2. Verdenskrig i baglys I

//
2. Verdenskrig i baglys II
2. Verdenskrig i baglys III
2. Verdenskrig i baglys IV
2. Verdenskrig i baglys V

Følgende blogpost er første del af en undersøgelse af et af de mest betændte og informationsforvrængede områder af europæisk historie: 2. Verdenskrig. En sådan undersøgelse vil i sagens natur betragte både 1. og 2. Verdenskrig som en helhed og vil også vende stenene i det århundrede, der gik forinden.

Hvis du har læst paradigmet.blogspot.dk, vil du vide, at der ikke bliver lagt fingrene imellem overfor Imperiets forskellige afskygninger. Du vil også vide, at placeringen af dette Imperium ikke kan gøres via en lokalisering på ét sted og på ét tidspunkt, men at der er tale om en forgrenet, evigt foranderlig størrelse, der opererer over lange stræk i tid og rum.

Du vil også vide, at især det tyske aristokrati og dets aflæggere i det britisk establishment kombineret med zionisme og kulturmarxisme og deres aktuelle hovedeksponent i det nu ubestrideligt fascistoide USA, dets 'deep state' elementer og dets militær-finansielle-politiske kompleks af våbenindustri, statsterrorisme, finansterrorisme, menneskeforagt, perfid og systematisk løgnagtighed og dets korrupte pengesystem hele tiden har været i et særligt søgelys.

Vi skal i dag lade hånt om politisk røvslikker-korrekthed og driste os til at stikke fingrene i hvepsereden ved at undersøge et af Imperiets mest fortærskede mytologier: Efterkrigs-historien om den onde rigskansler og hans onde hær bestående af hans onde befolkning repræsenterende den onde agenda. Når det 'Perfide Albion', et af Imperiets øgenavne, som det ikke rigtig bryder sig om, har gentaget sit stereotype udsagn om Hitler, nazisterne og Nazityskland så mange gange, begynder der at indfinde sig en sær lugt. Når man hver eneste gang, man skal tilsvine et folk, en nation, en statsleder, en bevægelse, der går imod Imperiets befalinger, trækker 'Hitler-kortet' for DERNÆST og således legitimeret at indlede krigshandlinger imod de tilsvinede, så lyser der – eller rettere, der burde lyse en stribe røde lamper.

Saddam Hussein var den nye Hitler, Moammar Gadaffi var den nye Hitler, Bashar al Assad var den nye Hitler, Vladimir Putin er nu den nye Hitler, Hitler her og Hitler der og Hitler alle vegne! Der er noget katatonisk skizofrent over det repetitive og stivnede i udsagnet, at det kalder på en undersøgelse.

Det er på tide at gribe i egen barm og rydde op i baglokalet. Vi kommer alle til at anvende klicheer, men det mindste vi kan gøre er derefter at vende de sten, vi selv træder på. For virkeligheden er mangfoldig, mangelaget og facetteret - uanset hvad der siges! En sandhed har altid mere end én side, og det kan vi erkende også uden at forfalde til kulturrelativisme og værdiløshed. En gang imellem er det bare nødvendigt at revidere sin egen revisionisme.

At det har været svært, skyldes som antydet, at dette emne går direkte i clinch med hovedtabuet for et helt århundrede: Tysklands rolle som den drivende kraft i den europæiske kultur – selv under nazismen! Ja, du læser rigtigt. Det kan siges uden værdiladning blot ved en konstatering af, at sådan var det, take it or leave it! Tyskland har, siden vi overhovedet har kunnet tale om en samlet nation, ja faktisk før og under mosaikken af fyrstendømmer, været centrum for kultur, tænkning, kunst, filosofi, handel og teknologi i Europa. At Misundelsens Imperium aka Det Perfide Albion aldrig har anerkendt dette faktum og i næsten to århundreder har bekæmpet dette faktum med næb og kløer og bål og brand, rokker ikke ved at det er: et faktum.

Briterne og USA smadrede i sin nationalerotisk opstemte rus af misundelse Tyskland i to omgange, først som kejserdømme, dernæst som nation. Det betød i to omgange et morderisk angreb på tyskerne som folk, Tyskland som nation, tysk økonomi, tysk kultur, tysk teknologi og Tyskland som etnisk-geografisk område. Alle midler blev taget i anvendelse, og den perfideste af alle internationale traktater nogensinde, Versailles-traktaten, var instrumentet, der sammenkædede de to krigshandlinger i det 20 århundrede, tilsammen så traumatiserende, at vi i dag ikke endnu er undsluppet det miljø, de skabte.

Skal vi nu til at hylde nazismen? Jeg siger noget andet, så hør ordentlig efter og læs indenad. Jeg siger, at hvis vi på nogen måde skal gøre os fri af det jerngreb, som postkrigs-mytologien fra det 20. århundrede har på os og den måde, denne mytologi (her brugt i betydningen: kompleks af løgne) påvirker ALT i vores virkelighed og ALT i vores beslutnings-sfære, så er vi nødt til at punktere mytologien og se på egentlige facts. Hvad der kommer ud af det, kan vi ikke helt vide. Vi kan kun vide, at det ALDRIG kan gøre mere skade, end vi allerede har lidt.

Så vel vidende at beskæftigelse med visse facts, som nogen har erklæret det for forbudt over en kam overhovedet at beskæftige sig med og derfor nemt kan medføre en ureflekteret automatreaktion hos de, der lydigt har dukket nakken for dette forbud og lade sig skræmme til tavshed og selvcensur: til sagen!

En usædvanlig dokumentar
En person, der har sat sig for at foretage et sådan undersøgelsesprojekt, er historikeren og filmmanden Dennis Wise. I sit meget omfattende filmiske dokumentar-projekt 'Hitler – the greatest story never told', vender han alle de sten, man ifølge krigsmytologien ikke må vende. Grunden til, at hans projekt er værdifuldt og relevant, er, at han ikke falder i grøften med at benytte sig af uvederhæftige kilder men holder sig til historiske facts, ofte facts og kilder, der er blevet gemt for offentligheden og udeladt i historiske fremstillinger.

Jeg vil endnu engang benytte mig af lejligheden til at gentage min dybe undren over, at normalt begavede, ja selv højt intelligente og veluddannede mennesker kan fyre bemærkningen af om at: 'Det første, der ofres i en krig er sandheden'. Det lyder klogt, så det kan man trygt sige, hvis man vil fremstå som klog. Direkte adspurgt og hårdt presset bliver de samme mennesker så nødt til at indrømme, at dette offer af sandheden nok fortsætter under krigen. Men herefter indtræffer så det bizarre. Efter krigen ophører offeret af sandheden nærmest på et splitsekund, og de samme typer, der ofrede sandheden og som VILLE krigen, har lige pludselig  carte blanche til at beskrive og dokumentere deres egen krig, dens årsager, dens berettigelse, dens venner og fjender, de gode og de onde. Er det ikke sjovt, at det er de gode, der ALTID vinder samtlige krige i verden?

Det kaldes historieskrivning.

De samme intellektuelle fjolser kan endog – løsrevet fra den første bemærkning – finde på at sige: 'Krigens sejrherrer skriver historien'. Det lyder også klogt, så det siger de også. Men det er ikke andet end dårlig luft, der kommer ud af deres mund i et opstemt øjeblik, for de ved ikke, hvad de selv siger, og deres udsagn har ingen konsekvenser for deres læsning og forståelse af verdenssituationen. Det var noget, der var engang, det sker jo ikke i dag. De ved ikke, når de kommer til at sige sandheden, ligesom de ikke ved, når de fremfører en lodret løgn. De mangler skelneevnen. Det vil være disse folk, der uden at blinke vil godkende Imperiets næste krig baseret på den sædvanlige rituelle ofring af sandheden. De så den ikke bagefter, og de ser den ikke komme.

