Holocaust - hvad er der med cyanidgas?


af morton_h, the blogger

Hvad er der med cyanid? Altså udover at det er giftigt for mennesker og dyr?

Det er et stykke kemi, der efterlader sig tydelige, målelige spor. Det burde være ganske befriende, for der er vel ikke noget at rafle om? Man burde langt hen ad vejen kunne undgå følelsesladede, agenda-befængte diskussioner og blot undersøge: Er der cyanidrester, eller er der ikke?

af morton_h, the blogger

Så simpelt skal det altså ikke være, selvom der ikke er grund til andet. Når visse mennesker har en agenda, de mener at have ret til at påtvinge andre, så er videnskab kun brugbar i det omfang, at den understøtter deres agenda. Skulle eksakt videnskab derimod komme i vejen, så er den pludselig ubrugelig eller endog decideret farlig. Vi taler om hardcore fysik- og kemi-baseret videnskab og ikke fluffy humaniora.

Vi taler om det t 20. århundredes mest agendabefængte emne. Fandt der et systematisk massemord sted via cyanidgas i lukkede rum i en række fange- og arbejdslejre i Tyskland mellem 1941-45, eller gjorde der ikke? Det burde være ret enkelt at finde ud af ved simpelthen at foretage kemiske undersøgelser af væggene i de påståede lokaliteter. Er der rester af cyanid, eller er der ikke? Er væggene indfarvet med den uundgåelige og usmiskendelige blå farve fra jern-cyanid i gasform, der uundgåeligt trænger ind i betonen? Eller er de ikke?

Hvis nogen er anklaget, er det ifølge hæderlig retspraksis op til anklageren at fremføre beviser, ikke den anklagede. Hvis en videnskabsmand ankommer med en teori, er det op til vedkommende at levere en underbygning, der udraderer summen af antagelser, ellers er det en simpelthen en dårlig teori, der omgående bør forkastes. At komme med påstande er i disse to verdener behæftet med visse spilleregler. Følger man ikke spillereglerne, falder hammeren. 

Men når det kommer til emner som Holocaust, gaskamre, udryddelse, folkemord, jøder-kristne-muslimer, verdenskrige ... er havnet i en højest besynderlig verden, hvor hæderlighedens spilleregler synes at være at ud af drift.

Det er nu, du skal beslutte, om du allerede her finder emnet anstødeligt og ønsker at leve i din egen forestillingsverden, der er koordineret med en acceptabel politisk korrekt mainstream-forestillingsverden baseret på frygt, skam og skyld - eller om du giver efter for din nysgerrighed. Zap-on, og må din Gud gå med dig.
Eller læs videre.




Når videnskab er farlig for magten
Du læser altså videre.
Da det gik op for skaberne og opretholderne af Holocaust-tanken, at benhård eksakt videnskab ikke understøttede et af deres kernepunkter, men derimod skød det i sænk, begyndte de at opføre sig mærkeligt. Når man ikke får ret i en diskussion, findes der en række kunstgreb, der kan gennemtvinge ens ret:
  • Destruktion eller bortkomst af primært materiale
  • Massiv overdøvelse af materiale med fabrikeret mod-materiale
  • Okkupering af videnskabelige publikationer og medie-distribution
  • Karaktermord og miskreditering af folk, der insisterer på substans og eksakt videnskab
  • Emotionel slagside og forførelse
  • Censur og indlæring af selvcensur
  • Gentagelse af løgne - gentagelse har en hypnotiserende effekt på folk, der ikke er trænet i eksakt videnskab
  • Grovere angreb på folk, der spørger ind forlanger svar: fængsling, mord, terror, trusler
  • Obstruering af spørgernes sekundære materiale baseret på primære kilder og fysiske beviser
  • 'Historieskrivning' i betydningen fabrikeret historie baseret på udvalgt, fravalgt og fortonet materiale
  • Mytemageri via filmindustrien med særlig vægtig på grådkvalt offerrollen og dens særlige evne til at fremkalde skyld, skam og frygt
  • Politisk korrekthed og tabuisering, der gør det nært umuligt at udtale sig, stille spørgsmål eller overhovedet at beskæftige sig med et emnet uden at blive udsat for stigmatisering eller social udstødelset
Der er ingen grænser for fantasien og variationen i de tiltag, man kan føle sig tvungen til at gøre, hvis man ikke har rent mel i posen og har forfattet en historie, der ikke holder til nærmere afprøvning.
Sandheden er aldrig bange for at blive undersøgt, siger man, så hvad er problemet? Er man reelt 'tvunget' til alle de krumspring, og hvorfor kan man ikke blot indrømme, at man måske tog fejl?

Det skyldes omfanget af den utroværdige historie og summen af privilegier, der står på spil for skaberne af historiens. En demaskering kunne afsløre, at der ikke har været tale om fejltagelser og misforståelser men om overlagt svindel og misbrug. Man tog altså ikke fejl, man forfalskede! Det hele var intentionelt. Hvis det forholder sig sådan, bliver svaret selvfølgelig og entydigt: NEJ! Det er ikke muligt at indrømme noget uden et totalt ansigtstab.

Arkiver og dødsrapporter - tre uafhængige kilder
I arbejdslejren Birkenau, nabolejren til Auschwitz, fandtes der og findes stadig et mindre rum, ca 10 m3, hvor der er tydelige blå aflejringer af cyanidgas, kaldet Zyklon-B. På den ene væg kan man se, at nogen har forsøgt at vaske farven af, men det har været så svært, da den er trængt dybt ind i betonen, så man har opgivet. Man ved nøjagtigt, hvad rummet blev brugt til: desinficering af tøj befængt med lus. Lus var bærere af krigssygdommen af alle, tyfus. Et udbrud af tyfus ville være dødbringende for store dele af en lejr. Amerikanerne havde lignende installationer i de sicilianske krigsfangelejre, hvor de brugte DDT til at udføre det samme. Med succes, skal vi huske at sige. DDT blev midlet i efterkrigstiden til skadedyrsbekæmpelse - med stor succes for alt andet end miljøet, som vi ved. Cyanidgas gik af mode, da det krævede kontrollerede omgivelser.

