2. Verdenskrig i baglys III


2. Verdenskrig i baglys I
2. Verdenskrig i baglys II
//
2. Verdenskrig i baglys IV
2. Verdenskrig i baglys V

Dette er historien om, hvordan det Tredje Rige startede sin sammentrækning. Del I handler om dets forudsætninger i 1. Verdenskrig, Versaillestraktatens ubærlige åg og rigets opbygning. Del II handler om rigets udfordring af Imperie-Ententen og det bolsjevikiske Stalin-Sovjet frem til vendepunktet ved Moskva. Hvis du ikke allerede har læst Del I og Del II, er dette ikke det rigtige sted at starte.

Hvis du derimod har læst frem til her, vil du allerede vide, at denne serie tillader sig at anlægge en synsvinkel for undersøgelsen, der ikke som den vedtagne standard dæmoniserer de allieredes udfordrer ved at udelade samtlige facts, der kompromitterer krigens sejrherrer. Vi har i 70 år lidt af en sær form for afstumpet, twisted historieskrivning, hvor indbygget forherligelse af Imperiet (som det bliver kaldt her), har været det overordnede tema. En uundværlig komponent i denne voldsomme forherligelse, der har opereret som et nærmest religiøst dogme for hele Vesten efter krigen, har været en dyb fornedrelse og umenneskeliggørelse af tyskerne og Tyskland. Fuldstændig som efter 1. Verdenskrig. Selv en tysker anno 2014 forventes at være brødebetynget og selvudslettende. En englænder, franskmand eller amerikaner forventes sjældent at føle skyld over de bjerge af krigsforbrydelser og umenneskeligheder, som deres nationer har påført Verden – og som de endnu ikke er blevet trætte af at påføre Verden.

Det er på tide at bringe lidt balance ind i vores tankesæt. En sådan balance vil samtidig medvirke til at mindste risikoen for endnu en verdenskrig, for en sådan kan KUN ske på baggrund af ophobet løgn og bedrag. Vi bør måske ikke tænke for meget over prognoserne for det, for lige nu ser det ikke så godt ud på det geopolitiske verdenskort. Så meget desto mere grund til at forsætte denne orfiske nedstigen til en underverden af ubeskrevne eller (bevidst) mangelfuldt beskrevne hændelser. Det er ikke for at blive dernede og forelske os i skyggerne (personlig finder jeg det dybt ubehageligt og var ligesom du helst foruden), men for at se dem direkte i øjnene, så de ikke skal stige op til overfladen igen. Det skulle være sket for mange år siden, for vi ser allerede visse skygger flakke søgende omkring i det globale landskab.

Inden vi fortsætter, vil jeg igen minde om, at det ikke kun er den slagne og fornedrede part men i mindst lige så høj grad den vindende og selvforherligende part i fortællingen, der er ramt af et traume, et traume skabt af fortællingens fordrejede forhold til sandheden. Man kunne endog mene, at den vindende majoritets traume er endnu større, ikke kun på grund af den mængde, men fordi den lider af et dobbelt selvbedrag. Det første lag af bedraget blev skabt, da nogle høje herrer med mange penge på lommen og et smart overtalelsesapparat rettede deres kanonløb mod DEM – Your Country Needs You! - hvorved de blev truet og forført til at blive de første ofre i en krig, de nu troede var deres. Det andet lag af selvbedraget blev skabt, da historien om bedraget blev skrevet og den kollektive bevidsthed var forandret for altid – til fordel for de høje herrer nu med endnu flere penge på lommen. Krig var blevet til den vildelse storindustri, og de høje herrer kunne ikke længere leve foruden. Dem, der overlevede herrernes eventyr, fik en mytologisk sutteklud og en masse underholdning som smertestillende præparat.

Tyskland i 30'erne smed selvbedraget bort. Eller snarere: Tyskland og tyskerne accepterede aldrig det selvbedrag, der var blevet pålagt dem efter 1. Verdenskrig. Dette blev betragtet som den ultimative fornærmelse mod selvbedrags-fabrikanterne fra Versailles. Efter 2. Verdenskrig blev Tyskland for alvor injiceret med selvbedraget. Fabrikanternes servering for de såkaldt sejrende indeholdt rusgift, deres servering for de slagne indeholdt blot … gift. Begge slag gift er som opium, der afhængig af anvendelse og dossering kan være et smertestillende middel eller et masseødelæggelsesvåben af glemsel og snarlig død og i begge tilfælde kraftigt afhængighedsskabende. Gensidig afhængighed mellem de underkastede og deres høje herrer er selve essensen af et Imperium, og herren er selv en slave i sit guldbur.

Tilbage til skuepladsen
Det voldsomme russiske modangreb i 1941 efter Moskvas belejring tabte pusten, og tyskerne satte deres modangreb mod modangreb ind. Stalins søn, Yakov Dzhugasvili, tages undervejs til fange. Vi husker lov nr. 227, hvor tilfangetagelse er forbudt, ja strafbart med døden. Altså ... vi skal lige forstå denne syge lov, der siger: hvis du ikke dør, vil du dø! Stalin terroriserede sine egne landsmænd (intet nyt) og sine egne tropper for at nå sine egne mål. Hans egen søn faldt altså inden for denne lov. Det vil måske være bekendt, at Stalin døde, uden at et eneste familiemedlem besøgte ham på hans dødsleje. Enten var de døde for hans hånd, eller også var de i landsflygtighed og ønskede - forstå det hvem der kan - ikke at besøge denne verdenshistoriens største psykopat. 

 
Så Stalin nægtede at lade sin søn udveksle for tyske krigsfanger og siger: 'Jeg har ingen søn ved navn Yakov'. Charmerende.

Hitler gik efter oliebyen Baku i Grosnien og ønskede at afskære den røde hær fra området med to mindre afdelinger med kurs mod industribyen Stalingrad.

I Østasien ryddede Japan regionen for britiske og amerikanske tilstedeværelser. Hong Kong faldt juledag 1941, og Filippinerne, Burma og Malaysia faldt kort tid efter. Selvom der kun var 30.000 japanere mod 100.000 britiske, australske og indiske soldater, måtte de allierede tropper overgive sig. Det regnes uofficielt for det mest ydmygende tab for Imperiet. Med Churchills ord: 'Singapore er den værste katastrofe og største kapitulation i britisk historie.' Han havde fuldstændig undervurderet japanerne, hvilket selv Imperiets historikere har påpeget.