Da Dennis Wise lancerede sit filmdokumentariske projekt, blev han meget forudsigeligt udsat for neo-censur på både YouTube og Vimeo. Det kan stadig ses her:
Læg dertil karaktermord og personangreb fra en lang række af magtfulde ideologiske grupperinger, nogen vil sige 'denne verdens herskere. Lige efter bogen.
Hvor findes denne verdens herskere?

Jeg vil personligt anbefale, at man tager et gran salt med. Til gengæld vil jeg anbefale, at man lægger sine stereotype fordomme til side for en stund. Jeg vil stærkt anbefale folk, der hurtigt og nemt disker op med disse fordomme, at komme op med hardcore dokumentation for deres præfabrikerede konklusioner. Pas på her, for Dennis Wise har gjort sit hjemmearbejde. Har vi? Det er en del af stereotypien ved vores reaktionsmøstre, at vi straks glider af på at beskæftige os med substans og facts. Anstød og forargelse er altid den dovne, dumme, feje og billige vej bort fra pinlige facts, der anfægter vores stereotypier og kræver egentlig tænkning.

Jamen hov! Er vi så ikke medvirkende til at ofre sandheden?

Hvem var manden?
Nationalsocialismen og Tysklands historie er så nøje forbundet med skikkelsen Hitler, at vi ikke kan adskille dem. Kort fortalt var han på et tidspunkt en ung kunstner, som ikke vandt anerkendelse som sådan, men som til gengæld blev en person, der fik den størst tænkelige indflydelse på verdenshistorien. Like it or not.

Det er så nu, at vi skal øve os lidt i ikke at være reaktionære og straks koble det neutrale ord 'indflydelse' med 'ond-ond-ond'. Indflydelse er indflydelse, uanset hvad. Det kunne blot være interessant at undersøge, hvem denne person er, hvad der drev ham, hvad hans formål og tankesæt var, hvilken tid, han var en del af. Kunne vi lægge ideologi-forureningen på hylden for en stund? Lad os i det mindste prøve.


Barndom
Han blev født i Braunau. En noget tyrannisk far, en mor, der beskyttede ham. Adolf var sønderknust, da hun døde. Det portræt, han tegnede af hende, gemte han resten af sit liv. Han blev opdraget som katolik ved klosterskolen i Lambach. Hans intelligens var formidabel og han lå fra tidligt af i toppen af sin skoleklasse. Han var korsanger i klosterkirken, og han udtalte, at han 'plejede at beruse sig i dens højtidlige messe-liturgi'. På en sten fra et tidligere kloster på stedet så han første gang det symbol, han senere adopterede som det nazistiske emblem: hagekorset, et ældgammelt germansk tegn, kendt både i og udenfor Europa i førkristen tid.

Man kan i bakspejlet ikke lade være med at finde det paradoksalt, at det nazistiske korstog primært var et kristent korstog, men at det benyttede sig af germansk præ-kristen symbolik, der var ganske anti-kristen i sit væsen – i særdeleshed med direkte henvisning til de brydningstider, hvor kristendom og saksisk germanisme var direkte hovedfjender.
Men det er dog ikke mere paradoksalt end kristendommen selv, der jo netop er en syntetisk opsugning af hele det præ-kristne univers. Kristendom er Hedenskab 2.0 – hvilket du ALDRIG får en kristen til at indrømme, for en kristen kender i sagens natur kun kristendommen i dens selvfremstilling, og ikke kristendommens egentlige tilblivelses-historie.

Kunstneren
I gymnasiet i Linz bliver han en dropout af skolesystemet og drømmer blot om at flytte til Wien for at blive en kunstner. Han producerer en serie arkitekturtegninger for at skaffe sig adgang til kunstakademiet. Hitler-standard-mytologien siger, at han var en dårlig maler, men det passer egentlig ikke. Hans tegninger er ganske kompetente, men konkurrencen ved optagelsen til et kunstakademi var dengang som i dag: benhård! Visse af hans tegninger/malerier havde måske hængt på kunstmuseer i dag, hvis historiens gang havde været anderledes. Hvem ved?

Han bliver afvist to gange til optagelsesprøven i Wien, og han lever et forhutlet liv. Han beskriver sin tid her omkring 1913 som den mest miserable i sit liv. Han boede i et hjem for hjemløse mænd og tjente til føden ved at male akvareller.

I 1914 bliver han fotograferet i München i midten af den folkemængde, der fejrer udbruddet af 1. Verdenskrig.

Krigshelten
Hitler anmodede skriftligt Ludvig III af Bayern om at blive optaget i hans elitekorps, og det lykkedes ham at blive optaget i det 16. bayerske infanteri, hvilket blev hans grundlæggende træning som soldat. Han var afholdt af kammeraterne af flere grunde. Han var altid kammeratlig hjælpsom, han advarede dem konstant om faren ved misbrug af tobak og alkohol, og han leverede tegninger til dem. Senere viste han sig villig til at sætte sit liv på spil for dem.

I perioden 1914-18 meldte han sig konsekvent til de mest livsfarlige tjenesteopgaver, og det er mod alle odds, at han overlevede krigen. Ved et angreb i 1914 mistede hans enhed 3000 ud af 3500 mænd efter at have leveret et kraftigt indhug på fjendens stillinger. Han var en af de 500 overlevende. Han blev på det nærmeste bombet i stykker, og for sin bedrift modtog han jernkorset af anden grad og forfremmet til korporal. Senere blev han løber mellem bagfronten til forfronten, et überfarligt job, en post med allerhøjeste dødsrate, som han også overlevede. Det har sandsynligvis givet hans liv dyb mening efter sine nederlag som kunststuderende.

I 1916 blev han såret af en granatsplint i benet og trækkes tilbage til et lazaret i Tyskland. Her kunne han være blevet, men han forlangte at blive sendt tilbage til fronten. Hvad end man måtte mene om manden, bliver man nødt til at give ham den anerkendelse, at han ikke er en kylling. Hvor mange af senere tiders krigsførende statsledere har nogensinde udført den slags bedrifter?

Under Ludendorff-offensiven var han blot bevæbnet med en pistol, og han tog fem franske soldater tilfange med den. For det modtog han igen jernkorset, denne gange af 1. grad, hvilket ingen tysk soldat fik gratis. I alt blev han dekoreret 6 gange. Grunden til, at han aldrig blev forfremmet var, at han havde en misundelig kaptajn, der sagde, at 'han manglede lederevner'. Man kan måske mene, at senere tider gjorde denne kaptajns misundelige udsagn til skamme. Man kan på den anden side mene, at Hitler besad en ikke ringe grad af fanatisme. Han gennemtærsker simpelthen en overordnet officer med beskyldninger for defaitisme og kujonagtig passifisme. Man kan jonglere med tolkningen som henholdsvis fanatiker eller dedikeret, passioneret engageret afhængig af observans og temperament.

I slutningen af krigen udsætter han sig for britisk kemisk krigsførelse og bliver gasset. Vi bemærker os, hvordan briter og amerikanere stadig den dag i dag har vældig travlt med at smøre brugen af lignende opdaterede masseødelæggelsesvåben af på alle deres erklærede fjender, mens de selv – nøjagtig som dengang – er yderst flittige brugere af denne perfide kemi. NATO tøver ikke med at bruge hvid fosfor og afberiget uran mod civile hvor som helst, de kommer frem. Blot for at nævne et par eksempler, for den fulde liste vil få miljømyndighederne til at tabe underansigtet. I medierne er det sjovt nok altid de andre, der gør den slags. Lige så sjovt nok er det ved nærmere eftersyn meget sjældent de andre, der rent faktisk gør den slags. Vi kan blot nævne Gouta-eventen, svindelnummeret fra Syrien om at Assad havde gasset sin egen befolkning, hvilket blev afsløret som et amerikansk svindelnummer. Det var de 'gode venner' i Saudiarabien og en vis Prins Bandar, der havde leveret et giftigt legetøj til nogle forvirrede 'oprørere'. Vi ved det, men de korrupte medier i Vesten og de regeringer, der bruger dem som infovåben, leverer aldrig dementier, når de bliver grebet med bukserne nede i at promovere krigsløgne.

