2. Verdenskrig i baglys V


2. Verdenskrig i baglys I
2. Verdenskrig i baglys II
2. Verdenskrig i baglys III
2. Verdenskrig i baglys IV
//

Homo Post-traumaticus 
Lettelsen hos befolkningerne i de allierede nationer og den glæde, der blev udløst i gaderne, var ægte nok. For hvad sker der med en befolkning, hvor kvinderne har sendt deres mænd og sønner ud for at dø og slå ihjel, og hvor folk har måttet finde sig i, at alle de midler, de havde sparet op og foræret deres regeringer som skatter og frugten af al deres arbejde, blev brugt til krigslegetøj af høje herrer iført fint tøj og patetiske talegaver – alt sammen på bekostning af folks enorme afsagn og lidelser? Sådanne folk er selvfølgelig enormt lettet. I denne lettelsens rus er det imidlertid, at deres skjulte bødler slår til endnu engang.

Vi ved fra systematisk uddannelse af bødler i diktaturregimer, at første fase er traumatisering og reel offergørelse af personen. Anden fase er lettelsens fase, hvor vedkommendes traume bliver kanaliseret over i at gøre det mod andre, som man selv blev udsat for. Det er sindskontrol baseret på et påført traume. I dette lettelsens øjeblik blev folk åbne for at tro på ALT, deres regeringer bad dem om. Hvor de i krigens tid havde være skræmt og tvunget til det, faldt de nu over hinanden for at gøre det. I denne sejrsrusens forgiftelse har vi alle sammen i den vestlige verden bygget et verdensbillede, der bygger en sandgrund, et fundament af løgne, traumer og fornægtelse.

Vi har udviklet en bøddelkultur, hvor vi via to kæmpe krigsscenarier og en hel række 'mindre' er havnet i en kollektiv psykose-tilstand og har skabt en ny mennesketype, en kultur med et nyt bevidsthedssæt: homo posttraumaticus, PTSD-mennesket. Bødler har uddannet bødler. 

Det er først i dag, 70 år efter, at facaden er begyndt for alvor at krakelere på de institutioner, der blev bygget op efter krigen, som alle folk hyldede og satte deres lid til. Det er først i dag, vi opdager, hvor meget ækelhed, der gemmer sig bag facaden. Den kollektive erfaringsfaktor ganger den individuelle faktor op med 10 eller 100. Hvad der under optimale forhold tager et individ 15 år at erkende, vil tage en nation 150 år og for et kontinent 1500 år. Så vi lever i en tid, hvor disse erfaringscykler fortættes. 

Vi har i lang tid fejlagtigt troet, at det var betændelsen, der var vores normale tilstand. Det er ikke en køn tid, det er en betændt tid vi lever i. Som et byld, der er revnet, flyder betændelsen. Men det er samtidig en helingsproces. Javist bliver der et ar, men det vil være der altid som en påmindelse om hvad der skete.

Derfor er det et nødvendigt at forstå hvad der skete, hvor det skete, hvem der fik det til at ske, og hvornår det fandt sted. Men de veltalende herrer iført fint tøj og flotte talegaver sagde: Det skal I ikke bekymre jer om, det har vi spurgt om for jer, alt hvad I skal bekymre jer – og det skal I ikke engang bekymre jer om længere – er hvorfor. Men det spørgsmål har vi for længst besvaret, det gjorde vi jo allerede, inden vi startede: det var FOR DEN GODE SAG OG JERES ALLE SAMMENS BEDSTE! Og se bare, nu forstår I jo det hele! Det var da ikke så slemt vel?

Not so, my friend. Ikke at tillade spørgsmålene at blive stillet i åbenhed og spørgelyst og i den rigtige rækkefølge var en fælde. Og en hel kultur faldt i fælden. Homo Posttraumaticus fik godnathistorien om de Gode, de Onde og de Grusomme. Og skuespil, masser af skuespil, sagde kejseren og vinkede bydende til sine tjenere og nådigt til sit elskede folk. 

I Asien rasede 2. Verdenskrig stadig, men vi festede i gaderne i London, Paris, New York og København. Amerikanerne skulle føje endnu en bunke krigsforbrydelser til de bjerge, de i forvejen hvilede deres ene ben på. Fx. Udslettelsen af to hele byer af civilbefolkninger i Japan. De gule svin fin en dobbelt-Dresden, så ku' de lære det! 

Hvis vi lytter til Douglas Dietrich, destruerede containervis af dokumenter, var Hiroshima og Nagasaki fuldstændig uden betydning, for japanerne overgav sig aldrig. Der var ikke en eneste japaner til stede, da denne 'overgivelse' fandt sted ombord på et hangarskib, for størstedelen af den japanske hær befandt sig på den koreanske halvø og i Manchuriet, og krigshandlingerne fortsatte til op i 50'erne. Amerikanerne fortalte deres befolkning, at de havde vundet krigen, men i virkeligheden var det japanerne, der vandt krigen. Der er stof her til endnu en blogpost-serie, og det, der kommer frem om det asiatiske scenarie er mindst lige så overraskende, som ved det europæiske.

Derfor forekommer Koreakrigen i vores bevidsthed som en næsten glemt krig. Det var simpelthen 2. Verdenskrig, der aldrig sluttede. Min generation, og jeg er ingen årsunge, har ikke oplevet Koreakrigen, hvor alle, ALLE! byer og landsbyer i et helt land blev jævnet med jorden. Det sted, hvor japanerne havde haft deres våbenfabrikker i kæmpe underjordiske compounds skulle jævnes med jorden, og fuck de mennesker, der boede der. Senere gentog amerikanerne skuespillet i Vietnam. Endnu engang blev et helt land sønderbombet og fuck de mennesker, der boede der. Og CIA slæbte hjem af heroin fra Den Gyldne Trekant, for krig kostede så mange penge. Og senere gentog amerikanerne deres skuespil i Afghanistan, og CIA og NATO slæbte hjem af heroin, for krig var dyrt. Men det var jo bare en investering, for krig var jo i sidste ende en fed forretning! Og husk, kære folk, I behøver ikke at spørge om hvorfor? Det har vi jo svaret på ... 

Postkrigs-teater 
Et sådan skuespil for folket var Nürnberg-processerne.


Først skar man efter den traditionelle læst Tyskland over som en lagkage. Det havde imperialisterne gjort alle steder, de kom fra siden starten af 1800-tallet, det havde man allerede gjort én gang før med Tyskland (men åbenbart ikke grundigt nok), så nu del-og-herskede man igen. Et stykke lagkage til England, et andet stykke lagkage til USA, et kæmpe stykke lagkage til Rusland og et fjerde til Frankrig. Det hed 'okkupationszoner'. 

