Jantelov og politisk korrekthed


af morton_h, the blogger 

Korrekthedens jantelov:
  • Du skal ikke tro, du kan mene noget, der ikke er godkendt
    vi er korrekthedens stempel
  • Du skal ikke tro, at du kan nyde accept uden at være korrekt
    vi er korrekthedens psykiatri
  • Du skal ikke tro, at du kan være klogere end korrektheden tillader
    vi er korrekthedens skolevæsen
  • Du skal ikke bilde dig ind, at du kan være korrekt på egen hånd
    vi er korrekthedens forældre
  • Du skal ikke tro, at du kan være mere korrekt end korrektheden
    vi er korrekthedens perfektion
  • Du skal ikke tro, at der findes andet end korrektheden
    vi er korrekthedens univers
  • Du skal ikke tro, at du kan stille noget op mod korrekthedens lov
    vi er korrekthedens højesteret
  • Du skal ikke korrigere os
    vi er korrekthedens ingeniører
  • Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dine indvendinger mod det korrekte
    vi er korrekthedens omdrejningspunkt
  • Du skal ikke tro, at du kan gennemskue korrektheden, for vi ved alt om den, selvom den er uigennemskuelig
    vi er korrekthedens ypperstepræster
  • Du skal ikke tro, at vi ikke ved bedre, selvom du aldrig kan vide bedre
    vi er korrekthedens oplyste
Korrekthedens straffelov:
  • Du skal ikke tro, at du kan undslippe den politiske korrekthed, for vi ved noget om dig
              vi er korrekthedens efterretningsvæsen
tegning: daffydesign.no

Korrektheden ankom i 90'erne, men den var der i forvejen. Det var først i dette årti, at korrekthedens potentiale blev tydeligt. Den særlige form for snigende totalitær kollektivisme trådte nu i karakter i større skala, men den havde allerede været under forberedelse i årtier.

Et dyk ned i historien
Politisk korrekthed er kulturmarxisme, og dens udspring skal findes i tiden omkring 1. verdenskrig, i en tid, hvor alle områder af civilisationen og kulturen synes at køre af sporet og tage en destruktiv retning.

Bolshevikkerne og deres guru, Karl Marx og efterfølgende udrullet af deres hærførere, Lenin og Trotskij, havde udviklet et teorisæt. En af antagelserne i dette teorisæt var, at den internationale arbejderklasse ville overflødiggøre krig. I stedet blev verden vidne til, at arbejderklassen villigt stillede op til det imperiale projekt, der bestod i at slagte løs på hinanden. Ikke desto mindre dannedes der et sovjetsamfund efter revolutionen i 1917 baseret på dette fejlslagne teorisæt - der i mellemtiden havde transcenderet teoristadiet, havde overhalet sin egen forældelse og var blevet ophøjet til et officielt 'ufejlbarligt' dogmesæt, hvorefter Sovjetstaten kørte linen ud i samme framework.

Marxister udenfor Sovjetstaten begyndte i erkendelsen af fejlvurderingen at revidere marxismen ved at spørge, hvad der var gået galt. Italieneren Gramsci og ungareren Lukacs blev bevægelsens fædre. Lukacs introducerede som kommisær i det ungarske kommunistiske samfund et tiltag med radikal seksuel undervisning i skolesystemet. Dette var starten på begrebet politisk korrekthed, som herefter ville blive sat i system i omfattende grad. Lukacs så familien som strukturel modstander og forhindring for det, som marxisterne havde som hovedformål: nedbrydelsen af den vestlige kultur. Familien som mindste kerneenhed måtte derfor nedbrydes.

Teknikken med at skabe et nyt samfund ved at indoktrinere og hjernevaske børn var i sin daværende form for længst introduceret af jesuitterne. En jesuit vil sige: Giv mig det fire-års barn, og jeg skal give dig den voksne. Beretninger fra folk opdraget i det kommunistiske skolesystem og folk opdraget i jesuitterskoler er forbløffende ens, selvom vokabularet er forskelligt. Fri tænkning blev i begge systemer betragtet som en stor synd, og børnene lærte hvad de skulle tænke, ikke hvordan de skulle tænke.

