Den venetianske forbandelse


af morton_h, the blogger

Verden oplever et Cambrailiga-øjeblik lige nu.

Her bliver der et øjebliks stilhed, hvor man hører en spag stemme på næstbageste række spørge 'Det dér Cambrai, hvad er det for noget?'. Med rette.

Lidt verdenshistorie. Kort fortalt var det en liga, en alliance bestående af stort set alle de europæiske stormagter på den tid – og vi taler om starten af 1500-tallet, nærmere betegnet årene mellem 1508-16 – der var blevet så trætte af venetianernes rævekager og evne til at sætte alle op imod hinanden med intrigant diplomati, krigsmageri, skjulte agendaer, finanssvindel you-name-it, they claim it, at de besluttede sig til at ødelægge denne parasit og ballademager én gang for alle.

Det både lykkedes og lykkedes ikke. Det mislykkedes på samme måde, som når man behandler en kræftsvulst ved at skære den bort. Hvis den forinden har metasteret over resten af kroppen, er patienten dødsdømt alligevel.

De stormagter, der slog sig sammen mod venetianerne, var pavestaten med igangsætteren af ligaen, pave Julius II, Louis XII af Frankrig, Maximillian I af det Hellige Romerske Kejserrige (Tyskland), Ferdinand II af Aragon (Spanien), derudover England, Skotland, hertugdømmet Milano-Firenze, hertugdømmet Ferrara + schweiziske lejetropper. En anden grund til den ikke ubetingede succes var intern rivalisering mellem super-egoerne i superligaen – har man hørt om det før?

Hvis der skulle sidde en spillefugl derude, der har spillet 'Assassin's Creed Brotherhood' derude, vil du vide, at scenen er sat lige netop her, i øvrigt med en optakt i 'Assassin's Creed II', hvor en del af handlingen udspiller sig i Venedig. Det er selvfølgelig et computerspil, men der er lagt stor research i scenariet og de historiske personer, der optræder heri. Du vil i så fald også vide, at Borgiaerne, Roms herskere, bestemt ikke var Guds bedste børn, selvom de også på et tidspunkt sad på Guds vikar-trone. Ligesom enhver magtfuld familie – man fristes til at sige 'mafia' – havde gjort både i Romerriget og i Pavestaten.

Ironisk i historien var det Julius (paven) af slægten della Rovere, der på et tidspunkt arresterede Cesare af slægten Borgia – altså, Julius arresterer Cæsar! Lad ikke den højre hånd vide, hvad den venstre gør, som der står skrevet. Italien har altid været et skizofrent magt-sammensurium.

Interessant var også den tætte forbindelse mellem 'templet', altså kulten, kirken, religionen og finansmagten. Her skyder rødderne sig langt tilbage i historien til præantikkens Babylon. Historikere har påpeget det skred, der skete med Romerrigets import og senere frigivelse af alle dets babylonisk-fønikiske slaver. Disse steg op gennem systemet og overtog det langsomt, så der på et tidspunkt ikke længere sad folk fra de oprindelige italienske familier i Riget og senere Kirken, men efterkommere af slaver fra Babylon og det forsvundne Fønikien, Roms på det tidspunkt største fjende, det Karthago, der burde ødelægges iflg. Julius Cæsar. Det forklarer meget af det babyloniske islæt, man finder i katolsk symbolik og arkitektur. Vi har tidligere hæftet os ved det egyptiske islæt i kirken, men temaet har her et større fokus på bankvæsnet, og denne gesjæft har sin oprindelse i Babylon. 


 
Venetianerne – på engelsk Venetians, prøv dernæst at sige Phoenicians (fønikerne) – var altså både Roms infiltratorer/herskere og dets arvefjender. De venetianske familier taler i dag ikke højt om deres familiehemmeligheder, men der er vægtige grunde til at linke dem op med fønikerne. Betragt den typisk fønikiske arkitektur, med de ekstremt slanke og elegante søjler, de høje slanke tårne, byens handelstalenter, dets forkærlighed for alle slags metaller inkl. de ædle, dets søfarerskab, dets snedige diplomati, som fønikerne lærte sig i dets håndtering af den frygtindgydende nabo, krigerstaten Assyrien. Hvis det ikke er fønikisk, så ved jeg ikke...

Hvis man scanner listen af de venetianske doger, er det de samme ganske få familier, der går igen og igen. Det er en mafiøs struktur, en svingdør, hvor snart det ene parti sidder på magten og dernæst det andet. Hvad ligner det? Det ligner det partipolitiske system i det såkaldt 'repræsentative demokrati', vi ser i det Ny Venedig, først i England og senere i USA. Det ligner det to-parti-system, vi kender fra de angelsaksiske politiske systemer, der også kopieres i vores flerparti-blokpolitiske systemer. Det ene parti/partiblok bringes til magten på tro og gyldne løfter, og når folk finder ud af, at politikerne har løjet og bedraget, kommer det andet parti til magten på tro og gyldne løfter og folks naive tillid – og et nyt hold politikere gennemfører minsandten det første partis politik!

