Syrien - Det Store Spil - Del 1

af morton_h, the blogger

For at forstå, hvad der sker i Syrien, må man lægge afstand i tid og gå tilbage. Afhængig af, hvor stort et perspektiv, man ønsker at anlægge, må man gå tilsvarende tilbage. I et nyligt interview med James Corbett lægger en af de tungeste drenge indenfor geopolitisk analyse, William Engdahl, denne afstand og dette perspektiv. Følgende er en oversat, kommenteret og udvidet udgave af interviewet. I den følgende blog, Syrien - perspektiv og overblik, del 2 - suppleres med det, som ikke kom frem i interviewet, men som kan findes i en stribe interview og de bøger, som Engdahl har skrevet og alle er must-reads for dem, der ønsker at forstå sammenhænge og dybde i det globale kaos, og få har på samme niveau som Engdahl tegnet det store billede.

En passende afstand er som en start at gå tilbage til de tidlige dage med George Bush, Dick Cheney, Donald Rumsfeld, Paul Wolfowitch (Wolfowitch-doktrinen 1992). Her fremlagde de såkaldte neo-cons deres plan overfor G7-landene kaldet The Greater Middle East. En parallel-plan blev samtidig fremlagt af Israel kaldet Greater Israel også kendt som Yinon-planen, der ekspanderer Israel fra Nilen til Eufrat.

Den amerikanske neo-con-plan vagte furore i Saudiarabien, for den kaldte på en reorganisering af Mellemøsten, noget der ikke havde fundet sted siden Første Verdenskrig, da de såkaldte Allierede - briterne og franskmændene og deres følgagtige lande kaldte sig allerede dengang de allierede - skar Mellemøsten op, som de havde lyst til, og delte området mellem sig som et stykke kage. 



Planen for regime-forandring i syv land blev røbet af tidligere NATO-general Wesley Clark. Planen blev bagt i Pentagons War Room i 2001 efter 9/11. At den allerede var skitseret forinden fremgik af tænketanks-rapporten PNAC, Project for the New American Century fra 1999, der også skitserede, hvordan et nyt Pearl Harbor (9/11) ville udløse amerikanske befolknings accept af det uacceptable: evig krig på amerikansk foranledning overalt i verden. Planlæggerne har rødder i det militær-industrielle kompleks og det amerikanske oligarki, Rockefellerne, Soros'erne, Bill Gates-typerne, Warren Buffett-typerne, osv... Altså de stinkende rige mennesker, der bogstavelig talt køber og sælger kongresmedlemmer, som var de aktier. Deres strategi er gået ud på at kontrollere Europa og Kina og efter murens fald også Rusland, der kæmpede for at holde hovedet oven vandet i Jeltsin-æraen. Det skal bemærkes, at Rusland som Sovjetunionen var under fuld kontrol af oligarkiet, for det var dem, der finansierede og organiserede Den Russiske Revolution. Se Den hemmelige historie om ...

Et studie fra Princeton - Engdahl er selv Princeton scholar - viste, at politiske beslutninger i de seneste 20 år udelukkende har tjent de 1%, der befinder sig i toppen. USA er altså et rigmandsvælde, et oligarki. 

William Engdahl

Ideen var at gøre det arbejde færdigt i Mellemøsten, der startede i Første Verdenskrig og udmundede i Sykes-Picot-aftalen. De forlorne dukke-monarkier, der dengang blev indsat af briterne og franskmændene skulle nu med The Greater Middle East ødelægges. The House of Saud var et af dem, derfor denne furore. Instrumentet var Det Muslimske Broderskab og radikaliserede muslimer - en arrogant form for vantro anti-muslimer, der via projektion kaldte alle andre muslimer for vantro muslimer, og resten af verden for blot ... vantro.