Vi husker, hvordan England så sent som i 1994 – konstruktionen var ved at slå revner, så man måtte gøre noget – endnu en gang stadfæstede, denne gang med en lovbefaling, at 'Ingen allierede begik krigsforbrydelser, det var kun nazister, der begik krigsforbrydelser'. 100.000'er af soldater blev holdt i lejre, ikke som tilfangetagne, men som 'krigsforbrydere'. En tysk soldat var en forbryder, en engelsk soldat var en helt. Verden var blevet dejlig nem at forstå. En primitiv sort-hvid stregtegning i en tegneserie. 

Englænderne tvang lokalbefolkningerne til at defilere gennem Buchenwald og Bergen-Belsen, hvor de havde 'glemt' at rydde op, og der lå nøgne, udsultede lig i bunker og flød. De blev dog ikke sendt gennem Eisenhowers dødslejre, for her skyndte man sig at rydde op. Ej heller fik man lige med det samme lov til at defilere i de såkaldte udryddelseslejre med gaskamre, som efter 'pålidelige' udsagn fra sovjet-bolsjevikkerne befandt sig i det nu hermetisk lukkede polske område. Efter en tids forberedelse, blev der bevilget stærkt kontrollerede guided tours. Vi tog deres ord for, at det, man så, var det, de sagde – og omvendt. Bolsjevikker måtte jo vide, hvad de talte om, for de var jo selv så dygtige til at lave udryddelseslejre. De tyske tilfangetagne, og husk de var nu alle godkendt til at være 'afvæbnede fjender' og krigsforbrydere, defilerede gennem lejre, hvor ligene af de tyfusramte lå og stank. Man var i fuld gang med at opbygge en postkrigs-mytologi. Der var billeder i det, som man kunne bruge i de sejrendes historiebøger og i aviserne.

Dette var starten på af-nazificeringen, hvor alle de tricks, som behavouristerne havde lært sig og solgt til reklameindustrien og propagandaindustrien især i USA, nu blev brugt mod tyskerne. Kollektiv hjernevask var på ingen måde et nyt fænomen, for allerede romerne kendte det i allerhøjeste grad. Men i en massemediekultur, som var på plads i 1945, var der en række nye metoder og muligheder. Antropologi, som vi kender det i dag som et universitetsfag, udsprang af militær efterretning og studier af menneske-grupper i krigsøjemed. Mange af disse militære social-behavourister blev senere arbejdsløse, og et nyt akademi-fag var opstået: antropologi.

Amerikanerne kom op med yderlige teaterrekvisitter: lampeskærme af menneskehud, skrumpehoveder af polske fanger og hudstykker med tatoveringer på. Senere kom englænderne op med historier om, at menneskelig blev brugt til at lave sæbe af. Her kan I se, tyskere, hvor perverse de ledere var, som I alle sammen støttede op om! Behavouristisk, pavlovsk hundetræning i selvforagt! 

Når soldater overgav sig, især hvis de var de frivillige SS-officierer, blev det konventioner, de allierede havde underskrevet, ikke respekteret. Der fandt en stribe af massakrer sted på dem, der overgav sig. De blev lukket inde i lukkede gårdarealer og majet ned med maskingeværer. Sådan skete det for de 560 SS-officierer, der overgav sig ved Dachau-lejren. 

Måden en krig afsluttes på, er altafgørende for eftertiden. Den måde, hvorpå de allierede trampede rundt på de overvundne, der nu lå ned, skabte til en kulturel-etisk afstumpning, der bliver ved med at sende sine – man kunne næsten sige karmiske trykbølger op gennem tiden og frem til os lige nu. 

Nürnbergprocessen – den ultimative farce 
I dette mildt sagt farceagtige optrin ville regeringsmedlemmer og funktionærer i et land for første gang i verdenshistorien komme til at stå foran en ret, hvor fire dommere udsendt af statsledere fra de lande, der delte Tyskland op i fire stykker lagkage, ville dømme dem – i deres eget land. Læs lige foregående sætning en gang til og komtemplér det! Blot det at betegne det som en retshandling eller at bruge ordet domfældelse er absurd teater.

I særklasse absurd bliver, når man betænker, at som minimum tre statsledere, Winston Churchill, Franklin D. Roosevelt og Josef Stalin med en fair trial og en hvilken som helst uvildig international domstol både på den tid og i dag ville blive idømt livsvarigt fængsel og i Stalins tilfælde forvaring, der er værre end livstid, for det er på ubestemt tid. Og det ville de på baggrund af de bjerge af krigsforbrydelser, de begik som øverstansvarlige for de events, der er nøje beskrevet i hele denne fremstilling og dens fem dele. De var de ansvarlige for 2. Verdenskrig, men de blev aldrig draget til ansvar, for den sejrende har magt til at frikende sig selv. 

Blot en lille korrektion: en fair trial anno 1945 ville have idømt de tre statsledere døden ved hængning eller skydning. Hængning var normalt metoden til at aflive usle lystmordere og tyveknægte, skydning var en militær henrettelse. Derfor valgte man døden ved hængning som en symbolsk gestus overfor det Tredje Riges mænd.

Heinrich Himmler og Hermann Göring berøvede denne pseudodomstol fornøjelsen at dømme ham til døden ved at sluge en cyanidpille, kemisk harakiri kunne man næsten kalde det. Göring nåede at stå foran sine dommere, og uanset hvad man måtte mene om nazismen og dets ledere, frembød han en imponerende fremtoning, hvilket også hans fjender anerkendte. Her var en person, der på ingen måde var knækket selv i modtagelsen af sin dødsdom. I cellerne var han og de andre fanger under overvågning 24/7, og der stod simpelthen en person foran deres dør og åbnede en luge hvert 2. minut. Alligevel lykkedes det ham at gemme en kapsel og tage den i brug, da han mente, at han havde fortalt sine bødler, hvad han mente om dem og deres anklager. Det var blot et par timer før han skulle skydes. Han var i fuld kontrol over situationen til det sidste.

Mange af hængningerne af de dømte gik så galt, at de tog over 30 minutter, hvor den hængte langsomt blev kvalt sprællende og kæmpende for sit liv. Mage til pinligt dilettanteri skulle man lede efter. I erkendelsen af pinligheden – eller nok snarere i erkendelsen af, at pressen og offentligheden kunne eksponere den - hentede man Englands førende 'hangman', Albert Pierrepoint til Berlin. Hvis du ikke allerede har set den fremragende film 'The Last Hangman', kan det stærkt anbefales. Denne yderst professionelle mand med det makabre job erkendte under processen, at der var noget fundamentalt galt her. Hvis man skulle aflive mennesker og sætte sig i Guds sted, skulle det gøres med maksimal respekt. Her så han, hvordan denne respekt blev tilsidesat. Efter udført tjeneste nedlagde han sit hverv. 

Tilståelser ved tortur 
Det er kun for nylig, at oplysninger er sluppet ud om, hvad der skete med de fanger, man stillede for Nürnberg-domstolen. Man udvalgte nøje de personer, der blev fremstillet, og forinden havde de passeret gennem et sted ved navn 'the London Gage', der blev kørt af en person ved navn oberstløjtnant Alexander Scotland. Dette 'bur' var et ud af ni fangehuller, hvor tortur af tyske fanger fandt sted.