Perfide Versailles
I november 1918 ankommer en præst til det lazaret, hvor Hitler er indlagt med ekstreme smerter og truende blindhed pga. krigsgas og proklamerer, at Tyskland nu har overgivet sig, at kejseren har abdiceret, og at landet nu er en republik. Herefter ankommer diktatet i form af den ultimative ydmygelse: Versailles-traktaten. Blandt venner kaldet 'Versailles-freden', hvilket er et voldsomt bizart-absurd udtryk, for denne traktat bliver den direkte forudsætning for den næste og traktatmæssigt set uundgåelige storkrig 22 år senere.

Versailles-traktaten er i Hitlers øjne et 'dolkestød', en kniv i ryggen udført af en jødisk international konspiration mod tyskerne. Vi skal senere vende stenene og undersøge, om han havde noget at have det i. Et faktum indtil videre var, at den såkaldte Tripple-Ententes stormagter, sejrherrerne i 1. Verdenskrig England, Frankrig, Rusland og USA, flåede landområder bort fra Tyskland i det senere Frankrig, Polen og Tjekkoslovakiet og adskilte områder med tysk befolkning fra Tyskland. Dernæst smurte de AL skyld af på Tyskland, selvom vi i dag har fuldt dokumenteret kendskab til det britiske establishments minutiøse plan om denne krig, hvis hovedformål var ødelæggelsen af det tyske kejserdømme. Tyskland sad herefter med skylden, gælden og var en amputeret nation. Hitler var ikke den eneste, der gennemskuede dette uhæderlige og uretfærdige krigs-kompleks, men han var den, der mest af alle udtrykte den i de følgende årtier.

Man gennemskuer og udstiller ikke Det Perfide Albion, uden at det får konsekvenser.

Partiet
I 1921 bliver Hitler leder for partiet i München ved navn 'Det National-Socialistiske Arbejderparti'. 'Nazi' er det senere britiske øgenavn for dette parti. Begrebet 'socialistisk' skal ses i en bestemt historisk sammenhæng. De bolsjevikkiske socialister talte på det tidspunk 5 millioner medlemmer, og der var en reel trussel om en magtovertagelse.

Vi bør her minde os selv om eventen i München 2 år forinden kaldet 'Valpurgisnat-sovjetten', hvor de jødiske bolsjevikker udsendt fra det nye revolutionerede Rusland gik rundt i byen og myrdede løs på tyskere, mens de proklamerede, at byen nu var 'befriet for bourgeoisiet'. Disse jødiske bolsjevikker havde forinden myrdet 10 millioner russere under revolutionen. 10 millioner! Men i München trådte de frivillige korps af soldater i karakter, som senere blev til nazisterne, og smed dem på porten. Tyskerne blev simpelthen frontalt angrebet af bolsjevikker og måtte forsvare sig. Var dette uretfærdigt? Hvad ville du have understøttet i en lignende situation? Skulle de bare have lukket Lenins og Trotskijs lejesvende ind, for at de kunne undergrave Tyskland og gøre det til en del af Sovjetunionen, hvor mennesket blev anskuet som navneløse 'masser' i glædesløse køer foran maskinerne.

Ifølge britiske historikere fra Oxford og Cambridge var lederen af Münchener-sovjetten, Max Levine, at betragte som en folkehelt, og ifølge rettroende socialister i de intellektuelle debatmiljøer i 70'erne og 80'erne herskede der en udbredt forherligelse af disse massemordere, der udfoldede deres charme i bærmen af den Bosjevikkiske Revolution. At være socialist var simpelthen cool, det var respektabelt. Men ingen, absolut INGEN kendte historien om boljevikkernes, de egentlige socialisters, bedrifter før, under og efter revolutionen. Ingen kendte deres rollemodellers sande væsen. Alle havde hengivet sig til den nye sekulære religion kaldet socialismen. Ingen opdagede, at 'opium for folket' nu blev solgt under et nyt navn. Massemord var politisk lækkert, og der hang plakater af bødlerne Lenin og Mao på væggen.

Ved en demonstration i München blev Hitler skudt ned af politiet og smidt i fængsel. Han blev først deprimeret, men dernæst oplivet, da det gik op for ham, at han nu figurerede som folkehelt i byen. Efter dommen på 12 måneder skrev han sine memoirer og manifest: Mein Kampf. På trods af bandlysningen af bogen blev den en af bestsellerne i litteratur til alle tider (like it or not). Hovedtanken i bogen er national genoplivning efter Versailles-traktatens nationalmord.

Tyskland var et forarmelsens sted i 20'erne. Overalt på gaderne var der tiggere. Den eneste person i det politiske felt, der syntes at bekymre sig om det, var Hitler. Ludendorf og Hindenburg var urolige ved denne opkomling og ønskede at indgå i koalition med ham og hans parti. Men i 1933 tog han magten ved et folkeligt valg og havde ikke brug for koalitioner.

Rigsdagsbranden
1933 er også året for rigsdagsbranden. Det er normal konspirationsteoretisk tankesæt, at det var nazisterne selv, der satte ild til bygningen. 

Men var det dét, der skete?

En historiker ved navn Hans Momsen har gennemgået sagen minutiøst. Hans konklusion er, at hverken nazisterne eller kommunisterne som sådan foranstaltede Rigsdagsbranden. Til gengæld var det vigtigt for begge parter med den daværende situation i Tyskland så hurtigt som muligt at beskylde modparten for det, fordi begge parter erkendte en historisk chance for en magtovertagelse.

20 minutter før branden var der kommunister og nazister, der mødtes i Rigsdagen. Der blev råbt af hinanden, arrester dem! arrester de andre! Göring havde på det tidspunkt endnu ikke kontrol over politiet, og hvis man vil lave et 'false flag', så skal man for enhver pris sørge for at have kontrol med politiet! Bagefter beskyldte kommunisterne nationalsocialisterne for at bruge en tunnel, der gik ud fra Rigsdagen. Det var Göring, der kendte den, hævdede de. Dette stammer direkte fra den bolsjevikiske propagandamanual kaldet 'Den Sorte Bog' (eller var den brun?).

Marinus van der Luppe var navnet på brandstifteren. Den amerikanske researcher, Veronica Clark, har trevlet sig gennem hele den bolsjevikiske argumentation og konstaterer, at de fuldstændig taber deres sag på gulvet. Hun henviser også til Fritz Tobias, der i sin bog om sagen de-bunker det hele (sjovt ord for øvrigt – 'de-bunker', ud af bunkeren …).

Hollænderen van der Luppe var utilfreds med måden, kommunisterne agerede på. Han var frustreret over, at de ikke for længst havde nakket 'de fascistiske svin'. Han besluttede at overhale kommunisterne indenom og rejse ind i Tyskland for at begå selvtægt. Det lykkedes ham at foranstalte flere brande i Tyskland og blev ikke straks blevet grebet for det.

Nazisterne så, at hans retorik svarede til det, man kunne forvente, men de kunne ikke få ham på krogen, så de kom til at ligne fjolser. Göring prøvede at at forbinde den med de andre brandstiftelser, men han agerede så klodset under retssagen, at nazisterne tabte den. Det lykkedes dog Göbbels at forhindre medierne at skrive om sagen, så nazisterne kunne hævde, at det var kommunisterne.

Hitler og Göbbels var som bekendt dygtige til at politisere den form for hændelser, og de så straks, hvordan denne hændelse skulle tjene deres sag. Hvis de ikke havde brugt sagen her-og-nu, havde de ikke vundet valget i -33. Så de brugte sagen og vandt valget. Men det er også her, de fremstår som mistænkelige for eftertiden, fordi de brugte sagen. 

