask me to do murder for money?
Sicilien, et sagnomspundet sted. 

Turister kender det måske mest for lækre ferie-resorts som Taormina. Andre har været en tur oppe på Etna med svævebanen i bus eller bil … hvor vildt kan det blive? Men hvor mange har vadet de slummede kvarterer i Palermo til fods, prånget med gutterne i cykelsmedenes gade, fået et godt tilbud på en 100 liters gryde i køkkentøjshandlernes gade, blevet blæst ad helvede til af sciroccoen for dernæst at rave rundt om natten, æret gravstenen for en ægte moderne helgen skudt af mafiaen, boet hos gamle mænd i baggårde, set indtørrede lig af munke hængt på kroge til indtørring, levet af verdens 5. bedste gademad i flere dage, kørt med alle de små togbaner mellem kystbyerne, boet med en vild hundflok i en container på siden af Mount Etna, besteget den lunefulde dame uden sikkerhedsnet på mountainbike og i is-regn? Og hvor mange har gidet at sætte sig ind i kulturen, der er skabt af alle kulturer, som alle har været der? Man kan ikke forstå Sicilien uden at forstå den ting. Og man har reelt ikke været der.


Palermo Airport Punta Rais - nummer 5 på verdensranglisten i sværhedsgrad blandt piloter.
Når vinden blæser.

Sciroccoen, nærdødsoplevelse nr 1
Lad mig starte med mit første indirekte møde med den sicilianske mafia. Sciroccoen, den sandede vind fra Sahara, blæste af helvede til ved forsøget på landing i Palermo akkompagneret af skrigende kvinder i kabinen udsat for ekstrem turbulens … hvorefter piloten hev i pinden og trak flyet fri af kollision med klipperne ved kysten og fløj 65 km mod syd til lufthavnen i Trapani. Her står the-human-dump så og glor, og ingen ved, hvad der skal ske, for sådan er Sicilien. Det er ikke, fordi tingene ikke fungerer. Alt fungerer på en eller anden måde. Det fungerer bare ikke efter bogen og forventeligheden. Som mit første imødekommende bekendtskab tilbage i returbussen udtrykte det: lad være med at forvente og dømme på baggrund af skuffede forventninger. Hvorefter der uannonceret dukkede en bus op.

Så hvordan kommer mafiaen ind i billedet her? Fordi lufthavnen aldrig skulle være placeret på et sted udsat for tør, heftig ørkenvind lige bag et forbjerg, der med garanti skaber den mest modbydelige turbulens. Der var stor kvalificeret modstand mod projektet, men mafiaen gennemtvang det af prestige-årsager, og de havde magt og midler til det. Palermo resten blandt top-5 i sværhedsgrad hos piloter.




På trods af min ekstreme forsinkelse, var der alligevel en lille gammel bedstefar, der smilende åbnede døren til sin AirBnB lejlighed. Han talte ikke et ord udenlandsk, men jeg forstod alligevel alt, han sagde på siciliansk, og han forstod tilsyneladende alt, hvad jeg sagde på minimalist-italiensk. Længe leve sprogets redundans og den store latinprøve i gymnasiet kombineret med fransk-latin. + diverse stilsikre gestikulater selvfølgelig. Lejligheden var en rejse tilbage i tid, mindst 100 år. Gården med søjlerne, opgangen med højt til loftet, den hellige jomfru i sit belyste vægkapel på vej op af trappen – ethvert hus, enhver gade har det – pudset, der falder ned af væggene, højt til loftet er nærmest et udtryk for, at selvom der findes fattigdom her, så findes der menneskerum, og det sker nedenfra-og-op. I snotforkælede velfærds-DK er den slags afskaffet. Undtaget det superkunstige ideologiske politisk-korrekte ovenfra-og-ned påbud om, at vi skal være ukritisk tolerante overfor et ubegrænset antal bekvemmelighedsindvandrere, der sejler under flaget flygtninge – og hvis ikke vi æder den gift, så skal vi føle skyld, skam og frygt.




Hvad er hun også for en skikkelse, den hellige jomfru, der hænger på hvert gadehjørne, opgang, baggård? Hun er ingen andre end gudinden, man finder overalt i-og-omkring Middelhavet med mange navne til alle tider. Det er ikke kun i Latinamerika, at der findes synkretisme, hvor det såkaldt 'hedenske' stikker sit hoved frem gennem de kristne facader. Hun er frugtbarheden, moderen, lyset om natten, stjernen om morgenen, medfølelsen.