Lus og tæger er bærere af tyfus

Man ved ligeledes nøjagtig, hvad der sker med mennesker, der bliver gasset med cyanid. De bliver simpelhen lyserøde. Der findes ikke en eneste vidnesberetning fra Nürnbergprocessen om lyserøde kroppe. Man har senere forsøgt at bortforklare det med, at der ikke blev brugt cyanidgas i fx Treblinka men kul-monoxydgas. Det gør det blot mere pinligt, for kul-monoxyd giver også lyserøde kroppe! Og der er stadigvæk ingen rapporter om stakkevis af lyserøde kroppe fra nogen af de tyske fangelejre i form af hverken dødsrapporter eller vidnesudsagn. Man havde med andre ord glemt at instruere vidnerne i Nürnberg om, at de skulle sige 'lyserød'.

Tyskerne som de pedanter, de var, lavede minutiøse, detaljerede rapporter om alt i lejrene. Da bolsjevikkerne besatte lejrene i 1945, blev der lagt en jernring omkring lejrene. Ingen observatører fra de vestlige allierede fik lov til at komme ind, og det materiale, der blev fremlagt i Nürnberg, stammede udelukkende fra dem. Alle de tyske rapporter blev fjernet fra lejrene og lukket inde i sovjetiske arkiver, og det var først Gorbatjev, der i 90'erne efter murens fald frigav dem.

Der er ikke ret mange, der har kendskab til disse rapporter eller har benyttet sig af lejligheden til at gennemse dem. Alle dødsfald var nøje beskrevet i rapporterne på ægte tyskervis, og dødsårsagen var i alle tilfælde angivet. I Auschwitz døde der 29.000 jøder og 40.000 katolikker, de sidste overvejende polske, russiske og tyske krigsfanger. Dertil bør regnes 10% oveni, der ikke blev rapporteret. Den langt overvejende dødsårsag var tyfus.

Her kunne man i propaganda-øjemed forsøge at at hævde, at tyskerne havde forfalsket rapporterne systematisk. Altså en konspirationsteori. Men udover, at det ville være meget utysk og upedantisk, og at deres rapporter aldrig var beregnet som propagandamateriale men udelukkende til internt brug, så kan tallene samstemmes og sammenlignes med det Internationale Røde Kors' arkiver i Bad Arolsen og deres kæmpe-database nordvest for Kassel i Nordtyskland, hvor de 13-15 tyske arbejdslejres dødsstatistikker blev noteret måned for måned, år for år. De blev bevaret i efterkrigstiden for at stå til rådighed for påståede Holocaust-ofre og deres krav om kompensationer.

Disse tal er ved tre lejligheder i 1970-'erne og 80'erne blevet frigivet som samlede tal, der bekræfter de tyske tal, hvor Auschwitz figurerer med mellem 60-70.000 døde i alt, mens det samlede tal for specifikt jøder i alle lejrene var 271.000. Der er ikke blevet frigivet statistikker senere end det, for det politisk-ideologiske klima i Tyskland har gjort, at disse forhold nu er forbudt at omtale. Det er i dag strengt tabuiseret at nævne Holocaust ved at sætte det i forbindelse med statistikker og eksakt videnskab, for så er man en 'Holocaust-benægter' og kan idømmes lange fængselsstraffe blot for at spørge.
Arkivet i Bad Arolsen

I Bad Arolsen-arkiverne har man ligeledes optegnet dødsårsager. Disse er ikke blevet frigivet. Men der findes et brev fra manageren i arkiverne, hvor han slår fast, at der ikke er angivet gasning som dødsårsag nogetsteds. Dette er som sagt et internationalt arkiv, selvom det befinder sig Nordtyskland.

Så hvad med fjendens arkiver, der må formodes ikke at underspille dødstallene, snarere tværtimod? Vi taler om det Britiske Efterretningsvæsens dekrypteringer, det meget berømmede Enigma-projekt. På et tidspunkt var briterne i stand til at tyde de signaler, der blev sendt ud via radio fra arbejdslejrene. Det var rapporter fra lejrene til den tyske overkommando om, hvad der foregik. Her får man de samlede tal for de indsatte i lejrene, altså tallene for, hvor mange der bringes ind i lejrene, og hvor mange der kommer ud. Man kan altså konstatere, at der fandt dødsfald sted.

Enigma-maskinen

Vi har hørt englænderne berette vidt og bredt med stor stolthed om, hvordan Enigma-dekrypteringerne kunne lokalisere fx ubåds-aktiviteter, men de har ikke været tilsvarende ivrige for at prale af deres statistikker, når det kommer til de tyske fangelejre. De har altså ikke skønnet, at de var 'hensigtsmæssige' for det efterfølgende narrativ, der gik i gang allerede før, krigen var slut. Det er sejrherrernes historieskrivning, hvor tysk dæmonisering, jødisk offerrolle-teater og britisk selvforherligelse var beregnet gå op i den højere enhed. Det er det, vi i dag kender som Den Gode Krig mod De Onde for at frelse De Hjælpeløse. Det er en genfortælling af briternes yndlingsmyte om Sct. Georg, der heroisk redder prinsessen fra den fæle drage.
Se Terry Boardman:
Gåden om Kaspar Hauser og
Vesten versus Kina I
Vesten versus Kina II

Normal hygiejnepraksis
I midten af 1942 ramte en tyfus-epidemi Auschwitz-lejren. Det kostede 30% af den mandlige befolkning livet i løbet af en måned. Det betød at de tyske myndigheder ankom og iværksatte særlige foranstaltninger. Bla blev der indrettet aflusningskamre. Disse er senere blevet udlagt som udryddelseskamre. Der blev også indrettet krematorieovne for slippe af med de særdeles smittefarlige lig af dem, der omkom af tyfus. Man kunne ikke begrave døde i området omkring Auschwitz, der var gennemstrømmet af floder. Det ville have forurenet hele oplandet og skabt en omfattende spredning af epidemien. Alle kroppe måtte derfor kremeres.

I aflusningskamrene skulle man smide tøjet, barberes og dernæst i bad. Hvis man blot havde ønsket at gasse folk til aflivning, havde disse foranstaltninger ingen mening. Alt tøjet skulle afluses, og her kommer cyanidgassen ind i billedet. I årtier havde netop cyanid været standard-procedure til aflivning - ikke af mennesker, for det er en alt for risikofyldt og facilitetskrævende måde at masseaflive mennesker på - men af skadedyr. Et faktum, der ganske overses i narrativet om Holocaust. Det var altså helt almindelig kendt, hvad denne gas var udviklet til. Et år senere havde de særlige foranstaltninger givet bonus i lejren, og dødeligheden var reduceret med faktor 10 til 3%.

