Staten og individets død

af morton_h, the blogger

Del 1: Hvordan vindes en offentlighed?
_____________________________________________________



Så kører det tophemmelige og totalt lukkede forhandlinger mellem det europæiske og det amerikanske oligarki. Der forhandles bag skudsikre døre på nærmest bilderbergsk facon om det nye monster, kaldet 'frihandelsaftale' eller TTIP, den transatlantiske aftale. Og det er altså ikke, det må vi jo forstå, for småfolk. Det foregår i en stor-loge af centralbankhajer, big-business-pinger og de korrupte 'lovgivere', som skal slå sømmene ind i kisten.

Der findes kun ganske få metoder, hvor en offentlighed kan 'vindes', som man så poetisk udtrykker sig. Den ene er den, der også knytter sig til seneste event i projektet: de lukkede døre. I et post-demokratisk projekt som EU er åbenhed og transparens alt for besværligt. Tidlige kommissær og en af Godfather'ne i EU's imperiedannelse, Gisgard d'Estaing sagde det ligeud: folk har ikke brug for at vide noget om, hvad der egentlig sker. Sig derfor intet.

Udover tavshed er forskellige former for løgn passende. Ædle løgne, for guds skyld: de skal være ædle, og husk: vi vil jo det rigtige, og det er for deres egen skyld (skal I sige).

Og endelig, den giftigste og mest effektive - og den skal altid blandes med honning på pinden: frygten. Vi er under angreb, vi vil ikke overleve, hvis ikke ... fallittens rand truer, kineserne kommer, russerne kommer, iranerne kommer, resten af verden kommer. Men VI - altså den kongelige VI - I er ikke med her - har løsningen: opgiv national suverænitet og deltag i Hallelujakoret fra Händels Messias i dette totalitære projekt, denne opdatering af USSR - EUSSR, opgiv jeres civile rettigheder, opgiv styr med egen økonomi, bliv en del af 'fællesskabet', hvor individet er er bolte, møtrikker og chips og de tidligere - ehem... jeg mener selvfølgelig nuværende ... stater er maskindele, og hjælp de staaaaakkels megakorporationer i den slemme krigs - og nej de har skam ikke selv fabrikeret den, det må I endelig ikke sige ...

Og vi skal da lige love for, at truslerne og manipulationerne var i sving i forbindelse med Lissabon-traktaten. Franskmændene havde sagt nej, hollænderne ligeså, irlænderne fik som nogle af de eneste mulighed for at stemme og stemte nej. Så kom truslerne og manipulationerne, hvorefter bankerne og korporationerne rykkede ind bigtime. I dag får unge irlændere et brev ind ad døren, hvor deres myndigheder beder dem om at 'overveje hvorvidt det ikke var en god ide at .... forsvinde ud af landet !! Science-fiction? Nej virkelighed! Irland har en lang og sørgelig tradition for at blive manipuleret af magter udefra, og dette er kun det seneste skud.

EU er, hvordan skal man næsten karakterisere dette projekt: katolsk hi-tech neo-stalinisme. Vi kan også bare sige det ligeud, som kandidat til lokalvalget Tom Gillesberg sagde i den nyligt overståede valgkamp: EU-fascisme. Teknisk set er fascisme: total sammensmeltning af regering og virksomhed, privat og offentlig, udradering af lovgivende-udøvende-dømmende myndighed. Teknisk set er EU også neo-stalinisme eller international-socialisme (nationalsocialismen kunne man ikke videreudvikle), og der er så mange ligheder med Sovjetstaten, at russerne lige nu ryster på hovedet eller slår sig på låret af grin, alt efter temperament, over, at EU er ved at gentage brøleren fra sovjettiden.

Det kan måske også forklare, hvorfor flere og flere fra den moderate venstrefløj nu går vældig meget ind for EU, for det ligner jo noget, de selv står for.

Det hedder globalisering, og ER globalisering, når det er værst. Det er egentlig utroligt: her går det hamrende dårligt med både megastaten USA og megastaten (nåe nej, det må vi ikke kalde den ... endnu ;-) EU. USA er bankerot og holder sig kun i live ved at trykke penge ud af den blå luft. EU gør det samme og Nord plyndrer i dag løs på Syd. Det går så hamrende dårligt, at man nu vil skalere miseren op til det dobbelte! Man prøver at løse et problem med det samme problem, bare endnu større! Omfanget af problemet vokser, hver gang der skaleres op. De eneste, der har noget ud af det, og det har de til gengæld i helt vild grad, er centralbankerne og korporationerne.