Her vil jeg minde om hændelsen i München i 1919 kaldet 'Valpurgisnacht-Sovjet', som jeg har beskrevet i et par blogs. Altså det første forsøg fra bolsjevikkernes side på at frembringe en tysk sovjet. Men tyskerne havde 'set' dem, og Hitler og Göring var selv tilstede i München ved hændelsen. Senere var der mange hændelser af kommunistiske terrorhandlinger i Tyskland. Stærkt bevæbnede celler blev opdaget, der blev skudt i gaderne. Tyskerne dannede modstandsgrupper mod de kommunistiske terrorceller, og fx 'Stahlhelm'-gruppen, en slags forløber for SS, var i gadekrig med kommunisterne. Den politiske situation var meget spændt, og Tyskland var under internt angreb, hvilket mange ikke gør sig klart. Vi hører bare, at nazisterne kuppede det hele og tog over.

Rigsdagsbranden var derfor ikke en nazi-iscenesat event. Men det gensidige spindoktori efterfølgende var iscenesat. I denne sag som i de fleste andre sager er det den bolsjevikiske propaganda, der er blevet hængende i vores historiske bevidsthed. Betyder det så, at bolsjevikkerne har været dygtigere til propaganda end nazisterne? Eller har de bare haft bedre venner nede i skolegården og oppe på lærerværelset? 

Afpornoficering af Berlin
Det er blevet hævdet, at nazisterne undertrykte kunsten og jøderne. Lad os for en stund antage det almene tyske standpunkt i starten af 30'erne.

Berlin var blevet en verdenshovedstad for alle tænkelig former for perversioner. Bøsser, lesbiske, transseksuelle og biseksuelle slog sig løs i byen. Man kunne gå ind på en klub og overvære pædofili som underholdning. Der var prostituerede overalt. Var dette blot et udtryk for kunstnerisk frihed og frigjorthed? Ifølge de jødiske, kommunistiske liberale var svaret ja, især når de skulle spille deres velkendte offerrolle. Ifølge den tyske befolkning både i og udenfor den promiskuøse hovedstad var svaret klart nej. Et af ikonerne, Marlene Dietrich, den biseksuelle dronning af det erotiserede, pornoficerede og perverterede Berlin, måtte flytte til USA, da nazisterne begyndte at rydde op i byen.

30'ernes nationale Wirtschaftswunder
20'erne og start-30'erne var ekstreme tider, som vi har meget svært ved at forestille os i dag. En tilfældig dag i 1923 gik man hen og hentede sin løn på 5 millioner D-Mark, og hvis man skyndte sig hen og handlede, kunne man være heldig ikke at blive overhalet af inflationen, så man kun havde 5000 D-Mark i hånden – hvilket man dårligt kunne købe et brød for!

Det er i sådan en kontekst, man er nødt til at anskue Tyskland i 20'er-30'erne. Hitler og hans parti agerede på faktiske forhold og tyskerne støttede ham, fordi han i modsætning til andre politikere agerede. I det limbo, som Versailles-traktaten havde skabt, havde 'nogen' etableret sig og udsugede Tysklands energi, og den eneste vej ud af dette parasitiske morads blev tilbudt af Hitler og hans parti. Han havde ingen konkurrence på det felt, for alle andre var del af den duknakkede parasit-kultur, der var en følge af traktaten.

I de følgende år afskaffede han stort set arbejdsløshed og bragte velfærden tilbage for tyskerne. Der blev bygget infrastruktur og boliger, unge forældre fik økonomisk støtte, der var gratis behandling for syge og verdens første anti-rygekampagne blev sat i værk. Hvorvidt det sidste skyldes, at rygning kunne betragtes som en gren af amerikansk industri, der tjente deres skrupuløse penge på at forgifte verden, vides ikke, men det ville faktisk have været rigtigt. Et andet 'moderne' tiltag var, at regeringen tog ansvar for at beskytte miljø og vildtliv. Kriminalitet i gaderne faldt markant. Arbejdere kunne tage på ferie, og der blev indført 40 timers arbejdsuge og pligt for arbejdsgiverne til at udbetale løn for overarbejde. Disse skulle også indrette cafeterier og hvilerum til deres ansatte. På disse punkter finder vi det 'socialistiske' element. Men det er en form for ikke-stalinistisk socialisme, der minder mere om socialdemokratismen i dens velmagtsdage (der tænkes ikke på det degenererede fænomen, vi ser i dag).

Et tiltag, der var så forudseende, at vi ikke engang er nået så langt i dag, var, at banker ikke længere måtte tage ågerrenter for lån. Med dette og andre kunstgreb bragte Tyskland sig ud af den depression, som andre europæiske lande stadig befandt sig i. Især Hitlers forståelse af og vilje til at placere fokus og handling på bankernes betændte rolle i nationens velfærd blev ikke set på med milde øjne i international bankkredse, hvor jøder dengang som i dag havde en dominerende rolle. Blandt befolkningerne i og udenfor Tyskland blev det derimod lovprist som del af et mirakel.

Den betydning, Hitlers konfrontation med det globale bankvæsen fik for krigens eskalering, kan ikke undervurderes. Disse jødiske storbankfolk åndede statslederne i nakken, da Versaillestraktaten blev skrevet. Ikke nok med, at de havde tjent kassen under 1. Verdenskrig, de havde også med et grumt øksehug ødelagt en hovedkonkurrent til deres base, Imperiet, City of London, Wall Street, centralbankvæsenet. De var disse bankfolk, hvis overtalelsesevner bragte Amerika ind i krigen, og vi vil se, at de kom til at gøre det endnu engang.
Om The Federal Reserve siger J. Edward Griffin, en af de historikere, der har analyseret fænomenet mest indgående, at de bør nedlægges omgående af følgende syv grunde:
  • Det er ude af stand til at udføre det, det påstår at ville udføre
  • Det er et kartel, der opererer imod folkets interesse
  • Det er det fremmeste instrument for ågerkarlevirksomhed (usura)
  • Det generer den mest unfair form for beskatning
  • Det opfordrer til krig
  • Det destabiliserer økonomien
  • Det er et instrument for totalitarianisme/New World Order
Alt dette kan man samtidig sige, om det zionistisk kontrollerede globale centralbankvæsen. Men hvorfor blev Tyskland så selv totalitært? Fordi det var det eneste sprog, disse bankfolk forstod.

Man har hæftet sig ved det noget skræmmende i den mildest talt opløftede stemning og den forgudelse af Hitler, der kunne opleves ved årsmøderne i Nürnberg. Hvordan ville vi selv have reageret på at være en del af en nation, der ved nærmest blot én mands bedrift blev hevet ud af dybeste gæld og depressiv fattigdom til gældfrihed og velfærd? Hvordan ville vi have set en fjernsynstransmission uden engelske undertekster og kommentarer og uden hele postkrigs-propagandaen tævet ind i rygraden? Vi peger fingre af hjernevask, men sidder vi egentlig med det lange strå i dag, og kan vi sige os fri for at være hjernevaskede? Det er svært at svare på det første, men svaret på det sidste er desværre – like it or not - at der foregår en så massiv hjernevask i dag i Vesten, så den nazistiske nærmest ligner 'samfundets oplysning til borgerne' ved siden af. Hjernevasken er blot blød og lækker og rar at dope sig med. Hvorfor tvinge det ned i halsen på folk, når man kan forføre dem.

Midt-30'erne bestod i paradokset politistat og lykkelig nation. Tyskerne havde genvundet velfærd og national stolthed. Formålet med Versailles-traktaten var åbentlyst at knække enhver national stolthed for tyskerne, men her tog de den selv tilbage. Hitler modtog adskillige demokratiske statsledere i sin Berghof-residens. Her viste fx ingen ringere end den tidligere britiske premiereminister, Lloyd-George, good old L.G., sig som en stor beundrer af Hitler, noget han i øvrigt delte med store dele af det britiske (tysk-emigrerede) aristokrati og establishment. Britere er trods alt angelsaksere af herkomst, og deres ledere var tysk aristokrati. Lloyd George sagde: 'Du har gjort store ting for Tyskland. Du har genskabt hendes ære og skabt ligeværd'. Det kunne man sige som englænder på det tidspunkt, hvor krig og propaganda ikke endnu havde oversvømmet det offentlige opinionsrum. Han sagde blot det, som mange mente, men senere fik de mange udtrykkelig besked om at mene noget andet.