Hvordan aflusede man tøj? Man hang tøjet op på stativer og kørte dem ind i gaskammeret i Birkenau, der var ca 10 m3 stort. Dette skulle være absolut isoleret og uden vinduer. Døren skulle være en solid metaldør, der sluttede fuldstændig tæt. Gasningen tog omkring to timer og alle skadedyr var herefter døde. Derefter kørte man stativerne ud til tørring, hvor vinden blæste igennem tøjet og fjernede alle rester af cyanidgas. Det var en ret sikker procedure, man behøvede ikke engang at bruge gasmaske, og tøjet var smittefrit bagefter.
En turist på afveje

I det britiske efterretningsvæsens rapport om Auschwitz fra september 1942 berettedes om, hvordan lejren blev sat i karantæne. Men ved Nürnbergprocessen i 1946 havde verden pludselig glemt alt om dette i en tilstand af kollektiv amnesi. På det tidspunkt havde DDT overtaget markedet som det nye middel til aflusning af tøj. Ikke et ord i processen om den normale procedure med cyanid. Hvis man i dag hævder, at den normale, velkendte procedure virkede under de normale, velkendte omstændigheder i Auschwitz, så er man i dag - og i særdeleshed i Tyskland - en Holocaust-benægter. Bizart, men ikke desto mindre dagens orden! Det er lykkedes for en særlig magtfuld gruppe af professionelle virkeligheds-benægtere, fakta-benægtere, data-benægtere og ideologiske historie-benægtere at sætte en grotesk dagsorden, hvor naturlig og relevant menneskelig spørgelyst med et statsapparat i ryggen kan obstruere al udfordring af deres massive benægtelse ved at kalde udfordrerne for det samme, som de selv er: altså benægtere. Der findes et ord for det: INVERSION. Everything Is Upside Down.

Hvordan skulle et stort gaskammer være indrettet, beregnet på at aflive 10.000'er af mennesker om dagen, som mytologien fortæller os? Og tænk desuden på logistikken - 1000 aflivninger på 10 minutter, ingen har nogensinde gjort rede for en så forrygende logistik med alt inklusive!

For det første har et sådant kammer aldrig eksisteret i verden. Det er teknisk set nært umuligt. Derudover ville det være både irrationelt, ineffektivt og overbesværligt. Det påståede gaskammer i Auschwitz havde vinduer i taget, utætte døre, afløb i gulvet. Alt sammen ville have være katastrofalt, det ville have forgiftet hele lejren - inklusive de påståede bødler.

Gulag

Vi har oplysningerne fra udelukkende én primær kilde: de 'pålidelige' bolsjevikker, der henrettede 20.000 polske reserveofficerer i Katyn-skoven ved Smolensk og smurte det af på tyskerne, de samme bolsjevikker, der på den jødiske kommissær (Stalins propagandaminister), Ilya Ehrenburgs opfordring massevoldtog 2 millioner tyske kvinder alene i Østpreussen i 1944-45, de jødiske kommissærer og bolsjevikker, der havde kuppet den russiske revolution og gjort den til deres ved at massemyrde 10 millioner russere, de jødiske bolsjevikker, der i 1919, Valpurgisnacht, ankom til München og gik rundt i gaderne og myrdede folk i den 'hellige sovjet-kommunes navn' (inden de blev smidt på porten af tyske frikorps), bolsjevikkerne, der havde udryddelseslejre i Gulag, hvor der omkom 50 millioner mennesker! - her var man i mellemtiden holdt op med at kalde dem 'jødiske' bolsjevikker, da det var officiel verdslig statsreligion under Stalin frem til murens fald. Altså igen: bolsjevikkerne der løj, svindlede, myrdede og undertrykte, blev altså regnet for fuldt ud pålidelige ved Nürnberg-processen, fordi det passede de allierede. Som tak for veludført arbejde blev de tildelt status som monopol-forsynere af oplysningerne om de tyske arbejdslejre og det, som vi i dag kender som Holocaust! Er der nogen, der kan se antydningen af et problem her?


David Cole interviewer en
intetanende guide i Auschwitz
Den jødiske historiker David Cole (Stein) lavede i 1991 en nu klassisk dokumentarvideo om Auschwitz, hvor mange af disse anomalier blev konfronteret. Med jødisk snedighed, der matcher den snedighed, hvormed Holocaust-historien er blevet markedsført, lykkes det David Cole at få historien ud ved at spille nysgerrig og naiv overfor ledelsen i Auschwitz-museet og dets ansatte. Her bliver kuratoren, historikeren og lederen af museet, Franciszek Piper, lokket til at indrømme, at antallet af døde er stærkt overdrevet, og at gaskammeret er en rekonstruktion, et stykke teater skabt for de efterhånden 30 millioner mennesker, der siden har passeret igennem turistfælden. Piper er ankommet til et dødstal på 1.1 million jøder i løbet af krigen, mens Røde Kors altså er nede på 271.000. Vi kommer længere og længere væk fra de påståede obligatoriske 6 millioner, et tal der er blevet brugt løbende siden 1919 og har flyttet sig rundt i landskabet til, hvor der var brug for det. 

Kuratoren Piper interviewes af David Cole

Turister bliver aldrig guided forbi det rigtige gaskammer i Birkenau, ej heller swimmingpoolen, teatret i Auschwitz. Ej heller fodboldbanen, der ligger lige foran 'gaskammeret' (altså den badefacilitet, hvor folk blev skyllet rene for lus efter glatbarbering). Kammeret havde haft flere formål i løbet af krigen, både beskyttelsesrum og vaskerum. Der er senere lavet huller i taget, så man kunne hævde, at Zyklon-gassen blev hældt ned her, hvilket gør det til den eneste bygning i Tyskland og resten af verden med den slags huller i taget.