Er denne sammenligning ikke for tynd eller for søgt? Overhovedet ikke, der er bare ikke gjort tilstrækkeligt rede for den, endnu. Men er det ikke sært, som City of London ligner 'Serenissima Republica di Venezia' med dets bankvæsen, dets skalkeskjul af et selvstyre (stat i staten), dets enorme koncentration af finans og magt og dets intrigante og dybt kriminelle greb om global politik? Vi kan tilføje dets placering ved vandet. Det fønikiske og senere britiske Imperium er et Maritimt Verdensherredømme.

Sammenlign med det 20.-21. århundredes USA. I den ene partidannelse ser vi den samme familie, den dybt-dybt kriminelle og mafiøse Bush-familie, gå igen og igen. Prescott var amerikansk 'gullaschbaron' og levede højt på det nazistiske finansopsving. Faktisk var han med til opportunistisk at finansiere nazipartiet, fordi de undergravede den tyske stat, mente han og hans venner på Wall Street. Men Hitler vendte dem ryggen og genopbyggede et stærkt Tyskland, hvilket jo ikke var meningen. George H. W. Bush var CIA-chef og involveret i en perlerække af politiske mord inkl. JFK. George W. Bush var involveret i 9/11, svindlen om Irakkrigen, samarbejdet med bin Laden-familien, angrebet på den amerikanske forfatning via Homeland Security Act og The Patriot Act, Guantanamo, med Far-Bush hviskende ham konstant i ørerne, Baby-Bush. Og nu prøver de at køre Jeb Bush i stilling som ny præsident!

På den anden side er der Clinton-familien fra det såkaldt 'modsatte' parti, dybt-dybt kriminelle og mafiøse, intimt involverede i transport af kokain-heroin fra Syd-Mellemamerika via Mena, Arkansas, heftigt indspiste med bankkartellerne. Så, Bill sørgede for at afskaffe Glass-Steagall-akten, hvor vejen blev banet for rovdyr-kapitalismens blodbad på private bankkonti og finanskrisen 2008. Og nu prøver de saftsuseme, efter et intermezzo med den politisk korrekte halvneger Barack Obama og hans 100 km i timen overhaling af alt, hvad George Bush og the Neocon Gang startede, at køre en af verdens mest krigsliderlige kvinder, Hillary Clinton, i stilling som ny præsident! De stakkels fordummede, forvirrede amerikanske vælgere har altså pseudo-valget mellem Fanden selv aka en klon af Al Capone i jakkesæt og Lady Macbeth aka den lesbiske, babyloniske hore og neo-con in disguise.

Bankvæsnet
Tilbage til 1500-tallet. Venedig var et udviklingscentrum for det, vi i dag vil kalde 'dobbelt bogføring'. Venedig udviklede forsikringsbranchen - sig navnet 'Obama-Care', og du har udtalt synonymet for forsikringssvindel. Venedig var ikke kendt for sit kommercielle bankvæsen, men for sit depositum-bankvæsen. Det merkantile bankvæsen fandtes i Firenze, hvilket ikke var meget bedre, for det er dét, vi i dag kender som monopolkapitalisme. De florentinske bankfolk skaffede sig koncessioner hos de europæiske fyrster, så de kunne sætte sig på handlen og dermed udelukke andre konkurrerende firmaer fra denne handel. Som en monopol-kapitalist ville sige i dag: 'Fuck det frie marked!' Frihandel er i dag et nysprogligt udtryk, der betyder 'det kartel-kontrollerede marked'. Disse to typer italiensk bankvæsen har skabt den verden af neo-feudalt gældsslaveri, vi kender i dag.

Det, som de venetianske bankfolk skabte, var altså et system, som forudgreb vor tids. Når man deponerede, behøvede man ikke at veje mønter af mere eller mindre ædelt metal på en vægt, hvor omfanget af mønter afgjorde, hvor stor forsyning af penge, der var i omløb. Venetianerne skabte pengeseddel-systemet – en seddel er bare en lap papir, der siger, at der findes en værdi et eller andet sted ude i baglokalet – og dermed kunne de, uden backup af reelle værdier, styre selve summen af penge. Venedig skabte det, der i dag kendes som centralbankvæsnet, som til enhver tid kunne oversvømme – eller tømme – markedet nationalt eller globalt blot ved at dreje på håndtaget på den maskine, der spyttede pengesedler – kvitteringer for depositi - ud.

No-need-to-say: i dag sker det digitalt, hvilket er abstraktionsgrad i 3. potens fra reel værdi.