Et af 'stjernevidnerne' i Nürnberg var Rudolf Hess. Man påstod, at han havde tilstået udryddelsen af over tre millioner jøder. Det fotografiske dokumentar-materiale, briterne valgte at fremlægge som underbygning, var stærkt tvivlsomt, for man havde ladet ofrene for de tyfus-epidemier, der især ved krigens afslutning hærgede fangelejrene, afbillede. De allierede vidste det.

Efter krigen talte en britisk torturbøddel, Bernard Clark, over sig og pralede med, at det var ham, der havde tortureret Rudolf Hess og truet ham med at gøre 'ting' med hans familie, så han fremkom med de falske tilståelser, man havde brug for. Efter Nürnberg blev han jo buret inde i Spandau til han blev senil. Ikke desto mindre blev han myrdet i fængslet. Man fandt ham hængt / kvalt med vandrette rebmærker om halsen, der viste kvælning og ikke hængning.

Lampeskærmene af menneskehud viste sig at være lavet af gedeskind. De to polske skrumpehoveder forsvandt på temmelig hurtigt, inden nogen kunne undersøge dem. Stumperne af menneskehud med tatoveringer viste sig også at være et falsum. Kun i de de lejre i det nye Østeuropa bag det Store Jerntæppe, hævdes det til den dag i dag, at millioner af jøder blev gasset i dertil indrettede kamre.

Hvad er der ellers tilbage af de 'beviser', der blev fremlagt og fremvist mod nazisterne i Nürnberg? Nåh jo, så er der sæbefabrikken! En sæbefabrik må man jo ha', når man skal vaske sine hænder. Deborah Lipstadt, en jødisk konsulent for 'Holocaust Memorial Museum' skrev, at dette var en 100% fabrikation, der intet havde på sig. Det var en af briternes yndlingshistorier. De havde også lanceret den under 1. Verdenskrig, og nu kogte de sæbe på den igen. 

Krigsgælden 
I oktober 2010 havde Tyskland endelig betalt sin krigsgæld af, altså for 1. Verdenskrig! De havde da betalt 220 milliarder kroner. Det er vist unødvendigt at nævne, at krigsgælden for 2. Verdenskrig langt fra er betalt. Der kører for tiden sager fremført af Grækenland og Italien. Hvis de bliver vundet, vil det åbne for en sand flodbølge af sager fra en række lande. Tyskland er blevet et gigantisk tag-selv-bord.

Du er måske opmærksom på den bølge af af nationaltømninger, som ECB (den Europæiske Centralbank) og IMF (den Internationale Monetære Fond) akkompagneret af Goldman Sachs og andre hajer i det internationale farvand har indledt mod en række især sydeuropæiske lande: Grækenland, Cypern, Italien, Spanien, Portugal, snart Frankrig. Derudover Irland, Island og Ukraine. Det er hævdet, at vi her ser den finansterroristiske del af 3. Verdenskrig. Læg især mærke til, hvordan man søger at få Tyskland til at betale for disse udplyndringer. Det i forvejen udplyndrede land – med den ultrastærke økonomi – bliver plyndret ovenpå post-WW1-og-WW2-plyndringerne. Hvordan kan det lade sig gøre? Det kan det i den sikre formodning om, at dette land er blevet så eftertrykkelig overdænget med et nationaltraumatisk kompleks af skyld-skam-og-gæld oven på skyld-skam—og-gæld, så man blot kan trykke på en dertil indrettet knap, og så betaler de for de internationale bank-gangsteres vildeste eventyr.

Tyskland har været det 20 århundredes finansielle malkeko, gåsen der sked guldæg, og geden der blev ædt og voksede op næste dag. Og hvis vi fastholder den tanke, at 3. Verdenskrig – i hvert fald i sin begyndelse – ikke er en varm krig men en finansiel-kulturel-informel krig – så er Tyskland igen i skudlinien for et angreb. Ved deres kansler det? Jeg tror, hun ved meget, som der ikke bliver talt om, og som de fleste ikke ved noget om.

Jøder, der overlevede fangelejrene, bliver i dag kaldt Holocaust-overlevere, og kan derfor søge erstatning. Ifølge ANCHA i Israel kan alle jøder, der har boet hvor som helst i verden i et nazi-regime, i et land under nazistisk besættelse og i et regime, der samarbejdede med nazisterne, kvalificere sig til titlen: Holocaust-overlever. Dette kvalificerer i så fald alle jøder, der forlod Tyskland i 1933 og boede uskadt i sikkerhed et sted i Verden. Fx. er jøder, der slog sig ned i det tidligere Sovjetunionen og søgte tilflugt hos deres jødiske bolsjevikiske allierede, berettiget til et engangsbeløb på 20.000 kr. og derefter en månedlig Holocaust-pension resten af deres liv. 

Det springende punkt: gaskamrene 
I modsætning til, hvad vi forestiller os, findes der ingen fotografier, intet videomateriale og ingen retsmedicinsk rapport om et gasset offer for denne Holocaust. 
Udfordring: hvis du ligger inde med sådanne, så sig venligst til, for Verden venter med spændthed. 
Vores billeder bygger udelukkende på sovjetiske vidnesbyrd og tidligere indsatte i lejrene, hvor ingen af disse blev krydsforhørt ved Nürnberg-retshandlingerne. De blev nedskrevne, taget til protokols og ophøjet til sandhed.

Jødiske indsatte i lejrene fortalte alternative historier fra Auschwitz, Buchenwald og Theresienstadt. Der var orkestre, som de spillede i. Et koncertflygel blev bragt ind til lejr 1. Der var et teater. Der blev vist film. De indsatte skrev postkort hjem, og vagterne forsynede dem med materialer. Der var penge i omløb i lejrene. Der var kantiner for de indsatte. Der blev arrangeret sportskampe mellem forskellige hold af indsatte. Kunstnere blev bedt om at male på væggene for børnene. Der var hospitaler, biblioteker og et stort swimmingpool. Der er nok af disse historier, der alle fortalte en afvigende historie end den om udryddelse. Hvorfor ville man gøre sig en sådan umage med alle disse tiltag, hvis det var bestemt fra højeste sted, at folk blot skulle udryddes? Ingen har forklaret dette mega-paradoks, og som rationelt tænkende menneske bliver man efterladt i et kognitivt dissonansfelt. Det er noget, der ikke stemmer. 

Historiens skraldespand 
Hvis man sammenligner disse beretninger med Stalins dødslejre begynder der at opstå en tanke. Hvis du vil have udpenslede beskrivelser af disse lejre, så se filmen 'As far as my feet will carry me' eller læs Aleksandr Solzhenitsyn's beskrivelser af Gulag. Eller mange andre beretninger, selvom der var procentvis meget få, der overlevede – hvilket i realiteten er en hel del, for der var bare UFATTELIG MANGE, der blev sendt til Helvede! I disse beretninger vil du høre om, hvad en dødslejr virkelig var.