Det Muslimske Broderskab blev dannet i 1926 i Egypten som en dødskult - kulten for Den Døende Gud. Som detaljeret forklaret i Den Døende Gud og Kabbalah var kulten dannet af Hassan al Banna. Brødrene var neo-assassinere, og de forsøgte at myrde den egyptiske præsident Gamal Nasser i 50'erne, der dog overlevede og bandlyste dem. De overlevende fra Nassers udrensning blev adopteret af CIA og bragt til Saudiarabien, hvor de smeltede sammen med wahabierne, der forinden var blevet udrenset fra Det Ottomanske Imperium for at gøre nøjagtig det samme. Begge grupper var giftige produkter af Det Britiske Imperiums kulturelle destruktions-laboratorier. Broderskabet blev prædikanter i moskeerne i Saudiarabien, og via religiøs pervertering skabte de deres indflydelse.

Indflydelsen er det Saudiarabien, vi kender i dag, hvor kvinder ikke har stemmeret, ikke kan køre biler, er nødt til at gå i burkaer og blive akkompagneret af mandlige slægtninge, når de går udenfor deres hjem. Det er også den muslimske broderskabs-wahabisme, der dikterede, at der ikke kunne gøres religiøse ikoner. De fandt via ikonoklastien et ultra-tyndt påskud til at sætte muslimer op imod muslimer, hvilket ifølge Islam ellers er utænkeligt. En falsk konservatisme blev kombineret med en ligeså falsk radikalisme beregnet på at skabe et neo-sultanat, et ny-ord der var designet til at lyde forjættende og vække historiske genklange hos muslimer om en gammel, stabil storhedstid. Hvad der ikke fremgik i programerklæringen for dette annoncerede neo-sultanat var, at det blev styret helt og holdent indefra af briterne. Altså fra starten af. I dag er det Det Britiske Imperiums forlængelse, USA, Israel og Saudiarabien.

Saudierne havde oliepenge nok til at lade Broderskabet sætte madrassaer (hjernevasker-anstalter, terrorist-rekrutterings-fabrikker) op i lande som Pakistan og Afghanistan i 50-60'erne. CIA var altid i baggrunden og holdt øje med, om de kunne bruge det mod Sovjetunionen i Den Kolde Krig. 



I 1979 kom CIA og Zbignew Brzezinski op med en plan ved navn Mujaheddin. Mujaheddinerne provokerede først en sovjettisk invasion. Afghanistan var en bjørnefælde. Mujaheddinerne blev trænet af det pakistanske efterretningsvæsen, ISI (det mangler kun et S i enden!). Dengang var Pakistan tæt allieret/stramt styret af USA/CIA. Der blev importeret en saudiaraber fra en yderst velhavende saudisk familie tæt forbundet med den saudiske kongefamilie ved navn Osama bin Laden. Han var hyret af CIA til at rekruttere jihaddister/terrorister fra hele verden og bringe dem til Afghanistan. Terroristerne blev landet i Pakistan, trænet og udstyret og derefter sendt ind over grænsen til Afghanistan. I et historisk klip ser vi Brzezinski stå og prædike for mujaheddinerne, love dem guld og grønne sletter og blasfemisk henvise til Allah, deres Gud og guddommelige vilje. 

 

Afghanistan var designet til at blive russernes Vietnam. Da de forlod landet var de udmattet militært og finansielt. Sovjet kollapsede 1989-91 og CIA-projektet aka narrøven og drukkenbolten Jeltzin blev præsident. CIA fragtede de ledende mujaheddinere til Tjetjenien. Her løb der en olieledning fra Baku ved det Kaspiske Hav op til Rusland. CIA ønskede en anden pipeline kontrolleret af British Petroleum og Atlantic Richfield. De arrangerede et statskup i Azerbaidjan, hvor de indsatte en pro-amerikansk dukke, Aliyev-familien, der var villig til at føre olien ned til Tyrkiet. Det medførte Tjetjenien-krigene i starten af 90'erne, et CIA/Muslimsk Broderskab-projekt. 