I 1942 regerede det japanske kejserrige over 7.3 millioner km2, det største maritime imperium i historien. Læg dertil områder langt ind i Manchuriet og Kina, stadigvæk forbundet via kysterne mod Japan.

Stalingrad
Tyskerne nærmede sig Stalingrad. Stalin havde beordret, at kvinder og børn skulle blive i byen som bagvendte gidsler. Deres tilstedeværelse skulle få russerne til at kæmpe for deres liv også. Dette var Stalins egen by opkaldt efter ham, et symbol for prestige. Selv kvinder og børn forventedes at ofre deres liv for et stykke symbolik.

Slaget om Stalingrad startede 23 august 1942. Efter de indledende bombardementer rykkede tyskerne ind i byen og forventede en let overtagelse. Her tog de fejl, for Stalingrad var lagt som en fælde. Indbyggerne vidste, de enten ville dø af tyske kugler eller af Stalins kugler. Overgivelse og overlevelse var forbudt ved lov 227. Det lykkedes tyskerne at skære byen midt over i starten af november, men 19. november kom det russiske modangreb, og det lykkedes dem at omringe tyskerne inde i byen. 300.000 af Hitlers elitetropper var nu fanget i en fælde. Luftbårne hjælpeaktioner slog fejl og blev skudt ned.

Tyskerne løb simpelthen tør for ammunition. D. 2. februar 1943 overgav feltmarskal Friedrich Paulus de overlevende til sovjetterne. De overlevne talte resterne af de oprindelig 300.000 tyske, kroatiske, ungarske, rumænske soldater + 35.000 russiske volontører, der bekæmpede Stalin. 11.000 nægtede at overgive sig og kæmpede til døden. Omtrent resten blev travet ihjel på vej mod øst i vinteren eller omkom som lejr-slaver i Gulag. Kun 6.000 ud af 90.000 krigsfanger vendte tilbage i 1955.

Af alle de breve, de belejrede nåede at sende hjem - over 11.000 - fremgik det, at næsten alle udtrykte deres vilje til at bekæmpe kommunismen og dø for den tyske sag.

Kursk
Stalingrad var det egentlige vendepunkt. De russiske tropper fik ingen hvile men blev sendt videre frem i syd mod byerne Kharkov og Kursk. De skulle nå så langt frem som muligt, inden tyskerne kunne komme sig over vinteren.

Ved Kursk stødte hærene sammen igen mellem 5. juli og 23 august 1943. At russerne senere opkaldte deres mest avancerede ubåd efter byen og slaget, skyldes selvfølgelig, at de igen brød igennem de tyske linier.

Slaget kostede en million menneskeliv. Den russiske hær var dobbelt så stor som den tyske, og de mistede 803.000 mand, mens tyskerne mistede 203.000. Russerne skulle vinde slaget på omfanget af kanonføde.

Briterne og amerikanerne ventede som hyæner i græsset på, at disse to hære og deres samfund skulle ødelægge hinanden. Et ødelagt kontinent var for deres synspunkt at betragte som fremgang, både her og nu og i efterkrigen. At de havde undervurderet russernes enorme muskelkraft og ikke forudset delingen af Europa og den kolde krig, er så en anden ting. Når man rækker Mephisto en lillefinger, tager han halvdelen af Europa. Europa skulle nu blive vidne til, hvordan bolsjevikkerne behandlede civilbefolkningen i de efter deres udsagn 'befriede' områder. Det er måske det mest ucharmerende kapitel i hele krigen. Vi har set det undervejs, men nu blev det sat i system.

Lige efter Slaget ved Kursk åbnede USA en ny front i Italien, og fra nu af havde Tyskland ikke længere intitiativet. De  var nødt til at kæmpe sig baglæns. Hvad den britiske = vores alle sammens krigshistorie ikke efterfølgende har gjort et stort nummer ud af er, at tyskerne tog sig af flygtningene på vejen tilbage. De flyttede dem med sig på tilbagetoget. Det passede ikke med post-krigens karaktermord og umenneskeliggørelse af tyskerne. På samme vis har vi nærmest intet hørt om den egentlige umenneskelighed, som bolsjevikkerne udøvede, for de var jo i baglyset blevet 'vennerne', der hjalp med at gøre det beskidte arbejde. 

En parallel til i dag er, at  terrorgrupper under den kolde krig i Europa og dødspatruljer i Sydamerika var Imperiets venner, ligesom jihaddiske grupper, Mujaheddin, Al Qaeda, den syriske folkefront, Al Nusrah, ISIL - et utal af lejesvende i et evigt mobilt rejsehold for nylig og lige nu hærger sig gennem Mellemøsten og Centralasien. Allesammen modtager støtte fra Saudiarabien (USA tætte allierede), NATO, CIA og amerikanske pengefonde. Ingen vestlige regeringer gør noget for at stoppe dem. Nøjagtig som privateers, pirater i sejlskibenes dage, der plyndrede og terroriserede løs på verdenshavene med billigelse fra den britiske krone, hyrer Imperiet fortfarende lejesvende. Det ser så stygt ud, når Imperiet udøver simpel mafia-kriminalitet og krigsforbrydelser på egen hånd. 

1943. Sneen faldt. Flygtningene huskede senere i højere grad kulden end sulten. Alt var dybfrossent.

Kommunismens sejr - et fremad-blik
Efter krigen kom der fuld gang i de europæiske kommunistpartier. Kommunist var nærmest synonym for humanist. De bekymrede sig for arbejderne og folket, hed det. Til langt op i århundredet herskede denne naive, romantiserede forestilling om den gode arbejderklasse og deres heroiske ledere. Stalin vidste man godt ikke var helt fin i kanten, men det kunne man nedtone og sætte i parantes. For reelt anede partikammeraterne på venstrefløjen INTET om de massemord Stalin og nu også Mao havde begået. Hvis nogen bragte det på banen, havde de et helt stalinorgel af klicheer, de kunne smide i hovedet på deres kritikere for at lukke munden på dem og slippe for at konfrontere deres egen samvittighed: kapitalistlakaj, reaktionær, burgøjser, klassefjende, kontrarevolutionær, fascist ... jeg-ska-gi-dig-skaja. Deres 'historieskrivning' var progressiv, og hvis man anfægtede den med hårde facts og frække spørgsmål blev man kaldt for en 'revisionist'. De 'progressive' undgik enhver lejlighed til dialog og samtale om egentlig substans til fordel for enhver lejlighed for enetale og prædiken. De læste op af manifester, de teologiserede via deres dogmatik. De samtalede ikke, for de vidste ... ALT.