Hvis ikke Auschwitz var den udryddelseslejr, som senere er hævdet, hvad var den så? Den var nøjagtig, hvad der stod på porten med den lakoniske indskrift, der i øvrigt dengang blev taget helt alvorlig: 'Arbeit macht frei'. Det var en arbejdslejr til den enorme produktion, der vedligeholdt det tyske krigsapparat. Der var den kemiske fabrik i Birkenau, hvor man fik olie ud af koks med katalyse. Der var en fabrik, hvor man lavede syntetisk gummi til erstatning for rågummi fra den malaysiske jungle. Der var våbenfabrikker. Hver morgen ankom de indsatte for at arbejde her. 
Porten til Auschwitz II, Birkenau
 
Ingen feriekoloni
Hvis man sammenligner forholdende for de indsatte med de tilsvarende i de egne af verden, som vi først langt senere hørte om: Gulag Øhavet, hvor 50 millioner i stalintiden arbejdede sig selv til døde i den Sibiriske kulde (hvilket var meningen) - og vi er nødt til at kalde dem tvangsarbejdere og slavearbejdere - så var der nærmest tale om luksuspension. Forstå det ret: i sammenligning! Man burde nok snarere sammenligne de forhold, som en gennemsnitlig fabriksarbejder i Southhampton, Liverpool eller Sheffield og hans familie måtte leve under. Der var ikke mure med pigtråd rundt om de britiske arbejderbyer, men der var lige så lidt mulighed for at stikke af. Det neofeudale industri- og lønslavesamfund, som briterne havde skabt fra midten af 1800-tallet, lod ikke meget tilbage at ønske i forhold til de tyske arbejdslejre. Men ingen har siden kaldt kulminerne i Midt-England for 'udryddelseslejre', selvom der omkom 1000-vis af voksne og børn - husk at der blev sendt børneslaver ned for at kravle i kulmineskakterne i allerede 1850.
Børn tager ikke skade af en smule arbejde. Så kan de lære det.

Derimod har de distingverede historikere i Oxford og Cambridge udeladt en af de største, og britiske udryddelseslejre af verdenshistorien: Irland. Vi taler om den militære jernring, der blev lagt om Irland 1845-49, hvor der - konservativt vurderet - omkom seks millioner irlændere af sult (hvor er det, vi har hørt det tal før?). Det er en historisk løgn af dimensioner, at det skyldtes kartoffelpesten, the Great Famine. Er det ikke underligt, at briterne altid kalder deres mest vellykkede destruktionsprojekter for Great? WWI kalder de for the Great War, den herlige krig! Kartoffelpest var no big deal, det havde man prøvet før. Irlænderne blev derimod bestjålet for deres agrikulturelle rigdomme med et geværløb for hovedet. 60-70 skibe udskibgedee hver dag varer, som man ikke havde betalt en penny for. Der var i perioden involveret 200.000 britiske soldater. Resultatet var, at de, der ikke nåede at flygte ud af landet - hvilket var meget svært pga den militære belejring - omkom af sult. Irland er i dag oversået med massegrave. De ligger med typisk to kilometers mellemrum. Irlænderne, især de ældre, ved det udmærket, men det er forbudt at tale om det, og hvis de gør, kan de forvente repressalier.

Vi kunne tale om Indien, Tasmanien og Boerkrigen. Men vi vil nøjes med at konstatere det besynderlige i, at netop det Imperium, der i flere hundrede år excellerede i folkemord, havde så travlt med at bemale deres fjende med konceptet efter WW2. Besynderligt, men psykologisk set desværre ikke atypisk. Vi bør også nævne, at ordet Holocaust faktisk blev anvendt om den irske hungersnød allerede i 1800-tallet!

Både de britiske industrialister og de tyske administratorer af arbejdslejrene var klar over, at de var nødt til at forsyne arbejderne med et vist mål af rekreationsmuligheder. Derfor de ovennævnte faciliteter, der fandtes både i britiske arbejderkvarterer og tyske arbejdslejre - med lejren som krigsfænomen. I Auschwitz var der orkestre, der spillede i weekenden. Der var et hospital, hvis man blev syg. Epidemien i 1942 var en undtagelsestilstand. Og i 1944, hvor de allierede intensiverede deres civil-bombardementer og ødelagde al infrastruktur, så det ikke godt ud, da man ikke kunne få forsyninger frem. Der var et bageri. Der var oven i købet et bordel. Der var et pengesystem, hvor de indsatte fik løn, så de kunne købe cigaretter og andet rekreativt. Man kunne modtage besøg fra familie. Der var postkontor, hvor de indsatte kunne sende og modtage breve.
All work and no fun?

Don't get it wrong. En tysk arbejdslejr i 40'erne var ingen feriekoloni. Der var tale om hårdt tvangsarbejde, og folk var der bestemt ikke af fri vilje. Men det billede, vi har fået beskrevet af helvede på jord, er aldrig blevet sat i perspektiv. Vi ved udmærket, at folk der prøvede at stikke af, ville blive skudt, hvilket det allierede propaganda-apparat aldrig har forsøgt at skjule, tværtimod. Skudt blev man også efterfølgende i det kommunistiske regime, der overtog de områder af Tyskland og Polen, hvor de fleste af arbejdslejrene havde ligget. Muren om lejren blev til muren gennem Berlin og det jerntæppe, der skar Europa over, og hvis man krydsede den, blev man skudt.

Hvad de allierede i de allieredes udpensling af de tyske rædsler i eftertiden formåede at dække over, var imidlertid deres egne krigsforbrydelser og udryddelseslejre. Eisenhowers udryddelseslejre i Rhinlandet, hvor 1.5 millioner tyske krigsfanger bevidst blev aflivet på trods af alle underskrevne konventioner, er aldrig blevet beskrevet i den officielle og blåstemplede historieskrivning. De blev tvungne til at bo uden telte, uden mad, uden medicin i blot 30 dage, hvorved disse i forvejen stærkt svækkede mennesker selvfølgelig kreperede.

Man kan filosofere lidt over, at det netop var denne uhellige alliance mellem englændere, franskmænd, amerikanere og bolsjevikker, hvis bagland er bjerge af krigsforbrydelser, folkemord, udryddelseslejre, brug af masseødelæggelsesvåben - og ikke at forglemme: ansvaret for at de store krigsscenarier overhovedet blev skabt! - at det netop er dem, der havde brug for at smøre deres forbrydelser af. Afsmøringsfeltet var primært tyskerne, dernæst var det post-WW2 russerne. Altså de to kejserdømmer, som de britiske industrialister, The Empire of Envy, i slutningen af 1800-tallet beskrev som deres hovedfjender, var i midten af 1900-tallet begge nedbrudt, og nedbrydelsen var allerede beskrevet i 1800-tallet. Den tyske rigskansler, Bismarck, beskrev 1. Verdenskrig 20 år forinden. Den russiske forfatter, Leo Tolstoy, forudsagde 1. Verdenskrig 20 år forinden. Begge havde set, hvad de britiske industrialister havde i støbeskeen.