På samme tidspunkt blev islamistgrupper bragt ind i Bosnien, så de kunne starte jihad mod serberne. Vi skal forstå ordet jihad som et stykke islamistisk nysprog, der ifølge al islamisme voldtager og misbruger Islam. Jihad i den kontekst betyder slet og ret imperialistisk terror. Vi har lært at forstå Bosnien-krigen som de stakkels forfulgte bosniske muslimers overgreb mod de onde serbere, men det var et CIA-narrativ. Krigen kan spores tilbage til general Petræus, en særdeles modbydelig type, der dannede al Qaeda i Irak, der i starten faktisk hed ISIS - interessant! Det betød Islamisk Stat i Irak og Syrien. Israelske journalister påpegede imidlertid, at det også var navnet for Israelian Secret Intelligence Service. Et tilfældigt sammenfald? Næppe.

Al-Zawahiri, bin Ladens højre hånd, eller snarere: manden der var bin Ladens handler og kontrollør, var fra det Muslimske Broderskab. Han var, som ibn Saud var i forhold til Abdul Wahab, den britiske agent, der skulle omstyrte det Osmanniske Rige ved at korrumpere Islam. At al-Zawahiri samtidig hele tiden agerede som britisk efterretningsagent minder os blot om, at det Muslimske Broderskab fra starten og hele vejen igennem var et instrument for Vestens efterretningsvæsener.

Det minder os også om, at disse broderskaber, loger, ordener og selskaber, der ned gennem historien har dyrket diverse okkulte genrer, og som med en enkelt fællesbetegnelse kan kaldes sabbattæisk-kabbalistiske [se Den Døende Gud og Kabbalah], altid som hovedbeskæftigelse har haft spionage, efterretningsvæsen og korrumpering/forfalskning af regimer, lande, befolkninger, styreformer, ideologier, religioner, økonomier, videnskaber ... Alt, hvad de kommer i nærheden af, bliver perverteret og manipuleret. Hele strukturen med broderskaber er skabt til det formål. Samtidig lukker de sig om sig selv, så ikke engang de medlemmer, der befinder sig på lavere niveauer har noget anelse om, hvad det højere formål er. Hvis vi leder efter væsensforskelle mellem hemmelige okkulte selskaber og uvæsener som CIA, MI5, Mossad, ISI, så leder vi forgæves.

Crisis actor in his crisis wheel chair with crisis blood all over

At disse selskaber er netværksforbundne mere end antydes af mønstre og karakteristika ved den tilsyneladende uudtømmelige - og efterhånden trivielle - kæde af terror-events, de iscenesætter. Fra Peshawar til Paris, fra Sandy Hook til Synagogen i Kbh, fra 9/11 til 7/7, fra Bologna til Baghdad. Hvad enten der er tale om teaterblod er rigtigt blod, er der tale om et manuskript, en skabelon, en genre. Ingen terror-event er spontan, da effektgraden er dybt afhængig af planlægning og koordinering, jf ISIS = Israeli Secret Intelligence Service. Ingen terror-event er folkelig opstand, og ingen terror-event bliver udført af en eller flere ensomme, isolerede galninge, der er blevet 'radikaliseret' hjemme i deres kælder og en eller anden dage ikke kan vente, så de snupper lige den Kalashnikov, der har købt af deres fætter for hård tjente sparepenge og skyder hovedet 140 mennesker i et teater. Det er den historie, som de fordummede og fordummende medier serverer, men den har intet med en dybere virkelighed at gøre.

Det samme gælder en beslægtet genre, De Farvede Revolutioner. Det er blevet en ny operationsgenre for CIA og det globale netværk. Her er vi tilbage til Bosnien-krigen, hvor Otpor skabte manualen for de falske og iscenesatte revolutioner. Hvad der ligner opposition og folkelig opstand er helt igennem en efterretningsoperation. Folk tror, at de er en del af en folkelig opstand, men pludselig er der en eller anden rig onkel, der har bekostet tryksager, mediedækning, bannere og t-shirts. Så begynder de 'sjove' typer at dukke op i mængden. De begynder måske at skyde ind igennem protestanterne, så politiet bliver ramt. Vi så dem i Cairo, i Kiev. Vi så dem faktisk også blande sig med BZ'erne, da der var gadeprotester mod nedlæggelsen af Ungdomshuset på Nørrebro, Kbh, og vi så dem ved klimatopmødet. Et helt kapitel af farvede pseudorevolutioner blev gennemspillet i det såkaldte Arabiske Forår. Det samme røgslør hviler over hule begreber som moderate oprørere i Syrien. Det samme igen med det ny-sproglige udtryk humanitær intervention. Det er tale om ideologisk gidseltagning.