Bring it on! Revisionismen længe leve, for jeg skal love for, at der er et par hylde-kilometer historieskrivning, der trænger til revidering. Selv revisionismen trænger nu til en finjustering, et revideret andet oplag. KGB's og Stasis arkiver er for længst åbnet, og selvom historikere har arbejdet med dem i årtier allerede, er der bare SÅ meget materiale. Men er vi kommet meget videre end det stivnede verdensbillede, som vi - og især hos de politisk korrekte på venstrefløjen - adopterede dengang? Historikeren Bent Jensen har oplevet, hvad det vil sige at stikke næsen ned i hvepseboet. Venstrefløjen var selvfølgelig dybt kompromitteret i den kolde krig. Og hvis man læser Dagbladet Information i dag - hvilket jeg har gjort jævnligt i årtier - vil man konstatere, at bolsjeviseringen aldrig er ophørt.

Hvad folk ikke har forstået er, at den åd sig ind i Vesten via kulturmarxisme og fabiansk socialisme, og at det i dag er Vesten, der ligner stalinismen og IKKE Rusland, der for længst har smidt den i skraldespanden. NATO er nu den nye bolsjevikhær, der rykker den modsatte vej. Og det har forvirret mange østeuropæiske lande rent konceptuelt, især med EU's bestikkelses-apparat som lokkemad. Hukommelsen om bolsjevikkernes fremmarch og de kommunistdiktaturer, de påtvang dem, sidder dem stadig i rygraden som automatiske reflekser. Det er forståeligt, for et traume kan ikke blot 'aflyses'. Når CIA's arkiver en dag åbnes, vil folk opdage ligheden mellem stalinismen og det, der er sket med Vesten i over et halvt århundrede. Vi er først for alvor ved at blive klar over i dag, hvordan vores samfund er blevet langsomt totalitariseret. En for nylig hørt joke er: EU er EUSSR - for de laver saftsuseme de samme 'fejl', som sovjetterne gjorde. LOL! Men jeg vil så hævde, at det ikke er en fejl. Det er et eksperiment og en implementering af en strategi, der virkede dengang, så hvorfor ikke genbruge den.

NATO - et yderligere fremadblik
NATO og EU er i dag organer for den samme agenda. Vi ser det tydeligst i Ukraine for tiden. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt at vores tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, spillede den nyttige bussemands- og indpiskerrolle, da de østeuropæiske lande skulle inddæmmes i EU-folden. Ingen så det dengang som en del af en militær strategi. Ligeså bemærkelsesværdigt er, at han i dag spiller en variation af rollen i NATO's og EU's koordinerede finans- og militær-angreb mod Rusland. Lige pludselig åbner æsken sig, og EU kommer ud af skabet som krigsførende organisation. Starten på 3. Verdenskrig? Fuck-Rasmussen (amerikanerne kan ikke udtale hans navn) ville elske et sådan eftermæle. Psykopaten fik jo sin kasket som nyttig idiot for Bush og Blair efter 9/11 og Irakkrigen. Og en psykopat ser sig som bekendt ikke tilbage, for han gør jo intet moralsk forkert. Hvilket er rigtigt på en sær pervers måde set indefra, for han har ingen moral kan derfor ikke forbryde sig mod det, han ikke har ... giver det mening, synes du?

Jeg går ikke ind for henrettelser. I stedet for ser jeg for mig selv for en Stanley Kubrick-scene, hvor en fastspændt Anders Fogh Rasmussen med tvungne øjne og dråber mod tørhed tvinges til et par uger i træk at se filmoptagelser af ofrene for NATO's aktiviteter fra hele Verden. Måske behøver man ikke øjendråberne, da manden er kendt for aldrig at blinke med de opspilede maniac-øjne. Optagelserne vil også indeholde aktiviteterne hos alle de proxy-terrorister, NATO og deres Operation Gladio gennem tiderne har hyret som 'boots on the ground'. Man vil se vanskabte uran-børn i den libyske ørken. Man vil se kvinder og gamle mænd brændt op af hvid fosfor. Man vil se massakrerede landsbyer i Iraq (og flere 'sjove' børn) og ved den syriske grænse. Man vil ind imellem se konvojer med opium og heroin, hvis udkomme ender i Bruxelles og Chicago. Man vil se boligblokke i Tjetjenien bombet af terrorister trænet af NATO og Tyrkiet og finasieret af Saudiarabien, en af 'aktionærerne' i NATO. Man vil se ukrainske neo-whatever-de-kalder-sig skyde hovedet af demonstranter i Odessa. Der vil blive krydsklippet med nedskudte passagerfly og kødstumper fra de overlevende snuff-statister, screendumps fra computerspil og forældede luftfotos brugt af NATO som 'dokumentation', udraderede serbiske landsbyer ... jeg er sikker på, at der vil være footage til et par ugers underholdning. Glemte jeg at sige, at hele forløbet bliver akkompagneret af afspilningen af Carl Nielsens 5. symfoni, 1. sats. Vi undskylder overfor Carl, at hans mesterværk bliver brugt i den mentale reprogrammering af en stjernepsykopat, men allegorien kræver en parallel til et andet mesterværk, som Kubrick valgte at bruge: Beethovens 9.

Og som en anden 'Alex' Rasmussen vil han senere vandre rundt om i gaderne, hvor han støder på et af sine tidligere ofre, der vil invitere ham indenfor og tilbyde sin gæst at hygge sig med: filmoptagelser af NATO's aktiviteter i hele verden, nu med supplerende scener fra NATO-topmøder, hvor stakkels 'Alex' sidder og lyver for åben storskærm, ligesom han løj for den danske befolkning om Irakkrigen, og ligesom han løj for folketinget, før han blev fyret som skatteminster med fingrene i kagedåsen og 'kreativ bogføring'. Og selvfølgelig igen akkompagneret af CarlNielsens 5 symfoni, 1. sats. Pludselig får den stakkels 'Alex' travlt med at komme ud til toiletkummen ...
NATO - historien om en terrororganisation

Du må tilgive denne afvigelse fra hovedsporet. Lad os lave et flashback fra dette flash-forward. Tilbage til skuepladsen.