Vi troede fascismen døde dengang. Men nu er den tilbage mere desperat end nogensinde før. Hvordan kunne det ske?

Det kunne kun ske, fordi fascismens væsen heller ikke dengang blev identificeret. Krigenes såkaldte sejrherrer fik lov til at beskrive krigene før-under-og-efter, fremstille sig selv som netop de retfærdige sejrherrer og deres udnævnte fjende som værende ansvarlig for krigene, hvorved der lagde sig et tykt røgslør hen over, at det var krigsherrerne selv, der skabte krigene. Redskaberne for både den sorte og den røde fascisme var udtænkt og finansieret/organiseret/implementeret af folk med sort tøj, bowlerhat og guldur tilbage i 1800-tallet, hvor de transatlantiske elitære 'tænketanke' opstod.
Dette er beskrevet i detaljen af historikeren Terry Boardman, se en sammenfatning her:
Vesten versus Kina - del 1
Vesten versus Kina - del 2i
Gåden om Kaspar Hauser

Den findes også beskrevet med yderligere bredde hos Joseph P. Farrell i hans fremragende lille bog 'Jahwe, the Two Faced God'. Jeg er ikke sikker på, at man får jesuitten, formand en for EU-kommissionen Herman van Rompoy til at klappe i hænderne over fremstillingen af den 'gud', der i denne lille koncentrerede bog beskrives som dannende vores kulturelle væsen og som vi nu ser rykke på sig igen. Men inderst inde ved han det udmærket, for han er jo jesuit! Hvis man ikke helt ved, hvad det indebærer, så kan det anbefales at gøre et lille stykke hjemmearbejde om denne militante munkeorden, mester-infiltratorer og -manipulatorer, protorevolutionære mind-controll'ere, hjernevaskere af børn, selvpinere med den yderste grad af selvdisciplin og selvofringsevne, videnskabsfolk ('det kræver høj viden at trænge ind'), og som orden og organisation var ideal og model for Himmlers Schutzstafel SS, og som Adolf Hitler roste i høje toner.

Hvis man ønsker et ondt-godt råd om, hvordan man 'vinder' en offentlighed, så skal man blot spørge jesuitterne. De sidder alligevel med til bord der, hvor beslutningerne træffes. By the way, hvorfor mon man har 'valgt' en ny pave, der er jesuit, og som har dybe forbindelser til den fascistiske junta under den beskidte krig / Operation Condor i Argentina? Det er nok bare tilfældigt ...?
Så du røgen?

Så nej, ironi til side: der er ikke noget her, der er tilfældigt. Det er ikke tilfældigt, at en superstat - og nu i kikkerten en super-superstat i form af en samkøring af USA og EU - fremstiller sig selv som et filantropisk projekt 'det er jo for jeres egen skyld', synkront med at en pave, lederen af klodens 4.-rigeste korporation (og ja: denne kirke ER en korporation) fremstiller sig som de fattiges beskytter og det 21. århundredes fromme svar på Frans af Assissi. Vi er vidne til et jesuittisk 'revolutionært' samkørings-projekt, et flydende og tilsyneladende uendeligt coup d'etat.

EU-harmonisering løftes nu til global-harmonisering. Hold nøje øje med projektet, der allerede nu har fået mange folk op af stolene i protest ovler lukketheden. Folk har lugtet lunten. Der er en grund til lukketheden, for pokker! Hvad de fine herrer og damer har gang i, tåler simpelthe ikke dagens lys, og de ved det.

Og her gik de fleste og troede, at fascisme var et historisk fænomen, noget med støvletramp og generaler med solbriller og lakkasket. Romerne gik ikke med solbriller, at allerede de havde skabt et fascistisk imperium (fasces: de knepper af grene, man dyppede i olie og stormede gennem gaderne med). Den infamøse britiske elite har altid set sig selv som romerrigets berettigede arvtagere. De var herrefolket med en selvskreven ret til at beherske hele verden. Andre end dem blev anset som undermennesker. Igen: det lyder som vores kliché om nazism e, men grundtanken var skabt af briterne.