Mit næste indirekte møde med mafiaen kommer næste morgen. Jeg vågner ved de typiske lyde af mænd, der råber til hinanden nede i baggården og opstarten af de obligatoriske scootere. Jeg havde endnu ikke lært mig det særlige 3-skodder-system, der kan reducere lyd og lys til dørene ud til en balkon. Og der er selvfølgelig ingen vinduer, for hvad skal man man med dem, når man har en balkon. I modsætning til det underligere snobberi, der udøves i danske bylejligheder, hvor alle for enhver pris skal have mindst en balkon/altan, men ingen bruger den til andet end at lagre dyre teaktræs-havemøbler og diverse skrammel – og ingen af delene bruger de. Er det løgn, hvad jeg siger? Tjek det ud: der er absolut intet liv på bydanskernes altaner! Det er et stykke arkitektonisk 'frigjort' nonsens.

En helgen for folkets retfærdighed
Mafiaen er ikke ankommet endnu på dagens rute. Men en tidlig gåtur bringer mig ned til San Domenico, den dominikanske kirke, et skrummel af en katolsk kirke i katedralstørrrelse. Den typiske indretning er et stort midterfelt og to sidefelter adskilt af høje søjler. Foroven i bygningen findes alterpartiet. Langs siderne i søjlegangene er der sidekapeller for diverse helgener. En af dem er usædvanlig og huser en stor sten med navnet Giovanni Falcone.




Man kan sige meget om den katolske kirke, men man er nødt til at vide, hvad man taler om. Taler vi om den sataniske struktur, der har okkuperet Vatikanet, Vatikanbanken, Jesuitterpaven og hans pædofilistiske forgængere, Vatikanbanken, de indkapslede magt-loger, skabshedningerne forklædt i dametøj, hykleri og sychophantisme? Eller taler vi om de mange naivt troende katolikker, deres totale uvidenhed om den elitære ondskab og deres naivt men ærlige tro på det hellige, det gode og det folkelige. Taler vi om elitens parasittering af det hellige enfold blandt troende og tilbedende folk, eller taler vi om berettigelse af det folkelige og dets ærlige godtroenhed? Vi er simpelthen nødt til at vide, hvad vi taler om for ikke at falde pladask for et anti-propaganda-nummer og for ikke at blive lige som dem, vi har det med at kritisere og pege fingre af.


Folkets helgen - blot fordi han antog retfærdighed for en mulighed.

Tag ikke fejl her. Sicilianerne ved udmærket, hvad mafiaen er. Den er nøjagtig ligesom alle andre høje herskaber, der driver et slet spil for egen vindings skyld uden smålig skelen til folket. Giovanni Falcone var en berømt advokat, der kompromisløst forsvarede alle, høj som lav, med lovens intenderede bogstav. Det bragte ham – selvfølgelig! – på kant med mafiaen, der altid har bøjet loven og alle dens bogstaver. Det kostede ham livet, og folk vidste det.

Her bliver det interessant. Det tvang kirken til uofficielt at helgenkåre ham, og det var en af de helgenkåringer, der var gennemtvunget via et folkeligt pres og ikke ovenfra. Det var politisk ukorrekt men folkeligt korrekt. Kirken og i særdeleshed Vatikanet er som bekendt kraftigt inficeret af mafiaen, logerne, bankerne, familierne, satanikerne. Men kirkens ledelse har ikke råd til at miste sit fodfæste hos folket, så de var nødt til at give efter. Kirken er heller ikke én størrelse, det er én stor broget magtkamp. Der er masser af fraktioner i Den Katolske, og de dækker hele spektret. At de dystre fraktioner har det med at gå af med de politiske sejre betyder blot, at de har de mest stinkende rige og magtfuldkomne 'venner'. Det er her, vi finder fællesnævneren mellem katolicisme og mafia / fascisme.

Så Falconi blev en folkelig kåret nutidig siciliansk helgen, fordi han forsvarede folket mod den grumme magt kaldet mafiaen. Læg mærke til, hvordan der spontant er strøet om sig med små papirlapper omkring hans gravsten. Den slags spontan affekt tilkommer kun ganske få og aldrig 'store' officielt helgenkårede.