Emblemet
I gadebilledet kunne man tilbage i 20'erne se kommunisterne hænge plakater op med Lenins ansigt og hammer-og-sejl på rød baggrund. Hitler kom som svar op med et emblem, der var direkte beregnet til at skræmme livet af disse kommunister, hvis sande væsen havde vist sig i München i 1919 og under den Russiske Revolution, og som ihærdig arbejdede på at gøre Tyskland til et nyt Sovjet. Man kunne hævde, at den unge kunstnerspire, der ikke fik sin uddannelse i Wien, nu slog igennem som designer af et af de – igen like it or not – mest slagkraftige logoer i verdenshistorien. Dets essens var anti-kommunistisk, men eftertiden har tillagt det en lidt anden betydning, så enhver motorcykelbande nu frit kan bruge det til at sende signaler om had. 'Blodfane-svastikaet' blev første gang præsenteret i 1923 i en ølkælder i München.

Tilslutningen
I 1938 kørte tyske tropper ind over grænsen til Østrig. De blev ikke mødt med krudt og kugler men med roser og nelliker. Det blev kaldt for en 'Blumenkrieg'. Meget symbolsk krydser Hitler grænsen nær ved hans fødested i Braunau for personlig at turnere Østrig. Man kan sige, at Hitler med østrigernes billigelse bragte Tyskland tilbage til noget, der lignede det tyske kejserrige eller det tysk-romerske kejserrige, hvor Østrig var en del af riget. Begrebet 'Det Tredje Rige' er en henvisning til de to foregående kejserdømmer.

Det er med malurt i bægeret for nylig blevet sagt, at Hitler i modsætning til George W. Bush var demokratisk valgt (Bush svindlede sig som bekendt til sit genvalg). Man kan sige, at tyskerne på demokratisk vis valgte at afskrive demokratiet. Er det en demokratisk ret? Ikke hvis man spørger de såkaldte 'demokratiske' kommentatorer, der frem til i dag har været leveringsdygtige i post-krigens forståelse af før-krigen og krigen selv. Østrigerne blev rent faktisk givet valgmuligheden, og de stemte med overvældende 99.7% for Anschluss. Hvor demokratiske postkrigens statsledere er, når det kommer til stykket, kunne ses for nylig ved den disrespekt for et lignende overvældende stemmeresultat fra Østukraine, hvor 95% stemte for reetablering af et nært tilhørsforhold til Rusland. Det blev erklæret ugyldigt, altså af Vesten - som om Vesten havde ret til at erklære den slags på ukrainernes vegne - og derefter totalt ignoreret. Til gengæld indsatte Vesten vulgær-fascister af den værste skuffe i Kiev efter først at have væltet den demokratiske valgte præsident. So much for all the fine words …

Der Anschluss er i eftertiden blevet dæmoniseret i en grad, der har en ubehagelig lugt. Men vi må forstå, hvorfor Det Perfide Albion, Misundelsens Imperium, rystede i bukserne om måtte dæmonisere det, for de frygtede mere end noget andet et stærkt Tyskland. Der kunne og måtte ikke være nogen nation hverken i eller over øjenhøjde, der kunne måle sig med det Imperium, hvis essens var og er blandingen af storhedsvanvid og mindreværdskompleks. En nation med et stærkt nationalt ego frygter aldrig sine naboer og ser dem aldrig som sine fjender.

Omkring 1937-38 får skruen en tand til. Hitler bliver mere aggressiv i sine tiltag. Han skaffer sig af med en del af den gamle garde i både hær og administration. Han ville ikke risikere flere dolkestød. Men det kom alligevel til at ske.

Privatlivet
Berghof i Alperne var hans egentlige hjem. Folk, der besøgte stedet, oplevede en anden person en den karismatiske, højttalende Führer. Han holdt efter sigende af en joke, men sjofle og politiske jokes var bandlyst. Han viste også sin eneste svaghed, hvis man kan kalde det sådan, sit forhold til Ewa Braun. Officielt husbestyrerinde, uofficielt kæreste. At han ikke giftede sig dengang kan skyldes den rolle, han blev tildelt og havde tildelt sig selv. Som ungkarl havde han alle tyske kvinders hengivenhed, som gift ville han have begrænset denne. Det er spekulationer. Men beretninger fra folk tæt på Hitler tøver ikke med at kalde det for et erotisk forhold – sex inkluderet.

Versailles-konstruktionen
Hvor unaturlig og konfliktpotentiel Versailles-traktatens konstruktioner af geografien var, kan bla ses på den kunstige statsdannelse, der blev kaldt Tjekkoslovakiet. Imperie-ententen dikterede en ny stat bestående af 6.7 millioner tjekker, 3.1 millioner tyskere, 2.0 millioner slovakker, 700.000 ungarere og 460.000 ukrainere. Det er standard britisk imperial praksis at save nationer over på den måde, og vi har set nøjagtig det samme i Mellemøsten. Vi så det også som hævn for Indiens fraskriven sig rollen som 'Imperiets Juvel', hvor briterne fremprovokerede splittelsen med Pakistan. Det hedder del og hersk. Se blot på den måde Iraq blev skruet sammen på i 3 klumper: sunni, shia og kurdere, for at det kunne være en splittet og svag nation, hvor man om nødvendigt kan arrangere en hurtig lille borgerkrig. Spørg lige, om vi har set det for nyligt?

Sudeterlandet var den tyske del af Tjekkoslovakiet flået fra Tyskland efter traktaten, og sudetertyskerne blev udsat for systematisk vold og undertrykkelse fra tjekkernes side, så de anmodede om tysk hjælp. Den tjekkiske præsident Edvard Benes indførete undtagelsestilstand/militærlov i provinsen, en direkte provokation af Hitler.

26 sept 1938 fremsatte Hitler et tilbud til den tjekkiske præsident, der blev læst op i Rigsdagen: Enten vender den tysktalende provins tilbage til den status, den havde før 1. Verdenskrig, eller også tager tyskerne sagen i egen hånd. 28 sept. ankom Chamberlain til Tyskland under Münchener fredskonferencen. 'A Peace With Honor' siger han efter hjemkomsten til England. Tyskerne fik deres vilje med jernnæve banket i bordet - uden krig. Og det til trods for, at tjekkerne havde brugt store pengemidler på at bestikke briterne, så de ville skaffe sig af med Chamberlain. Det skulle senere lykkes, men Sudeterlandet var tabt.

Men det var ikke kun Tjekkoslovakiet, der var en kunstig konstruktion. Også Polen og Sydvesttyskland mod den franske grænse var, hvis man ser det fra tysk side - og det er det, vi gør i denne undersøgelse, uden hvilket der ikke ville være tale om en undersøgelse, men blot en repetetiv gentagelse af krigsherrernes selvforståelse og postkrigs-mytologi - et direkte tyveri af tysk landområde.

Banksterne og bolsjevikkerne
Hvem var disse folk så, nazisternes erklærede hovedfjende? Og hvad er deres på ingen måde ydmyge bidrag til verdenshistorien? Det er en hel undersøgelse værd i sig selv.

Det blev allerede i 1931 afsløret, hvordan jødiske storbankere under lederskab af Max Warburg finansiere Lenin, Trotskij og andre bolsjevikkiske ledere. Bolsjevismen var på det punkt deres projekt. Det var hans bror Paul Warburg, der medvirkede til svindelnummeret omkring The Federal Reserve Act i USA. Bolsjevismens ultimative mål var verdensrevolution og oversvømmelsen af Europa som de nye mongolske horder. Kaos/revolution skulle herske overalt. Ud af kaos kommer som bekendt 'orden'.