Helvede ankommer
Helvede på jord opstod i det sidste krigsår. Her døde de fleste, og de døde af sult og udmattelse. Bunkerne af udsultede lig fortæller historien. Men den fortæller netop historien om sult kombineret med tyfus, for hvis de var blevet gassede, ville de være døde, før de blev udhungrede. En mindre detalje, måske ... Men på grund af de allieredes tæppebombardementer, blev det til sidst umuligt at få forsyninger frem til lejrene. Når man bliver udhungret, går immunforsvaret ned, og sygdomme får frit spil.
Dresden - made in Great Britain,
the maker of Great Wars, Great Famines and Great Destructions.

Man kunne hævde, at de allierede derfor bærer hovedansvaret for det, som de har tilladt sig at kalde for Holocaust. Det var ikke den tyske hær, men Tyskland, tyskerne, tysk kultur og tysk infrastruktur, der var hovedmålet for angrebet. Det var en genindspilning af horrorfilmen om Irland, Indien, Tasmanien, Sydafrika og slagterierne i skyttegravene under 1. Verdenskrig, den krig som briterne kunstigt og helt unødvendigt forlængede i to år. Formålet med dette egentlige Holocaust var åbenbart ikke blot underkuelse og ussel mammon, men massemordet an sich! Det var eugenik i stor skala udført af netop de, der havde udruget begrebet, for det er en udbredt misforståelse, at eugenik, misvisende kaldt for racehygiejne, var en nazistisk opfindelse. Briterne opfandt det, og det var the Rockefeller Foundation, der sponsorerede Keiser Wilhelm Institut i Berlin, hvor man forskede i den slags.

Hunger og tyfus

Hvorvidt bunkerne af lig efter hunger og tyfus allerede under krigen var udset til at blive led i en postkrigs-propaganda-mytologi, kan vi kun gætte om. Med et vist kendskab til det krigsførende oligarkis langtidsplanlægning, er mit gæt et JA. Dette er indrømmet en teori - kend den, når du omsider ser én!

Ikke alle lejre var arbejdslejre. Nogle var transitlejre: Sobibor, Treblinka. De befandt sig nær den polske og russiske grænse. Det var herfra, man deporterede folk østpå. Heriblandt jøder, som på det tidspunkt af en række årsager (herom senere) var uønskede i Tyskland. Den oprindelige ide om deportation involverede ikke udryddelse. Madagaskar var det foretrukne sted på et tidspunkt, hvilket nærmest ville have været paradis på jord for jøderne og så langt væk som muligt for tyskerne. Det var fase 1 i planen, den Endelige Løsning, men blev ikke til noget. I anden omgang blev det til Israel, og derfor indgik nazister og zionister Haavara-overførselsaftalen til Palæstina. Derom også senere, men faktisk kunne man hævde, at det var nazisterne, der var medskabere af det, vi i dag kender som det palæstinensiske problem. At det dog ikke var forudset og intentionelt ved vi fra de tætte forbindelser, de havde til de arabiske lande, hvoraf mange var sympatiske overfor den nation, der turde stille op imod de forhadte britiske imperialister. Min fjendes fjende er min ven. Men igen: der er en skjult og svært gennemskuelig tråd, der er trukket fra det påståede Holocaust i Auschwitz til det virkelige Holocaust i Gaza 70 år senere.

Der findes ingen evidens for at folk blev aflivet i transitlejrene. Der findes historier, selvfølgelig, og der er smurt tykt på. Men de kan ikke understøttes af konkrete beviser. Men hvorfor disse historier på trods af virkeligheden?

Myten med de mange formål
Holocaust-myten havde mange formål og dækker over mange forhold, der har dannet bevidstheden for folk i efterkrigstiden. Historien om de britiske tæppebombninger for eksempel. Der blev udelukkende bombet civile mål om natten. I krigens sidste år var det ikke kun en massakre i Dresden, der var massakrer i samtlige tysker byer over 25.000 indbyggere, hvilket nærmest gør Dresden, som man havde svært ved at bortforklare, til et 'limited hangout', et midlertidigt udstillingsvindue, så man ikke så og lærte om uhyrligheden i sit fulde omfang.
The eyes of a liar

Myten med de mange formål dækker over de afsindige grusomheder, som bolsjevikkerne begik fra revolutionens start og gennem hele stalintiden. Myten dækker over både Stalin, Churchill og Roosevelt. Alle tre skikkelser er særdeles dystre personligheder, men den berømmelse, som især Churchill vandt med krigen er fuldstændig ude af proportion med de uhyrligheder, han begik. Han var gennem-alkoholiseret og kunne ikke formulere et sammenhængende ord efter klokken 16, hvor han var stang-stiv. Han var massemorder og involveret allerede i 1. Verdenskrig i sænkningen af Lusitania, hvor 1198, størstedelen britiske passagerer blev ofret som et teaterstunt - hvorefter zionisterne som lovet sørgede for, at USA kom ind i krigen (Chaim Wetzmann, lederen af de zionistiske verdenssamfund, indrømmede det direkte i et brev til Churchill). Han var korrupt og lod sig klækkeligt bestikke af lobbyist-gruppen 'Focus' (ca 30 industrialister, socialister, bankfolk, hovedsagelig jøder - udeladt af historieskrivningen!) og af pressionsgrupper i Tjekkoslovakiet for at starte krigen. Han var krigsliderlig og afslog 30 forslag fra tyskerne om fred efter Dunkerque, hvor 350.000 omringede og slagne britiske soldater nådigt blev sparet for en massakre og sendt hjem med halen mellem benene. Han var en kujon, der stak af, da han fik efterretning om at Coventry ville blive bombet, og da han dernæst fik efterretning om, at det ville ske udenfor London, tog han tilbage og hyklede overfor sin stab, at han ville være sammen med dem i nødens stund. Vi har fra hans egen mund og hånd, at krigen ikke var ment som en krig mod nazisterne, men som en ødelæggelseskrig mod Tyskland og tyskerne, en gentagelse af 1. Verdenskrig. Så mange som mulig skulle dø. Her bliver han massemorder igen. Han var en notorisk løgner om samtlige ovennævne forhold. Der er intet som helst godt at sige om den mand, som af eftertiden er afmalet som en helt. Og der er intet som helst godt at sige om den 'Gode Krig', som ham om nogen er ansvarlig for.
Sænkningen af Lusitania under Winston Churchills formandsskab af Admiraliteten