Lukacs' opdragelsestiltag varede ikke så længe, da den ungarske arbejderklasse og det ungarske folk var dybt forargede over hans angreb på deres familieværdier og -kultur. Men i Tyskland opstod et nyt tiltag med marxistisk kritik af vestlig kultur. Felix Weill ønskede at danne en tænketank for avanceret marxistisk tænkning: Institut for Marxisme. Navnet blev snart ændret til Institut for Socialforskning for at undgå at blive genkendt. Det fik sæde i Universitetet i Frankfurt og blev senere kendt under navnet: Frankfurterskolen.


Skolen holdt sine første seminarer i 1923 og åbnede formelt i 1924. Formålet med skolen var at transformere marxisme fra en (fejlslagen) økonomisk- til en (genfødt) kulturel teoretisk forståelse, i dag kendt som politisk korrekthed. I 1930 hed skolens leder Max Horckheimer. Han annoncerede, at revolutionen næppe ville komme fra arbejderklassen, og at man måtte finde en afløser. Det tog 30 år, før man fandt en sådan efter en årrække med tonsvis af analyser af det borgerlige samfunds indre struktur.

Den nye kulturmarxisme bestod i at krydse Marx med Freud. I Frankfurterskole-termer blev arbejderklassens økonomiske undertrykkelse af kapitalen forflyttet til, at ALLE var undertrykt socialt og psykologisk af det borgerlige samfund. Økonomisk fremmedgørelse blev til seksuel fremmedgørelse. Revolutionen blev omdefineret til en kulturrevolution, et ord, der senere blev adopteret af maoisterne.

Horckheimers nye legekammerat blev Theodor Adorno, en tidligere musikkritiker, en teoretiker og musikolog, der underligt nok havde sit afsæt i den dybt borgerlige og finkulturelle kreds kaldet den 2. Wienerskole omkring komponisterne Schönberg, Berg og Webern. Der var intet som helst marxistisk over disse i øvrigt fremragende og på deres sæt 'revolutionerende' komponister fra før- og mellemkrigstidens Wien. Og hvis Adorno havde haft talentet, ville han have været en af dem, men det havde han ikke. Til gengæld blev han en af Frankfurterskolens hovedtænkere, og den 2. Wienerskole blev hans ideologiske instrument. Freud ville måske have sagt 'kompensation' og Martin Luther ville igen have sagt: Fanden er en dårlig musiker.

En tredje skikkelse var psykologen Erich Fromm, der blev pioner for seksualpolitik og kønspolitik. Hos Fromm starter udtværingen af forskelle og komplementaritet mellem kønnene. Køn var bare et stykke kultur, udelukkende socialt-bestemte funktioner. Femininitet og maskulinitet var at regne som 'falsk bevidsthed' og var iflg. skolen endnu et mål for kulturkritik. Resultatet kan bla. studeres i dag i Sverige, men forinden fandtes det i alle de sociale eksperimenter i det forrige århundrede: nazismen, kommunismen/maoismen (især) og fascismen. Feminisme i en eller anden form var en uadskillelig del af dem alle, men det blev de politisk korrekte, der skulle komme til at rendyrkede den. Feminisme er legaliseret had til mænd og har spillet en enorm rolle i del-og-hersk-destruktionen af familien, det kulturmarxistiske samfundsprojekt.

En fjerde skikkelse skulle blive den mest betydningsfulde: Herbert Marcuse. Han fuldførte transformationen af marxisme til et kulturelt projekt klargjort til at blive sprøjtet ind i venerne på den nye venstrefløj.

Instituttets og kulturmarxisternes dybere formål var som nævnt ikke blot at bogorme den og teoretisere. De ville aktivt omstyrte samfundet og kulturen ved en langsom transformation. Kritik var et våben til omstyrtelse - kritik = destruktion = masseødelæggelsesvåben. Navnet var Kritisk Teori. De spurgte: Hvad er teori? Svaret var: Teorien er at kritisere! Et uhørt tankespring, men venstrefløjen hoppede gladelig på den.