De røde partisaner og massakrerne
De nu frigivne rapporter fortæller en historie om disse partisaner. Druk, røveri, gennemtævning og voldtægt var ikke blot forekomster, det var selve den universelle dagsorden for dem. Denne historie var ikke en, bolsjevikkerne ønskede at fortælle efter krigen, så den blev simpelthen aldrig fortalt. En arkivfilm viser en partisan hænge en kvinde i et træ med et skilt på blusen, til advarsel for landsbyboerne. På deres tilbagetrækning fandt tyskerne nøgne soldater myrdet med ører og genitalier skåret af og øjne stukket ud. At det ikke var propaganda, blev dokumenteret ved filmoptagelser, hvis autencitet aldrig siden blev benægtet. Det var jo ikke nødvendigt, for de blev jo gemt af vejen.

Hvis tyskerne opdagede, at en landsby blev brugt som partisanbase, blev den brændt ned. Ikke uden skrupler, når man hører vidnesbyrd for soldater efter krigen, men alligevel konsekvent, for der var ikke andet at gøre. Krig er ingen køn ting.

Partisanernes praksis blev afsløret, da tyskerne afdækkede en massekrav nær Smolensk, lige øst for Hviderusland, hvor 20.000 polske officerer var blevet henrettet i 1940, da Stalin okkuperede Østpolen. En rasende Stalin nægtede enhver forbindelse til massakren. Churchill støttede Stalin i hans benægtelse ved et møde i Teheran, og et heroisk sværd smedet i England bliver givet til Stalin som en slags opulent ridderslag for udøvelse af krigsforbrydelser.

Man kan ikke dy sig for at sammenligne det 20. århundrede med den engelske krones flittige brug af pirater som 'dirty-workers' - det var så ucharmerende, når kronen bare plyndrede og myrdede, så man hyrede 'privateers', private armadaer af sørøvere til at gøre det beskidte arbejde. Det kunne fx. være at stjæle de spanske og portugisiske guldreserver. Hele det Britiske Imperium er fra starten bygget på sørøveri. Da Storbritanien i 2. Verdenskrig hyrede bolsjevikkerne til at slagte deres hovedfjende, det tyske kejserrige 2.0 aka Hitlers genrejste Tyskland, hyrede man i virkeligheden en stak land-pirater. De bolsjevikkiske jøder, der gennemførte den russiske revolution var overhovedet ikke jøder, men 'fake-jøder', efterkommere af khazarerne, der i 700-tallet bekvemmeligheds-omvendte sig til jødedommen natten over på befaling af kong Bulan for at slippe for khafifatet fra syd. De blev kaldt for 'landpiraterne' for deres ryggesløse grusomheder som lejesvende for hvem, der måtte betale for det.

Der går en lige linie gennem historien fra landpiraterne til bolsjevikkerne. Og nu fik deres nye kagan (konge) Stalin et fint legetøjssværd som tak for at være lejesvend.

Hændelsen ved Smolensk kendes i dag som Katyn-massakren. I en skov ved landsbyen Katyn blev officererne nakkeskudt og smidt i dybe huller i jorden. De var polske reserve-officerer, læger, ingenører, o.a. Lignende bolsjevik-massakrer blev udført med jævne mellemrum: Riga, Tartu, Lviv, Minsk ... Da ofrene var gravet op og blev vist for efterkommere, kunne de ikke identificere mange af dem, da tortur havde deformeret deres kroppe. I mellemtiden var Rusland blevet en allieret til Vesten, og rapportering af udtrækning af negle, afskæring af tunger og søm slået gennem hjerneskaller - betalt med Vesten's penge - stod ikke på menuen i en sådan uhellig alliance.

IFØLGE 'THE BRITISH WAR CRIMES ACT' FRA 1991 BLEV KRIGSFORBRYDELSER KUN BEGÅET AF TYSKERNE!

Derfor var russernes, briternes og amerikanernes krigsforbrydelser beskyttet af immunitet. Denne immunitet og War Crimes Act træder i kraft, så snart facts er umulige at benægte. Løgn kan således blåstemles af stater og lovgivninger. I september 2012 publicerer US National Archives og Records Administration, at amerikanerne modtog kodede meddelser om pågribelsen af de polske officerer. Roosevelt og Churchill var altså fuldt informerede om hændelsen, men den forsvandt fuldstændig fra overfladen kort tid efter.

Katyn-efterspil
Polakkerne havde udført deres beskidte arbejde ved selv at massakrere tyskere i Danzig og fremprovokere 2. Verdenskrig. Nu blev de nakkeskudt med støtte fra dem, der profiterede på deres benarbejde. Her bliver jeg så blot nødt til at påpege, at russerne heller ikke i dag har helt rene hænder. Vi husker - hvis vi ellers husker, og vores hukommelse ikke ifølge normen er blevet en gennemhullet ost - at det meste af den polske regering omkom ved et flystyrt 10 april 2010 under landingen i Smolensk, da de var på vej til en 70-års mindedag for massakren i Katyn.

Hændelsen er en stinker, der peger på kredse indenfor det russiske statsapparat og polske oppositionspolitikere, der profiterede på hændelsen og hvis arrogante skadefryd blev overhørt af slægtninge til de omkomne. Hvorvidt Putin var vidende om sagen vides ikke, men som ex-KGB-mand ville det nærmest være utænkeligt. Polen havde på det tidspunkt også tilladt NATO-atommissiler i Polen vendt mod Rusland, så motiverne har i så fald været både historiske og aktuelle. Det gør dog ikke sagen mindre betændt.

Mussolini
USA havde startet en ny front i Italien og Mussolini blev taget til fange og fængslet. Efter ordre fra den nye italienske regering blev han opbevaret på skiftende afsides lokaliteter i største hemmelighed.

En håndplukket SS-esquadron blev sendt afsted for at befri ham, inden han kunne udleveres til amerikanerne. En af de udvalgte mænd skulle blive noget af en legende. Hans navn var Otto Skorzeny. Da tiden var ved at løbe ud, sporede man opholdsstedet til Campo Imperatore højt oppe i Apenninerne. Hitler blev advaret om en høj fejlprocent og et forventet tab på 80%. Operationen hed Operation Egetræ.