Venedig kaldte sig selv for en republik. Res Publica betyder som bekendt 'folkets sag'. Derfor havde de venetianske herskere opstillet de dertil hørende kulisser – vi ville i dag sige storskærme – for deres undersåtter i form af forfatning, love, senat, regeringsagenturer og råd. Det ligner en republik, folkets sag, men det var alt sammen teater. Bag bagtæppet sad en ganske lille gruppe ultrarige familier, og lad os bare bruge k-ordet for at afvende det fra det misbrug, som millioner af uvidende og historisk ignorante tumper har udøvet i de seneste 10 år: en konspiration, et oligarki, et plutokrati, en junta, hvad som helst, vi i øvrigt kalder den slags udenoms-parlamentarisme, tyranni, diktatur, gangster-bankstervælde, kleptokrati, politbureau,... Oplyst enevælde kommer ikke på tale, for 'oplyst' implicerer, at statens leder har en ægte bekymring for sit folk, hvilket de typer, vi taler om her, ikke havde. De havde deres hemmelige politi, der kunne arrestere, uden varsel og lovgrundlag. De havde en bro over Canal Grande (uvenligt oversat: den store endetarm, stanken, scifoen var også dengang ulidelig), Sukkenes Bro, hvor politiske fanger kunne føres direkte ind i dogens palads og tortureres. Something is rotten in the Republic of Venice.

Hvis man studerer staten USA anno 2014, ser man nøjagtig det samme mønster. Den meget hyldede forfatning, som blev skrevet i 1700-tallet, var allerede korrumperet fra starten. I dag er parlamentarisme rent teater, og der spilles en blanding af latterlige farcer og perfide tragedier på teatrets scene. Og hvis du mener, at den slags teater nok er et amerikansk fænomen, bør du studere, hvordan EU-parlamentarismen, Europas Forenede Stater, USE, fungerer. I begge institutioner er fraværet af egentlig moral skræmmende. Der findes masser af hyklet, postuleret moral, dvs. dobbeltmoral og propaganda, men virkelig moral er skyllet ud med bureaukratiet.

I Venedig havde man De 10's Råd, i EU har man EU-Kommissionen, de ikke-folkevalgte. Parlamentet er de folkevalgte, som intet bestemmer og som daglig sidder og knokler sig gennem 20 nye lovforslag, som bureaukratfabrikken har fremstillet. Der findes nu 100.000 EU-love, som få kender, men som hver dag sender sin juridiske smog hen over Europa. Og så er Kommissionen ikke helt billedet på det venetianske råd, for kommissærsystemet har stadig bevaret illusionen om repræsentation.

Ved afslutningen af 1. Verdenskrig oprettede man – det må nærmest betragtes som en skjult hån – De 10's Råd i forbindelse med den perfide Versaillestraktat, der for altid skulle smadre Tyskland, nationen, der havde nægtet at adlyde det Nye Venedig. Traktaten bragte os, som det vil være læsere af denne blog og tænkende og historisk bevidste mennesker bekendt, 2. Verdenskrig og alt miserabelt i de 90 år, der fulgte efter. De to verdenskrige bragte evig, ubetalelig gæld over i første omgang Tyskland – dernæst alle andre. Glem ikke, at også England var bankerot efter krigen. I dag er alle mennesker i Vesten i et eller andet omfang forgældede.

Templet
Hvad er det for noget med evig gæld, hvor kommer det fra? Vi kan jo starte med at kalde det for Mammons Kirke. Den evige gæld til bankvæsnet er intet andet end dogmet om arvesynden. Lad os høre, hvad en af middelalderens indflydelsesrige teologer har at sige om det. Anselm af Canterbury (1033-1109), forklarede det på sin særlige skolastiske måde. Udgangspunktet er ideen om syndefaldet. I hans berømte traktat 'Cur Deus Homo', Hvorfor Gud blev menneske, skriver han i starten:

'Hvis man blot ser bort fra Kristus, som om intet fra begyndelsen var kendt om ham, skal vi bevise blot ved ren fornuft, hvorfor det var nødvendigt for Gud at blive menneske'.

Som kirke-aristoteliker var det ikke usædvanligt med den slags pseudo-logiske konstruktioner. Anselm lægger ved siden af traktaten også navn til det såkaldt 'ontologiske gudsbevis', altså, at Gud må eksistere, fordi han eksisterer i sindet. Hvis Gud kun fandtes i sindet, måtte det være fordi, der fandtes et større væsen både i sindet og i Universet. Men i denne traktat er det værd at bemærke, at han foreløbigt udelader Kristus i sin argumentation. I resten af traktaten beskriver han menneskets fald, for evigt replikeret ved ethvert menneskes synd som en 'evigtvarende handling', altså i princippet en utilgivelig handling, fordi den fornærmer den evige, absolutte Gud. Et ikke-absolut, ikke-evigt væsen kan aldrig tilbagebetale en absolut og evig gæld til et absolut og evigt væsen. Gud er altså nødt til selv at betale gælden-skylden-synden. Denne gæld kan kun betales via døden, og da Gud ikke kan dø, er han nødt til at blive menneske.

