Mediet er ikke din ven


af morton_h, the blogger

Medierne er ikke interesseret i at formidle virkelig information af samme grund som medicinalindustrien ikke er interesseret i sundhed og militærindustrien ikke er interesseret i fred.


Lad os vende denne underlige konstatering og formulere den på et par forskellige måder.

Det er ikke fordi tilstedeværelsen af våben og militær i sig selv udgør en trussel. Det gælder både i tilfældet skydevåben hos civile og egentlig militær. Civile har meget, meget sjældent interesse i at udøve aggression med våben. De ønsker at beskytte sig selv mod aggression. Militær kunne sagtens udgøre et forsvar og har et stykke hen ad vejen den funktion. Problemet er blot, at våben i hænderne på de forkerte for det første altid skaber aggression, og at våbenindustrien for det andet ikke ville tjene penge, hvis deres våben ikke faldt i de forkerte hænder - der i deres optik er de rigtige hænder. Våben i deres optik er beregnet på at blive brugt, så de kan ødelægge andre og/eller egne våben, hvorved salget øges. Det er ikke den enkelte soldat, der er interesseret i at smadre sit eller fjendens våben og de mennesker, der holder disse våben i deres hånd. Han har bare glemt, hvad der var hans mission, eller han har aldrig forstået den. Han mener at have forstået den, hvilket ikke er det samme.

Medicinalindustrien ville ikke eksistere, hvis lægevidenskab handlede om sundhed. Så ville der ikke findes en sygdomsindustri, hvor enorme bygningskomplekser er fyldt med folk, der lever at at behandle (ikke kurere) sygdomme og at holde folk i live i tilstrækkelig grad til, at de er i stand til at betale for deres medicin en anden gang. Industrien er ikke interesseret i naturlige og ægte helbredelsesformer, der ikke kan patenteres og omsættes til drugs. Lægevidenskaben, der gennem 100 år er blevet formet af denne industri, har derfor ingen definition af sundhed andet end som midlertidigt fravær af symptomer på sygdom. Der er ikke tale om den enkelte læge, sygeplejerske eller apoteker, for de allerfleste er interesserede i at hjælpe folk til helbredelse. De kan bare ikke hjælpe, for de har glemt, hvordan man gør. De mener, at de hjælper, men det er ikke det samme.

Når det er forstået, kan vi begynde at forstå, hvordan medierne fungerer på samme måde. Grunden til, at det er mere komplekst, er at medierne som ordet siger, befinder sig i et mellemområde (medium: midt imellem) og at de hele tiden fucker med vores hjerne og vores virkelighed.

Det kan de kun gøre via en menneskelig defekt, en kollektiv, genetisk, psykologisk, social ... vi ved ikke helt, hvor den befinder sig, og hvad den skyldes ... hjerneskade, der består i menneskers ulyksalige hang til massehypnose. Vi er i stand til - og villige til - at lade os hypnotisere i en grad, at en medieskabt virkelighed erstatter det, vi ser lige for vore øjne. Eksempel: hvis et vidne til en forbrydelse eller ulykke eller blot en hændelse får at vide via et medie, at der er sket noget, der forholder sig anderledes, end hvad vidnet selv var vidne til, så vil vidnet være i stand til at lave om på sin egen forklaring. Vidnet har pludselig set noget helt andet end det, vedkommende rent faktisk så.

En omvej om en mærkelig mand
Da den spirituelle lærer G.I. Gurdjieff i starten af forrige århundrede rejste Centralasien tynd, befinder hans sig på et tidspunkt på kanten af Gobiørkenen i det Indre Mongoli. Scenen, han beskriver i sin bog Life is Only Real Then, when I Am, er nærmest mytisk, en slags forklarelsen i ørkenen. Hele hans foregående liv havde bestået i en systematisk undersøgelse af, hvad han kaldte formålet med menneskelivet på jorden. Han havde allerede konstateret, at mennesket lever i en tilstand af glemsel, hvor det ikke ved, hvem det er, og hvorfor det eksisterer. Dets handlinger er ubevidste og automatiske. Det gik også op for ham, at han selv i de fleste tilfælde ikke har husket sig selv, men handlet udfra et ønske om at tilfredsstille sine behov. Han havde på det tidspunkt udviklet markante psykiske evner, hvor han var i stand til at hypnotisere andre til at fremme sin sag. Han kunne, som han siger det, slå en yakokse ihjel på afstand og få en elefant til at falde i søvn på 2 minutter. Ifølge dem, der kendte ham, var det ikke tomt praleri.