12. september 1943 højt over bjerget Grande Sassa landede gruppen. Operationen blev overstået på 12 minutter, uden at et eneste skud affyredes. Skorzeny blev dekoreret for aktionen med det højeste tyske og italienske ordener og blev kendt som 'Europas farligste mand'. Ved Nürnberg-processen blev han anklaget for krigsforbrydelser, men ikke dømt i første omgang. Mens han ventede på yderligere proces, undslap han til Spanien. Senere undslap han til Argentina som en del andre nazister, skabte sig en business-karriere og blev millionær (og det var mange penge dengang, som man siger) og døde af cancer i 1975 i Madrid

Operation Gomorrah
Amerikanerne havde nu fuldt bevæbnet englænderne, og søndag 24 juli 1943 gjorde 700 bombefly sig klar til et af de vanlige natteangreb mod Hamburg. Det skulle fortsætte en helt uge, og den by, hvis havn, handel og dynamik gik helt tilbage til Hansestæderne i middelalderen, skulle nu udslettes. Det var aftalt, at amerikanerne skulle bombe industriområder om dagen, og englænderne skulle bombe de tættest beboede arbejderkvarterer om natten og sørge for, at så mange civile som muligt omkom. Man var forbitrede over den næsten totale støtte, som den tyske befolkning havde givet Hitler, og derfor skulle de straffes med døden i det, der skulle blive Tysklands Hiroshima. 50.000 mennesker mistede livet i det togt, der var sat i værk af Churchill og RAF kommandant Arthur Harris, med det kælenavnet 'Bomber'. Meningen med bombardementerne var, at afslutte krigen til julen 1943, da man mente, at tyskerne ville vende sig mod Hitler. Men de havde i deres indbildskhed fejlvurderet omfanget af den folkelige opbakning.

Briterne havde set, hvordan Tyskland havde blomstret i 30'erne, og deres establishment havde været grønne i fjæset af misundelse, i særdeleshed på baggrund af, at Versaillestraktaten skulle have holdt Tyskland nede i en tilstand af forarmelse for evigt. Vi minder igen om, at det britiske aristokrati var tysk, hvilket blot gør hele miseren endnu mere grotesk. Men vis skal hæfte os ved ordet 'aristokrati' og ikke ordet 'tysk', da aristokratiet aldrig havde tålt menigmands velstand, og det galt og gælder i høj grad den almindelige englænders og amerikaners velstand.

Frimurerne
Hitler havde forbudt frimureri, og det var ikke uden grund. Han vidste udmærket, at det var det netværk af frimurere, som tilhørte Edward VII (han var stormester for den skotske loge, som også dominerede York-logen) og deres samarbejde med Grand Orient-logen i Frankrig og Italien samt den russiske Okrana-loge, der havde sat 1. Verdenskrig i værk. Mange af de politiske mord, der skete op til WW1 var på folk, der var modstandere af krigen. Listen af frimurerdrab er lang og går langt tilbage i 1800-tallet.

Den amerikanske historiker David Fromkin har en liste over de terrormord, der foregår i blot de to årtier op til 1. Verdenskrig. Coverhistorien var altid, at det var 'anarkister', der gjorde det. Så slog man to fluer med et smæk, for essensen af anarkisme var i ordets betydning 'ingen stat', hvilket blev regnet som meget farlig tanke. Tænk hvis folk opdagede, at staten var en kæmpe parasit, som man overhovedet ikke havde brug for! Men nedenstående liste af politiske mord var udført af lejemordere hyret af frimurer-netværkene, nogle gange koldblodige professionelle typer, andre gange sindsforstyrrede fanatikere, eller som CIA senere kaldte alle sine proxy-lejemordere 'patsies':
  • Den franske præsdident, Sadi Carnot blev dræbt i 1894
  • Shahen af Persien blev dræbt 1896
  • Premierministeren i Uruguay blev dræbt i 1896
  • Den spanske premierminister blev dræbt i 1897
  • Præsidenten i Guatemala blev dræbt i 1898
  • Den østriske dronning blev dræbt i 1898
  • Præsidenten for den Dominikanske Republik blev dræbt i 1899
  • Kong Umberto af Italien blev dræbt i 1900
  • Den amerikanske præsident McKinley blev dræbt i 1901
  • Kongen og dronningen af Serbien blev dræbt i 1903
    - i øvrigt af den samme person, der dræbte den østrigske tronarving i 1914, interessant!
  • Den græske premierminister blev dræbt i 1905
  • Den bulgarske premierminister blev dræbt i 1907
  • Den persiske premierminister blev dræbt i 1907
  • Den portugisiske konge blev dræbt i 1908
  • Den egyptiske premierminister blev dræbt i 1910
  • Den russiske premierminister, Stolypin, den sidste reformator under Zaren, blev dræbt i 1911
  • Den spanske premierminister blev dræbt i 1912
  • Den mexikanske præsident blev dræbt i 1913
  • Den græske konge blev dræbt i 1913
  • Den østrigske tronarving Frantz Ferdinand blev dræbt i 1914
Listen i langt fra fuldkommen, for hvis man dykker længere ned i regeringernes hierarki, fandt der 100vis, måske 1000vis af politiske mord sted. Disse frimurernetværk slagtede i to årtier løs på statsledere i hele den vestlige verden og dens dominans-sfære efter ordre fra deres netværk! Og Edward VII havde placeret sig som en edderkop i dette spind. Han bør gå over i Verdenshistorien som den dygtigste manipulator og politiske intrigant, Verden nogensinde har set. Mere end nogen anden person har han skabt ånden i det 20. århundrede og dermed hele den tid, vi lever i. Derfor vil han også gå over i historien som en af de mest ondsindede og destruktive personer i historien.

Så der var en overvældende god grund til, at Hitler bandlyste frimureriet.

En lille krølle, som også bestod i et politisk mord, selvom det ikke er beskrevet som sådan af historikere: mordet på munken Rasputin. Han er beskrevet som denne karikatur af en galning, der havde krammet på den russiske zarina Alexandra og dermed på zaren og Rusland. Og hvorfor fik han stukket en kniv i maven af en underlig dame 30 dec. 1916? Det gjorde han, fordi han utvetydigt havde advaret Zarinaen/Zaren mod at involvere sig i en storkrig, og da Okrana-logen, der kort efter var særdeles aktive i undergravelsen af Romanov-dynastiet og organiseringen af den russiske revolution, ønskede krigen, så måtte munken dø og kort efter måtte zaren fjernes i den jødisk-bolsjevikkiske revolution. Her dukker, om man så må sige, det zionistiske element frem i edderkoppens netværk. Jf. Jüri Linas dokumentar: In The Shadow of Hermes. Lina er i øvrigt fra Tartu, Estland, hvor en af de bolsjevikkiske massakrer fandt sted.