For en middelalder-skolastiker var dette logik. I dag forekommer det temmelig forskruet. Og hvad har det i øvrigt med bankvæsen at gøre? Bemærk, at gælden er evig. Der er ingen mulighed for tilgivelse, ingen gælds-sanering, det er blot et spørgsmål om at skabe balance i bogføringen. Linket til centralbankvæsnet, det venetianske koncept, er, at økonomer i dag hylder og praktiserer dette princip om den evige gæld. De har teologiseret økonomisk tænkning. Ligesom Anselm, tager de Kristus ud af billedet, selvfølgelig, men alle har stadigvæk en evig gæld. Debitor er denne gang: bankerne. Bankerne har sat sig selv i Guds sted og hævder deres ret som noget absolut, hvilket i teologisk forståelse er: givet af Gud, de er Guds udvalgte bankfolk og hans stedfortrædere på Jord (så fik vi beskrevet det både med jødisk og katolsk terminologi).

Vi bliver selvfølgelig nødt til at adspørge denne twistede middelalderlogik, der har overlevet som bankvæsen, OM der nogensinde har været en gæld/skyld/synd? Siden der har været brug for at vride hjernen og logikken så kraftigt, er der muligvis ikke tale om logik, overhovedet. Gud kan lige så godt være en projektion af teologens selvforståelse, Gud er skabt i menneskets billede, kunne vi hævde. Skolastikken havde en vis evne til at vende alting på hovedet og få det til at fremstå som sund fornuft. Men i teologiens logik er der et oprindeligt dogma, der skal accepteres, der skal ædes og fordøjes, for at alt andet kan bygges op på det. Noget a priori – på forhånd givet, i begyndelsen var Ordet. Alselm vidste, at hans tid havde brug for både de blinde troende, der under alle omstændigheder overgav sig til deres tro = ikke tænkning, og de tænkende, der havde brug for noget, der talte til og passiviserede deres logik.

Man kunne teste logikken ved at spørge: hvilket hæderligt menneske ville slå sit eget barn ihjel for at fremskaffe tilgivelse? Guds tankesæt bliver her nedskaleret til menneskelige dimensioner, som i det høje, så i det lave. Moraliteten fremstår nu som mildt sagt forbløffende! Denne doktrin fandt i øvrigt kun fodfæste i den vestlige kirke, og fik aldrig lov til at komme indenfor i øst-kirken, den ortodokse. Skismaet mellem vest og øst findes også i teologien og kirkedannelsen. Og når vi ser de globale konflikter rulle ud, som lige nu mellem EU/USA og Rusland i Ukraine, er der noget meget gammelt på spil. Den ortodokse kirke er dybt rodfæstet i det slaviske tankesæt. Bolsjevismen/kommunismen og dens jødisk-jahwistiske tankesæt vandt aldrig folkets sjæl, men underkuede den blot i en årrække.

Eskatologien og dyrkelsen af Johannes Åbenbaring/Apokalypsen er de i øvrigt meget forsigtige med i østkirken, de anser den simpelthen for farlig. Den dyrkes til gengæld uhæmmet i krigsliderlige evangeliske kirkekredse i USA, hvor man også finder kristen-zionisterne.

Offeret er et uundgåeligt produkt af Anselms tanke om evig og total arvesynd/ubetalelig gæld. Læg mærke til, når begrebet dukker op i politiske 'prædikener' henvendt til folket/menigheden. 'Vi må alle yde et offer', ' Vi må lægge os i selen og spænde livremmen inde', 'Vi må udvise ansvarlighed, og ...', 'Vi er alle sammen skyldige i global opvarmning, og derfor …', 'Vi har længe levet over evne, og fordi …', 'Den hvide mand har gjort det-og-det mod resten af verden, og derfor …'. Hestekure, nedskæringer, skyld, skam, gæld, mangel, bail-outs, bail-ins, arbejdsløshed – der er ingen ende på offeret. Sjovt nok er det aldrig bankerne og eliten, der skal yde et offer, for de lever ikke efter de regler, som de pålægger alle andre.