Hvis vi skal holde dette statement, dette gordiske knudehug, op imod klassisk tænkning, trivium-metoden, metoden for egentlig tænkning, så stikker kulturmarxisterne altså en rød kæp i hjulet på fri og systematisk tænkning ved at sige: Vi er allerede via vores intellektuelle overlegenhed i fuld gang med hvordan-spørgsmålet (retorikken), faktisk har vi svaret på det. Vi er i fuld gang med at implementere, at forandre, at omstyrte, og vores teori er syntaktisk sendt baglæns herfra. De overhalede alle andre skoler i manipulation af tænkning, selv skolastikerne fra den kirkelige middelalder, der sprang til svaret på hvorfor-spørgsmålet (logik) og indrettede hvem-hvad-hvor-hvornår-spørgsmålene efter det (grammatik), må blegne her.
De 76 falske argumenter

Frankfurterskolen affødte en række af studier: sociale studier, etniske studier, kvindestudier, bøsse-lesbiske studier, kønsforskning, u-name-it. Det var fra disse studier, at den politiske korrekthed strålede ud og transformerede vores måde at tænke, tale og leve på. Skolen havde nu fundet den afløser for den uduelige arbejderklasse, den havde søgt efter. Dens projekt var nu entydigt elitært, og arbejderklassen, de dumme får, der ikke kunne finde ud af det med klassebevidsthed men forfaldt til såkaldt 'falsk bevidsthed', blev dumpet på ideologiernes affaldsplads. 

En case
Som cand. phil. i musikvidenskab kender jeg skolen og tankesættet. Husk at Adorno var musikanmelder og -teoretiker, og han var derfor standardlæsning i 80'erne for den korrekte musikstuderende, der ønskede at bestå sine eksamener i musikhistorie - korrekt, der bla. via det nye fem-bindsværk, Gyldendals Musikhistorie, var blevet omskrevet fra at være - indrømmet - strandet i anekdotisk, personfikseret stilhistorie - til at være marxistisk socialhistorie. Fra den ene grøft til den anden.

Men en af de mere groteske udslag var, at en så fremragende og populært hyldet komponist som russeren Sergei Rachmaninov fuldstændig blev ekskommunikeret/udskrevet af musikhistorien. Han var sgu for borgerlig og for musikalsk-politisk ukorrekt! Man må bare spørge, om det var kvalificeret forskning og historieskrivning? Svaret er nok, at det ikke var videnskab men ideologi. Det kunne stå som overskrift på porten til instituttet i Frankfurt.

Døm selv om Rachmaninovs kvalifikationer som komponist:
2. klaverkoncert: http://www.youtube.com/watch?v=MOOfoW5_2iE
3. klaverkoncert: http://www.youtube.com/watch?v=DgYhcM5TB_c

Svulstigt, måske, men det er jo det romantiske koncept.
Sangbart, ja. Hvornår er det blevet en diskvalificering af musik?
Ligner filmmusik - undskyld, men det er altså filmkomponisterne i Hollywood, der har efterlignet Rachmaninov og ikke omvendt.

Johannes Brahms er nok et eller andet sted en større komponist, men et ubestrideligt faktum er, at enhver stjernepianist har dyb respekt Rachmaninovs klaverkoncerter, for deres ekstremt pianistiske elegance og er udfordret af dem for deres virtuositet. Publikum forstår dem ligeledes med det samme, for deres udtryk er på trods af deres avancerede harmonik tematisk enkelt og hjerteligt. Måske er Rachmaninov en 20. århundredes nostalgiske genklang af et Rusland, der var tabt med den bolshevikiske massetraumatiserende revolution, et ældgammelt Rusland af mennesker af kød, blod og emotioner. Russerne har altid været et dybt religiøst folk i begrebets mystiske betydning, og komponisten kendte sit lands folkelige sangtradition og orthodokse kirkemusik.
Hør fx. hans Vesper:
http://www.youtube.com/watch?v=pjRt-o0XwZ4