Hvad er det hele for noget? Hvordan skal man forstå dette stykke psykologi? Har russerne beskrevet de tyske fangelejre, som om det var Gulag? Overstiger dette bare den menneskelige fatteevne? Blev tyskerne, Tyskland og tyskernes efterladenskaber en kæmpe skraldespand for den totale sum af forbrydelser mod MENNESKET, der var krigens egentlige krigsgæld, menneskets gæld til mennesket?

Jeg løber tør for ord lige nu. Jeg oplever at blive fanget af et stykke målløshed. Altså: et ideologiseret folkeslag, russerne med bolsjevikisk hjerneimplantat, hvis krigsforbrydelser oversteg enhver menneskelig målestok – de forstod ikke engang sig selv – har i et forsøg på at skabe en distance og forståelighed til deres egne ufattelige gerninger valgt at læsse disse gerninger over på netop dem, der blev udsat for deres gerninger. Giver det mening i al sin syge absurditet? Det giver kun mening, hvis man er langt inde i patologien, og det er just der, vi befinder os.

Vi prøver lige igen. Bolsjevikkerne beskrev de tyske fangelejre på samme måde, som de SKULLE have beskrevet deres egne. Det kaldes en projektion i psykologien. Vi bør måske opfinde et nyt begreb og kalde det en bekvemmeligheds-projektion. For de vidste særdeles vel, at de projicerede, og hvad de projicerede, og netop derfor gjorde de det – af bekvemmeligheds-grunde. 

Auschwitz og David Cole 
I 1992 lavede den jødiske historiker David Cole en dokumentar om, hvad han havde set og fundet i de historiske arkiver, via interview og på selve lokaliteten Auschwitz, indbegrebet af vort billede af en nazi-koncentrationslejr. Man kan stadig se den 60 minutter lange dokumentar på internettet – så længe det varer, for YouTube er i gang med en bølge af censur for tiden.

Som jøde havde han 'lov' til at undersøge sagen. Dette er i sig selv absurd, men sådan udtrykker jøder det faktisk, hvis det drejer sig om kritik af jøder – endnu en grund til at kritisere, hvis – med streg under hvis – der er grund til kritik. Lad os for enhver pris undgå kulturmarxisternes/Frankfurterskolens dogmatik om 'kritik som målet i sig selv'. Men altså, det var 'legitimt' for en jøde at undersøge jødisk historie – troede han. Det skulle senere vise sig ikke helt at være tilfældet. Det ville have været 'legitimt' at underbygge påstandene om gaskamrene og Holocaust, men han fandt ud af efter et stykke tid, at der var en helt bestemt grund til, at der blev råbt og skreget op, hver gang nogen forsøgte at åbne den æske – 'Don't look there, don't look there!' Og hvad gør alle små børn, når de voksne siger sådan?

David Cole var et sådant enfant terrible. Han måtte undersøge, især fordi tampen brændte, når man ikke måtte undersøge. Han var allerede klar over som historiker, at de 'beviser', som blev fremlagt af bolsjevikerne i Nürnberg var noget tvivlsomme. Han var også klar over, at mange af de vidnesbyrd, som fx amerikanske soldater havde fremført efter krigen, også var tvivlsomme. Det var helt ude af sync med det, man vidste, når soldaterveteraner mange år efter henviste til de 'gasninger', de sagde fandt sted i Dachau, der jo befandt sig i den vestlige del af Tyskland. Her kunne man ikke forhindre undersøgelser af stedet, og ærlige historikere ved med 100% sikkerhed at der ikke var gaskamre. Så soldaterne fortalte altså en historie, som de enten havde fået besked om at fortælle, eller som de havde efterrationaliseret sig til og senere brugt som soldaterhistorier omkring lejrbålet. Far var der selv, nu skal I bare høre … De havde blot glemt at tjekke, at deres indstuderede og derfor falske vidnesbyrd i mellemtiden var underkendt.

Holocaust-historien er vokset og vokset siden 2. Verdenskrig og bliver fremført og undervist på i skolen som et faktum. David Cole koncentrerede sig om blot et enkelt af de hovedsites, der altid blev brugt i historien, altså det formodede gaskammer i Auschwitzlejren, hvor nazisterne skulle have udført deres formodede 'Endlösung'. Og igen, han siger helt tydeligt i filmen, at det ikke skulle betragtes som et endegyldigt statement, men som et indlæg i, hvad han dengang håbede skulle blive en åben debat om emnet, en debat, der for længst burde være taget. Altså: hvad var facts, og hvad blot var krigspropaganda. Han ville bare gerne kende sandheden, og troede naivt, at der var tilstrækkeligt mange mennesker, der tænkte og følte som ham. Det udløste desværre – eller selvfølgelig - ikke en åben debat, for dertil var krigspropagandaen alt for massiv, men det udløste en interesse, der bestemt ikke er aftaget siden, tværtimod. Den accelererer for tiden og kan muligvis udløse en åben debat på sigt. 

Lejren
Auschwitz bestod af tre dele. 1: den oprindelige solide militærlejr bygget før krigen, 2: Auschwitz-Birkenau, der var bygget til som fangelejr og 3: Auschwitz-Monowitz, et stort industrielt kompleks, hvor fangerne arbejdede. Alle har set skiltet over porten, hvor der står 'Arbeit macht frei'. Det var ingen spøg at være 'ansat' i denne fabrik, og vi kan rolig kalde det for en arbejdslejr. Det var i øvrigt Tysklands største fabrik for syntetisk gummi.

Hele området er i dag en klam, kommercialiseret turistfælde, hvor man kan købe alt muligt Holocaust-skrammel og lytte til stereotype guides, der repeterer historien om, you know … Altså grundlæggende det samme ahistoriske nonsense, som man kan møde ved de fleste af Verdens turistfælder. 

Historieskrivning kan være stærkt ideologiseret, så facts bliver tilpasset en ideologisk agenda. I Egypten fortæller de en umådelig bunke vrøvl, fx. om gravkamrene i pyramiderne, selvom ingen mumie nogensinde er fundet der (det var i Kongernes Dal, de lå...). Ved Taj Mahal fortælles den tårepersende historie om Shah Jahan (der var berygtet for at jævne vediske templer med jorden), der lavede et gigantisk islamisk gravmonument over sin kone (efter vedisk stil udsmykket med vedisk symbolik ovenpå en vedisk mandala som grundplan, prøv at sige ve-disk tem-pel), eller den store moske i Cordoba (der vender nord-syd og ikke mod Mekka, ikke ligger i bycentrum, har et over 70 m højt tårn – stakkels muezzin! - har en kælderetage, har gargoyler på facaden og har bjælker i murværket, der er forstenede, hvilket giver en datering, der er ca. 1000 år ældre end noget islamisk byggeri. Prøv at sige fønikisk handelsstation perfekt placeret ved udmundingen af Guadalguivir-floden). Listen ville blive temmelig lang, men det er ikke emnet.