I hedengangne tider fandtes det sacrificielle præsteskab, dyreofrene, menneskeofrene, blodofrene. I Anselms idé om 'soning' er der et guddommeligt-menneskeligt blodoffer. Spørg i øvrigt om, hvorfor vi i nadveren æder Kristi legeme og drikker Kristi blod. Det er måske det gode ved Anselm – eller en godartet læsning af ham - at der kun kan være dette ene offer, så alle andre ikke behøver at ofre sig. Men hvis man taler med de kristne fundamentalister, der dyrker åbenbaringen, står det klart, at de i virkeligheden ser frem til en tilbagevenden til Det Gamle Testamente, hvor dyre– og menneskeofre igen bliver aktuelle. Den jahwistiske gud kræver den slags. Han kræver også slaver, der i Det Gamle Testamente oversættes til Herrens tjenere. Han kræver krig, død og ødelæggelse af hans fjender, de vantro. Han kræver kaos i Mellemøsten. Han kræver massakrer i Gaza, han kræver overfald på Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien, Yemen, Sudan, Somalia, Mali. Yahweh er en gud, der kræver et offer.

Den intime forbindelse mellem finans og religion, kaldet Templet, er et babylonisk begreb. Vi finder den stadig i de to testamenter. På et tidspunkt - du husker måske fra søndagsskolen - fortælles det, at Jesus blev sur på kræmmerne i Templet i Jerusalem og uddrev dem med en svøbe. Denne hændelse blev der ikke set på med milde øjne af jøderne, for det var jo dem, der var kræmmerne og pengevekslerne, der hang ud i den post-babyloniske institution, Templet. Gælden i dette system blev efter en årrække så stor, at de forgældede ikke længere kunne lænses for tilbagebetaling af gæld. Så måtte debitorerne i Templet arrangere et 'jubilæum', en kollektiv gældssanering, så skyldnerne kunne starte på en frisk og tjene ind til ny skyld.

Men i en af de store kulturer i antikken finder man ikke denne intime forbindelse mellem finans og religion: Egypten. Her finder vi heller ikke dette underlige jubilæums-stunt. I den egyptiske kosmologi finder vi derimod det tankesæt, at skabelsen er evig og skyldfri. Der er ingen gæld i den egyptiske kosmologi, for der eksisterer evig overflødighed i Universet. En fysiker i dag, der er fremme i stolen og ude af boksen, ville beskrive det som uudtømmelig energi fra quantum-flux-feltet. Gæt, hvem romerne, de babyloniske arvtagere, og jøderne anså som en foragtelig hovedfjende. Romerne var vanvittig misundelige på Egypten. Enhver, der har vandret i hypostele-hallerne i de egyptiske templer ved, hvad romerne følte: Dette har vi aldrig frembragt, dette er for stort! Og da intet måtte være større end kejseren, der jo VAR Gud (for det sagde han selv), var denne egyptiske storhed ganske simpelthen formastelig.

Men hvad har oldtidens Egypten at gøre med renaissancens venetianere? Ud over venetianernes intriger, bankvæsen, korruption og andet ondt, var de også kulturmennesker. Fra 1460 til 1641 dukkede der en stak skrifter frem kaldet Corpus Hermeticum. En munk ved navn Pistoia bragte 14 bøger til den venetianske fyrste Cosimo de' Medici. De var nedskrevet på arabisk, og fyrsten betalte Marsilio Ficino for at oversætte dem til latin. Det var, hvad vi i dag ville kalde gnostiske skrifter af egyptisk herkomst. Vi finder først senere noget lignende ved fremkomsten af rullerne fra Nag Hammadi. De skabte røre i rennaisancens Italien og resten af Europa, for her var en lille del af det materiale, som de romerske kristne/Vatikanet så grundigt havde undertrykt. En tankeverden før den jahwistiske monoteisme dukkede frem og mindede Renaissancens europærere om den fortid, som de også selv havde måttet ofre for at tilfredsstille Imperiet.

Her kunne man læse, at de kristne dogmer og doktriner allerede fandtes i oldtidens Egypten. Det var i sig selv undergravende for Kirken, der jo havde hævdet, at de selv var kommet op med det hele som original-materiale. Et begreb som Treenigheden viste sig at være et egyptisk koncept. Jomfru Maria og Kristus fandtes allerede som Isis og Osiris. Pater Noster-ordene 'Ske din vilje på Jorden, som den sker i Himlen' fandtes allerede hos Hermes Trismegistus/Thoth som 'Som foroven, så forneden'. Og så videre. Renaissancens intellektuelle fandt med andre ord og kort fortalt ud af, at kristendommen var et plagiat.

Venetianerne hævder, at de var der, da hunnerne hærgede Europa. De tager parti i 700-tallet mod kejser Charlemagne, da han bekæmpede byzantinerne. De så sig selv dengang som en del af Orienten og ikke Europa, og det er ikke svært at genkende byzantinsk byggestil i Venedig. Byzans er arvtager af det fønikiske rige. Men i under det tredje korstog er de vendt 180˚ og finansierer en erobring af Byzans. De havde overtalt en stak franske riddere ved at fortælle dem, at de skulle erobre Jerusalem, men styrede dem mod Konstantinopel i stedet. Det karakteristiske bedrageriske krigsdiplomati var fuldt på plads her.