De mest perfide, morderiske og lyssky operationer iklædes altid en kappe af legitimitet, hvor menneskemasser og opinioner skubbes frem som byggeaffald foran en buldozer. Terror er et historieskabende styresystem, og hvis nogen mener, at de kan påvise én eneste spontan terrorist, der ikke har en handler, en styregruppe bag sig, og ikke kan spores tilbage til det sabbatæiske Intelligence Network, den globale Deep State - I challenge you! - så vær så venlig! INGEN terrorhændelse i vor tid er løsrevet fra disse dystre strukturer, der har taget bo i Vestens regeringer.

Blot et enkelt eksempel på mønstre og karakteristika: Øvelsen. I forbindelse med terrorhandlinger foregår der ofte en øvelse, der er næsten identisk med terrorhandlingen. Eksempler:
  • I forbindelse med 9/11 foregik der store flyøvelser, hvor alle fly var væk fra områderne Manhattan og ved Pentagon. En af disse øvelser simulerede netop en terrorhændelse, hvor bygninger blev angrebet af fjendtlige fly.
  • I forbindelse med 7/7 foregik der en øvelse i Undergrunden i London, der simulerede bombeterror i netop Undergrunden.
  • I forbindelse med sænkningen af Estonia foregik der en NATO-øvelse i Østersøen. Estonia i sig selv var en NATO-operation, hvor russisk hi-tech blev stjålet i Estland, samtidig med at 65 svenske politifolk med potentielt kendskab til sandheden om mordet på Olof Palme blev likvideret efter en studietur til Estland.
  • I forbindelse med massakren på Utøya og eksplosionen i Oslo foregik der en øvelse, der lignede eventen.
  • I forbindelse med hændelsen ved Krudtønden/Synagogen i Kbh, var det nøjagtig en måned før annonceret en øvelse på Nørreport, der blev opdaget af researcheren Ole Dammegård, der blæste alarm. Terroren blev aflyst i nøjagtig en måned og flyttet, selvom Nørreport var det perfekte sted.
  • Og på det seneste foregik der øvelser, der næsten var identiske med den den efterfølgende hændelse i Paris 23/11.

Hvorfor dette mønster med øvelser? Ganske simpelthen for at forsinke og tilsløre den rigtige hændelse. Mens det sker, er der ingen indenfor militær, myndigheder eller politi, der opdager noget, for det var bare en øvelse. Bagefter er det nemt at lukke munden på deltagerne, for de er blevet kompromitterede, de har selv medvirket, for det var bare en øvelse. Som amerikanske piloter, der vender tilbage fra pseudo-bombardementer mod ISIS, får de medvirkende forbud mod at udtale sig om, at de var blevet beordret til at ramme ved siden af og ikke at gribe ind. Øvelsen er et internt passiviserings-instrument.



Der var ved indledningen til Syrien-aktionen tre magtfaktorer, der styrede Mellemøsten. Mubarak i Egypten, Assad i Syrien og Saudiarabien.

Mubarak var væk via CIA-USA-operationen kaldet Det Arabiske Forår. Der blev herefter placeret en dukke fra det Muslimske Broderskab ved navn Mohammed Morsi. Det var meget fornærmende for USA, at deres dukke kort efter blev afsat af al Sisi, og folk i Vesten generelt blev fortørnede, for han var jo tilsyneladende demokratisk valgt. Folk i Vesten forstår endnu ikke, at deres såkaldte demokrati er værre end åbenlyst tyranni og dybt manipuleret, mens egypterne generelt godt kan gennemskue, hvad Det Muslimske Broderskab står for.