Normannisk overdådighed

Palermo er både en moderne storby og et levn fra fortiden. Det er Italiens femtestørste by, og man kan sagtens tilbringe en uge med blot at se på kunst og kultur, hvis man er til den slags. Der er en kirke på hvert andet gadehjørne og et madonnna-kapel på vægget i hver baggård. Der findes fx to af de mest fantastiske og overvældende byzantinske kirker i hele verden. Det ene befinder sig i et rum i Normannerborgen, og den anden hedder San Cataldo. Begge er små rum, altså ikke katedral-size, men den dekorative-kunstneriske tæthed i disse rum er overvældende. Normannere siger du, og byzantinere? Ja, alle har været her. Og normannerne er som bekendt efterkommere af nordboere, vikinger. Vidste du fx, at vikingerne var så berømte som krigere, at de byzantinske kejsere hyrede dem af alle som livvagter? Så normannerne, dvs 2. generations-vikinger fra Normandiet, der som bekendt oversvømmede England med Wilhelm Erobreren, ankom også til Sicilien. De flyttede ind i de bygningsværker, som araberne havde efterladt og berigede dem yderligere. Penge = guld til at betale med havde de rigeligt af. Guld er der heller ikke sparet på langs væggene, kuplerne, hvælvingerne og nicherne. Ingen plads er efterladt bar.

Verdens mærkeligste begravelsesplads
Hvis man er til lidt mere makaber æstetik, så skal man blot bevæge sig videre mod nord efter normannerborgen til capuchinerklostret. Disse munke begravede deres døde ved netop ikke at begrave dem. De har balsameret dem ved lufttørring og imprægnering, hvorefter de er placeret på hylder, bag glas, i skuffer, siddende på stole, hængede på bøjler på væggene. Intet sted i verden, kan man se så sær en dødsæstetik. Er det makabert? Sådan virker det ikke. Men hvis man er bange for edderkopper, så er synet af en edderkop en rædsel, og hvis man er bange for døden, så er synet af efterladenskaber af en tidligere levende en rædsel.


o særlig form for makaber æstetik. Det kunne overvejes som modelfotos i Vogue og deres anorektiske herioinvrag af modeller med sorte rande under øjnene. Den milevide forskel mellem Vogue og Capuchinerne er modebladets totale foragt for mennesker og munkeordenens respektfulde ære for de afdøde.


Munkene gjorde det i største ære og respekt for deres afdøde brødre. Senere kom der snobberi ind i billedet, for de velhavende borgere i Palermo syntes pludselig, at de skulle lade sig balsamere og indramme i deres eget hyldesæt. Herefter begyndte familierne at forlange, at deres forfædre skulle behandles med særlig omhu og få skiftet til festtøj ved særlige lejligheder. Altså en slags aristokratiske post-mortem påklædningsdukker. Traditionen fortsatte til starten af 1900-tallet, hvor en yndig 6-årig pige, navn …, blev balsameret efter alle kunstens regler. Her bliver det lidt spooky. Hun er så velbevaret, at det ser ud, som om hun blot ligger og sover under sit glaslåg.

Ved du, hvorfor det hedder en capuchino? Det gør det, fordi det ser ud som den grå hårtop med en skaldet plet i midten på en lille, gammel capuchinermunk, der stikker hovedet op af kaffekoppen.

Hvis man oven i købet har taget turen omkrig Palermo Katedralen på vej ned af bakken, har man fået nok af klerikal kultur, og så trænger man til det, som Palermo er blevet kåret som værende iblandt top 5 i: Street Food, som det hedder på hipster-lingo. Det betyder sådan set bare mad, der er forberedt i god tid på simpel vis, eller som ikke kræver stor forberedelse, og som derfor kan serveres uden den store ventetid. Det er fast food, men det har intet med det latterlige, ulækre, syntetiske og strengt taget giftige MacDonalds-koncept for non-food at gøre. Man behøver ikke at gå ind i en restaurant. auberginer, det er rejer og fyldte blæksprutter, oliven, tomater og mozarella, fyldte risboller, fritteret lammelever med citron, kickærte-fritter, indbagt tunfisk, artiskokker og pizza-agtig sag kaldet sfincione + en hel masse andet. Hvis man er søde sager, så findes der ikke bedre steder. Hvad med en canola, en sprød pandekage fyldt med frisk ricotta, honning og strøet med hakkede pistacier?