De forsøgte i de følgende århundreder at erobre hele Italien, men lykkedes ikke rigtig med det. Deres geopolitiske strategi var den samme, som briterne med held brugte til at smadre Europa i flere omgange, fx i to verdenskrige: alliance med den næststærkeste magt mod den stærkeste og samtidig svækkelse af deres egne allierede. De spillede med svigefuldt venetiansk diplomati Frankrig, Tyskland og Rusland ud mod hinanden. Og så er vi tilbage til slaget ved Agnadello i 1509, hvor den franske hær udraderede den venetianske. Som Machiavelli skrev i 'Fyrsten': De mistede på én dag, hvad det havde taget dem 800 år at erobre.

Her startede så Venedigs 'metastisering', spredningen af denne cancer til andre 'kroppe', nationer, byer. Deres doktriner, deres bankvæsen, deres diplomati – deres korruption. Franskmændende skaber et venetiansk parti. Hollænderne gør det samme og dernæst englænderne og skotterne. Det er via det venetianske sponsorat, at det lykkes England at blive det dominerende Imperium i 300 år. Benjamin Disraeli, flere gange premierminister i 1800-tallet, skriver det udtrykkeligt: Det venetianske system blev eksporteret, den engelske konge var intet andet end den venetianske doge i forklædning, og den engelske forfatning er et plagiat af den venetianske. 'The Wigs', de parykbehængte, superrige oligarker, kørte et sådant system mellem 1688 og 1832.

Venetianerne var protestanter. De sponsorerede i øvrigt reformationen og Martin Luther. Man skulle måske i stedet sige, at de var anti-katolske og anti-Vatikanske. De brød sig ikke om østrigerne og bayrerne – minder det os om noget, der skete i forbindelse med to verdenskrige? Man kan mene meget om Vatikanstaten, men det var rent faktisk protestanterne/venetianerne, der var den vindende side i tre århundreder. Mytologien stammer fra 30-årskrigens Europa, hvor protestanterne per definition var 'de gode', fordi de bekæmpede 'Satans stol i Rom' (en ordblomst fra Grundtvigs salmeopus). Der findes ikke gode og onde i den virkelige verden, det er et 'manikæisk', polariseret verdenssyn. Der findes dominante og ikke-dominante, og de førstnævntes ret til at kalde de andre for 'de onde' og sig selv for 'de gode'.

Hvad er det, der kendetegner venetianerne? Andre kan mene, at det er aristokrater, demagoger, demokrater, generaler eller præster, der bør regere verden, men venetianerne mente, at det var oligarkerne, der havde ret til at regere: de rigeste, de snedigste, de mest intrigante, de mest kyniske var dermed 'de bedste' – oli-garkes. Det er bankmænd, finansfolk, der svarer til denne beskrivelse.

I Jeltsin-æraen i Rusland var der endog en gruppe finans- og bankfyrster, der møvede sig frem og ovenikøbet kaldte sig selv for oligarker. Det var så dem, som Putin gav et los i en vis legemsdel, hvorefter de efterfølgende spyttede penge i de farvede revolutioner og fascist-kuppet i Ukraine? I skøn alliance med de amerikanske neo-cons.

ECB, den Europæiske Centralbank, er en ægte oligarkisk institution. I USA hersker der gennemført oligarki. Politikerne er betalt af rige finansfonde, jødiske og ikke-jødiske, og de fattige har ingen stemme længere i Parlamentet. Åh-nej, ikke jøderne igen! Åh-jo. Fønikisk var et semitisk sprog, Libanon var det fønikiske kerneområde, og parasitisk bankvæsen er, sorry to say, både en venetiansk og en jødisk specialitet. Købmanden i Venedig, er det ikke synd for ham og hans pund flæsk? Shakespeare starter med at sætte offerrollen i system. Hvad var denne Shakespeare i øvrigt? Venetianere – Venusdyrkere. De var oldtidens ekspert-sømænd, og stjernerne var af største betydning.

Hvoraf kommer hele det geopolitiske koncept? Det kommer sig af, at Venedig var en rig, men svag stat. De var en fed blomme klar til at plukke. Så den eneste måde, de kunne overleve på, var at spille folk, regeringer og nationer ud mod hinanden. Det kaldes med en særlig eufemisme for 'diplomati' eller ambassadørvirksomhed. De venetianske diplomater og ambassadører var intet andet end spioner for Venedig.