Tilbage til Hamburg 1943. En million mennesker flygtede ud af byen, for deres hjem var blevet ødelagt. Efter Hamburg kom turen til Berlin. Det skulle også hedde noget heroisk, så det hed Operation Thunderclap.

Imens rykkede bolsjevikkerne frem fra Øst. Overalt holdt de hurtige standretter, hvor de 'dømte' og henrettede nationalister og anti-kommunistiske partisaner. De fik et stort hvidt skilt om halsen og blev hængt. Unge drenge, der havde været i Hitlerjugend, blev også hængt.

Krigsfangelejrene
Flygtningestrømmen bort fra bolsjevikkerne tog til i voldsom grad. Fattigdom, lokal overbefolkning og fejlernæring var den perfekte grobund for krigssygdommen tyfus. En tyfus-epidemi brød ud i Birkenau-Auschwitz krigsfangelejren. Tyskerne nåede at redde mange tusinde med pesticiden Zyklon-B - ja du læser rigtigt! Zyklon-B var designet mod de lus, der bar tyfus. Mange døde af sygdommen, og deres tøj måtte begraves for at aflive de lus, der bar og spredte denne forfærdelige sygdom. På Sicilien blev en lignende storepidemi afværget på grund af amerikanernes brug af en lignende pesticid ved navn DDT til aflusning, og fordi de havde adgang til bedre forhold og fødevarer.

Her lander vi, som du allerede har fornemmet, lige midt i det mest betændte og forbudte emne overhovedet: Holocaust og gaskamrene. I årtier har det været forbudt at undersøge seriøst, hvad dette egentlig drejede sig om. I Tyskland kommer man i fængsel for overhovedet at spørge: Hvad var det egentlig, der skete, og hvis standardforklaringen, som vi alle kender, ikke virker konsistent så at blive ved med at spørge i håb om at få et svar. Holocaust er det eneste emne indenfor historieskrivning, der er belagt med forbud mod egentlig historisk, videnskabelig undersøgelse, der er tro med denne videnskabs præmisser. I det omfang, historikere ikke kan nægtes adgang til kildematerialet, men så efter gennemgang af materialet når frem til anden konklusion end den, der er befalet enten vha. regeringers lovgivning eller vha. den politiske korrekte mediebølge, der har skyllet over verden i stigende grad og især i de seneste 30 år - i det omfang vil de blive nægtet at viderebringe resultatet af deres undersøgelser. Hvis ikke man accepterer den bolsjevikkiske og den jødiske forklaring, så er man pludselig en forbryder. Er det ikke en anelse påfaldende? Almen psykologisk tæft og sund fornuft siger, at hvis der ikke er noget at skjule, hvorfor må man så ikke løfte låget på æsken? Allerede forudanelse / simpel intuition siger, at der er noget på færde her, der ikke er helt sundt.

Vi bliver nødt til at konstatere, at den eneste kilde til oplysninger om, at nazisterne gassede jøder ihjel i koncentrationslejrene stammer fra bolsjevikkerne. Vestlige observatører og uafhængige undersøgelser af dette fænomen fik IKKE adgang til lejrene, der nu var under russiske besættelse. Så det, der er blevet forbudt at betvivle er altså troværdigheden i de bolsjevikkiske udsagn! Jeg ved ikke med dig, men set på baggrund af de oplysninger, som disse tre blogs har dokumenteret - hvis DU har dokumenter, der siger det modsatte, så sig til, men dem, der har prøvet at skaffe dem, har ikke været i stand til det - så bør vi måske spørge os selv, hvor troværdige disse udsagn er. Husk Katynskoven, husk alle Stalins løgne. Den mand kunne stort set ikke tage et sandt ord på sin læbe. Måske bortset fra, at han sagde til Roosevelts søn: Vidste du, at din far blev dræbt af CIA?

Og hvis det er den pure sandhed, at 6.000.000 jøder blev gasset ihjel - altid dette perfekte, runde tal - så er det vel uproblematisk at kræve egentlige beviser. Men det har man ikke lov til, for Holocaust er i mellemtiden blevet til et stykke religion forskandset af tykke murværker af politisk korrekthed, hvor en hel gruppe mennesker på verdensplan bekvemt kan henvise til Holocaust, hver gang de selv opfører sig dårligt og bliver kritiseret, og hvor en hel stat i Mellemøsten har skovlet penge ind på samme konto.

Glemte jeg at sige, at der selvfølgelig er en anden 'hovedkilde' til oplysninger om Holocaust og gaskamrene: Hollywood! Hvem er det i øvrigt, der driver forretningen Hollywood? Alle ved det, men det må man heller ikke sige! Bare spørg Gary Oldman.

Vi vil senere vende tilbage til dette ultra-betændte emne, bla. med den jødiske historiker David Cole - senere Stein, der som jøde af ren nysgerrighed stillede sig selv nøjagtig de samme spørgsmål: De siger alle, det var sådan, det foregik. Lad mig så hjælpe dem med at skaffe hardcore beviser - for lige nu kan jeg ikke få øje på dem, men de må jo være der.

Hollywood-Holocaust-mytologien trådte ind lige der, hvor kristendommen slap. Den vestlige verden er i dag ad bagdøren tvangsomvendt til en sær syntetisk form for zionistisk-ideologisk jødedom via disse tre selvsupplerende mytologisæt: kristendommen alias 'jødedom light', kulturmarxismen og politisk korrekthed baseret på skyld og skam (ligesom kristendommen) og fortællingen om Holocaust, der minsandten også er baseret på skyld og skam.

Det underlige er, at jo mere ægte jødisk, men er som jøde, jo mere tager man afstand fra zionismen. Hvis du spørger de ortodokse jøder med hat og slangekrøller i fx. New York, så anerkender de hverken zionismen eller dens flagskibsprojekt staten Israel. Tankevækkende. Jøderne selv er blevet udsat for et ideologisk kup, og 'nogen' bruger dem som et redskab for en agenda. Man får den tanke, at den 'gud', der i sin tid udvalgte dem, måske ikke er helt identisk med Universets Skaber. Jf. Joseph P. Farrell 'Jahwe, The Two-Faced God'. Farrell er også læseværdig for sine WW2 og post-WW2 nazi-studier med særlig fokus på den ekstremt avancerede teknologi, tyskerne kom op med, som deres besejrere, især disses militær, var vældig interesserede i, og som Verden aldrig fik lov til at se. I dag er denne teknologi fuldt udviklet og klar til ikke blot en global storkrig, men en ekstra-global storkrig. Starwars er ikke længere sci-fi-fantasy men lige om hjørnet.