Er du til blæksprutter? Altså ikke panerede friturestegte bildæk, men en rigtig sæsonfrisk calamari fyldt med semouile, citron, persille, krydderier m.m.

Så også madkulturen vidner om, at 'alle har været der'. Araberne kom fx med pistacierne. Først var der de præantikke folk, som vi ikke ved nok om. Etruskerne, skyterne, kulturer fra Sortehavet, Lilleasien og Centralasien. Fønikerne var der. Så ankom grækerne, så araberne, så normannerne, så tyskerne fra det Hellige Romerske Rige, hohenstauferne. I mellemtiden havde franskmændene været der, en seriøst pestilens, hvilket førte til det navnkundige og blodige oprør kaldet Siciliansk Vesper. Umiddelbart herefter spanierne fra Aragon, og senere nogle østrigske slægter. Sicilien var et kongerige på et tidspunkt. Så kom italienerne omsider. Lad os ikke glemme, at der hele tiden boede sicilianere, der lærte at leve med skiftende herskere af mere eller mindre velgørende art. I I800-tallet blev de fremmede omsider smidt ud, og Italien blev en republik med selsstyrende provinser efter Garibaldi.

Ikke nok med, at Sicilien og dens indbyggere måtte døje med deres herskere. Jordskælv og vulkanudbrud har op gennem historien ramt hårdt. Flere byer på øen, den største ø i Middelhavet, har meget få intakte bygninger efter barokken, hvor der fandt et af de store jordskælv sted. Hele byen Messina fik tilføjet 3 meter ekstra ved samme lejlighed, så en af dens eneste velbevarede middelalderbygninger, Santissima Annunziata dei Catalani, meget byzantisk, står i en 3 meter dyb forsænkning, nærmest som Sfinxen i Giza. Det er næsten et Herculanum-agtigt sediment. Men det er altså det oprindelige gadeniveau, og hver eneste gang, man graver ud til en ny bygning, går det hele i stå, fordi et historisk lag dukker op indeholdende alle mulige værdifulde genstande.




Siciliansk Vesper
Et blodigt kapitel i øens historie. Jeg befandt mig her i påsken (2016), og i påsken 1282 brød der et oprør ud vendt med franskmændene og deres despotiske konge Charles I. I 1266 lod han Manfred, den foregående tyske regent, myrde. Hans og hans soldaters behandling havde vanrøgtet deres styre og brandskattede øboerne. Han havde ambitioner med Sicilien som et springbræt til et større Middelhavs-erobringstogt, hvor han ville helt til Byzans og omstyrte Palaiologos-dynastiet.

Det startede i Palermo. Bortset fra en liller franskdomineret landsby ved navn Sperlinga støttede snart hele Sicilien oprøret. Den udløsende event var ifølge en af de legendariske versioner en fransk sergeant, der lagde aggressivt an på en gift kvinde. Hendes mand stak ham derefter ned, og i det øjeblik kirkeklokkerne ringede ud efter Vesperen, var gaderne fulde af mænd, der råbte 'morana li Franchiski', død over franskmændene. I løbet af 6 uger blev der ombragt 3.000 franskmænd. Der findes flere versioner af historien, men de går alle ud på, at franskmændene forgreb sig på kvinderne. En bestemt skikkelse, Giovanni di Proada, regnes som hovedmanden i oprøret.




Efter de seks uger havde oprørerne kontrol over hele Sicilien, undtagen Messina. Men det blev snart fulgt op, og hele den franske flåde blev nedbrændt. Kong Charles udbryder klynkende: 'Min Gud, hvis vi skal gå ned, så lad det blive i små portioner ad gangen'. Exit Franchiski. Næsten da. Det stopper først i hele Italien, da Garibaldi og Victor Emanuel II smider bourbon'erne ud.

Videre til Catania. Den virker nærmest større end Palermo, men det er måske fordi man kan se, hvordan den kravler langt op af bjerget, altså vulkanen Etna. At den hører til for foden af Etna ses på alle de sorte byggesten, der er brugt som kæmpebrosten og som mursten på husene iblandet hvide sten. Meget flot og ganske særligt. Byens vartegn er en fjollet sort elefant i lavasten på en piedestal på domkirkepladsen. Der stikker oven i købet en obelisk op fra dyret. Man tænker: helstegt elefant på spid. Da grækerne fra Naxos koloniserede øen, foretog de etnisk udrensning hos de daværende 10.000 beboere og erstattede dem med grækere. Men forstår, hvordan grækerne blev romernes forbillede.