Det vidner igen om, hvor svært vi har haft ved at identificere fænomenet. Efter 2. verdenskrig var hele verden forelsket i amerikanerne - forlængelsen af det britiske imperium, som man minsandten også troede havde pakket sammen. Stort set hele den vestlige verden kom til at lide under det, der senere blev kaldt for et 'Stockholm-syndrom': forelskelsen i sin herre og mester, offerets kærlighed til sin bøddel. Hvordan skulle man kunne andet, siden bødlen fremstod så stilsikkert som godgøreren.

Som beskrevet i foregående blogpost, Pagten med magten, Faust og Prometheus, indgik vi en pagt med Mephisto. Befolkningerne ville åh-så-gerne den velstand efter at have oplevet, hvordan den var blevet smadret. Det hed sig, at USA havde frelst os, de stod for frihed og retfærdighed. Her er det passende at gå i dybden.


Del 2: Individets død _____________________________________________________

Den uafhængige journalist, forfatter og kunstner, Jon Rappoport har noget sige til sin samtid. Lad os høre, hvad han har at sige. 


I slutningen af 2. verdenskrig samledes den organisation, der var dannet af Rockefeller-syndikatet, Counsil of Foreign Affairs, og besluttede at det var på tide at planlægge efterkrigens samfund på samme måde, som de havde været med til at planlægge to verdenskrige, skabe en russisk revolution, skabe finansielle kriser, skabe den petrokemiske industri og skabe en medicinalindustri, der levede af permanent og vedligeholdt sygdom.

USA ville ikke kunne overleve som et isoleret land, sagde man. Derfor måtte man sprede sig for at kunne trække ressourcer ud af resten af verden. USA blev nødt til at blive et imperium, et tankesæt overtaget fra deres venner i den britiske elite. Præsidenten hed på det tidspunkt Roosewelt, men CFR havde større magt end præsidenten selv og hele regeringen. Den egentlige magt altid har drejet sig om penge og muskler, og muskler har altid kunnet købes for penge.

Man kunne af indlysende grunde ikke fremstille for offentligheden på den måde, men måtte i stedet sælge det som 'den størst mulige velfærd for de fleste mennesker', det fælles gode. Kollektivismen og udraderingen af individet var allerede afprøvet i kommunismen og nazismen, og de to verdenskrige havde været en massiv øvelse i at trække masserne rundt på slagmarken, udslette hinandens infrastrukturer og samtidig masseaflive dem som kvæg.

Det nye kollektivistiske projekt skulle have et mere 'menneskeligt' ansigt end den åbenlyse slagtehus-fascisme, hvor støvler trampede hen over menneskekroppe. Det var nu tid for den tredje form for socialisme, velfærdssocialismen, den fabianske socialisme, den politisk korrekte tro. Roosewelt var som bekendt en amerikansk stalinist, og modellen ligner meget det, vi ser i Skandinavien i dag. Vi genfinder alle klicheerne i FN-lingoet: menneskeheden skal løfte sig igen, vi skal genopbygge verden i fred, Europa skal gendannes, så krig ikke længere kan opstå, Marshall-hjælp, Kul-og-Stålunionen > EF > EU > EU+USA som 'frihandelszone' (2013) > verdensimperiet på trapperne. Der blev tænkt tanker i tænketanken, og det, vi ser lige nu, var allerede tænkt dengang.

Det nye imperium krævede en uhyre omfattende propaganda for at 'vinde befolkningerne' for projektet. Planen var uhyre detaljeret. Den omfattede alle politiske, finansielle, kulturelle, uddannelsesmæssige og religiøse områder af samfundene. Alle, der havde en offentlig stemme, skulle herefter bombarderes med de for sagen tilrettelagte informationer. Alle landes befolkninger skulle bringes til at tro, at de var på kanten af en bedre verden, hvis blot alle ville begynde at tænke på sig selv som en del af et større kollektiv. Vi var jo alle i samme båd. Eller var vi?