Syrien har traditionelt haft en ledende rolle i Mellemøsten. Her har Alawi-Islam levet side om side med Sunni-Islam, Shia-Islam og kristne i århundreder. Selv jøderne var tålt, så længe de opførte sig ordentligt. Syrien var med andre ord en ægte traditionel multikulturel og multi-religiøs stat. Vestens propagandister går for tiden vældig meget ind for multi-kulturalisme, men det er langt fra den ægte vare, viser det sig. Deres vare er destruktiv og kulturnedbrydende, den syriske derimod er konservativ og samfundsbevarende. Syrien har været en stabiliserende faktor i Mellemøsten. Den slags kan man ikke have, når destabilisering og kaos står på ønskelisten for det globale netværk, deres Greater Middle East- og Yinon-planer.



Syriens placering er central. Dets grænser rører ved Tyrkiet, Irak, Jordan, Israel og Libanon, og der er en kystlinie i Middelhavet. Afstanden til Iran, Saudiarabien og Egypten er blot et par hundrede km. Syrien er altså Mellemøstens naturlige geografiske centrum. Kaos i Syrien er kaos i hele området.

I Iran, der er Syriens tro allierede, findes i det nordlige Pars-felt de største olie- og gasressourcer i verden, større end i Siberien. I 2009-10 forhandlede Assad og iranerne om en olieledning fra Kharg-øen gennem Irak og Syrien og til Middelhavet, hvor olien kunne udskibes eller videreføres i nye ledninger til Europa. For Europa ville det have været særdeles fordelagtigt. Europæerne kunne have fået olie til en meget fordelagtig pris, og det havde været en fair konkurrence og et supplement til Rusland. Iran kunne have leveret olie og Rusland kunne have leveret gas. Men Misundelsens Imperium, USA, England, Frankrig, Israel og Saudi, så det på en anden måde. For dem er business ensbetydende med krig, og krig er ensbetydende med business, og alle andre, der laver business, ser de som en trussel mod deres koncept om en Unipolær Verden, en verden som de og kun de styrer.

Før de syrisk-iranske forhandlinger kom emiren af Qatar til Damaskus for at tale med Bashar al-Assad. Han foreslog en alternativ olieledning, der gik omkring Qatar, hvor der i Doha bekvemt nok ligger en amerikansk militærbase. Altså en ledning fra Saudiarabien via Qatar og Syrien og videre til Europa. Assad sagde nej, for Syrien havde en aftale med Gasprom, det russiske statsejede olieselskab, og Assad ønskede ikke at bryde den aftale. Det skal også hertil siges, at Syrien og Rusland havde et militært samarbejde, hvilket vi tydeligt ser i dag. 



Som svar på Assads afvisning, brød helvede løs i Syrien! Der var en direkte årsag-virkning mellem det ene og det andet, men intet journalistisk medie i Vesten har tilsyneladende fået øje på det. Hvis der har siddet en eller anden halv-informeret journalist, der har ønsket at undersøge det, så er han enten blevet fyret eller fået mundkurv på via direkte trusler eller vink med en vognstang, for Vestens medier er i dag totalt opkøbt og lagt i lænker. I Mellemøsten, derimod, er folk udmærket klar over, hvad der foregår.

Det ankommende natten-over-helvede i Syrien var finansieret af Qatar, Saudi og USA og organiseret af NATO. Sunni-grupper, der i forvejen var korrumperet af wahabisme, jihadisme, fundamentalisme, fanatisme og Det Muslimske Broderskab, blev kørt i stilling for at smadre Syrien. Sunni-Islam er ikke fanatisk i sin tradition, det er blot et retning. Bashar al-Assads kone er Sunni, mens han selv er Alawi, der er ingen modsætning her. Men i det Britiske Imperiums optik bliver selv mikroskopiske modsætninger bevidst brugt til at skabe del-og-hersk-kaos, hvilket altid har været Imperiets adgangskort til kontrolrummet.