Myten med de mange formål dækker over den studehandel, som zionisterne havde indgået allerede før krigen med briterne om at involvere amerikanerne nøjagtig som i 1. Verdenskrig for til gengæld at få Israel. Dette er det forsinkede svar på spørgsmålet: hvorfor alle disse historier? Det betyder også, at da Holocaust-myten er blevet officiel efter Nürnberg, begynder hvad der herefter betegnes som Holocaust-overlevende at fortælle historier. De fik penge mod at fortælle en historie. Når folk hørte, at nogen havde fået erstatning ved at fortælle en bestemt historie, fortalte de den samme. Jøder får udbetalt livstidserstatning fra Tyskland. I dag har Tyskland betalt over 100 milliarder Deutschmark til især staten Israel, og det er meningen at de skal blive ved at betale frem til 2099 til deres efterkommeres efterkommere. Tyskland er en gigantisk malkeko for de forkælede israelere, der er i gang med deres eget Holocaust mod palæstinenserne og bruger alle deres penge på at bestikke amerikanere til at indlede krige mod deres naboer i Mellemøsten. Tyskerne betaler simpelthen mafia-beskyttelsespenge, for hvis de pludselig holdt op, ville de opleve en bølge af terror med israelsk fingeraftryk. Eller finansterror, som Rusland oplever lige nu. Det er for nyligt kommet helt frem via en rapport i FN-regi, at den israelske hær i et helt år har koordineret deres aktioner med ISIS. Den nation, der fra starten af opstod vha terrorisme og etnisk udrensning mod den lokale befolkning, samarbejder altså beviselig tæt med terrorister. Den terror, vi nu oplever målrettet færdigstrikket til europæiske storbyer, bærer netop alle et israelsk fingeraftryk og er gjort over den samme skabelon. De tjener som afledningsmanøvre fra folkemordet i Gaza og for at skræmme jøder til at gøre Aliya, udvandre til Israel. 
BBC's droneoptagelser i Gaza efter de israelske bombardementer

Når man får gennemført en livslang skadeserstatning erstatning betalt af et forsikringsselskab, skriver man samtidig under på, at selskabet har ret til løbende at afkræve dokumentation for, at man stadig befinder sig i den tilstand, der udløste erstatningen. Dette princip synes at være sat ud af spil med de livslange erstatninger for Holocaust-overlevende. Der er nogle, der undret sig over, så enormt mange overlevende, der har meldt sig på banen og 'fortalt deres historie'. Over en million. Der er nogle tal, der ikke længere passer her, og det enorme tal begynder at ligne et dementi af myten med de mange formål.

Myten med de mange formål dækker over den ovennævnte Haavara-aftale, hvor jøder uhindret fik lov til at rejse ud af Tyskland med hele deres gods og formue og lande i Tel Aviv, hvor de fik udbetalt penge og hentede deres bagage. Den historie er - lige som alle andre historier, der var belastende for det store narrativ om den Gode Krig - skrevet ud af historiebøgerne. Det ser ikke godt ud på papiret, at nazisterne hjalp jøderne, når det nu hed sig, at de gassede dem.
Et jødisk emigrantskib under Haavara-aftalen

Myten med de mange formål dækker over, at jøder som nævnt blev sendt mod øst, hvor mange rent faktisk slap for at brænde op i byerne sammen med tyskerne, når briterne begik deres folkemord fra luften. For det er ikke en myte, at Tyskland ønskede at slippe af med så mange jøder som muligt. Hvad der derimod er skrevet ud af historiebøgerne, er hvorfor

Redaktørerne af blåstemplet britisk historieskrivning i Oxford og Cambridge har ganske forsømt at beskrive, hvad jøderne gjorde ved tyskerne.

Myten om det iboende tyske jødehad
Otto von Bismarck
Det er hævdet, at tyskere hader jøder, med et nonsense-ord kaldet 'anti-semitisk'. Semit er en person, der taler et semitisk sprog, og da arabisk er et semitisk sprog, der bliver talt af 1.6 milliarder muslimer i verden. Jøder hader dem over én kam, hvorved de selv kvalificerer sig betegnelsen anti-semitter. Der var intet jødehad i det Tyske Kejserrige. Jøder blev behandlet overordentlig godt på foranledning af rigskansler Bismarck. De var 'emanciperede', de kunne deltage i alle samfundsforhold. Hvad de brugte deres frigørelse til var i slående grad utaknemligt mod det Tyskland, der havde givet dem rige muligheder. I løbet af 1800-tallet havde de okkuperet det tyske bankvæsen, og en serie bevidst iscenesatte bankkrak frarøvede millioner af tyske sparere deres formue. Ligeledes okkuperede de tyske trykte medier, teaterverdenen, senere filmindustrien. Jøder var overrepræsenteret i et så vigtigt område som det tyske retsvæsen. Bismarck blev som tak for venligheden udsat for to mordforsøg, begge af jødiske kommunister.

Frem mod 1. Verdenskrig ser vi den britiske, jødiske premierminister Disraeli sammen med frimurerkongen, Edward d. VII, iscenesætte 1. Verdenskrig, den krig som både Bismarck og Tolstoy så ankomme 20 år forinden. Krigen var ønsket og dybt planlag af præcis de samme årsager, som senere 2. Verdenskrig: ødelæggelsen af de britiske hovedfjender, Det Tyske og det Russiske Kejserdømme. Men hovedet på sømmet blev slået i, da Tyskland stort set vandt krigen og satte sine modstandere skak. Da arrangerede de jødiske kommunister generalstrejker, så forsyningsapparatet fejlede. Herved tabte Tyskland krigen og hele elendigheden om det 20. århundrede var cementeret.