Folks frygt for fjenden var blevet misbrugt til den yderste grænse i krigene. Nu ville man misbruge folks længsel efter fred og fordragelighed. En ganske modbydelig plan, som har skabt hele efterkrigstiden. Klichéen har overlevet til i dag, hvor Obama brugte den til yderste skamløshed i forbindelse med sit valget i 2008. Han bruger den stadig. Hverken her eller efter 2. verdenskrig havde magthaverne i tænketanken tænkt sig at opfylde folks drømme.

Tænketanken satsede på hele spektret. I uddannelsesfilosofien og pædagogikken fik vi John Dewey. I hans pragmatisme og instrumentalisme var intet længere sandt eller falsk, det var blot hensigtsmæssigt som instrument. Individet blev udskrevet af denne relativistiske ligning, 'common good' var alt. Det var en udslettelse af selve ånden i den amerikanske uafhængighedserklæring og forfatning, hvor statens afgrænsning og rolle var beskrevet som en garanti for individets frihed. Fællesskabet blev herefter Gud - som om folk havde glemt, hvad det førte til. Det havde de så.

Dewey blev en guru hos nypædagogerne, socialisterne, sociologerne og socialvidenskabsfolkene. Sociologi blev en ny pseudovidenskab og et instrument for post-ww2-propagandaen. De kaldte sig videnskabsfolk, de var propagandister. I USA blev der oprettet professorstillinger til de nu arbejdsløse krigspropagandister, eksperter i såkaldt massekommunikation. De var behavourister i Pavlov-Skinner-skolen og nu fik de en forlænget mulighed for postkrigs at påvirke samfundet. Og husk: post-krig er altid optakten en ny krig, og en ny krig, og ...

De socialvidenskabelige behavourister studerede altid grupper, stammer, klaner - aldrig individet, for individet eksisterede ikke for disse folk. Iflg. deres mytologi opførte stammer sig som myrer i en myretue. En enkelt antropolog skilte sig dog ud fra mængden og svarede adspurgt om, hvordan det var at leve i 12 år hos en stamme i Sydamerika. Da han sagde, at det var ligesom alle andre steder: der var de gode og de mindre gode og alle var forskellige individer ... så gloede kollegerne vantro på ham! Ifølge fagets forudindtagne politiske korrekthed skulle medlemmerne af stammen opføre sig som fisk eller fugle i en flok.

Staten hader individet, individet er statens fjende
Staten elsker flokken
I socialvidenskaberne var det et ubrydeligt dogme, at alle samfund og samfundsgrupper i fremtiden var planlagte. Det var hele fundamentet for deres fag, og det stod i deres stillingsopslag. Hvis ikke de skulle medvirke til formningen af samfundets grupper, hvad var så meningen med deres arbejde? De så sig selv som intellektuelle lovgivere / formgivere. Deres kald og mission var at forme fremtidens samfund. De var social-arkitekter og social-ingeniører. Menneskemasser og -grupper var deres byggematerialer.

Frihedsbegrebet forsvandt i dette ideologiske koncept. Kommentatorer har undgået at beskæftige sig med det. Det var for varm en kartoffel, for hvad nu hvis folk lugtede lunten om, at de levede i et gennem-planlagt samfund, hvor alt blev målt og vejet i forhold til skuffer og hylder, som de passede ind i? Så ville de gøre oprør. I dag spørges der ikke længere til, om konceptet overhovedet er værdigt eller 'sandt'. Man tager det for givet og overvejer til nød, hvilket planlagt samfund, der mon kunne være bedre end et andet planlagt samfund. Hele begrebet sam-fund er udvandet, for folk finder ikke længere sammen. Folk køres sammen i internater.

Den globale landby er selve arbejdspladsen for de socialvidenskabelige gribbe. De sidder allerede på vejskiltene og venter på kadavrerne. Et kernebebreb i Agenda 21 er PPP, Public-Private-Partnership, og hvor har vi hørt det før? Altså en sammenkøring af regering (offentlig) og det private (virksomheder)? Jamen, det er jo den tekniske definition på fascisme! 