Da Imperiet invaderede Syrien med proxy-hære af jihaddist-lejesoldater, sagde russerne nej! Hertil og ikke længere! Imperiet frygtede boots on the ground, for det ville blive et nyt Vietnam, et propagandisk helvede og forklaringsproblem for dem selv. I modsætning til hvad den amerikanske regering har fortalt sine borgere, tabte USA Vietnamkrigen. En veludrustet men umotiveret superhær tabte en junglekrig til en stak højt motiverede VietKong guerillaer. Efter dette aldrig-indrømmede nederlag besluttede The US-War-Room sig til fremover at bruge proxy-hære, og The Age of Terror startede. Det var, hvad amerikanerne lærte via brændt-barn-skyr-ilden. Hvad russerne lærte var ikke hoppe i bjørnefælden. Afghanistan var deres ufrivillige Vietnam. Efter murens og Sovjets fald indfandt sig en tid med klarsyn. De sagde altså njet, nej!



Simultant sagde det britiske parlament og amerikanerne nej, for de havde gennemskuet svindelnummeret med Assads kemiske våben mod egen hær og egen befolkning, en på alle måder absurd påstand. Omfanget af dette folkelige njet-nej i Øst-Vest var ikke forudset af Imperiet. Deres tænketanke, deres war-rooms, deres Deep-State-skyggekabinetter måtte gribe til Plan B og aktivere zombie-hærene.

I Frankrig var der en gruppe politikere, der fik fantasier om Sykes-Picot 2.0. Altså helt i tråd med amerikanernes perverterede fantasier om Greater Middle East. Folk som Alain Jupet og Nicolas Sarkocy, dennes top-militærrådgivere og andre i det franske etablssement gik i selvsving over tanken. Vi må her huske, at det var de samme folk, der aktivt medvirkede til ødelæggelsen af Libyen efter grønt signal fra Saudiarabien og Israel. Deres filosofiske rådgiver var zionisten Bernard Henry-Levi, Sarkocy's Grima Wormtongue. Deres våde drøm gik på genetableringen af fordums storhed og overherredømme i Mellemøsten, kernen i den oprindelige Sykes-Picot-aftale. En neo-imperialistisk ståpik. 



Franskmændene fantaserede om et gentegnet Syrien og Libanon. Som mordet på Gaddafi og ødelæggelsen af Syrien, som aktiviteterne i Mali, således var franskmændene i endnu højere grad end amerikanerne bag bestræbelserne på at fjerne Assad. Selv da amerikanerne og briterne efter afsløringen af svindelnummeret med de påståede kemiske våben (som de selv havde leveret) holdt igen, pressede franskmændene på. De har et historisk og notorisk talent for politiske cock-ups.

Som wannabe-neo-imperialister så franskmændene deres chance for en ny storhed. Lillebror hoppede og dansede for at komme til. Undervurdér ikke graden af korrumpering af franskmændene. Husk deres medvirken i Første Verdenskrig. Husk at traktaten om Tysklands slavegørelse (der stilsikkert førte til Anden Verdenskrig) blev underskrevet i Versailles. Husk den franske besættelse af Ruhr-distriktet i 1923 og opførte sig som nyfødte frankiske herremænd, Middelalder-Imperiet der var værre end Romerriget. Husk deres medvirken til korrumperingen af Kredit Anstalt i Wien, der førte til kollapset af finanssystemet i Anden Verdenskrig. 



Så natten over startede den korrupte Hollande-regering et bombardement i Syrien. Denne regering og dens militær var i modsætning til russerne ikke inviteret af syrerne men startede blot uinviteret på egen hånd. Det franske luftvåben rammer selvfølgelig hele tiden ved siden af ligesom amerikanerne. Æd min hat om ikke franske piloter lige nu får de samme forbud som de amerikanske om ikke at udtale sig om, hvad de har fået ordre til: at ramme ved siden af. Disse besynderlige skin-bombardementer er altså ikke beregnet på at ramme egentlige mål men blot beregnet på at blive transmitteret via TV til befolkningen, så man kan hævde, at man er proaktiv modstander af sin erklærede fjende. Problem: den erklærede fjende er den brigade af lejesvende, man selv har hyret. Stort forklarings-problem, der kun kan håndteres vha lodret løgn.