Dette forhold, der er ganske faktuelt, er blevet kaldt for en legende (dolkestødet). I mytemagerkunsten, som i en foregående blogpost er identificeret som identisk med ideologien satanisme, eller sort luciferianisme [se denne], er alting vendt på hovedet. Myten er blevet til sandhed og virkeligheden er blevet til en legende.

Det lykkedes ikke at indkassere krigsgælden i 1. Verdenskrig.
Så måtte der arrangeres endnu en verdenskrig.

Da tyskerne så, hvordan nationen kollapsede og blev lagt i slavelænker i den perfide Versailles-traktat, hvor man med en kugle for panden blev tvunget til at underskrive en traktat (ifølge normal retspraksis er traktater indgået under tvang ugyldige), gik der en prås op for dem. Tyskerne så, hvordan jøderne var kraftigt involveret i det ulidelige helvede, der fulgte efter krigen med fattigdom, ubetalelig krigsgæld, arbejdsløshed og arrogant fransk militærstatsførelse i Ruhrdistriktet. Og al skyld for den krig, der var arrangeret af briterne. Den jødiske baron Rothschild (udtales råt-sjilt, og ikke ruoth-tjaild, lær det så, briter!) sad med ved bordet efter forinden at have bagt rævekagen, Balfour-deklarationen, der førte til oprettelsen af Israel.

Da tyskerne så, hvordan de jødiske bolsjevikker ankom til München, skød folk ned på gaden og erklærede, at nu ankom den 'befriede sovjet', begyndte de at forstå, hvem deres fjende var. Tyskland oplevede ikke desto mindre en reel emancipering ved nationalsocialisternes magtovertagelse, hvor det misbrugerisk centralbankvæsen for en stund blev tilsidesat. Velstanden var mærkbar. Den forbryderiske Versaillestraktat blev erklæret lige så ugyldig, som den var. Industrien blomstrede, og der var optur. Nabolande var misundelige på tyskerne og begyndte at studere, hvad der skulle til for at skaffe en sådan fremgang. Dette blev set på med største bekymring fra det jødisk-zionistiske verdensnetværk. Da Tyskland i 1933 modtog en finansiel krigserklæring fra 'Judæa', den zionistiske Übernation, netværket af internationale centralbankfyrster, finanshajer og industrimoguler, var tyskerne ikke længere i tvivl om, at en bestemt og magtfuld gruppe af jøder ikke ønskede noget som helst godt for landet.

I myten med de mange formål, fortællingen og ny-religionen Holocaust, er hele dette opspil til 2. Verdenskrig fuldstændig udeladt.

Angsten for afsløring
Frygten for at kendskabet til de faktuelle forhold om, hvad der foregik og ikke foregik i de tyske arbejds- og krigsfangelejre, skal underminere myten med de mange formål er derfor enorm. Med faldet af en sådan myte, vil hele fundamentet for efterkrigstiden falde sammen. Folk vil blive chokerede over at forstå, hvor omfattende løgnen har været. Vreden vil blive enorm og autoritetstroen vil forsvinde på relativ kort tid. Relativt i forhold til enormiteten og forgreningen den mega-løgn, der er indvævet i al magtstruktur i den vestlige verden i dette øjeblik. Terrorisme som vi ser den udøvet af stater by-proxy af lejesvende ville være utænkelig uden den store løgn fra det 20 århundrede. Det samme med finans-kollaps, masseødelæggelsesvåben, Mellemøst-krige, Ukraine-krisen - blot et par punkter fra den uendelige liste. Glemte jeg at nævne: tonsvis af elendigt fjernsyn og værdiløs, forløjet journalistik.

Denne angst for afsløring af myten med de mange formål forklarer, hvorfor der bliver slået så perfidt ned på folk, der især i Tyskland, undrer sig over de uoverensstemmelser og fortielser, der omgærer myten. Det er blevet så grotesk, at advokater, der tillader sig at udføre deres arbejde og forsvarer en anklaget, selv bliver anklaget og fængslet. Burde en sådan skingerhed ikke få en del mennesker til at fornemme, at 'tampen brænder', og at der klart er et ømtåleligt punkt her, at man har ramt plet uden måske helt at vide det? Igen: Sandheden er aldrig bange for at blive undersøgt. Hvorfor er denne 'sandhed' så hunderæd for at blive undersøgt? Er den monstro ikke en sandhed?

Skingerheden i sig selv er dyb mistænkelig adfærd. Hvis løgnen/myten blev afsløret, ville blot en af konsekvenserne blive, at Israel mistede en af sine hovedindtægter. De ville også miste enhver sympati og støtte fra amerikanerne, for deres befolkning ville tvinge de politikere, der har modtaget milliarder i støtte fra zionistiske lobbyorganisationer mod at føre israelsk udenrigspolitik, fra posten. Den zionistisk-amerikanske ide om 'venner af Israel' kan kun opretholdes med Holocaust som bagtæppe. Amerikanerne ville få øje på, hvordan den amerikanske og globale finansindustri er domineret af jøder, og at samtlige amerikanske mainstream-medier er blevet opkøbet af jøder. De ville se, hvad krypto-jøderne, Rockefellerne, har gjort ved det amerikanske samfund. De ville for alvor få øje på de zionistiske neocons, der konstant skriger på krig, krig og atter krig.

De ville måske endog give fingeren til det jødisk-drevne Hollywood-maskineri, hvem ved. Men én ting er sikkert: Verden ville se meget anderledes ud, efter rengøringen af det mytologiske gaskammer.  

Ved et vendepunkt?
Dette er muligvis ved at ske. Mange mennesker er meget, meget trætte af israelernes opførsel i Gaza. Folk begynder at udtale sig, og frygten for at udtale sig bliver lagt til side. Holocaust-myten, som er designet til at vi ALLE skal føle os skyldige, er i sig selv en form for terrorisme.

Tyskerne er i dag så terroriserede, at det er blevet masochistiske selvfornægtere. Men en del tyskere er begyndt at sige fra. Jøder har i højeste grad været terroriseret af andre jøder. De har internaliseret myten i så høj grad, at de tror på den. De opdrager deres egne børn til at tro, at alle vil dem noget ondt og at en ond nazist venter bag hvert gadehjørne. De 'store jøder', zionisterne, har ofret 'de små jøder', og de er villige til at gøre det når som helst igen. De sefardiske jøder er blevet udsat for stor diskriminering og foragt fra de azkenaziske jøder. De sorte, ethiopiske jøder er udsat for grov racisme og smidt ud af Israel, så de ikke kunne 'forurene israelske gener'! Nu arrangerer 'nogen' så, at der bliver skudt på jøder af arabiske 'patsies' i europæiske storbyer, lejesvende der ikke selv ved, hvorfor de gør, som de gør. Og straks efter ser man psykopaten, Benjamin Netanyahu, springe til og overtage scenen 'og der kan I bare se, og de er alle ude efter os, og derfor må vi have fuld ret til at forsvare os' - 'forsvare os' betyder retten til at begå folkemord i Gaza.