Den nærmest bibelske scene i ørkenen bliver ikke mindre bibelsk af, at han foretager et dyk ind i esoterisk kristendom for at finde en løsning på sit dilemma: at han, mens han har disse evner, alligevel er i stand til at falde tilbage til glemsel. Han søger et middel til at kunne forblive i en tilstand af selv-erindring. Gud foretog et offer af sin egen søn for at huske sig selv. Gurdjieff må foretage et offer af noget, der er ham kært, hvilket konstant skal minde ham om, hvad han skal gøre. Han vælger derfor frivilligt fremover at afstå fra at bruge sine psykiske og paranormale evner. Hvilket i øvrigt er en kendt ting indenfor visse spirituelle traditioner. I Yoga-traditionen er visse siddhis, overnaturlige evner - bla beskrevet i Patanjalis Yoga Sutras - ikke tilrådelige, med mindre man er fuldt oplyst. Udøvelse af magi er nærmest forbudt, med mindre man er klar til det, hvilket vil sige er i stand til ikke at misbruge denne evne. Det er blandt andet derfor, at kabbalisme har tiltrukket så mange, der burde holde fingrene fra det: man kan med den rette indsigt finde opskriften på udøvelse af magi og dermed magt over andre.

Tilgiv denne omvej, men her kommer så pointen. Gurdjieff fattede på det tidspunkt et andet hovedformål med sit virke. Det bestod i, som han selv udtrykte det, for enhver pris at finde metoder, hvor han kunne lære mennesket at frigøre sig fra sin hang til massehypnose.

Perioden og stedet - hvilket var hele Rusland og Centralasien - var befængt med revolutionære grupper. Altså folk, der som udgangspunkt måske var optændt af indignation over den massehypnose, som de var udsat for via respektive regeringer, men som altid, gentager ALTID endte med at skabe en ny regeringsstruktur, der betød en intensivering og ofte en mangedobling af evnen og viljen til at massehypnotisere. En fin-fin tradition, der startede med Den Franske Revolution - midlertidig afbrudt af en skikkelse ved navn Napoleon, et emne vi må gemme til en anden blog.

Vi har før i Paradigmet undersøgt massehypnose og massepsykose i deres mange former. Vi har nærmest ikke bestilt andet. Det synes, nøjagtig som Gurdjieff har påpeget, at være en grundtilstand for mennesket, og intet tidspunkt som i dag er det vel mere tydeligt, samtidig med at det er komplet utydeligt, da det findes All-Fucking-Over! Det er som elementet vand for en fisk - den aner ikke, hvad vand er, før den bliver hevet op af det. Normaliteten er syg, og sygdom er normalt.

Redaktørens dilemma
Her er vi så tilbage til medierne. Deres første formål er at udøve massehypnose. Til understøttelse af det formål har de som andet formål at tjene så mange penge som muligt. For at forstå de to formål, kan vi til lejligheden skille medierne ad i 1/ medierne selv som kommercielle forretninger og 2/ mediernes Ejerskab.

Den kommercielle forretning vil altid overveje, hvorvidt en såkaldt nyhed, et stykke aktuel information er salgbart. Al information bliver holdt op imod denne præmis, der er mediernes overordnede Business Case. Hvis en nyheds-information er spektakulær, er det salgbart. Hvis der er kommet folk til skade, er det salgbart. Hvis det indeholder elementer, der fremkalder frygt, væmmelse, forargelse/indignation, er det salgbart. Hvis det går under bæltestedet, er det salgbart. Hvis kendte mennesker er involveret i skandaler, er det salgbart. Dårlige nyheder er gode nyheder og dermed salgbare. Gode nyheder er dårlige nyheder, og du finder yderst-yderst sjældent gode, opbyggelige nyheder i medierne.

Altså: kendte mennesker er rent faktisk involveret i skandaler, og der er rent faktisk konstant folk, der kommer til skade, men det er overhovedet ikke pointen. Pointen er The Business Case. Medierne er totalt lige glade med, hvorfor folk kommer til skade, og hvordan det kunne være undgået / kan undgås efterfølgende. Eller rettere ... om igen: de er overhovedet ikke lige glade, de er hamrende glade! Det er her sammenligningen med de to andre industri-komplekser kommer ind: Sygdomsindustrien er ikke interesseret i sundhed, og militærindustrien er ikke interesseret i fred. Medie-industrien er ikke interesseret i sandhed og dybdeborende journalistik, medie-industrien er interesseret i at tjene penge.