Så hvad har 13 måneders amerikansk bombardement betydet andet en billeder på TV? Noget må de jo have ramt. Well, der lader til, at bombningerne skulle bane vej for ISIS's fremmarch. Det var irakerne og syrerne, der blev bombet. Men det gør sig ikke så godt på TV. Til gengæld kunne alle TV-kiggere i Vesten konstatere, at ISIS hele tiden var i fremmarch. Vi forstår det ikke, sagde de dumsmarte kommentatorer, det er helt uforudset, ævlede de, det er gået hen og blevet en stor trussel, klynkede de.



Forleden indrømmede en amerikansk general, at USA med den halve milliard dollar, som USA skulle bruge til moderat opposition, kun kan nævne 4-5 personer, der samarbejder med USA. Resten er ren ISIS, som ifølge mainstream-narrativet er USA's fjender - hvilket vi er klar over er noget vrøvl. Men selv i det officielle sprog med indbygget løgn bliver det altså indrømmet, at pengene er gået til noget andet end det, de blev bevilget til. De gik selvfølgelig til at bevæbne og træne ISIS, der har stjålet netop den irakiske olie, som nu bliver kørt ud af landet - organiseret af den tyrkiske præsident Erdogans søn! Mere overtydelig kan det ikke demonstreres, hvordan Tyrkiet spiller en særdeles perfid rolle i scenariet. Og det har blot givet tyrkerne endnu en grund til at hade og frygte kurderne, for de er de eneste med støvler på jorden bortset fra den syriske hær, der effektivt bekæmper ISIS.

Frankrig har deres eget militær-idustrielle kompleks kørende. Sidste år noterede den franske våbenindustri sig det bedste år i mands minde. En af deres helt store kunder er den anden store perfide spiller i Mellemøsten, Saudiarabien. Franskmændene har solgt for 12 milliarder dollar til oliesheikernes privatfirma kaldet Saudiarabien. Og netop Huset Saud og Qatar har ansvaret for at finansiere de såkaldte moderate oprørere - altså dem der hugger hovedet af folk for åben skærm ... og altså ikke findes andet end som et stykke populistisk retorik.

Efter den russiske indblanding og Vestens tab af initiativ ankommer ikke overraskende nye krav om intervention fra Vesten, heriblandt fra Frankrig. Så hvad skal terror-angrebet i Paris til for? Det er et falsk flag, eller som William Engdahl kalder det: et No-Flag beregnet på at provokere den franske opinion til at acceptere franske boots-on-the-ground i Syrien. Om det var ISIS-folk eller israelske specialstyrker, eller hvem det nu var, der udførte massakren i Paris, finder vi aldrig ud af, for det franske politi udviser selvfølge den aftalte inkompetence i de situationer. I parantes bemærket, kunne de danske vælgere overveje, hvad det er for et herligt Schengen-samarbejde, der har tænkt sig at stemme ja til, og det er meningen, de skal frygte at miste, hvis de stemmer nej.



En fransk veteran-fotograf-journalist, der har dækket tjetjensk terror, Beslan skolemassakren (CIA/NATO, Operation Gladio 2.0) og stort set alle krigsscenarier i de seneste 20, udtalte, at Paris-massakren var den mest bizarre scene, han hidtil havde dækket. Mens de stod på stole med ryggen til hinanden, var alt, de kunne se, en mur af folk i uniform, der så meget politiagtige ud. Disse politi-skuespillere (som fotografen mere end antyder) trækker på et tidspunkt en klud op med noget, der ligner blod. Man kunne aldrig se en død krop. I ingen af de billeder, der findes på Internettet, kan man se en død krop. Det tyske fodboldhold, der befandt sig på stadion'et sad og tweetede til deres familier i Tyskland, og nævner intet om eksplosioner, før efter de hører om det i medierne. Herefter blev de tvunget til at opholde sig på stadion'et af 'sikkerhedsgrunde'.