Pointen er ikke en hyldest til Rachmaninov, men at de smagsdommeriske forskere/musikologer ved Musikvidenskabeligt Institut i København fandt Sergei Rachmaninov 'underlødig' i forhold til deres projekt - paradoksalt nok iklædt et postulat om solidaritet med folket og arbejderklassen. Det var på samme tid, at marxismen i kølvandet på 68 tog monopol på bla. studier for litteraturvidenskab på de danske universiteter. 100-vis af studerende søgte af egen fri vilje at lade sig indrullere i denne pseudovidenskabelige, næsten religiøse bevægelse af politisk korrekthed. Det var på samme tidspunkt, at feminismen eksploderede i dens postulerede solidaritet med de arbejdende kvinder, der i øvrigt var fucking! ligeglade med de neurotiske, frustrerede overklassekoners og -akademikernes forsøg på at omklamre dem og indrullere dem i deres agenda. De britiske lebbe-feminister var oven i købet traumatiserede stjernepsykopater og involveret med forskellige 'aktiviteter' sammen med efterretningsvæsenerne, men det er en anden og bizar historie.

Marxisterne troede egentlig ikke på fremtiden. De troede på destruktionen af det borgerlige demokrati. De var i virkeligheden nihilister. På underlig vis lignede de den zionistisk-nietscheanske skole fra Chicago og dens mentor, Leo Strauss, der var fader til gruppen af neo-cons, hvis formål - lo-and-behold - også var destruktionen af samfundet, i hans og deres tilfælde det amerikanske. Han sagde direkte, at 'det amerikanske samfund var et nihilistisk projekt'. Tilfældigt? næppe, selvom det synes et svært begribeligt paradoks, at det yderste venstre og det yderste højre har identiske tankesæt. Totalitarismen har ingen farve.

Deres projekt minder også en del om den gruppe, der opererede i England og senere USA, som man kan kalde for de 'fabianske socialister'. De arbejdede som frankfurterne tålmodigt på at omforme samfundet og den menneskelige bevidsthed i erkendelsen af, at revolutionen slog fejl. Og de havde - og har, for de findes i allerhøjeste grad stadigvæk - ingen blufærdighed overfor, at hvilken som helst revolution, hurtig eller langsom, kun fører i én retning: den totalitære stat. Det var deres erklærede formål. Vi finder skikkelser som H.G. Wells, Aldous og Julian Huxley (eugenikeren) og Bertrand Russell, og i deres bagland inderkredsen af det britiske establishment, der udmærket forstod, at denne form for designer-socialisme var 'for folket', ikke for dem selv. Folk skulle langsomt lære at elske at være en slave i det nye tekno-fascistiske globalsamfund, The New British Empire.

Frankurterskolen definerede aldrig, hvad de stod for, kun hvad de var imod - en særlig form for hornbrille-æggehoved-punk. De kritiserede, de nedbrød, de stod for: intet (nihil). Horckheimer sagde: et argument er logisk, hvis det hjælper til at destruere vestlig kultur og ulogisk, hvis det ikke gør! Det må siges at være en fuckfinger til hele den filosofiske tradition og en politisering af selve logikken.
Man kunne få lyst til posthumt at sende frankfurterne på et grundkursus i logik:
http://paradigmet.blogspot.dk/2014/01/et-crashkursus-i-falsk-logik.html

Skolen holder flyttedag
Hitler kom til magten, og skolen blev nødt til at flytte. Valget blev New York. Herefter skiftede de fokus for deres kritiske tænkning fra Tyskland/Europa til USA. Senere flyttede de til Californien, der i dag er verdenscentrum for stort set alle former for politisk korrekthed.

Adorno skrev i 50'erne bogen 'Den Autoritære Personlighed'. Ifølge Adorno besad dem, der bekendte sig til traditionel amerikansk kultur, fascistiske træk. Meget interessant. Javist indeholder amerikansk kultur og -politik fascistiske træk, hvilket er voldsomt tydeligt i dag, men da marxisterne aldrig var i nærheden af at identificere marxisme som en ideologisk underbygning af RØD fascisme, så har deres kritik blot banet vejen for det, de mener sig berettiget til at kritisere. Til gengæld er deres proselytter ikke sene til at slynge om sig med skældsordet 'fascisme' rettet mod deres opponenter. It takes one to know one.