Det er fra venetianerne, at briterne og amerikanerne har, hvad der bedst kan karakteriseres som 'Rule by Secrecy', på dansk hemmelighedskræmmeri. Et fantastisk udtryk, for det siger, at kræmmeren og spionen er én og samme person! En stats-sekretær er en, der holder på statens hemmeligheder. Hvis man søger roden til det moderne frimureri og de hemmelige samfund, der især i den britiske verden, men også den franske, italienske og russiske har været rugekasser for alt, der skulle holdes borte fra parlamenter og folkelig bevågenheden, bør man søge det i Venedig.

Tag fx en legendarisk person som Cassanova. Han var en venetiansk agent, der opererede primært i Frankrig. De pikante historier omkring ham var blot et cover-up, for hvad han gjorde var at svække franskmændene, så briterne blev styrket. Og hvad kan svække en franskmand mere end sex?

Den protestantiske revolution
I Cambrailigaen lå der på et tidspunkt 100.000 tyske landsknægte standby nord for Alperne og ventede på at blive sendt sydpå for at smadre Venedig. Venetianerne var i dyb krise, og deres spekulative hjerner kørte i højeste gear for at komme op med noget, der kunne skabe splid ind i fjendens lejr. Det kan nemt overses, at Luthers åndelige krig mod pavestaten fandt sted lige midt i Cambrailigaen. Luther skabte en radikal religiøs konflikt i Tyskland, nøjagtig hvad venetianerne havde brug for.

Venetianerne var ikke kristne. Ligesom deres babyloniske aner, var staten deres religion. De tilbad staten, staten var deres gud. 'Først venetianer, dernæst kristen'.

Da den fanatiske dominikanermunk Girolamo Savonarola dukkede op i Firence og proklamerede, at han ville reformere byen efter venetiansk forbillede, faldt det ikke i god jord. Han indførte et asketisk diktatur i byen. Han gik ind for at smide alle byens renaissanceskatte i en stor bunke og brænde dem af. Det giver mindelser om reformationens puritanisme og Calvinismen i Genève og deres ikonoklasi. Han kaldte det for 'forfængelighedens bål'. Han var blot en af de dommedagsprofeter, som venetianerne sendte på gaden for at stå og råbe, at 'enden var nær', for at folk skulle blive forskrækkede og råbe på hjælp.

Martin Luthers hoved-protektorer var en person ved navn George Spalatin opkaldt synonymt efter byen Spalt. Meget passende, for kirken blev spaltet og svækket vha. reformationen. Det var Spalatin, hvis rigtige efternavn var Burchardt, der var infiltreret i det venetianske netværk. Den protestantiske reformation bærer et venetiansk geopolitisk fingeraftryk og får dermed også karakter af en operation med et efterretningsvæsen i baggrunden. Luther skulle bl.a. ødelægge og splitte den indflydelse, som mere fredselskende og samlende mænd, som Erasmus af Rotterdam, stod for.

Luther beskriver begejstret i sin biografi en særlig mystisk oplevelse, han havde i et klostertårn, hvor han indså, at frelsen ikke kom af gode gerninger, men af ren nåde fra Gud. Det viser sig blot, at han havde kopieret en tilsvarende oplevelse, som den venetianske lærde, diplomat og kardinal, Gasparo Contarini, havde beskrevet et par år forinden. Luther plagierede altså Contarini. Kort tid efter besluttede et af de ledende venetianske forlag – venetianerne var førende indenfor bogforlag – at støtte Luther. Hvor belejligt. Senere gled Luther ud af venetianernes fokus til fordel for Calvin, da han han var mere krigsliderlig i sin teologi. Religion som masseødelæggelsesvåben.

Venetianerne holdt deres magtposition helt frem til 1797, hvor de blev ødelagt af Napoleon. 100 år efter Contarini var det oligarken, Paolo Sarpi, der var førende. Han og hans vidt spredte europæiske netværk spillede en betydelig rolle i forhold til at implementere 30-årskrigen 1618-1648. Det startede i Prag i begyndelsen af 1600-tallet. Sarpis geopolitiske strategi byggede på en iscenesat apokalyptisk konflikt mellem Vatikanet, franskmændene og Østrigerne. Krigen fik en bøhmisk fase, en dansk fase, en svensk fase og en fransk fase.

30-årskrigens udkomme blev horribel. Mellem en tredjedel og halvdelen af alle indbyggere i Centraleuropa omkom! Men venetianerne overlevede ved at sætte alle andre til at slagte løs på hinanden. Når man har travlt, opdager man ikke den skjulte hånd.

Venetianernes opfattelse af religion var, at det var underlagt staten. De mente det samme som byzantinerne. Kejseren var overhoved i forhold patriarken, kirken var et redskab for staten. I Vesten bekæmpede kirken og staten hinanden, men hos venetianerne sad den ene oven på den anden. Når man i dag observerer de amerikanske neo-cons administrere den amerikanske stats forfald - som de ved kommer, de har studeret venetianernes forfald – sker det også ved at bruge religion som et redskab. Deraf George Bush's forblommede citater fra Åbenbaringen om Armageddon og Gog og Magog og 'hvis du ikke er med os, er du med terroristerne'.