Dommedagen
Italien erklærede krig under den nye italienske regering, der opførte sig efter allieret ønske. Faldskærmssoldater væltede ned over Frankrig. En armada af skibe med mange mænd satte af fra England mod Frankrig i den event, der meget poetisk blev kaldt for D-dag. Poesien var dog en anelse selvironisk, da de fleste af disse mænd var dødsdømt, inden de satte deres fod på stranden.

Luftvåbenet havde beskudt de tyske stillinger ved kysten, faldskærmstropper blev landet bag linjerne, i alt 135.000 mand deltog d. 6. juni 1944. Ved kodenavn Omaha Beach mødtes armadaen allerede en kilometer fra land af de første granater og ved stranden blev de mejet ned med maskingeværer, da porten åbnede sig på deres landgangsfartøjer. Mange af dem døde i strandkanten med flammer i deres tøj. De overlevende var nødt til at dække sig bag bunker af lig bestående af deres kammerater. Navnet D-dag stod frem i al sin ironi, for disse mænd anede ikke, at deres regering havde udset dem til kanonføde og slagtekvæg, og at D-dag nu var kommet til dem.

Forrædderiet mod Polen
Sent i juli viste det sig - næppe overraskende for vidende observatører allerede dengang, men overraskende for folk generelt - at bolsjevikkerne ikke kom som Polens befriere men som en fjendtlig besættelsesstyrke. Stalin installerede (no pun intended) en nikkedukke-regering kaldet Lublin-kommiteen. Selvom polakkerne råbte om hjælp, fik de ingen respons fra deres 'allierede' i London, hvor man betragtede Polen som billig handelsvare i en studehandel.

Hvor tragisk og ironisk. Det land, der havde raget til sig af land som bestikkelse efter 1. Verdenskrig, som villigt havde ladet sig bruge som agent provocateur for at skabe en optakt til 2. Verdenskrig, som havde massakreret tyskere i Danzig og Bromberg og havde hjulpet briterne og franskmændene med at starte deres ønskeprojekt kunne måske have forventet lidt hjælp. Men det fik de ikke. Ironien er her, at de også havde gjorde en pagt med Mephisto, men at de ikke havde identificeret ham, for han var ingen anden end 'the Two-Faced God', de allierede og Sovjetunionen i uskøn forbrødring. Kapitalisme og kommunisme var ikke, som tonsvis af repetetivt ideologisk vrøvl senere har terpet, modsætninger. De var komplementære størrelser, som i dag er smeltet sammen til ét. Kapitalisme findes i dag ikke længere som et frit marked, og kommunisme findes overhovedet ikke som kommunisme, men som korpokrati, kollektivisme, kulturmarxisme, politisk korrekthed, Agenda 21, osv.

Mephisto havde igen skiftet maske, for det var selve hans natur.

Det skal i retfærdighedens navn siges, at misèren set fra allieret side indeholdt et element af magtesløshed, for London var reelt udspillet, da Stalins monsterhær rykkede frem. 29 juli blev russisk propagandaradio brugt til at give den falske besked, at Warshawa straks ville blive stormet og appellerede til den polske modstandsbevægelse om at gøre benarbejdet. Polakkerne anede ikke, hvad det var for et stykke nyttigt idiotarbejde, de nu udførte. Da angrebet kom, bevidst forsinket, nægtede Stalin at lade britiske RAF-fly bruge russiske baser til at sende forsyninger til byen. Det var jo ikke meningen, at indbyggerne skulle overleve! Bolsjevikker angreb ikke kun tyskerne, de angreb også polakkerne, og indbyggerne i Warshawa var dødsdømt. Da modstandsbevægelsen fik vendt geværløbet den anden vej, var det for sent, og de blev hurtigt decimeret. Ødelæggelsen fortsatte helt frem til september, og Stalin gav først efter for internationale krav om nødhjælp, da det var alt for sent, og han vidste det. De sidste polske hjemmeværnsfolk overgav sig i slutningen af oktober.

Churchill besøgte herefter Moskva, hvor han skulle 'diskutere' Østeuropas fremtid. Der var dog ikke meget at diskutere, for England og de allierede kunne intet stille op overfor Stalins ambitioner. Hvordan kunne man forhandle om områder, der allerede var fuldt okkuperet af den røde hær? Vi ser for os billeder af hyggeonkel Stalin med pibe i munden og den engelske bulldog med et noget anstrengt smil om munden + obligatorisk cigar. Et virkelig kønt selskab!

Det var rent kræmmermarket og hestehandel. Stalin fik Bulgarien mod ikke at intervenere i græsk politik. Jugoslavien blev overhovedet ikke nævnt, og Stalin nægtede at diskutere Polen. Et meget tyndt forhandlingsresultat for englænderne, men det afspejlede den forskydning af reel magt, der havde fundet sted. Også Imperiet havde indgået en pagt med Mephisto, og den evige 'shape-shift'er' med de to ansigter krævede nu sin betaling.

Populariteten - en uspiselighed
I Vestens selvforståelse og fjende-mytologi var det ikke-forståeligt, det var uspiseligt, at Hitler opnåede den enorme popularitet, han reelt gjorde. Vi har konstant hørt om, hvordan denne 'psykopat' hypnotiserede et helt folk, ja hele folkeslag og nationer, et andet faktum, som blev fortiet. Det skulle altså være en slags hokus-pokus, hvor manden ved hjælp af okkult massehypnose fik folk til slå kolbøtter og hoppe på tungen bare han åbnede munden. Dette stærkt emotionelle billede synes at forhindre os i at tænke klart. Hvis et fornuftigt menneske træder et skridt tilbage, kommer koldt vand i blodet og reflekter en anelse, fremstår udsagnet som temmelig skingert og mildest talt urealistisk. Der må være noget andet på færde.

Hovedproblemet med emotionsladet ideologi er, at vi ophører med egentlig tænkning, og at egentlige facts glider ud af fokus. Jeg føler, ergo tænker jeg ikke længere.