Fascisme 2.0
Fascismen går ikke med støvler længere. Det skulle da lige være gummistøvler. Fascismen er blevet grøn og bæredygtig, for unge idealister en nemme at forføre. Man tager den energi, der findes i deres indignation og evne til engagement og transformerer dem til en slags kollektiviseret, politisk korrekt bevægelse á la hitlerjugend eller FDJ. Dette er måden, den grønne bevægelse blev til grøn fascisme på. Fascismen udgyder ikke dit blod længere. Det findes smartere måder at få folk til at holde deres kæft på eller om nødvendigt at tage livet af dem. Fascisme 1.0 var grundlæggende noget svineri. Fascisme 2.0 er clean, den er underholdende, den har tænkt på alt, hvad du har brug for ... så længe du er villig til at opgive tanken om dig selv som et individ.

Fascisme 2.0 tænker på planeten. Fascisme 2.0 er ligesom version 1.0 og protofascismen en kult. Her tilbedes ikke længere en gud, her tilbedes miljøet, klimaet, det fælles gode, det store altforsynende fællesskab, samfundet, staten. Der ofres ikke længere til guderne, der ofres til staten i form af skatter og grønne, blå og røde afgifter. Du har ikke længere syndet, du har unddraget dig at betale skat, du har udført sort arbejde, du har levet over evne, du har svinet med CO2, dit lille svin!, og nu har du begået den største af alle ikke-synder mod selve klimaet ... what-ever-that-is.

I fascisme 2.0 er staten din partner. Du er faktisk selv blevet et lille statsligt agentur. Du udfører ikke længere Guds vilje, du udfører statens vilje. 

Den statslige katastrofe
I kølvandet på statismen følger degenerering. Hver eneste gang en stat påstår, at den hjælper, så destruerer den. Tre eksempler:
  • U-landshjælp. Enorme beløb er blevet overført fra skattekroner til projekter, der påstås at skulle hjælpe fattige i den 3. verden. Resultatet er korruption, og forarmelse. Og endnu større hjælpeløshed.
  • Socialhjælp. Enorme beløb fra skattekroner er pumpet i at fiksere folk i arbejdsløshed med den absurde påstand, at staten kan skaffe job. En stat kan ALDRIG skaffe jobs, for en stat er ikke produktiv. Fat det, spader, klaphatte!! Mennesker og virksomheder er produktive. Medmindre de ikke er produktivt uproduktive og lever af service og finanssvindel. Altså: et pyramidespil er heller ikke produktivt, det er et stykke tryllekunst, der for en stund holder folk hen i illusion, og først når tryllekunstneren er forsvundet bag tæppet, går det op for folk, at det var rabalder og scenerøg.
  • Socialt boligbyggeri. Enorme boligkomplekser er for borgernes regning opført i byerne. I løbet af 15-20 år er de forslummede. Ingen føler ansvar for områderne. Vold og kriminalitet vokser. Der overkompenseres ved at fremsende en mindre hær af socialarbejdere til at rydde op og kontrollere urolighederne.

Har staten ingen berettigelse? Well, det havde den haft, hvis den havde gjort sit arbejde mens tid var. Tre andre eksempler:

  • Bankpakkerne. Enorme beløbet er stjålet fra borgerne og foræret storbankerne, der bedrog både stat, borgere og medier til at tro, at de var 'for store til at gå ned', og at det ville betyde vores allesammens undergang. En ulækker blanding af offerrolle og pengeafpresning. Og hvor var regeringen? Den havde travlt med at betjene de samme storbanker, der var i færd med at slagte de mindre banker, stjæle folks sparepenge og skattekroner og dække over deres uansvarlige finans-ludomani. Det er blevet kaldt Danmarkshistoriens og verdenshistoriens største bankrøveri - udført af ingen andre end bankerne selv og deres politiske håndlangere.
  • Madindustrien. Pasteurisering (især) og homogenisering af mælk gør det praktisk talt værdiløst. Tilsætning af sukker og tilsætningsstoffer gør, at industrielle fødevarer bliver medvirkende til en kronisk (ikke-akut) forgiftning. Industrielt fremavlet kød stammer fra stressede, udpinte, medicinholdige og slappe dyr, der har haft et lorteliv. Du er, hvad du spiser. Hvor var regeringen henne, da industriens lobbyister bankede på? Hvor var regeringen, da EU bagstræbte og underminerede den lovgivning, der trods alt satte visse grænser? Hvor er regeringen, når talen falder på pesticider og forurening af grundvand?
  • Danmarks deltagelse i angrebskrige. Hvor var regeringen, da korrupte amerikanske præsidenter og zionistiske propagandister hylede op om terrorisme og startede nye krige? Hvor var folkestyret henne, da statsministeren stillede sig op og svineløj for befolkningen for at trække os ind i disse overgreb?
Hvis man forholder en politiker eller repræsentant for administration alt dette, så vil de straks sige: jamen-jamen, vi er i fuld gang ... vi har et program for .. regeringen har en plan om ... yakedi-yak. Men det kommer ALTID for sent, når skaden er sket, når borgerne og pressen har lugtet det, når de bliver presset og der er skandale i farvandet. Der skal altid lig på bordet. Kort sagt: de gør aldrig deres arbejde af sig selv. For de er levebrødspolitikere ...