Auschwitz er netop et sådan sted, hvor ideologiseret historieskrivning bliver ritualiseret. Det er et slags gravmonument for polsk-katolsk og jødisk religiøsitet på én gang, hvilket har skabt en del gnidninger. Jøderne har klaget over, at udtrykket ikke var jødisk nok og har hele tiden arbejdet på at monopolisere det som en udelukkende jødisk affære. I russiske film, nævnes jøderne sjældent, her tales der mest om polakker, ukrainere og russere. I polske film tales der meget om de polske præster og deres martyrium. I vesten handler det stort set kun om jøder, og at der også omkom ikke-jøder bliver mest brugt, for at ikke-jøder ikke skal kunne identificere sig med jøderne.

Når man bliver vist rundt i Auschwitz viser de en bygning kaldet 'Dødens Blok', spækket med billeder, der skal understøtte det narrativ, at stedet var en dødsfabrik. Hvad man ikke viser er et stort kompleks, hvor man desinficerede tøj, sko, madrasser og alt, der kunne være inficeret med de tyfusbærende lus. Her brugte man den pesticid, der hed Zyklon-B, en cyanidholdig kemisk substans, der var specieldesignet til det job. Det var det egentlige gaskammer i Auschwitz. Ingen indsatte/beboere kom her. Såkaldte eksperter benægter ikke eksistensen af denne bygning. De bryder sig bare ikke om at nævne den, fordi den underminerer deres narrativ. Hvorfor dog komplicere tingene? Andre faciliteter i Auschwitz, som eksperterne nødig fremviser, er teatret, hvor det indsatte og deres børn opførte teaterstykker. Og swimmingpoolen, som er udladt på den guidede tour, så man skal kende dens eksistens.

Den guidede tour ender ved det berømte gaskammer. På det tidspunkt er turisterne så fyldt med horror-stories, at de er i stand til at tro på alt, de hører. Her oplever de apoteosen.

Alt bygger på tvivlsomme postkrigs-vidneberetninger og postkrigs-tilståelser. Der er ingen dokumenter, der understøtter, at de skulle have eksisteret en plan om udryddelse af jøderne. Der er ingen samtidige fotos, planer eller krigstidsdokumenter, der viser at det fandt sted. Man kan ikke bruge den undskyldning, at nazisterne destruerede alt bevismaterialet, for man havde på det tidspunkt knækket det tyske krypterede kode i deres interne meddelelser inklusive dem, der kom fra Auschwitz.

Alle de udstillede 'beviser', der fremvises i Auschwitz kan både bevise, men også modbevise narrativet – beviset ophæver sig selv. 

Der vises bunker af hår, som skulle stamme fra fangerne. De fik deres hoveder barberet, så man kunne få bugt med lusene. Det benægtes ikke engang. 


Og så er der der bunker af sko. Det er et faktum, at de indsatte blev frataget deres eget tøj ved ankomsten og fik nyt tøj og sko. Deres gamle var befængt med lus. 


Og så er der bunker af gas-dåser. Ingen benægter, at Zyklon-B blev brugt til at desinficere mod lus. Gassen blev også brugt i de lejre, hvor man siger, at der ikke var gaskamre.


Og så er der masser af billeder af syge, tynde mennesker. Heller ingen benægter, at tyfus var et stort problem i lejrene, da mange af de indsatte fra Østeuropa var notorisk berygtet for deres – skal vi sige letsindige omgang med personlig hygiejne. Polakkerne var med andre ord totalt lusebefængte.

Og så er der udstillinger af luftfotos af lejrene. De bliver fremstillet som bevismateriale, men man glemmer at nævne, at ingen af dem viser noget om gasning, selvom de er taget på tidspunkter, vor gasning siges at have foregået non-stop. 

Gaskammmeret 
Og så er der selvfølgelig selve gaskammeret, det berygtede 'Krema 1'. Det er et helt kapitel for sig.

Det lå bag officersbarakkerne udenfor fangeområdet. Der er en stor skorsten ovenpå bygningen. Man har indrømmet, at denne er en 'rekonstruktion', da den ikke er forbundet med bygningen. Læs lige igen: ikke forbundet med bygningen! Hvad er så meningen med en skorsten? Dernæst har man indrømmet, at hele bygningen er en rekonstrukton. Indenfor i bygningen kan man se, at mure er blevet væltet, og at der er spor af de baderums-faciliteter, som engang var i bygningen. Det nu større rum var engang fem rum. I væggene i den før omtalte desinfektionshal i Birkenau-området er væggene indfarvet med blåt fra gassen - deraf navnet 'preussisk blå'. Der er ingen indfarvning i baderummet i Auschwitz 1nu kaldet gaskammeret. Kemiske prøver viser ingen rester af gassen. I taget af bygningen er der luger, der siges at være, hvor Zyklon-B-gassen blev hældt ned. Lugerne er tilføjet senere ligesom skorstenen og kaldes ligeledes 'rekonstruktioner'. Hvorfor man skulle have brugt en masse besvær på at fjerne huller i en solid bygning og en lige så solid skorsten for dernæst at bygge det hele op igen fremgår ikke med stor tydelighed. Hvis bolsjevikkerne havde fundet stedet i den propagandistisk set perfekte stand, så havde der vel ikke været grund til disse rekonstruktioner? 

Piper 
Franciszek Piper, senior-kurator ved Auschwitz-museet, skrev en bog, hvor de originale sovjetiske tal på 4 millioner omkomne jøder – jøderne selv 'rundede op' til 6 millioner – skulle revideres, så tallet nu var: 1.1 millioner. Det må siges at være lidt af en revision. Sovjetterne overdrev altså med 400%.

Lad os lige tage den en gang til:

  • Den Sovjetiske Stats Ekstraordinære Kommité for Undersøgelsen af Nazi-krigsforbrydelser (elsker vi ikke straks denne herlige titel?) fastlår, at 'mindst fire millioner jøder døde i Auschwitz'.
  • Det Supreme Nationale Tribunal i Polen fastslår at 'omkring fire millioner jøder døde i Auschwitz'
  • Det Internationale Militærtribunal i Nürnberg fastslår, at 'mere end fire millioner jøder døde i Auschwitz'.

Disse udsagn baserer sig på, hvad man kaldte 100-vis af vidnesudsagn og eksperter. Hvis man sammenholder dette med Franciszek Pipers dokumentation, kan man konstatere, at der er en vis usammenhæng. Hverken vidnesudsagn eller ekspertudtalelser lige efter krigen er altså i overensstemmelse med sandheden, men er opstået på anden vis. De sovjetiske beviser og udsagn er altså: svindel!

David Cole fik lejlighed til at interviewe Piper, som indrømmede, at der var sket 'rekonstruktioner'. Den britiske historiker, David Irving, blev dømt ved en tysk domstol for i maj 1992 at sige netop det, som kuratoren, museumslederen og Holocaust-eksperten Piper sagde i sit interview med den jødiske historiker, David Cole. Piper blev endog indkaldt som vidne i dommen, men dommeren tillod ikke vidnet at udtale sig!