Så døde der 140 mennesker i Paris? Er dette den største terrorhandling i fransk historie efter Algier-krigen? Vi kan ikke vide det, for hændelsen stinker af iscenesættelse. Stilen med at lægge jernring omkring gerningsstedet er efterhånden velkendt. Ved Boston-bombningerne og Sandy Hook så man ingen lig, og i Boston var ligene alle sammen sminkede crisis actors. Ingen af stederne omkom en eneste person. Men Boston-eventen kom vældig belejligt, for ugen forinden var der lidt for meget opmærksomhed omkring Barack Obama forfalskede fødselsattest, hvilket straks forsvandt. Til gengæld bliver der prompte råbt Gun Controll - Gun Controll !, for den amerikanske Deep State-regering har vældige kvaler med at starte den Borgerkrig 2.0, de så gerne så finde sted, så længe der alene i en mindre amerikansk delstat findes lige så mange jagtrifler og pistoler som i hele den amerikanske hær tilsammen.

Så igen: omkom der 140 personer i Paris? Vi kan ikke vide det, så længe der befinder sig en 5. kolonne indlejret i den franske stat, der har haft held til at bruge terror - og organiseret masseindvandring - som et styresystem overfor borgere og regering. Hvordan skal Frankrig i øvrigt kunne håndtere sovende celler af terrorister med fransk og belgisk statsborgerskab overalt indenfor landegrænsen ved at bombe Syrien? Og hvordan skal omstyrtelsen af Assad, som franskmændene har hylet og skreget efter, kunne bekæmpe ISIS, når netop Assad har været den eneste overhovedet, der før de russiske bombninger bekæmpede ISIS? Absurditeten i dette setup synes at være det geniale i Jupet's strategi. Hvis franskmændene hopper på den latterlige og bizare limpind, hopper de på hvad som helst. Månen er lavet af fransk ost.

Hvad vi ser udspille sig i dag er det omtalte og for længe siden udtænkte scenarie med Clash of Civilsations beskrevet så langt tilbage som i slutningen af 1800-tallet som den Tredje Verdenskrig, altså 30 år før den Første Verdenskrig. Selve begrebet er Samuel Huntingtons fra hans bog af samme navn, men konceptet med Islam som antagonisten, der skal ødelægge den vestlige civilisation for dernæst at ødelægge sig selv er gammelt som Gog og Magog og meget sabbatæisk-zionistisk og meget, meget usundt for menneskeheden i det 21. århundrede.

Mens franskmændene nu kører deres version af The War on Terror - der som bekendt er The War OF Terror - altså en krig mod en falsk fjende, så foregår der en krig på hjemmefronten mod den franske regerings egentlige fjende: den franske befolkning. Terrorangrebet udløser altså både bevillinger og accept af et militært angreb på et land og en regering, der aldrig har være Frankrigs fjende, og bevillinger og accept af indgreb/overgreb mod franske forfatning og lovgivning, hvor folk mister deres civile rettigheder, og Frankrig rykker indover den streg, hvor landet bliver totalitært. En desigher-trend vi ser i hele Vesten for tiden. 



En yderst farlig form for galskab har ramt den franske regering. Der er endnu et aspekt i sagen, som viste sig ved G20-mødet i Antalia, Tyrkiet i sidste uge. Her ser vi en Obama og en Putin konfrontere hinanden med dybe rynker i panden. Hvad der er sagt ved sofabordet kan ikke vides, men det har ikke været for børn. Putin konfronterede også Erdogan og den saudiarabiske konge. Altså alle ønskede at tale med Putin om Syrien. Det lyder ikke, som om de andre europæiske medlemmer af NATO er ved at falde over hinanden i iver for at sætte støvler på jorden i Syriac. Frankrig er den eneste nutcase af et land, der er villig til den form for galskab. Frankrig kan før de aner det opdage at grenen, de kravler ud af, er ved at knække.

Kommentarer

Populære indlæg