Første del af projektet bestod i omstyrtelsen af Zardømmet. Zarens Rusland var en trussel for verdensbankvæsenet og dets hegemoni. Redskabet var de grupper, der hadede zaren mest af alle: jøderne. Bolsjevikkerne, mange af dem selv jøder, fik disse til at gå amok på russerne, og i revolutionens første tid slagtede de 10 millioner russere. Eftertiden forherligede disse massemordere og fordømte med den stiliserede og klichéfyldte sovjetiske retorik – vi kender den alle sammen - de kontrarevolutionære, kapitalistlakajerne, klassefjenden, bourgeosiet ... og hele Marx-Lenin-Trotskij-vokabularet. Helt op i 70'erne og 80'erne blev flosklerne gentaget ad nauseam af naive studenter, det kulturmarxistiske segment af middel-overklassebørn, der 'solidariserede sig med arbejderklassen' uden nogensinde at have sat deres ben på en fabrik.

Dolkestødet
Tyskerne vandt reelt 1. Verdenskrig, indtil noget indtraf. Hvad var dette 'noget', og hvordan forklarede Hitler sin ide om 'dolkestødet'? I 1961 holdt tidligere zionist, Benjamin Freedman – bemærk: det er uhyre sjældent at opleve zionistiske whistleblowers, for deres interne terror, den jødiske ekvivalent til mafiaens omerta, er uhyre effektiv - en tale, hvor han forklarede, hvordan det hang sammen. Han sagde:

'1914 var det år, hvor 1. Verdenskrig brød ud. I løbet af to år havde Tyskland vundet den krig. De tyske ubåde, der var en overraskelse for verden, havde sunket alle konvojer i Atlanten. Storbritanien stod uden ammunition til sine soldater og med kun én uges fødevareforsyning. Den franske hær havde massemytteri. De havde mistet 600.000 soldater. Den russiske hær deserterede, for de brød sig ikke om zaren. Den italienske hær var kollapset, og der var ikke affyret et eneste skud på tysk jord. Ikke en eneste fjendtlig soldat havde krydset den tyske grænse.

Her tilbød Tyskland England fred på betingelser. Englænderne overvejede det seriøst, for de havde i realiteten ikke noget andet valg.

Men så henvendte de tyske zionister sig til de britiske øverstbefalende og sagde: I kan vinde denne krig, hvis USA bliver inddraget som allierede. Prisen I skal betale for overvindelsen af Østrig-Ungarn, Tyskland og Tyrkiet er oprettelsen af et jødisk Palæstina. Dette løfte blev afgivet i oktober 1916.

Dette er noget, som det amerikanske folk aldrig har fået at vide. Vi vidste ikke på noget tidspunkt, hvorfor vi gik ind i 1. Verdenskrig.

Efter vi gik ind i krigen, henvendte zionisterne sig til Storbritanien og sagde: Lad os få det på skrift, at I har tænkt jer at holde jeres del af aftalen og give os Palæstina, efter at I har vundet krigen. Dette papir hedder Balfour-deklarationen. Her lovede briterne zionisterne at betale dem, hvad de var blevet enige om ved at få USA viklet ind i krigen. Det er her, alle problemerne startede.

Det er meget interessant, hvordan denne zionistiske afhopper, en mand, der som en af de få af slagsen dengang og siden fik nok af de løgne, som jøder og zionister altid har benyttet sig af uden skrupler, her bekræfter Hitlers ide om dolkestødet. Husk, at det var tyske zionister, der førte kniven!

Versailles 28. juni 1919 og Saint Germain 20. september samme år sørgede for den totale ydmygelse af Tyskland efter nederlaget. I den massearbejdsløshed, der opstår som følge heraf, forsøgte de jødiske kommunistledere, Karl Liebknecht og Rosa Luxembourg at profitere på situationen og starte deres røde revolution. Den britiske premierminister Lloyd George skrev om den såkaldte fred:

De internationale bankfolk fejede statsmænd, politikere og journalister til side og udstedte ordrer, som var de enevældige fyrster.

1. Verdenskrig blev primært en sejr for bankmændene. Det vil være en del bekendt, hvordan de allerede i 1910-13 havde svindlet sig til the Federal Reserve Act, hvor amerikansk statsøkonomi havnede i hænderne på deres privat-syndikat, og den amerikanske såkaldte 'nationalbank' fremover blev kontrolleret af dem. Den gør den stadig den dag i dag. 1. Verdenskrigs udkomme var intet ringere end indførelsen af et globalt banktyranni, og tiden herefter til i dag har for så vidt blot handlet om befæstelsen og udbygningen af dette tyranni, hvor korrupte bankfolk for evigt(?) bestemmer over nationer, deres ledere og deres befolkninger.

Efter krigen rykkede jøder med kommunistisk observans for alvor ind i administration og i løbet af et par år havde de 20-doblet deres repræsentation. Men i 1933 blev disse indtrængende elementer fjernet fra deres poster, og jødiske business-koncerner boykottedes. Efterkrigstiden har beskrevet det som jødeforfølgelse, men tyskerne var ikke i tvivl baseret på bitter erfaring og indsigt fra 1. Verdenskrig: det var en selvforsvarshandling mod kommunistisk magtovertagelse. Det havde intet med antisemitisme at gøre, men da jøderne/zionisterne, kommunisterne og bankfolkene var i samme båd, og da disse tilsammen havde tilføjet Tyskland ubodelig skade, blev de betragtet og herefter behandlet som både den indre og den ydre fjende.

Inden vi puster os op i forargelse og fordømmelse af det, bør vi måske spørge os selv om følgende: Er der noget, der har forandret sig efterfølgende frem til i dag? Svaret er: Det eneste, der har forandret sig er, at det er blevet umoderne at kalde sig for kommunist, men der er så fundet andre navne for at tilgodese tilhængere af den agenda. Zionister og bankfolk driver mere end nogensinde deres slette spil, og nu er de i fuld gang med at rode verden ud i 3. Verdenskrig! Der er intet nyt fra vestfronten.

'Judæa'
I 1933 ankom en formel krigserklæring fra 'Judæa', det internationale jødiske samfund. De betragtede sig allerede som en overstatslig stat, en nation, og de erklærede krig med de stærke masseødelæggelsesvåben, de besad: penge!

Benjamin Freedman siger videre:

Når man spørger, hvad tyskerne gjorde mod jøderne, må man altid spørge sig selv om, hvad jøderne gjorde mod tyskerne. Siden 1850, hvor jøderne skaffede sig politiske rettigheder i Tyskland, gjorde de tre ting, som var virkelig dramatiske.

1/ De var en ganske lille minoritet, ca. 2% af befolkningen, ved Hitlers magtovertagelse ca. 500.000 ud af 60 millioner. Det lykkedes for denne minoritet at kontrollere 50% af medierne og okkupere 60% af alle stillinger som dommere i retsvæsenet. De havde en enorm indflydelse i film- og teaterverdenen. De var simpelthen overrepræsenteret, som de stadig er i dag i England, Frankrig og USA.

2/ Jøder stod bag en række katastrofale bank-sammenbrud mellem 1870-1920. Dette er ikke antisemitisk propaganda, for det er ekstremt veldokumenteret via en stribe bøger. Millioner af tyske familier mistede i den tid deres opsparinger på grund af disse bank-gangstere og spekulationsfolk.

3/ Den sidste indflydelsessfære er nok den sværeste at kapere for det såkaldt frigjorte, moderne menneske: indførelsen af dekandence og amoral i kunsten. I Berlin lavede man bøsseteater i 20'erne, de første utroskabsteaterstykker stammer fra 1880-90'erne. Hertil en masse homofili og pædofili og kunst, der kaldte sig progressiv, men som var påskud for dyrkelsen af diverse perversioner, sadisme, masochisme, you-name-it. De skrev endvidere bøger, der latterliggjorde kristendommen, hvilket måske var det, der faldt flertallet af tyskere mest for brystet.