Lad os sammenligne de to synspunkter, det officielle og det revisionistiske.

  • Officielt:
    bolsjevikkerne, sovjetterne, kommunisterne genskabte et gaskammer, der engang havde været der, før man ombyggede det til et beskyttelsesrum
    mod luftbombardementer. De genskabte altså bare det originale gaskammer i deres oprigtige bekymring for den historiske sandhed, som de var så ivrige efter at præsentere for verden.
  • Revisionistisk:
    bolsjevikkerne, sovjetterne, kommunisterne skabte et gaskammer i et beskyttelsesrum mod luftbombardementer, der altid havde været et beskyttelsesrum mod luftbombardementer.

De fire huller i taget, som skulle være indfyldningshuller til Zyklon-B-gas, kan ikke ses på de allieredes luftfotos. De var der altså ikke.

Men hvorfor nedlagde man så gaskammeret? Her forklarer Piper, at det var blevet for svært at skjule gasningerne for de indsatte i Auschwitz 1, så man flyttede det til nabo-området Auschwitz-Birkenau. Man sagde, at gaskammeret var skjult for de indsatte, da der skulle ligge tre blokke i kanten, hvor officererne boede. De indsatte kunne altså ikke se det formodede gaskammer overhovedet, sagde man. Man skjulte altså gasningerne for de indsatte.

Men hvis man studerer luftfotos over området, så ser man, at de indsatte havde fuldstændigt udsyn over området. De toge, der ankom, og som påstået lossede passagererne direkte ind i gaskammereret i tusindvis hver dag var lige i synet på de indsatte. Ingen kunne have undgået at se det hele. Der var altså intet skjult, og der burde have været masser af vidnesbyrd om dette, og med samstemmende beskrivelser. Det er der ikke. Der er noget, der ikke stemmer.

Leuchter 
I 1988 blev der foretaget en ekspertundersøgelse af væggene i gaskammeret af Frederick A. Leuchter, altså en retsmedicinsk undersøgelse. Han tog prøver fra desinfektionsrummet i Birkenau, hvor man behandlede materialer og gaskammeret. Desinfektionsrummet gav udslag, der gik ovenover skalaen = enorme mængder af gas, hvorimod det påståede 'rekonstruerede' gaskammer ikke viste markante tegn på gas. Problem! Et kritisk team fra Krakau besluttede at dobbelttjekke Leuchters resultater, for de måtte jo være falske. De fik de samme resultater. Nogen har vist været lige lovlig grundige med deres 'rekonstruktioner'.

Måske står der allerede klart for dig, men mange har ikke gjort sig klart, at historieskrivning ikke er en eksakt videnskab. Kemi, derimod, er en ekstremt eksakt videnskab. Da den britiske historiker, David Irving, i erkendelse af, at hans videnskabsgren ikke var eksakt, tog  - ulovligt skal det siges - prøver af  ydervæggene til de egentlige gaskamre, hvor man desinficerede, og han tog derefter prøver fra indervæggene i de påståede gaskamre og bad kemikere/retsvidenskabsfolk om at sammenligne. Der ingen tvivl hos eksperterne. Selv ydervæggene i de rigtige gaskamre (gassen var så koncentreret, at den havde gennemsyret hele muren) indeholdt stadig 60 år efter så meget cyanidgas, at de røg helt i top af det målbare, hvorimod indervæggene i det påståede gaskammer ikke indeholdt noget spor af cyanidgas overhovedet. 

Kemi lyver ikke. Det gør historieskrivning. Det skal også siges, at David Irving er den historiker, der har gjort det grundigste arbejde i forhold til Holocaust. Derfor er han også den mest frygtede blandt både kolleger og hele slænget af post-WW2-legendemagere, OG en af de mest dæmoniserede af samtidens historikere. Manden er voldsomt kompetent og kontroversiel på samme tid.
The Faking of Adolf Hitler for History

Forholdt disse facts, kører konformist-eksperter ud i en ny cirkel og påstår, at de manglende spor af gas skyldes, at det kun var 20 minutter om dagen, at man brugte gas i kammeret, og at det derfor ikke efterlod spor. Men ifølge beretningerne, så foregik der gasninger uophørligt, dag og nat. Ellers kunne man ikke have gasset det enorme antal mennesker – alle sammen jøder selvfølgelig. Men her træder man sig selv over fødderne. Beslut jer nu: enten var der meget få gasninger, eller også var der seriøst mange!

Narrativet smuldrer eller flimrer, hver eneste gang man spørger ind til det. Det kan anbefales at se David Coles dokumentarfilm, for han var på det tidspunkt knivskarp. Der sker så noget for ham bagefter. Det starter med at JDL – Jewish Defence League, en ekstremt voldelig jødisk intern terrorgruppe – erklærer ham for værende et mål og angriber ham voldeligt. Han må gå under jorden i ti år og skifte navn. Da han kommer tilbage på scenen, er der sket noget med ham, selvom han stadig forholder sig kritisk et par år. I dag er han så begyndt at benægte sine egne udtalelser.

Så ved vi godt, hvad klokken slog derude i baglokalet. Vi tager hatten af for David Cole for hans mod til som jøde at sige, hvad han sagde, mens hans hænder og fødder var frie, og hvor han stadig kunne være en enfant terrible udenfor rækkevidde af den allesteds-nærværende jødiske terror – som i allerhøjeste grad bliver rettet mod jøder, et faktum vi ALDRIG må glemme!

I 1988 blev Ernst Zündel udsat for en retssag for Holocaust-benægtelse. Man var nu begyndt at retsforfølge folk, der foretog fuldt berettigede og hæderlige videnskabelige undersøgelser. Den politiske korrekthed havde gjort sit indtog på verdensscenen. Kulturmarxismen have slået igennem via universiteterne i Vesten. Zündel havde forinden hyret Frederich Leuchter, der var en retsmediciner med ekspertise i gasteknologi til henrettelsesformål. Efter i største hemmelighed at have udført tests i bla. Auschwitz i Polen, vendte Zündel tilbage og udgav 'Leuchter rapporten'.

Leuchter gør det i et interview meget klart, at han kun stillede sig til rådighed for undersøgelser. Hvis hans fund understøttede gaskamre, ville han have sagt det. Men hans undersøgelser viser det modsatte. Kort fortalt: kamrene var ikke indrettede til gasning, og bødlerne ville have gasset sig selv. Der er også noget sært ved ideen om, at et krematorie befandt sig ved siden af et højeksplosivt kaskammer. Det er ikke fysisk muligt, er Leuchters ekspert-vurdering. Manden er ikke korrupt-ekspert eller fake-ekspert som bolsjevikerne, der fodrede Nürnberg-bødlerne. Han er uvildig amerikansk retsmedicinsk ekspert med fuld anerkendelse. Leuchter fastslår, hvad alle vidste, men ikke måtte sige: der var ingen øjenvidner, for der var ingen gasninger!

