Neo-bolsjevisme, blød og lækker

Så ankom konsekvensen og erkendelsen af murens fald for stalinismens arvestykker. De forsøger nu at pudse facaden.

Enhedslisten har nedtonet revolutionen, proletariatets diktatur, folkets overtagelse af produktionsmidlerne for at fremstå som Christiansborg-salonfähige.

Fortiden er som bekendt svær at løbe fra. Enhedslistens ideologiske afsæt er kommunismen. Flere af dens medlemmer er rent faktisk eks-kommunister, der har taget et andet jakkesæt på. Afsættet er sagt på en anden og mere sammenlignelig måde: International-socialismen. Hermed kan den sammenlignes med Nationalsocialismen, der som bekendt havnede i kategorien: politisk-ideologisk ukorrekt i samme box som sort Mussolini-fascisme. Og med rette.

Men hvordan gik det med den røde fascisme? Ja, muren faldt jo. Sovjet lukkede ned. Gulag blev - officielt - afskaffet. Lidt ligesom Guantanamo, dvs. lever i bedste velgående. Glemt er de 50 millioner omkomne.


Post-kommunisterne (det sagde man allerede for 40 år siden) hævder, at massemyrderierne, undertrykkelserne, totalitarismen, kollektivismen, fangelejrene, osv. var misforståelser, sidespor, fejlfortolkninger af 'den rette lære', ikke rigtig kommunisme, yakke-di-jak og bla-bla-bla... Der er også en hård kerne af kynikere, der mener, at det var et nødvendigt onde til at fremme en god sag. No comments...

Hvis en kommunist først for alvor opdager, at massemyrderier og fangelejre og totalitarisme er en fuldstændig logisk konsekvens af afsættet ... ja så er vedkommende ikke længere kommunist, og melder sig derfor ud af fx. Enhedslisten.

Det 20. århundrede var et helt fantastisk - og perverteret - århundrede. Man kunne det ene øjeblik - med rette - forarges over og ideologisk fordømme Vietnamkrigen, diktatorer med lak-kasket i Sydamerika, Sydafrikansk appartheit, klassisk imperialisme, kapitalfascisme (man forstod hverken kapital eller fascisme til bunds) ... mens man klæbede plakater af massemorderne Mao, Lenin og Trotskij og deres filosof Karl Marx op på væggen sammen med Che Guevara, der lignede Jesus med baret, og messede i kor om socialismens velsignelser, mens man hårdnakket påstod, at det ikke var en ideologi (= en religion = en tro) men en viidenskab, som derefter ikke kunne betvivles og diskuteres men blot bekendes til. Det gør man stadig i dag, men undlader blot at nævne massemorderne Mao, Lenin og Trotskij og deres filosofiske ideolog Karl Marx.

Neo-bolsjevisme er stadig neo-bolsjevisme, selv om den er pink, floffy og politisk korrekt. Velfærdssocialismen, socialdemokratismen, den udvandede socialisme har stadig deres afsæt i fortidens kollektive 'eksperimenter'. Kollektiviseringen, af-individualiseringen, statismen, masseafretningen af mennesker finder stadig sted under forskellige navne og udøves af stater, institutioner og virksomheder. Syndikalisme, korporatisme, u-name-it. Det forbliver dog uigennemskueligt, hvis man ikke mentalt rydder grundigt op i ideologiseret tænkning. Det kan være svært, da hele forrige århundrede netop gik ud på at ideologisere. Igen: ideologi = tro = religion. 

Du er vist højreorienteret, hva'? hører jeg i baggrunden. En artikel skrevet af Martin Paludan Müller - i øvrigt under netop den titel - ankom i Dagbladet Information, og beskriver på mest rammende vis netop den kliché-bemærkning og hele dens bagland.
En debattør rammer plet

Det er på allerhøjeste tid, vi får hjernen ud af det 19. og 20. århundredes mental-lobotomi og begrebs-fragmentering, hvor vi kun kan forstå fænomener som gode-onde, sorte-hvide(røde), højre-venstre, hvis du mener det, har du ikke lov til at mene det, osv. Man kan ikke løse et problem på problemets eget niveau (Einstein), og man kan ikke forstå fænomener udelukkende på de præmisser, der har skabt dem.

Kommentarer

Populære indlæg