Kapitalismen, en prügelknabe
Det er kapitalismens skyld, det er kapitalisternes skyld, der er samfundets skyld, det er ... Øh, hvad er kapitalisme? Det er såmænd det frie marked, der ikke længere eksisterer, for vi ikke har kapitalisme længere! Så når alle de fordummede ofre for monopoliseringen, kartelliseringen eller finansialiseringen af kapitalismen = det frie marked brokker sig i afmagt, så rammer det ved siden af. 

Kapitalisme er et meget simpelt begreb. Det betyder én persons mulighed for at handle frit med en anden person uden regulative indgreb fra stat, kongemagt, Imperium eller andre institutionelle instanser. Punktum! Det samme gælder for opskalerede personer = virksomheder. Det er totalt simpelt.

Men der har været og er to parter, der har fucket begrebet op: monopol-casino-rovdyr-kapitalisterne og socialister-kommunister-fascisterne. 

De første hævder, at de ønsker at sikre 'det frie marked' ... og min bare røv! Friheden består i, at det står frit for dem at kontrollere markedet til deres fordel. Der gælder frihed for dem og strenge regulativer for alle andre. 

De andre hævder, at frihed til at handle mellem individer bør forhindres at staten, der bør konfiskere al kapital genereret af frit, kreativt og privat initiativ. Friheden for dem består tilsyneladende i at glemme, hvad dette ideologiske princip skabte af perverterede samfunddannelser i det 20. århundrede, hvor folk i flere generationer levede i ubeskrivelig umenneskelighed. 

Infantilkomplekset
Disse parter / fronter har været det 20. århundredes stereotype modsætningsklicheer. Vi genfinder dem i det polariserede partipolitiske system. Men det underlige er, at den misère, de begge skaber hver for sig på forbløffende vis ligner hinanden: håbløshed, initiativløshed, forarmelse, arbejdsløshed, sociale problemer, krige, sort eller rød fascisme. De er det 20. århundredes to perital-lapper i en hjerne, der har fået det hvide snit og ikke længere fungerer som en helhed. 

Hvad er deres fællesnævner? Lad os holde det simpelt. Det er - simpelthen - afskrivningen af friheden og individets suverænitet. Frihed på den anden side er - igen simpelthen - et menneske, der er blevet voksent og ikke længere behøver mor og far = staten til at skifte ble = fortælle hvad det skal tænke, føle og gøre. 

En stat er derfor - simpelt igen - en uhellig alliance af forældre, der ikke tør klippe navlestrengen og børn, der ikke tør stå på egne ben. Hvis du synes, det lyder som en definition af velfærdssamfundet, så har du fuldstændig ret. Staten er en infantil konstruktion. Individuation er et udviklingspsykologisk begreb for at 'blive et individ' altså: at blive voksen. Vi lever i en tid og en kultur, der dyrker forhindringen af dette i form af et infantilkompleks. 

Who's to blame? Dette er jo det dyre spørgsmål til 1000 $. Spurgt på en anden måde: er det børnene eller deres forældre, der skal gøre et forældreoprør? Undskyld, det var et styrende spørgsmål, men det er jo klart nok: børnene. Som alle forældre er nødt til at se i øjnene, så er børn udenfor rækkevidde, når de har nået puberteten.