Dette er med til at forklare, at Hitler kom til magten.

Hvor tit har vi ikke læst og hørt om, hvor undertrykkende nazisterne var overfor de 'frie kunstneriske udfoldelser'. Eftertiden opfattede det som snerpet og censurerende, og kunstnere fra den tid og sidenhen er villige til at køre helt ud i hampen i klynkagtig offerrolle-iscenesættelse over at nogen dog kunne finde på at sætte en grænse for deres barnlige trang til udfolde sig med prut-og-bæ-og-pik-og-kusse og fordærv hele vejen ned gennem rendestenen. Men sådan så tyskerne ikke på det i 30'erne. De anså ikke obskønitet som fremmende for nationalt og personlig selvværd. De foragtede det, og eftertiden dømte dem for det.

Hvad siger du? Hvor menneskeværdigt synes du egentlig det er, at se store dele af dansk (og international) ungdom i dag loader sig med drugs, porno, sprut, Facebook-lir, Ibiza-bunkepul, realitysex for åben skærm, selfie-narcissisme, piger der lebbificeres og drenge der bøssificeres, både kemisk og kulturelt? Hvad siger du?

Berlin i 20'erne var en hel by, hvor man kunne gå ind i netop den grundtilstand, et Babylon-Sodoma-Gororra af alle tænkelige perversioner. Den jødisk dominerede kulturmarxisme, Frankfurterskolen, har siden sat denne grundtilstand ind i en pseudofilosofisk (læs: kulturideologisk) ramme og gjort 'subversiv perversion' til et instrument for deres hovedagenda: nedbrydelsen af den vestlige civilisation. Det jødisk kontrollerede Hollywood er underholdningsbranchens bud på samme agenda.

Krystalnatten
Den tyske diplomat Ernst von Rath blev myrdet i Paris af jøden Hershel Grynspan. Det udløste vreden og den efterfølgende lynch-pogrom mod tyske jøder med alt det, vi har fået udpenslet: smadring af ruder og butikker, hade-grafitti, osv. Goebbels forhandlede på samme tidspunkt en afblæsning af den internationale embargo mod tyske varer startet via omtalte krigserklæring fra 'Judea' det internationale jødiske netværk, og hvad historiebøgerne udelader er, at han straks gik ind og satte en resolut stopper for pogromerne.

Overførselsaftalen
Der skulle gå mange år, før verden lærte om den besynderlige og for zionister stærkt kompromitterende 'Transfer Agreement' mellem nazisterne og zionisterne, en pagt mellem det Tredje Rige og det Jødiske Palæstina.

En gruppe zionister forhandlede i august 1933 i største hemmelighed en aftale om, at jøder kunne flytte til Palæstina med alle deres ejendomme og hele deres formue. Hver uge ankom der nye skibsladninger af tyske jøder til Palæstina. Goebbels besøgte Palæstina i 1934, og der findes minsandten fotos – hold lige fast her! - hvor jøder flokkes om ham i tak. Der blev oven i købet fremstillet en medaljon med swastika på den ene side (tekst: Underzählt Davonim angriff) og davidsstjernen på den anden (tekst: Nach Palæstina ein Nazi fährt). Hvornår har vi lige læst om det i skolebøgerne?!

Aftalen gik også under det hebræiske navn Haavara-aftalen. Aftalen tillod jøder at emigrere med hele deres formue, hvilket ikke stemmer overens med den gængse anti-Hitler-propaganda. Når man ville emigrere som jøde, deponerede man sin formue på en særlig konto. Midlerne blev brugt til at købe tyske varer, der blev distribueret via det jødisk ejede Haavara-firma i Tel Aviv. Indkomst fra salget blev givet til de jødiske emigranter ved deres ankomst, et beløb der svarede til deres depositum i Tyskland.

Aftalen tilgodeså begge parter. Zionisterne opnåede deres mål med et settlement i Palæstina, og tyskerne slap af med de folk, der havde lukreret på den tyske nation som et uønsket fremmedelement. Denne praksis fortsatte frem til 1940-41, hvor de allierede og krigen satte en stopper for yderligere overførsel. De allierede og deres venner, boljsevikkerne, kunne bedre lide historien om gaskamrene.

De jødiske nazi-soldater
Ifølge postkrigs-mytologien blev samtlige jøder smidt i koncentrationslejre og gasset. Overførselsaftalen som beskrevet ovenfor blev aldrig nævnt, ej heller blev det nævnt, at der kæmpede 150.000 jøder i den tyske hær, heraf 2 feltmarskaller, 15 generaler, 8 løjtnanter og 8 majorer. Disse kommanderede tilsammen omkring 100.000 tropper. 20 jøder opnåede Rigets højeste æresbevisning: jernkorset.

Der var navne som Werner Goldberg, Horst Geitner (to jernkors), general Johannes Zukertort, Walter Hollaender, oma. Emil Maurice var personlig ven af Hitler, hans chauffør og bodyguard. Han var medstifter af NSDAP og SS. Da hans jødiske baggrund blev kendt, forsvarede Hitler ham og erklærede ham for 'ærværdig arier', hvorefter han forblev i SS.

Sarajevo og dens følger
28 juni myrdede den serbiske radikalfanatiker Gavrilo Prinicip den østrigske tronarvin, ærkehertug Franz Ferdinand. Han havde forinden myrdet den serbiske konge og dronning, noget som ikke mange er klar over. Princippet i disse myrderier - og der vil i et følgende blog-afsnit fremkomme en lang liste over denne type mord på statsoverhoveder i de to årtier før WW1 - er at slippe af med dem, der vil stå i vejen for en krig. En måned efter startede 1. Verdenskrig. Tyskland støttede Østrig. Senere blev de gjort ene-ansvarlige for krigen. 2. Verdenskrig kan ikke forstås uden først at have forstået udkommet af 1. Verdenskrig.

De allierede, altså tripple ententens ledere, diskuterede efter krigen deres krav i 3 måneder, hvorefter de præsenterede dem for tyskerne. Som ultimatum, selvfølgelig.

Polen var lige blevet uafhængigt at Østrig-Ungarn og fik en ordentlig luns af Preussen forærende. Franskmændene fik forærende Alsace-Loraine og fik ret til minedrift i Saarlandet. Danmark fik Sønderjylland tilbage ved genforeningen, hvilket vi jo her syntes var vældig retfærdigt. Det kan man så i virkeligheden forsvare rent etnisk, for der boede ikke tyskere i væsentlig grad. De allierede tropper fik også lov til at okkupere Rhinlandet frem til 1935. Er det ikke sjovt at se, hvordan de var de ressourcetunge dele af Tyskland, de allierede ragede til sig? For hvad er det jo egentlig, krig handler om?

Tjekkoslovakiet blev dannet og åd Sudeterlandet, og Tyskland blev forbudt at forene sig med tysktalende Østrig. Der måtte kun være 100.000 soldater i landet, intet luftvåben, alle våben skulle destrueres, ingen undervandsbåde. Derudover accept af al skyld for krigen og betaling af reparation for alle skader påført de allierede. Alt i alt en KÆMPE byrde lagt på tyskerne.

Tyskerne kunne reelt ikke betale gælden, da deres fattigdom var overvældende. Ruhr, Tysklands produktionscentrum, var udset til at generere midler til at betale gælden, men i 1922 kom de bagefter i deres produktivitet. Den franske statsminister Poincaré beslutte sig til selvtægt. I 1923 ankom franske og belgiske tropper for at tvinge tyskerne til at betale. De havde ikke regnet med, at dette var en klud i ansigtet på de tyske arbejdere. Franskmændene indførte militærstat i Ruhr og visiterede alle tyskere med stor brutalitet. Det tyske had til franskmænd stammer herfra. Og så ankom den store inflation, parodien på al inflation, hvor man havde brug for en kuffert i stedet for en pengepung.