Så redaktørens første tanke er: kan historien sælges? MEN, han har også en anden tanke, og den tanke er: kommer jeg til at fornærme Ejerskabet? Svaret på det spørgsmål over-ruler det første spørgsmål: kan det sælges? Redaktøren har nu et dilemma. Han vil gerne tjene penge, og hvis han oven i købet er en loyal og ansvarlig redaktør, så vil han gerne sørge for, at hans virksomhed overlever, især i en tid med mediedød. Han har måske oven i købet visse naive forestillinger om, at hans medie er en vigtig institution til gavn for demokratiet og opfylder en vigtig public relation-funktion for det påståede demokrati (der i mellemtiden via mediernes egen mellemkomst er afgået ved døden). Det er måske noget, han stiller sig op og siger i en eller anden skåltale, hvor bestyrelsen er inviteret, eller hvor der er medie-på-mediet. Mediet retfærdiggør og hylder sig selv ved at hykle idealisme og samfundsgavnlig virksomhed. Bull-shit-o-meteret er oppe i det røde felt, men alle klapper og skåler.

Redaktøren er desværre ikke sluppet af med sit dilemma. Lad os forestille os følgende: Redaktøren skal tage stilling til en journalist, der ikke helt har forstået dilemmaet og er kommet på sporet af, at en terror-event i virkeligheden er fabrikeret, og at visse organer indenfor staten er involveret. Dette er selvfølgelig en helt og aldeles tænkt situation ;-) Journalistens vinkel har big-time implikationer med masser af kød til at blive en sag, der involverer alle de elementer, der understøtter mediets business case og derfor er nærmest er prædestineret til mindst én Cavlingpris. Samtidig tikker nyhedsbrevene ind fra info-grossisterne og -fabrikanterne, der ikke svarer til journalistens vinkel, men understøtter et narrativ, som hans kolleger på andre medier inden-og-udenlands allerede har fremlagt. Tror vi så, at den unge journalist - og det må han være, siden han ikke endnu har lært lektion - får lov til at skrive sin artikel, der i øvrigt har kød nok på sig til at blive til en hel serie? OG som uden tvivl ville blive en medie-basker! Redaktøren har et par øjeblikke med kognitiv dissonans og indre konflikt. Han bider sig selv i tungen, udspyr et par indædte for-helved'er ... hvorefter han vælger at afvise artiklen.

Så hvorfor gør han det? Det gør han, fordi han godt ved, at han i modsat fald næste dag får et telefonopkald fra Ejerskabet, der fortæller ham, at hans beslutning ikke er faldet i god jord, og at han godt kan se sig om efter et andet arbejde. Redaktionel frihed findes ikke længere i medier i Vesten.

Den store mediesvindel
Jeg ved, den må findes eller er på vej, men jeg er endnu ikke faldet over den: bogen, der systematisk fremstiller, hvordan medierne i Vesten systematisk blev opkøbt og fik vredet armen om + hvem der helt nøjagtigt ejer og styrer dem i dag. Jeg har set det i glimt. Vi ved, at der er fem mediesyndikater i USA, der kontroller alle amerikanske mainstream-medier. Vi kender navnene på deres ejere. De skulle efter sigende alle sammen være jøder eller krypto-jøder med ikke-jødisk påtagede navne. Vi ved, at der er tre ejerskaber i de britiske medier. Vi kender Rupert Murdock, og vi kender hans forbindelser og hans svindelnumre. Som dansker har jeg en fornemmelse af ejerskaberne i de danske medier, og et lignende korrupt og ensidigt koncentreret billede tegner sig. Vi har en Politiken med en tidligere Mossad-agent som chefredaktør. Vi har en Jyllandsposten med en skabs-zionist som kulturredaktør (ham med Muhammed-tegningerne). Vi har et TV2 med en besynderlig koncentration af zionistiske interesser. Vi har kulturmarxist-sprøjten Information (marxisme-zionisme, same-same). Vi har tyske medier, der som berettet af Udo Ulfkotte er dybt infiltrerede-korrumperede af CIA. Vi har franske medier, der kører ensidigt i totalitær retning for tiden. Vi har de svenske medier, der er helt udmanøvrerede af politisk korrekthed (Frankfurterskole, kulturmarxisme = kulturzionisme). Vi har en bølge af organiseret masseindvandring med et underliggende zionistiske fingeraftryk.