I 70'erne opstod begrebet/praksis'en sensitivitets-træning. Venstrefløjen udsatte sig selv for og anbefalede deres modstandere at lade sig re-programmere via psykologiske metoder. Vi finder dem hos Tvindskolernes metoder til kollektivisering = udslettelse af individet. Vi finder det i dag hos Agenda 21-facilitatorerne, og teknikkerne hedder i dag Delta-møder. Målet er konsensus, nysprog for mental underkastelse. På Tvindskolerne placerede man en ulydig person med kollektiv politisk ukorrekt 'falsk bevidsthed' i en rundkreds og kørte ubønhørlig terror mod vedkommende, indtil der indfandt sig 'konsensus'. De sociale studier viser sig nu at have et særdeles praktisk formål: social manipulation og transformation. Man kunne også bare sige: hjernevask og sindelags-kontrol. Scientology vil nikke genkendende til disse metoder.

Miljøbevægelserne er et andet eksempel på anvendt politisk korrekthed. Her kaldte marxisterne det for 'dialektisk oplysning'. En ny gren opstod, som vi kunne kalde for 'grøn fascisme'. Man talte om et mere afbalanceret forhold mellem mennesker og natur, besnærende i og for sig, og i starten var der en hel del feel-good over miljøbevægelserne, Greenpeace, Verdensnaturfonden, u-name-them. Red pandaer og hvaler. OG reelle miljøproblemer, skal vi ikke overse. Men så ankom fænomenet menneskeskabtglobal opvarming, og så var det slut for miljøet. Herefter hed det 'kliiiiima', og klimaet var DIN skyld, og derfor skal DU betale ... kassen! Og afstå fra at starte små virksomheder, for det har du ikke råd til. Og det gælder især DIG, der bor i de varme lande og udkants-verden. 
http://paradigmet.blogspot.dk/2014/02/klimaforandringer-revisited.html

Efter 2. Verdenskrig flyttede skolen tilbage til Frankfurt. Marcuse blev dog tilbage i USA, og i 50'er-60'erne faciliterede han metoder til 'negering', fornægtelse af samfundet. Han blev guru for det nye venstre. Det var Marcuse, der omsider svarede på Horckheimers spørgsmål fra 30'erne om, hvem der kunne erstatte arbejderklassen. Det var ungdomsoprøret! Hvilket inkluderede farvede, bøsser, lesbiske, feminister, studenter - alle utilfredse minoriteter med omstyrtende potentiale og en politisk korrekt sans for offerrollen. Seksuel frigørelse var igen et omdrejningspunkt, som det havde været det for Lukacs's projekt i Ungarn. Og hvis vi savner en konteksts for de samfundsundergravende kusse-feminister i Rusland for tiden, then look no further. Marcuses bog Eros og Civilisation spøger i baggrunden. Marcuse kalder på 'polymorf perversion'. Homoseksualitet, utroskab, efeminiserede mænd og maskuliniserede kvinder ... og narcissisme-de-luxe blev nu et masseødelæggelsesvåben beregnet på aflivning af familien, det totalitære projekts hovedmodstander.

Marxismen var sådan set bankerot allerede i 1950'erne. Folk forstod, at det bare ikke virkede, og at verdens-revolutionen ikke ville indfinde sig. Folk var glade for kapitalisme, dengang hovedsagelig ægte kapitalisme, hvilket betød det relativt frie marked, vækst og personlig frihed. Pioner- og opfinderånd havde fine tider. Senere er både kapitalisme og demokrati blevet gradvist - og bevidst! - korrumperet, så situationen i dag er en ganske anden. Men i 50'erne gik man i erkendelsen af folks .. erkendelse andre veje. Man slog over på seksuel revolution, og feminisme, som vi kender i dag, opstod.

Politisk korrekthed er vældig tolerant for alle former for udskejelser - UNDTAGEN for de udskejelser, der modsiger dets egne udsagn. Altså grundlæggende totalt intolerant. Man opfandt begrebet 'befriende tolerance', hvilket ville sige tolerance overfor bevægelser, der var venstre-politisk korrekte, og fanatisk intolerance overfor alt andet. Man henviste til systemets repressive tolerance,  men man havde selv udviklet en recept for undertrykkelse af de 'ikke-korrekte'. Befriende tolerance var det nysproglige udtryk for 'skolens' udgave af repressiv tolerance.