Det giver også mindelser om den måde, hvorpå en af nyere tids engelske konger – som Disraeli jo kaldte for doger i forklædning – Edward VII – netværkede sig til en fremprovokering af 1. Verdenskrig via de europæiske frimurerloger – hvis moderne ophav netop var Venedig. Hans geopolitiske taktik var nøjagtig den samme: brug den næststærkeste magt på kontinentet til at smadre den stærkeste, hvorved denne også smadrer sig selv. Og tilbage alene styrket står intrigemageren. Venetiansk strategi i begge tilfælde. Edward, dronning Victorias søn, orkestrerede også Krimkrigen, opiumskrigene og den russisk-japanske krig. 

Religion er ligesom Karneval i Venedig, det er noget, man tager på. Vi finder en beskrivelse af et okkult venetiansk karneval i en scene fra Stanley Kubrick's 'Eyes Wide Shut', hvor hovedpersonen forvilder sig ind i et palæ. Alle er klædt ud i sorte gevandter og bærer masker.

De venetianske oligarker og deres maskebærende agenturer kaldte sig selv for 'De Sorte Venetianere'. Da oligarkiet metasterede og spredte sine magt- og finanscentre over hele Europa, slog de sig først ned i Amsterdam. De skabte den store Amsterdam Bank og det hollandske Ostindiske Kompagni. De britiske Stuart'er faldt ind under deres sponsorat = kontrol. Hannoveranerne, en venetiansk slægt, også kaldet Huset Orange, blev importeret til England og dominerede landet siden William III. Henrik VIII, denne charmerende skikkelse, under indflydelse af den venetianske håndlanger Cromwell, en endnu mere charmerende skikkelse, åbnede dørene for de fremmede. Styresystemet var gæld. Gæld fordrer gengæld/modydelser. England blev i 1500-tallet vha. det venetianske parti og en britisk statsgæld omskabt til en politistat med politisk terror, ligesom Venedig. I de følgende 100 år opstår det sørøvende, ågerbefængte og slavehandlende Britiske Imperium.

To af de 'venetianske' engelske konger, begge hanoveranere/fra Huset Orange, var William III og Georg Ludvig I. Da den første invaderede England, kaldte han det for 'Den strålende revolution', næppe et særligt dækkende ord for et statskup.

Det er fra disse tider, at vi har ting, vi tager for givet i dag: børsmarkedet, flåden, verdenskonflikterne, Det Britiske Imperium, de store universiteter, købmandsklassens opståen. Og der var ikke tale om, at en gruppe bare trængte ind og i hemmelighed infiltrerede samfundet. Det skabte samfundet og dets infrastrukturer, for det var det, de havde gjort fra tidernes morgen. Venedig var blot en mellemlanding for dem også. Før den tid, var der kronen på den ene side og kirken på den anden. Herefter blev de begge en del af en slags mega-korporation styret af folk, der var milliardærer fra dag 1.

William III døde 1707, og hans kones søster, Anne, blev dronning, den sidste Stuart. Herefter, med George I, var det hannoveranere, habsburgere og hessianere for resten, de tyske 'sorte nobiliteter'. Og en anden dominant familie, bankdynastiet Rothschild, det jødiske islæt.

Dronning Victoria, kejserinden af Indien, var ud af slægten Guelferne, en ventiansk familie. Den britiske kongefamilie, de såkaldte Windsors, består af Guelferne samt Saxe-Coburg, Battenburg (Mountbatten) og Boers-Lyon. Flere af familiernes medlemmer kunne kun tale gebrokkent engelsk, så man måtte give dem et britisk navn for at gøre dem salgbare. Deres umådelige rigdomme tjent på sørøveri, slavehandel og opiumshandel er intakt i dag.

Dette synes at være en never ending story. Så tilbage til det indledende statement: Verden oplever et Cambrailiga-øjeblik lige nu. Måske du, som jeg, forstår mere af den historiske tråd, efter denne lange og lidt slingrende afsøgning. Venetianerne 5.0 er i dag endt et sted, hvor de ikke kan flytte sig længere væk. Fra deres magtbase i et slags to-delt Venedig, det gamle og det nye Imperium, England og USA, er de endnu en gang trængt op i en krog. Hele verden hader dem, inklusive dem, der slikker dem i røven (man lærer aldrig at elske smagen af lort). 

En moderne Cambrailiga er ved at samles mod dem. Men de kan ikke metastere længere, for de har inficeret samtlige værtsdyr, og disse er ved at blive resistente.

Kommentarer

Populære indlæg