Mit mål er en overnatning hos Luis Martin – med catalanske rødder – i den lille by Nicolosi 14 km oppe af bjerget. Det var 600 meter over havet og ville danne en perfekt base for at cykle op til snekanten på mountain bike næste dag. Martin, som han foretrak at blive kaldt, er sammen med sin kone folkemusikere. Hun synger, han spiller på jødeharpe. Hans første spørgsmål, da han havde åbnet den tunge jernport for enden af jordvejen hen til huset, var: 'You have problem with dogs?' Det mente jeg ikke, jeg havde. 'Only one of the is like WOOF!' Hans engelsk var sparsomt. Til gengæld tilbød han at tale spansk eller fransk, det sidste oplevede jeg flere steder. Selvom de tog livet af franskmændede dengang, har de altså ikke noget imod at tale deres sprog. Der viste sig at være tre fuldvoksne hunde, 5 nuttede unger, tre katte, et ukendt antal ænder og høns, der som han sagde 'They like to sing at night'. Godt jeg bor på landet i forvejen.


Skuret i midten - en oase i en hundeflok

Etna, nærdødsoplevelse nr 2
Gæstehuset var ligeså overraskende: en ombygget container. Jeg synes, det var perfekt. Næste morgen afsted op af bjerget. Det bestod i en stigning på gennemsnitlig 12%, der varede fire timer. Herefter ved snegrænsen kunne man ikke komme videre andet end til fods eller med Funiviaen, hejsen, der førte op lige under toppen. Rimelig smadret fik jeg en times pause med pasta med auberginer og tomat (del Norma). Jeg måtte opgive at nå toppen på grund af et ondt snevejr, og da mit udstyr mildest talt ikke var i orden, og mine hænder hurtigt skreg på forfrysninger, så kunne jeg ikke komme hurtigt nok ned igen. Det tog til gengæld kun en halv time – jeg tør ikke tænke på topfarten, men det galt om ikke at give efter med de frosne fingre og slippe bremsen. Det ville have være selvmorderisk. Herefter i et varmt bad, et glas vodka og under dynen.


En halv time før snestorm

Fru Etna havde vist sig fra både sin milde og sine grumme side. Alle ved det: der er mikroklima omkring Etna, og vejret skifter hurtigt og til tider radikalt. Næste dag på vej med toget tværs gennem Sicilien, var der skyfrit hele dagen og udsigt helt op til toppen (Etna kan ses over halvdelen af øen i klart vejr).

Toget mellem Catania over Enna og til Palermo er helt nyt og moderne indrettet, meget uciciliansk kan man sige. Undervejs får man i højttalerne en del beskeder, men deriblandt en lidt besynderlig en, der minder én om, '..at personalet i toget statsansatte togofficielle, at man er forpligtet til at vise gyldig billet til dem, og hvis man nægter vil det være strafbart med fængselsstraf!' Det er første gang, man har hørt denne total-overkill besked om noget så selvfølgeligt, at man skal vise sin billet. Hvorfor denne tone – på forhånd? Det nye totalitær-Europa er også ankommet her. Også her kommer vi til at se det nye europæiske politi, der tales om nu efter det seneste års stribe af terror-events, og som Schengen-aftalen blot har været et trin i retning af, ligesom EU blot har været en USA-lignende superstat i støbeskeen – efter amerikansk model, for EU har aldrig været andet end en handelsordning for USA, hvilket sås tydeligere end nogensinde i forbindelse med den politisk-økonomiske krig mod Ukraine. EU gjorde simpelthen, hvad USA gav dem besked på. Og med EU menes ikke europæerne og samlede europæiske nationale politikere men kommisærernes, teknokraternes og atlanticisternes EU-krati, EU det neo-fascistiske projekt, centralbankmændenes store malkemaskine.

Gladio dengang og nu
Her begynder vi at kunne forstå den dystre sammenhæng, der er mellem terror og legitimeringen af det totalitære projekt. Efter Paris, København og Bruxelles havde man i forvejen hele pakker klar med totalitær lovgivning. Umiddelbart efter Paris 2 – Paris 1 var sømmet på brættet, Paris 2 var hovedet på sømmet – ankom inddragelsen af civile rettigheder på den måde, der kun kendetegner totalitære regimer. I mini-eventen havde man på forhånd færdige pakker klar med terrorlovgivning = mere kontrol = mindre civil frihed = masser af penge til politiet, så de kan fortsætte med ikke at gøre deres arbejde, men være standby til 'et nyt arbejde'.