I 68-oprøret i Paris hang der bannere, der hyldede Marx, Mao og Marcuse - stiftere af hver deres totalitære bevægelse.
Marx-Lenin-Stalin kostede 50 millioner mennesker livet.
Mao kostede 100 millioner mennesker livet.
Marcuse har kostet ... vi har endnu ikke tallene.


Vi ser 'the legacy', den legitime arv fra Frankfurterskolen i dag praktiseret i hele den intellektuelle del af den vestlige venstrefløj. Er der så kun dårligt at sige om det? Ifølge venstrefløjen er der selvfølgelig KUN godt at sige om det, for det er deres religion. Men oppositionelt er der også godt at sige om fænomenet. Intet er så ondt, at det ikke er godt for noget, og faktisk også mere end det.

Der er ingen tvivl om, at den vestlige kultur, SOM VI KENDER DEN, er dømt til undergang. I de kommende årtier vil denne verden undergå enorme forandringer. Det kan enten ske ved, at al civilisation og kultur bliver destrueret i WW3, og at der sker en nulstilling, en ctrl+alt+delete af livet på jorden. Jorden skal nok overleve, for det har den gjort gang på gang. Livet ligeså, det bliver bare ikke liv, som vi kender det i dag. Eller også forandrer civilisationen sig i forskellige retninger. Efter at menneskeheden er blevet skræmt fra vid og sans, indføres det globale fascistoide neo-feudale hi-tech-styrede samfund værre end Orwell havde fantasi til at forestille sig. Eller også falder hele det gamle imperium sammen, just som imperiet mener, at det er i færd med at opdatere sig selv, fordi for mange har gennemskuet - omsider-omsider!! - hvad imperiet har haft gang i alt for længe. Utopia?

Hovedproblemet med Frankfurterskolen er, at de er så dybt forankret i det 20. århundredes skismatiske, ideologiske tænkning. De er et hornbrille-æggehoved forsøg på at redde en fejlslagen masterplan. Kulturmarxisterne mente ligesom trotsky-lenin-stalin-maoisterne, ligesom bolsjevikkerne, at målet helligede de perfideste midler, men deres perfide midler var blot smartere og mindre blodige. De var 'kulturelle'

Men vi skal ikke tro, at alle, der har været associeret med dem, har vidst, hvor det bar hen. Til sammenligning kan kan sige om kristendommen, at den er en okkupering og monopolisering af de bedste værdier, vi kender - med et politisk twist. De værdier, Frankfurterskolen okkuperede, er i virkeligheden reelle nok. De vidste det, for ellers ville de ikke gøre sig så stor umage med at okkupere dem.

Nogle sejlede med skibet en stund og gik derefter egne veje. En af de personer, der har været sat i forbindelse med 'skolen', var Wilhelm Reich. Man kan forstå hvorfor, når man sammenligner med 'skolens' stifter, Georg Lukacs og hans fokus på seksualitet. Men Lukacs var på ingen måde et spirituelt menneske, det var Reich derimod. Han blev endog en martyr for det og døde i fængsel. Reich skrev om fascisme og seksualitet, og hans befrielse var seksuel-energetisk baseret. Reich var 'energi-forsker', og at han blev spændt for en politisk vogn - og døde for det - er blot en historisk tragedie. Hans koncepter rækker langt udover hans tid, og hans relation til frankfurterne kan bedst karakteriseres som 'fællesskab af nød'.

Noget af det samme kan siges om Erich Fromm. Mit bud er dog, at resten af slænget kommer til at synke ned i slammet fra det 20. århundredes store løgne og totalitarismer. De fleste af disse tænkere er døde. Habermas, som vi ikke har nævnt endnu, lever endnu. Han har for nylig ytret sig til fordel for det europæiske projekt, superstaten EU. Netop her røber Frankfurterskolens projekt sig, for hvad ligger der altid på den anden side af enhver revolution og forceret nedbrydelse af et samfund?
ET NYT ENDNU VÆRRE OG ENDNU MERE TOTALITÆRT IKKE-SAMFUND.

Historien lyver ikke her - historieskriverne gør, men historien gør ikke.

Kommentarer

Populære indlæg