Desværre har staten og det såkaldte 'samfund' udviklet en masse teknikker til at omgå og udsætte denne naturlige proces. Børn burde blive voksne, når de, som det hed dengang: nåede skelsår og alder. Altså når alderen bød dem, at de skilte sig ud fra den blævrende blode af en hob af ... børn, unger, yngel, dyr og blev: mennesker - individer. Men den moderne stat har indset, at den har åh-så-brug-for en hel masse non-individer, der forbliver som børn langt udover, hvad der er naturligt, helst hele deres liv. Og med den største respekt for børn og det at være et barn, hvilket i øvrigt - et paradoks - bliver frataget børn. Eksempel: heldagsskolen. Paradokset består i, at når man frarøver børn deres barndom, sikrer man, at de forbliver uforløst infantiliseret langt ind i voksenlivet.

Teknokratiet
At skabe en global børnehave til evig tid kræver et helt formidabelt teknokrati. Den moderne stat kendetegnes ved, at bureaukratiet, administrationen, teknokratiet er vokset og vokset. Tusinder og tusinder af mennesker er ansat af staten, og deres loyalitet følger deres lønseddel. IT-gørelsen af administrationen gør nu, at man ikke længere behøver at møde de ansatte i staten, og at disse ikke længere behøver at se folk i øjnene. Der er nu en digital skrankemur mellem disse. 

Teknokratiet lover, at vi nu får adgang til en kæmpestor 'hjerne', der er mange gange så intelligent som noget, vi selv kan komme op med. Problemet er dog, at alle afdelinger af denne superhjerne kommer til nøjagtig den samme konklusion, der til gengæld er vældig administrerbar. Staten hader diversitet, for det gør alting svært at administrere. Det, der er blevet kaldt DJØF'iseringen af det danske samfund er i bund og grund en udvikling, hvor administratorerne arranger sig efter, hvad der er bekvemt for dem (DJØF: Dansk Jurist og Økonom-Forbund). Det er på samme måde som fødevareindustrien definerer mad-kvalitet efter, hvad der kan holde sig længe, transporteres over store afstande og produceres og sælges med mindst mulig omkostning og størst mulig fortjeneste. Samme princip, samme resultat: et masseproduceret, langtidsholdbart lorteprodukt.

Teknokratiet er totalitær kollektivisme. Teknokraterne er det nye præsteskab. De ledte også efter en religion, og de fandt den i maskinen. At det er religion bekræftes af transhumanismens guru no. 1, Ray Kurtzweil, der direkte siger, at maskinen på et tidspunkt vil sætte folk i stand til at downloade alt, der er tilgængeligt, og så vil Gud opstå gennem maskinen! Deus ex machina. Mysteriet er intakt, for hvad der foregår i den store maskines store digitale, virtuelle underbevidsthed er fuldstændig kryptiseret for de fleste mennesker. Derfor har teknokratiet en ganske særlig rolle i de nye super-statsdannelser.

Det mest alvorlige problem ved det fagre nye teknoparadis er ikke teknikken som sådan. Maskiner overtager beskidt og trivielt-rutinelt arbejde, hvilket kan være fint nok. Problemet er, hvem kører show'et, hvem programmerer maskinerne og med hvilken intention gør de det? Der er desværre altid noget dystert bag big-scale programmer som dette. De er altid for staten / kollektivet og imod individet. 

Propaganda er altafgørende for dem, der skaber disse programmer. Hvis folk ikke køber dem og tror på dem, så falder det fuldstændig til jorden. Hvis folk i tilstrækkeligt stor tal begynder at sige til hinanden, at de - lige så let som de kunne plugge ind i the Matrix - kan plugge ud igen, så er total-kollektivist-staten totalt på skideren. Derfor går al totalitær kollektivist-propaganda på, at ingen kan plugge ud, alle er nødt til at være en del af the Matrix, alle har de samme behov og bør tænke på samme måde, én løsning gælder for alle. Da staten ikke kan gå og råbe budskabet hver time og hver dag i ørerne på alle mennesker, så er vi alle selv nødt til at være et stykke stat og være dem, der udråber det glade budskab. Staten lærte af præ-staten = kulten = religionen. Gå ud og gør alle folkeslag til kollektivist-statens disciple. 

Mæh, sagde fåret, og blev til uldsokker
Eller også røg det i gryden.