De vil have penge for billedet - et af de få tilgængelige. No fucking way!

I samme skuffe: I italiensk fjernsyn bragte de et af de sandsynligvis enslydende klip af Bruxelles-affæren mage til medier i resten af Europa [link] med det sædvanlige gas og svindel om ensomme muslimske terrorister og ISIS. Ingen bemærker åbenbart det indlysende i, at både EU og NATO styres fra Bruxelles. Kleptokratiets og terrorkratiets hovedkvarter ligger her!

Italienerne burde rent faktisk have en reel mulighed for at gennemskue svindelnummeret. De har både oplevet fascismens folkeforførende tricks og post-WW2 mindst lige så beskidte Operation Gladio, hvor civile italienere blev massemyrdet på NATO's foranledning vha højrefascistiske terrorceller. Dette er ingen konspirationsteori men officiel historieskrivning, som var umulig at udradere fra historiebøgerne, da det italienske politi gik seriøst ind i sagerne som fx banegården i Bologna og kidnapningen og mordet på Aldo Moro. Problemet er selvfølgelig, at italienerne ligesom alle andre vesterlændinge, der har set for meget fjernsyn, labbet for meget mentalforstyrrende Hollywood i sig, haft den ene ustraffede politiske korruptionssag efter den anden, og nu sammen med Grækenland, Cypern, Spanien, Portugal og Island har oplevet et finansielt terrorangreb fra EU, ECB og IMF – og Goldman Sachs (Mario Draghi), at deres historiske hukommelse og evnen til at se mønstre er forsvundet. Bruxelles [dato] ER den Operation Gladio, der aldrig sluttede og blev reduceret til en eneståend historisk skamplet. Svineriet fortsatte og vil fortsætte, indtil det bliver hevet fuldstændig frem i lyset. Bare sig navnet Tyrkiet. Dengang fascistgrupper, nu jihaddist-grupper. [Se NATO – historien om en terrororganisation]. Dengang Italien, senere Bosnien, Tjetjenien, nu Libyen, Ukraine og Syrien. NATO og opdragsgiver Pentagon all-fucking-over!

SOVENDE VERDEN, VÅGN OP! SNART ER DET FOR SENT.

Tilbage i Palermo og straks videre til lufthavnen og sølle 5 km med taxa til et fake-luxuøst lortehotel til en 4x overpris. Alt på Sicilien er halv pris, bortset fra enhver taxatur til og fra en lufthavn. En anden gang bliver turen p.å scooter lejet direkte i lufthavnen - med udstyret i orden og lidt senere henne på foråret eller tidligt i efteråret – påsken 2016 var den tidligst mulige. Og en 125 kbm Vespa har altså en topfart på 100 km/t – uden at man skal have motorcykelkørekort. 100 km er halvvejs på langs af Sicilien. Inden man vover sig op på en scooter her, skal dog sørge for at have læst og forstået trafikken og landskabet. I byerne køres der anderledes, end vi er vant til. Der køres ikke råddent! Der køres latino-sikkert og -flexibelt. Man ser hinanden i øjnene i stedet for at holde på sin ret. Alt glider i et ustresset tempo, men regler er til for at blive bøjet, især på Sicilien. Når man som fodgænger går over en trafikeret vej, finder man et passende hul, og så går man. Man kan derefter være forvisset om, at der bliver holdt tilbage.

Turen hjem gik som planlagt efter skemaet og uden forsinkelser og reschedules. Det var nærmest skuffende, efter en uge, hvor hver dag havde budt på uforudsigelige udfordringer. Det var så kedeligt, at det lykkedes mig at falde i søvn mellem Rom og Düsseldorf. Det kan også skyldes 4 timers dårlig søvn med en maskine, der konstant stoppede og startede udenfor hotelvinduet.

Lufthavne, transit, check-in-køer, toldfri megakonsum, sandwichs til overpris er røvsygt. Så hellere en nødlanding i en mafia-lufthavn – det ved man da, hvad er. Husk altid en god papirbog til at synke ned i på turen. Og sæt den i flight-mode.

Kommentarer

Populære indlæg