En iraner, der sagde sin mening
 
Et af de eneste lande, der har turdet at stille spørgsmålstegn ved Holocaust-mytologien, er et land, hvor der bor temmelig mange jøder: Iran. Der er et historisk bånd mellem Palæstina og Iran, det går 3.000 år tilbage til det babyloniske eksil. De jødiske modstandsgrupper i den messianske bevægelse var tæt linket op til Persien. Der har boet op til 150.000 jøder i Iran, men en del har emigreret til Israel. For tiden er retorikken dæmpet en anelse ned, men under tidligere præsident Ahmadinejad blev det, som man udmærket ved i Iran, sagt direkte: at Holocaust var et svindelnummer. Og det har heller ikke skortet på trusler fra israelsk og amerikansk side om at sønderbombe Iran. Hvis det stod til Netanyahu og de zionistiske neocons med dobbelt statsborgerskab i USA, var det sket for længst, og WW3 ville have været en varm realitet. Lige nu kører verdenskrigen i stedet som finanskrig, cyberkrig, miljøkrig, handelskrig og vejrkrig - sammen med en række lokale militære operationer provokeret af USA og NATO.

Den britiske historiker, Nicholas Kollerstrom, som denne blogpost henter en del af sit materiale fra, mener, at flodbølgen af bedrag allerede er vendt, og at den ikke er til at stoppe. En løgn har kun en vis holdbarhed før den ikke kan opretholde sig selv, og tidspunktet for sidste holdbarhedsdato er overskredet.

Zion - nozi/nazi azkhe-nazi, naza-rean, NATO. Alle disse ord synes at være morfet ud af den samme kerne. ISIS ligner Israel. Hvad israelske jøder ikke gør sig klart er, i hvor høj grad den oprindelige national-socialisme og zionismen som ideologier ligner hinanden. De to er historisk forbundne. Heller ikke mange er klar over, hvor mange jøder, der deltog i den tyske hær, hvoraf en række med høj rang. Hitlers personlige livvagt var jøde, og han forsvarede ham som 'ægte arisk', da nogen antydede, at hans blod ikke var helt rent.



Flere velformulerede og intellektuelle jøder har taget bladet fra munden og smidt det kollektivistiske åg af selvcensur. Gilad Atzmon er meget eksplicit med, at Holocaust er et svindelnummer. Hvad kan det ikke udvikle sig til? Folk, der gjort sig selv den tjeneste og umage at sætte sig ind i forholdene omkring 9/11, er allerede klar over, hvor tydelig det jødiske fingeraftryk er. Vi så jøder stå og danse på gaden, da tårnene faldt. Mange af de jødiske ansatte blev tilfældigvis væk fra arbejde den dag. Jødiske børsmæglere begik insiderhandel baseret på forvarsler. Den jødiske finansmand, Larry Silverstein, der ejede bygningerne, transformerede eventen til en gigantisk forsikrings-svindelsag. Og der bliver mere end antydet, at det var Mossad, der udførte aktionen. Man ved med sikkerhed, at Israels gode venner, Saudiarabien, finansierede det, og uanset om han overhovedet han andet at gøre med det end som skuespiller, var Osama bin Laden ud af en af de rigeste saudiske familier, der var i færd med at gøre store oliehandler med Bush-mafiaklanen. The House of Saud er i øvrigt en gammel jødisk familie indsat af briterne for over 100 år siden for at underkue stammerne i området.



Hvorvidt Mossad udførte 9/11-aktionen er, må vi indrømme, kun plausible teorier, men foreløbig ikke mere. Til gengæld ved vi, at det var israelske sikkerhedsfirmaer, der stod for 'sikkerheden' ved at fejle på det groveste både under 9/11, 7/7 Underground-bombardementerne i London, Madrid-bombardementet og nedbruddet af Fukushima, hvor alle sikkerhedsprocedurer svigtede. Vi også, at det var Mossad, der sammen med amerikanerne udviklede Stuxnet-virusen, der angreb iranske atomforsøgs-anlæg. Vi ved, at Mossad har 30.000 agenter på verdensplan, og at de har været involveret i et utal af terrorangreb og likvideringer. Vi ved en masse i forholdsvis begrænsede cirkler af folk, der interesserer sig og bekymrer sig for verdens fremtid og seriøst mener, at det er vigtigt at vide det, som er forbudt og svært tilgængelig viden. Men hvad nu, hvis Nich Kollerstrom har ret, at denne viden er begyndet at accellerere og at uvidenheds-strømmen er vendt?

Holocaust-myten er blevet skamridt til at skræmme folk og lokke dem til nye krige. Men der er kun en vis energi i at skræmme, true og forføre med en løgn. Har folk fået nok, og er tiden blevet moden til at smide frygten? Skal vi blive ved med at lytte til, at Guds udvalgte folk anklager andre for at udbrede had, når emnet kommer op. Man kan i dag slippe af sted med at beskylde andre for såkaldte 'had-forbrydelser'. Altså en følelse kan være en forbrydelse! Hele begrebet forbrydelse er dermed udhulet, og der er åbnet for en uhørt grad af manipulation af andre. Hykleriet bliver dobbelt, når de samme folk før og bagefter lovsynger dem selv som ytringsfrihedens forsvarere. 

Det er i sandhed sære psykopatier, der udleves i disse år. Men denne trend af skingerhed og absurd falsk logik eskalerer, mærkes der en anden trend i modsat retning. Og skingerhed er ikke just tegn på selvsikkerhed, men en svaghedstegn og tegn på, at løgnens ophavsmænd har nået er punkt, hvor desperationen er sat ind. Hold øje med, hvad der så sker. Det er her, de kommer til at røbe sig selv. De har alt at tabe og intet at vinde.

Kommentarer

Populære indlæg