En af teknikkerne til dette er konsekvent at gøre alle ansvarlige for, hvad en enkelt person har fundet på at gøre. En eller anden hjernevasket, snotforvirret person har skudt om sig på en gade, i en skolegård eller på en ø. 100 millioner mennesker må derfor finde sig i at få inddraget endnu et stykke af deres frihedsrettigheder. Og her kan I bare se: det var individet, der var den ensomme galning, den kriminelle. Det er ikke godt for mennesket at være et individ. Dette ville aldrig være sket, hvis 'vi' havde været sammen om alting. 

En anden teknik er skræmmeeksemplet. En eller anden person har fået nok at løgn, hemmelighedskræmmeri og korruption og offentliggør insider-viden. Staten slår ned og tildeler personen lovens strengeste straf x 2. Det svarer til en offentlig henrettelse, hvor der bagefter råbes udover forsamlingen på pladsen: Er der andre, der mener det samme som vedkommende? Nå ikke. Det siges jo, som om det var en naturgiven selvfølge, at staten er den eneste, der har 'ret' til at udøve vold. Og det er jo bare, det må I forstå, for jeres egen skyld, og for at I ikke selv behøver det. For hvor er vi så henne, ikke sandt? Hvis der er nogen, der en dag kan forklare mig, hvad den grundlæggende forskel er på dette, og noget, der formodes at være foregået på hedenske altre - bortset fra indpakningspapiret, så er de velkommen.

Disse teknikker minder gevaldigt om måden, man hyrder får på. Begrebet 'hyrde' er betegnende nok også måden, hvorpå folkets ledere så sig selv i præantikken, altså i det gammel-testamentelige univers. Den jødiske hyrde-får-terminologi holder ved i det kristne lingo. Dyrepsykologiske studier af får viser, at det værste, man kan byde et enkelt får, er at sætte det udenfor flokken. Det bliver så ulykkeligt og rastløst, at det dør af det. En flok vilde får kan selvfølgelig sagtens styre sig selv ligesom alle flokke af dyr. Men det gør dem også til perfekte til at indgå i et styresystem, hvor hyrden og hans hunde overtager de mekanismer, der allerede findes i flokken. Vov-vov, bjæffer den lille skotske hyrdehund og spæner rundt om flokken. Straks klumper hele horden sammen, for det er deres instinkt overfor trusler udefra. Ulve kender også disse teknikker til ekspertise. Deres mål er snarere at skille individer fra flokken, som de kan nedlægge. Hvorfor mon ulve er så forhadte og dæmoniserede af mennesker, selvom der findes ekstremt få eksempler på ulve, der har angrebet mennesker og da som regel rabies-tilfælde eller lignende? Well, it takes one to know one. Som alle fjendebilleder er der tale om en projektion.

Borgeren er nu en patient, en klient. Vi har alle brug for behandling og omsorg, vi går alle i børnehave. Når vi alle underkaster os dette paradigme, så bliver vi alle beskyttet imod det onde. Vi er alle en del af flokken. Vi skulle nødig komme bort fra flokken, vel.
Bro, bro, brille!
Klokken ringer el've,
kejseren står på sit høje hvide slot,
så hvidt som et kridt,
så sort som et kul.

Fare, fare, krigsmand,
døden skal du lide,
den, som kommer allersidst,
skal i den sorte gryde.

Første gang så la'r vi ham gå,
anden gang så lige så,
tredie gang så ta'r vi ham
og putter ham i gryden! 
Sig mæh ...

I takt med globalisering og fjernelse af al magt fra synsfeltet, dannes disse høje, hvide slotte, så hvide som kridt, så sorte som kul. De er et sted derude, men ingen ser dem. De har ikke en port, man kan banke på, de har ingen postkasse eller brevsprække. Globalisering og verdensregering handler om, at magten har reddet sig selv bort til et så utilgængeligt sted. De er blevet ligesom Vorherre i himlen.

Vi danner små bange cirkler, der til daglig afsynger sanglegen, mens vi frygter at komme i gryden. Og husk de to fra cirklen, der med deres arme er grydelågen, der falder i. Vi gør det selv mod hinanden. Sanglegen er et grumt ritual, en nærmest hedensk menneskeofrings-ritual.

Ovenstående har sit afsæt i et afsnit af Radio 3Fourteen, hvor journalisten Lana interviewer Jon Rappoport. Han er som sædvanlig knivskarp.

Kommentarer

Populære indlæg