Der var simpelthen er enorm folkelig opbakning, der gik langt ud over Tysklands grænse, som havde sin rod i reelle sociale-politiske-økonomiske-kulturelle forhold påført Europa og resten af Verden af Imperiet. Der var i tiden og i Verden en enorm længsel efter at slippe for det imperiale kvælertag. Der var samtidig i tiden en lige så enorm angst hos Imperiet for, at dette skulle miste sit tilragede privilegium til at tage kvælertag, sin enorme magt, sin verdensdominans og sit tag-selv-bord af menneskehedens ressourcer. Denne angst var samtidig de ufattelig fås angst for de overvældende manges legitime krav. Imperiet har, barberet ind til benet, aldrig været andet end en forsvindende lille bunke aristokrater, de 1% af de 1%. De var det dengang, de var det forinden, og de er det i dag.

Da dette forsvindende lille aristokrati så, at der pludselig og uventet var en statsleder, der trådte i karakter som andet end en nikkedukke for 'netværket', og som dermed gjorde det ligeså uventede: at sætte sig op imod Imperiet, at være ulydige, at tage kontrollen ud af hænderne på dem i et område af Verden så foruroligende tæt på et af deres hovedtilholdssteder og give velstanden tilbage til folk i dette område - oven i købet efter at dette folk og dets ledere havde fået besked på som en gennemtævet køter at smide sig på ryggen! - så blev Imperiet meget foruroliget og overordentlig rasende. At sætte sig op imod Imperiet var at sætte sig op imod Gud!

Er sidste sætning en overdrivelse? På ingen måde. Det britiske aristokrati (som vi minder om igen, stadigvæk er emigreret tysk aristokrati) anså sig selv for romernes arvtagere. Deres Imperium kunne måle sig med, ja var det reinkarnerede Romerrige. Vi husker, hvordan de romerske kejsere udnævnte sig selv til en gud. Deres åndelige arvtagere i et og alt, det Katolske Imperium på sin vis, havde opfundet en ny slags kejser, der blev kaldt en pave. Og hvad er han for en størrelse: han var Guds stedfortræder på Jorden! Hvorfor hele denne konstruktion af guddommeliggørelse af et simpelt statsoverhoved? Fordi lydigheden skulle være absolut. At sætte sig op imod statsoverhovedet VAR at sætte sig op imod Gud. Og du vil da ikke vove det formastelige, det blasfemiske at sætte dig op imod Gud, vel?

Den britiske über-overklasse har altid anset sig selv som en slags guder, for hvem alt det andet underklassekryb, nationalt og globalt, havde status af en mellemting mellem slaver og dyr. Hitler bliver lige pludselig en slags Spartacus i deres optik, eller en slags Hannibal, karthageneren, der gik over alperne med sine elefanter og truede Imperiet. Man kan diskutere, hvorvidt disse to oprørere egentlig truede Romerriget i dets grundvold, så eftertiden har med overlegenhedens overbærenhed givet dem en vis oprørsk heltestatus. Man kan dog ikke diskutere, hvorvidt Hitlers oprør på vegne af de tyske gældsslaver var en reel trussel for Imperiet, for det var så absolut. Derfor er der ingen overbærenhed i eftermælet. Manden måtte fremstilles som en dæmon til skræk og advarsel for alle, der i eftertiden måtte finde på noget lignende. Mangel på overbærenhed er, hvad det er. Men dæmonisering, derimod, er særdeles problematisk, da det altid, og altid uden undtagelse, indebærer et overforbrug og en systematisering af løgn.

Attentaterne
Hitler havde altid tvivlet på visse af sine officerer. I 1944 skulle det vise sig begrundet.

Det eneste, der kunne bryde den popularitet, Hitler havde hos tyskerne, var hans død i form af et attentat. Svagheden ved konstruktionen folket + føreren var, hvis hovedet faldt af kroppen. De eneste, der var så tæt på føreren, at de kunne udføre et attentat, var officererne. Der var flere forsøg, men den officer, der kom tættest på, var oberst Claus von Stauffenberg. Alle der har set filmen 'Der Untergang', har scenen i baghovedet, hvor von Stauffenberg placerede en attachétaske under bordet ved et møde i en afsides kommandocentral i Østpreussen kaldet 'Wolfschantze' (Ulveboet). Bomben i tasken gik af og sårede andre officerer, men Hitler havde placeret sig anderledes ved langbordet end forventet og overlevede.

Von Stauffenberg blev henrettet 21 juli 1944 kl. 12:30. Hans medkonspiratorer blev indfanget og henrettet skydning eller hængning.

Andre attentatmænd blev også henrettet:
  • Ermin von Witzleben, 8 august 1944
  • Erich Fellgiebel, 4. september 1944
  • Dr. Carl Goerdeler, 2. februar 1945
Hvem var disse folk? Det er for nemt udelukkende at anlægge en nazistisk stereotyp og kalde dem forrædere. De havde jo været officerer indtil da og med blot et par undtagelser ikke britiske agender. De var folk med en anden agenda. De forhandlede separat med de allierede af to årsager. For at prøve at forhindre, at Stalin oversvømmede Tyskland med sine horder, og - mindre charmerende - for at redde deres eget skind. Det ene kan til nød forsvares som realpolitisk, der andet er ikke meget andet end fejhed. I britisk historieskrivning fremstår de derimod - what else? - som en slags helte og martyrer. Det var de så heller ikke.

Vi bevæger os nu ind i krigens afsluttende fase. I de næste afsnit skal vi studere denne fase, hvordan en ny variation af Versaillestraktaten blev udformet af de allierede og hvordan kontinentet og Verden blot forlængede den kognitive dissonans, som 1. Verdenskrig skabte, 'The Great War'. Stor var den i sandhed, blot ikke på den onanistiske måde, hvorpå Imperiet udtaler ordet 'Great'.

Vi skal se på, hvordan slutspillet starter med slaget om Ardennerne, bombningen af civile, slaget om Berlin, Nürnbergprocesserne, Leuchter-fundene om koncentrationslejrene og den jødiske historiker David Cole, de bolsjevikiske massevoldtægter, den allierede tortur og endelig Berlinmuren, den europæiske skamstøtte over en ulækker studehandel.

Vi vil også - som vi hele tiden har gjort - undervejs forsøge at pejle de tråde af mentalforgiftning, som krigen trak op gennem det 20 århundrede og frem til i dag. Vi er aldrig kommet ud af 2. Verdenskrig. Måske lever vi stadig i 1800-tallet.

Download hele undersøgelsen i fem dele som PDF:
http://modsigelsen.net/materie/ww2_revi.pdf

2. Verdenskrig i baglys I
2. Verdenskrig i baglys II
//
2. Verdenskrig i baglys IV
2. Verdenskrig i baglys V

Kommentarer

Populære indlæg