Det vil også være umagen værd at se interviewet med Ernst Zündel, hvor han sætter en manipulerende israelsk journalist på plads med sin viden:
https://www.youtube.com/watch?v=A5sbegfCz7o

Hvad vi ikke forstår i dag er, at Sovjetunionen ikke var en egentlig allieret. Sovjetstaten var fra starten en konstruktion af Wall Street - for nu at gøre det forsimplet - og nu gjorde konstruktionen igen Wall Streets beskidte arbejde. Skift efter behag og vinkel begrebet 'Wall Street' ud, men den sovjettiske propaganda blev accepteret på det tidspunkt i historien af den ene og alene grund, at den tjente de allieredes formål. Derfor accepterede vi et bjerg af løgne, og et af dem var Holocaust-løgnen.

Den iranske premierminister, Mahmoud Ahmadinejad skabte en vis furore i 2006, da han sagde, at Holocaust var en konstruktion beregnet på at beskytte staten Israel. Han sagde altså det, som mange vidste, men som ingen måtte sige.

En række af videnskabsfolk, journalister, og andre personer, der har stillet spørgsmål og søgt svar, er blevet idømt bøder og fængselsstraffe på mellem 6 måneder og 6 års for blot at stille disse spørgsmål. En tysk skolelærer fik 4 års fængsel - ikke for noget han havde sagt, men fordi dommeren mente, at han havde tænkt sig at sige det!

Hitler-kortet og Ågerkarlenes Imperium 
Det, der pissede de allierede af, allerede før de blev 'de allierede', var i virkeligheden én eneste ting. Det var det øjeblik han meldte Tyskland ud af det system af blodsuger-ågerkarle-bankvæsen, der herskede over den vestlige verden og på tre, TRE! År løftede Tyskland ud af både den forarmelse, som andre lande led under efter ågerkarlenes finansfiflerier med verdensøkonomien i 20'erne, men oven i købet løftede det til en standard, som langt overgik sine naboer.

Hvis et land kunne tilsidesætte central-banksterne og opnå dette, ville de kunne ske i andre lande. Folk opdagede det og ønskede 'so ein Ding' for dem selv. Overalt i Europa vakte det beundring. Men hvor der findes beundring, findes der misundelse, og Misundelsens Imperium begyndte at længes efter endnu en krig. Ågerkarlene aktiverede endnu en gang deres netværk.

De selvsamme verdensimperialister agerer på præcis den samme måde i dag. Hver gang de ser et land, hvor det går lidt for godt, og hvor man ikke lystrer de regler, som centralbanksterne har besluttet skal gælde for menneskeheden, så trækker de Hitler-kortet!

Hitlerkortet består i, at man udnævner landets leder til at være en ny Hitler og begynder at fabrikere en række udsagn om vedkommenes grusomheder. Hvis vedkommende har været hård i filten, bliver det selvfølgelig brugt, men i de fleste tilfælde oversvømmer de bare de medier, som de selv ejer (læs: dem alle sammen) med skinbarlige løgne skåret over den samme læst.

Vi så det, da englænderne ønskede at smadre Egypten under Nasser. Han havde nationaliseret Suezkanalen, så hvad kaldte de ham: Hitler!

Vi så det, da Kuwait sugede olie ud af irakisk undergrund og opfordrede ham til at gøre noget ved det. De havde i forvejen foræret ham våben, så han kunne bruge den mod iranerne. Men så annoncerede han, at han ikke længere ville acceptere dollars for olie. Irak havde en nationalbank, der ikke var en del af centralbankvæsenet. Hvad kaldte de ham? Hitler! Og så smadrede de hans land, så det i dag er død, kaos og fattigdom.

Vi så det, da saudierne havde bestilt et statskup i Libyen, hvor deres leder, som Tyskland i 30'erne, var et velstående land med den højeste levestandard i den arabiske verden fordelt på hele de libyske folk, og hvor deres leder var i færd med at organisere de afrikanske lande med en ny dinar bakket op af guldreserver. Formålet var at vride dem ud af kvælertaget fra IMF, WTO og ågerkarlenes blodsugergesjæft. Og så ville han ikke afregne Libysk olie i dollar ligesom Saddam. Hvad kaldte de ham: Hitler! Hvorefter de smadrede hans land, så det i dag er død, kaos og fattigdom.

Vi så det, da den syriske præsident Assad var ved at lave en aftale om en olieledning gennem Syrien udenom den saudisk kontrollerede ledning længere mod syd. Hvad kaldte de ham: Hitler! Og så  sendte de horder af saudisk finansierede terrorister ind over landet, som i dag er sønderflået, men som har formået at holde stand, bla. via russisk støtte.

Vi så det i direkte forlængelse af dette, da den russiske støtte i form af præsident Putin gik ind og forhindrede neocon-gangsterstaten USA i at intervenere i Syrien med en skakspillers tæft for en rokade. Vel at mærke på en elegant måde, hvor dukkedrengen, der kalder sig præsident i gangsternes land, kunne slippe ud af det med æren i behold. Far Putin hjalp Obama-drengen, da han havde fået fingrene i klemme. Hvad kaldte de ham: Hitler! Og så sendte de horder af fascist-hooligans ind over landet fra øst, forærede dem en hel regering, begyndte at pumpe penge ud af landet og ned i lommen på IMF og ECB. Og hvad var mr. Putins 'synd' så ifølge ågerkarlenes religion? Jo, han havde smidt de parasitiske oligarker ud af landet, nedlagt forbud mod de CIA-styrede NGO-grupper, der underminerede landet, sørget for at russisk olie var i russiske hænder (i 10 år tjente Rusland ikke en eneste rubel på deres olie), og nu var han saftsuseme i færd med at organisere en række store nationer i et samarbejde, BRICS, der har det tilfælles, at de er lidt trætte af Ågerkarlenes Imperium.

Hitler-Hitler-hele tiden Hitler, disse kortspillere har simpelthen ingen fantasi. De er som en vinylskive, der er gået i hak. De har trukket kortet så mange gange, at det er en farce. Skal vi kalde den Forår for Obama og sætte den op på Broadway?

Standardformlen, Hitlerkortet, består af tre elementer:

  • Man laver en stråmand på en statsleder og kalder ham 'den ny Hitler'.
  • Man opfinder eller arrangerer en række grusomheder, som vedkommende skulle have begået.
  • Man finder det første det bedste påskud til at intervenere landet – selvfølgelig i dyb bekymring for de stakkels mennesker i dette land (violiner! tårer på kind!), stjæle dets ressourcer, ødelægge dets økonomi og placere en nikkedukke som statsminister og en ågerkarl som finansminister. Og hvis folk gerne vil tale om demokrati, så kalder man det bare demokrati (flere violiner, et helt strygeorkester!).

Brugen af 'Hitler' som skældsord mod statsledere er sådan set blot et kodeord. De kunne lige så godt have sagte 'pindsvin' eller 'spaghetti carbonara', vi ved efterhånden, hvad det betyder. Det er startskudet på en kampagne, en hensigtserklæring, 'Vi gør det sg'u igen, fik I den derude?!' Det er ikke et strygeorkester denne gang, det er trompetsignal. Det ser så kedeligt ud, når ågerkarlene arranger mordet på en præsident som fx. Kennedy eller Benazir Bhutto for blot at nævne to blandt hundreder. Men et karaktermord slipper de af sted med hver gang, mener de.

Husk også, at et karaktermord på den store scene er to fluer med ét smæk. Man myrder karakteren, det er det ene aspekt. Men man udstiller samtidig mordet i offentligheden, ligesom offentlige hængninger på middelalderens markedspladser: Til skræk og advarsel. Når man har karaktermyrdet den tyske kansler fra 30'erne, så var det for at udskrige: I må ikke gå i den retning, I må ikke være ulydige mod åger som bærende princip for samfundet (læs: for ågerkarlene), I må aldrig eksperimentere med metoder til at skabe frihed for folkeslagene, og I må ALDRIG gennemskue, hvad vi har gjort imod jer.

Løgnen er et vigtigt element. De lyver, fordi de kan og fordi de har gjort det altid. De lyver, fordi det virker. De lyver, fordi folk ikke kan gennemskue løgn. Efter to verdenskrige bygget udelukkende på løgn, har folk i Vesten ingen indbygget løgnedetektor længere. De lyver, fordi de bliver høje at lyve på samme måde som en seriemorder bliver høj af ikke at blive opdaget og stoppet. Men det værste er næsten, at de ved, at når folk har købt og slugt en løgn, så er de beskidte indeni - de er selv blevet til løgnere. Vi er blevet imprægneret med løgn.

I alle de ovennævnte 'Hitler-cases' spillede løgnen en afgørende rolle.

  • Vi så det, da Nasser blev udnævnt til en ond kommunist. Kommunismen havde i den kolde krig overtaget rollen fra Nazityskland som 'de onde'. Nasser havde bedt både englændere, franskmænd og amerikanere om hjælp til at finansiere og bygge Aswan-dæmningen men ingen gad at hjælpe ham. Så henvendte han sig til russerne, som hjalp ham. Simpelthen.
  • Vi så det i den første (som jo egentlig var den anden) Golfkrig, hvor irakiske soldater skulle irakerne have hevet børn ud af inkubatorerne på hospitalet og strøet om sig med Anthrax. I den anden (som egentlig var den tredje) Golfkrig skulle Saddam have garagen fuld af masseødelæggelsesvåben.
  • Vi så det, da Gaddafi skulle have beskudt egne borgere i Benghazi. Årtier forinden skulle han have bestilt bombningen af et fly over Lockerbee.
  • Vi så det, da Assad skulle have gasset sit eget folk i et boligkvarter lige udenfor Damaskus.
  • Vi så det, da Putin skulle have beordret nedskydningen af et malaysisk passagerfly (den brygger de stadig på) og 'invaderet' hele Østukraine 'se, vi har sjove luftfotos fra arkivet', står NATO-fætteren, som amerikanerne kalder Fuck-Rasmussen, og siger, mens han vifter med et foto, han har fået. Det var så et foto, der var et år for gammelt, men det betyder ikke noget i den større sammenhæng.

Der er simpelthen ingen grænser for, hvad Lystløgnens Imperium kan komme op med, når de trækker Hitlerkortet. Hele deres ågerkarlekultur bygger på løgn som fundament. Ågerkarlevirksomhed i sig selv er en konstruktion af løgn, for pengesystemet er århundredernes mest geniale og uigennemskuelige svindelnummer. Tænk en gang: at hive penge ud af den blå luft uden at nogen bemærker det, penge som folk lige pludselig skylder dem!

Det var dét, som den tyske statsleder i 30'erne så. Det var dét, han greb direkte ind i og blokerede. Det var dét, der fik det væsen, der kaldte sig selv for 'Judæa' til at fremkomme med en officiel krigserklæring mod Tyskland. Det var dét, der fik de allierede ågerkarle til at hyre kamphunden Stalin til at gøre deres beskidte arbejde. Det var dét, der fik englænderne til at bombe enhver mursten ud af millioner af tyske hjem og jævne tysk industri med jorden. Det var dét, der skabte den måske største løgn, der nogensinde er blevet fremført og slugt råt af guder og hvermand: historien om den gode krig mod det onde land, der gav verden den gode fred i den gode sags tjeneste. Violiner kan ikke længere gøre det - bring os et symfoniorkester!
Sandheden er så skrøbelig, at den har brug for en bodyguard af løgne til at beskytte den.
Winston Churchill
Der kom det fra hestens egen mund. I realiten var krigen fuldstændig nyttesløs og unødvendig set fra englændernes synspunkt. Krigen var den gennem-alkoholiserede britiske premierminister Churchills værk. Han løj før og især under krigen, for en del af krig er løgn for at opretholde moralen. Men løgnen fortsatte efter krigen. England havde mistet sit store imperium, mistet en masse menneskeliv, havde fået ødelagt sin økonomi, havde en masse europæeres liv på samvittigheden. Hvis det nogensinde kom frem, at Churchill havde afslået dusinvis af fredstilbud fra tyskerne, og at de kun var England (læs: Churchill), der havde ønsket denne krig, så ville den blive meget svær at retfærdiggøre for eftertiden. 

Krig er løgn sat i system. Men historien om krigen er den største løgn. Vi lærte intet, INTET, af 2. Verdenskrig. Hvorfor? Hvis ikke allerede svaret står klart efter læsning af fem afsnit, så kommer den korte version her: 
  • Fordi et dødbringende lag af krigspropaganda fortsatte efter krigen og fortsætter til i dag. 
  • Fordi de mennesker, der ejer medierne, forlagene og underholdningsindustrien er de samme, der ønskede krigen, planlagde krigen, finansierede krigen, gennemførte krigen og begik krigens forbrydelser, og som bagefter smurte krigens intention, planlægning, gennemførelse og SAMTLIGE krigsforbrydelser af på dem, der var deres krigens hovedofre.
  • Fordi befolkningerne i de nationer, der udråbte sig selv til krigens sejrherrer, troede på den overordnede fortælling om den gode krig i den gode sags tjeneste, og at krigsforbrydere var krigshelte og fredsbringere.
Løgnen står som en fed skamstøtte i midten med 1000-vis af forgreninger i alle retninger. Vi har set på et par stykker af dem i denne undersøgelse i fem dele, en undersøgelse, der på ingen måde er slut. Den er først lige begyndt.

Download hele undersøgelsen i fem dele som PDF:
http://modsigelsen.net/materie/ww2_revi.pdf

2. Verdenskrig i baglys I
2. Verdenskrig i baglys II
2. Verdenskrig i baglys III
2. Verdenskrig i baglys IV
//

Kommentarer

Populære indlæg