Finansminister Streseman lovede franskmændene at genoptage produktionen og betale alt. For nationalsocialisterne fremstod udsagnet som blot endnu et knæfald overfor landets bødler og udsugere.

General Ludendorff, der aldrig havde accepteret Tysklands nederlag, gav sin støtte til Hitler.

1939: Polen
Der var seriøse problemer med den tyske enklave i Danzig i Østpreussen. Ligesom tjekkerne udøvede polakkerne terror mod den tyske befolkning. Det kan næsten virke påfaldende og koordineret, at begge lande opfører sig på samme provokerende måde, nærmest som om der var samme påvirkning udefra.  Et faktum er, at polakkerne nægtede at forhandle og insisterede på at undertrykke tyskerne i Danzig. I Polen florerer der kort, der viser et helt nyt Storpolen, hvis grænser går lige vest for Berlin! Det virker igen, som om der allerede før krigen var en viden om, hvad der skulle ske senere. Hvem har givet polakkerne deres forhåbninger?

De polske pogromer starter. Polakkerne skyder på de tyske indbyggere om natten. 80.000 tyskere befinder sig allerede i flygtningelejre i både Danzig og i selve Tyskland. Hitler udtaler i 1939:

De demokratiske nationer bør ikke være så forfængelige at tro, at denne tilstand vil vare ved.

Så kommer Danzig-massakren. Polakkerne begynder for alvor at myrde løs på tyskerne i Danzig. Man spørger sig selv, om polakkerne var ligeså storhedsvanvittige og stupide som danskerne før 1864 og fuldstændig undervurderede det land, de provokerede? Her kommer så svaret: tre dage før den formelle start på krigen, underskrev den polske regering en hemmelig aftale med englænderne, der sagde, at Polen ville blive hjulpet, hvis de indledte en krig med Tyskland. 

Hitler vidste, at hvis han ikke gik ind og hjalp tyskerne i Danzig, så ville de grænseløse, storhedsvanvittige polakker - Hitler kendte måske ikke til den konkrete aftale med briterne -  bare myrde videre. Men han vidste, at hvis han gjorde det, ville han befinde sig i krig med dem, der beskyttede og opfordrede polakkerne i deres overgreb: England, Frankrig og sandsynligvis Rusland.

Hitler begik her en taktisk genistreg. Han lavede en deal med russerne. Ribbentrop underskev en ikke-angrebspagt med Stalin og Molotov.

1. september 1939 meddelte han polakkerne, at 'Situationen ikke længere kunne tolereres, og at Polen ville blive udsat for det samme, som Polen i al for lang tid har udsat tyskerne for'. Polakkerne opruster, Danzig blev befriet på en enkelt dag, men polakkerne skød nu på tyskerne på deres eget territorium. Det udløste Hitlers notoriske udsagn om: 'Fra nu af bliver bomber gengældt med bomber.' Polakkerne havde fuldstændig undervurderet den tyske slagkraft, og her så verden for første gang moderne krigsførelse bragt til udførelse. Det blev kaldt 'Blitzkrieg', lynkrig.

Polakkerne var sene i spyttet til at erkende, at de havde taget fejl og fortsatte deres overfald på tyskere i Polen. I alt omkomm 58.000 tyskere. Den værste massakre fandt sted i Bromberg mellem 31 august og 5. september 1939, i dag kendt som den 'blodige søndag'. Massemordet sluttede først, da de tyske tropper ankom til Lowitch 18 september. Dem, der blev fundet skyldige i massakren, blev henrettet ved en peloton.

Englænderne stillede tyskerne det ultimatum at trække sig tilbage og opgive at beskytte deres landsmænd eller at modtage en krigserklæring. Tyskerne svarede ikke indenfor fristen og var derfor i krig med England. Det lykkedes altså polakkerne som nyttige idioter reelt at fremprovokere og starte 2. Verdenskrig. Var de bestilt til det? Eftertiden smurte det som bekendt af på tyskerne, ligesom de havde smurt 1. Verdenskrig af på dem.

Selv efter hændelsen og demonstration i Danzig, Bromberg og Lowitch fortsatte polakkerne med at jagte etniske tyskere. 5000 blev yderligere myrdet. Bromberg-masskaren blev fuldstændig bortcensureret fra historiebøgerne.

I en tale i Danzig, gav en meget emotionel Hitler udtryk for, at han i hele sin tid som soldat i de værst tænkelige scenarier i skyttegravene i 1. Verdenskrig aldrig havde oplevet noget, der var så slemt som det, han så i Polen. Slagtede kvinder og børn i tusindtal, oven i købet indrømmet med pral i polsk radio!

Ikke-angrebspagten med Rusland involverede russisk overtagelse af områder i Østpolen. Så både Rusland og Tyskland invaderede nu Polen, men Rusland modtog ingen krigserklæring. Rusland var altså endnu engang tiltænkt en 'entente'-rolle for de allierede. Britisk taktik var som under 1. Verdenskrig at udnytte den næststærkeste magt til at smadre den stærkeste. 

Polen bliver tilbudt kapitulation men nægter. Regeringer af den støbning har hverken respekt for andre eller deres egen befolkning. Warshawa bombes og der kapituleres efter 24 timer. Den polske krig varede 29 dage og var en knock-out-krig, der skulle sikre, at Polen ikke ville forsøge anslag igen, siden der nu var formel krig med England.

Krig med England stod aldrig på Hitlers liste. Han betragtede dem som sine naturlige allierede - i stærk kontrast til, hvad anti-Hitler-kampagnen har fortalt os. Briter og tyskere var meget ens som folk og herkomst. Det samme kan vi måske takke vores egen genetik for, for danskere og tyskere er også af samme herkomst. Og netop herkomst var et issue for tyskerne. Franskmænd og især russere var noget andet. 

___________________

Følgende er ca. 1/3 af det materiale, der vil blive præsenteret i denne undersøgelse Del 2 og Del 3.

Det vil fortfarende tage udgangspunkt i det tyske perspektiv, stadigvæk baseret  på facts. Afsættet vil fortsat være den sørgelige konstatering, at der i den etablerede og blåstemplede historieskrivning er blevet manipuleret i ofte voldsom grad med facts. Både i form af udeladelser, forskønnelser, disproportioneriner og endog lodrette løgne. Allieret historieskrivning er - som før og under krigen - befængt med selvretfærdiggørende propaganda. At disse forskydninger har fået lov til at forblive ukritiseret og uden perspektiv har betydet, at post-WW2-perioden frem til i dag har været befængt med en hel stribe af krige i Asien, Afrika, Sydamerika og Mellemøsten. Vi kan ikke længere holde tal på dem. Alene USA's krige og militære aktioner løber op til over 100!

Dette har KUN kunnet finde sted, fordi vi aldrig har erkendt de dystre facts om 1. og 2. Verdenskrig. Og disse facts inkluderer fejen for egen dør og en restaurering af et menneskesyn. Krig fordrer ALTID dehumanisering af andre mennesker. Disse kaldes fjender. Propaganda kender ingen grænser for den umenneskelighed, disse såkaldte fjender besidder. Den kender desværre heller ingen grænser for den selv-lovprisning, vi tillade os selv at tage bad i.

Det kan ikke vente længere med at få taget hul på den byld, for en ny og endnu værre krig bliver lige nu rullet ud. Kun tydelige og rigelige spotlights på dem, der endnu en gang ønsker Mayhem for menneskeheden, vil kunne stoppe det. Det inkluderer spotlights ned gennem den historiske korridor.

Og husk: sandheden er ikke høflig eller politisk korrekt. Den er, hvad den er.

Download hele undersøgelsen i fem dele som PDF:
http://modsigelsen.net/materie/ww2_revi.pdf

//
2. Verdenskrig i baglys II
2. Verdenskrig i baglys III
2. Verdenskrig i baglys IV
2. Verdenskrig i baglys V

Kommentarer

Populære indlæg