Vi kan fornemme, hvad vej vinden er blæst, men vi synes at mangle det store overblik. En ting, vi kan vide, er, hvordan folk i det tidligere Sovjetunionen, det ondeste sted på Jorden, hvor alle medier var gennem-totaliserede, i dag ser på Vestens medier. De slår sig på låret af grin over, at vesterlændingene er så dumme. Alle i ex-Sovjet vidste, at den gule presse løj så længe, som dagen var lang. Alt, hvad de skrev var løgnagtig propaganda, men alle russere vidste det til gengæld. Der var rene linier på sin egen sære måde, for tyranniet var fuldstændig tydeligt. Hvordan kan Vestens indbyggere i dag, spørger de sig selv, tro, at deres medier taler lige så sandt, som dagen er lang? Hvordan kan de ikke se det? Har de ikke lært lektien?

Men her kan vi fortælle de tidligere sovjetborgere noget, som de måske ikke forstår. Hvilket er, at vi i Vesten endnu ikke har oplevet og erfaret den grusomme sandhed / løgn, som de har. Vi har endnu ikke oplevet det totalitære regime i dets fuld grimhed. Det er kommet snigende, det har skjult sig bag fine ord og demokrati, men det har ikke givet sig til kende. Vestens tyranni er u-tydeligt. Jamen-jamen, vil man indvende, tyskerne og italienerne må da have oplevet det, har de ikke? Forkert spørgsmål, orkert svar. For hverken tyskerne eller italienerne oplevede nationalsocialisme eller fascisme på samme måde som sovjetborgerne, da de rent faktisk bakkede op om deres ledere. Sovjetborgerne bakkede aldrig op om deres, det er noget som propagandaen og historieforfalskningen har bildt os ind.

Her roder vi os ind i et meget langt og omfattende stykke verdenshistorie, og er nødt til at henvise til forrige blogs om disse emner. Et godt sted at starte vil være Den hemmelige historie om Den Russiske Revolution. Her vil det fremgå ganske tydeligt, hvorfor russerne ALDRIG bakkede op om dette ekstreme stykke grimhed fremstillet som skønmaleri. Pointen er, at europæerne og amerikanerne stadig har til gode at erkende tyranniet i dets fulde omfang. Uden den erkendelse, vil de ikke være i stand til at forstå, hvordan tyranniets medier fungerer, og at det just er det, de udsættes for i skrivende stund.

Vestens medie-forbruger er en sovjetborger på steroider, for han/hun lider af et dobbelt-bedrag: det systemiske samfunds- og medie-bedrag kombineret med sit eget selvbedrag.



___________


Edit af CN: Se også

Tidligere CBS journalist forklarer, hvordan massemedierne hjernevasker befolkningen

Journalister indrømmer at efterretningstjenester, lobbyer og reklamefolk dikterer massemediernes indhold



Kommentarer

  1. Ret interessant. Og som du har påpeget, så har rt.com for nylig gjort en interaktiv analyse af Vestens Medier og deres ejer-interesse-forhold - altså det jeg efterlyste. Link?

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  3. Spændende. Men jeg har googlet Politiken´s redaktør og har ikke kunnet finde info om, at han har været Mossad-agent. Er det en påstand, der kan bevises? Derudover vil jeg tilføje, at TV2´s direktør Merete Eldrup jo er gift med Bilderberg-manden Anders Eldrup. Så også her har vi en indikation på, at man ikke bliver direktør for større danske medievirksomheder uden at have en bestemt baggrund (pro-zionistisk o.s.v.). Og hvad med Poul Madsen fra EB, har I nogen idé om han kunne være i ledtog med magteliten? Jeg har flere gange skrevet til EB og bedt dem indtage en mere kritisk linie m.h.t. diverse terrorangreb (Krudttønden, Charlie Hebdo o.s.v.), men de ignorerer systematisk enhver henvendelse i denne retning. Som om de ikke TØR skrive kritisk om bestemte emner.

    SvarSlet
  4. At Pundik var Mossad-agent behøver ikke at bevises, for han indrømmede det blankt selv i ? bondeanger, inden han kradsede det af.
    Det underlige var, at der var mere kritik af staten Israels forbrydelser mod menneskeheden i Pundiks tid som chefredaktør. I dag er den totalt fraværende. Det kunne muligvis afspejle hans undertrykte bondeanger.
    I samme periode var en ex-overrabiner, Bent Melchior, ofte modtaler for zionist-aggression ved at være fortaler for det modsatte (en rabbiner kan ikke tillade sig at tale direkte ud iflg. det jødiske kodeks). Men han gjorde det alligevel på sin bagvendte måde, for han var et etisk menneske.

    SvarSlet
  5. Spændende Mike s. med din research. Det er snarere os, der burde spørge dig. Håber du hænger ved. Du stiller særdeles vigtige spørgsmål.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg