Pagten med magten

af morton_h, the blogger

Faust på tysk er et navn. Det betyder også 'næve'. En knyttet næve. En næve, der rammer nogen i ansigtet.

Faust er også et stykke mytologi, der fortæller en eviggyldig historie om menneskets skæbnesvangre pagt med denne næve og dens kraft. Når man indgår en pagt med næven for at få del i dens magt, kan næven – og vil næven – en dag ramme den, der så pagten som vejen frem for sig selv.


Goethe kendte til denne ældre fortælling og var fascineret af den. Videnskabsmanden indgår en pagt med Djævelen = magten for at opnå kunnen og indsigt. Han er så fokuseret på, hvad han kan opnå, at han indvilliger i, at Djævelen en dag har lov til at kræve hans sjæl. Da denne dag kommer, fortryder han selvfølgelig. Intet er så værdigt at eftertragte, at sjælen er en passende pris.

Fortællingen er som mange klassiske fortællinger en allegori. Hvilket i øvrigt gør den sand. Djævelen som skikkelse i sig selv er en allegori. Selv den katolske kirke har indrømmet, at 'Djævelen egentlig ikke findes'. Kirken har dog ikke taget konsekvensen – indrømmelsen kom off-the-record og under bordet. I den lutherske start på trosbekendelsen siges der: 'Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen'. Det er dybt paradoksalt, for alt imens man troede, at 'Satans stol i Rom' (citat: Grundtvig) var forsaget, havde allegorien sneget sig ind ad bagdøren. Luther brød i virkeligheden ikke kontrakten, han fornyede den.

Faust-historien kunne også hedde 'Pagten med magten'. Når man begærer magt, sælger man sin integritet. Magt må ikke begæres. Magt må forsages for at at forblive neutral/uskadelig, og hvis man siger ja til den, må det være i grundlæggende protest. Platon vidste det, da han i 'Staten' foreslog, at statens ledere skulle bestå af folk, der blev tildelt lederskab som en pligt uden at ønske det og kun i en tidsbegrænset periode. Han vidste, at magten korrumperede.

Goethe genskriver denne sande myte – vi kan kalde det 'den europæiske myte' eller 'myten om europæeren' i Faust, som Thomas Mann senere gør det i Dr. Faustus. Europas historie er gennemsyret af dette giftige princip. Gift – at give – en gave – noget for noget (gaver er sjældent gratis) – at blive gift – at tage gift. Hos Goethe er Faust nok i virkeligheden alkymist. Han ønsker at kende de store hemmeligheder, der blev glemt i en fjern fortid, de prometheus'ske hemmeligheder, ilden, der er stjålet fra guderne. Hos Mann er det begæret om at skabe det ultimative kunstværk, og Faust er dannelsen af det 20. århundredes geni, sandsynligvis modelleret over komponisten Gustav Mahler. Mahler var et barn af en tid, hvor psykoanalysen og begreberne om det underbevidste blev opfundet, og efter en udslidende liv som skaber af tidens mest imposante symfonier, betalte han prisen.

Begge skikkelser handler om transcendens, overskridelse af egen begrænsning. Det gør skikkelsen interessant, for vi har alle som europæere fået indbygget et element af Faust. Vi er alle født i en verden af slaveri, magtesløshed og uvidenhed, hvor det 'at kunne' og 'at vide' ikke nødvendigvis er en fødselsgave, og hvor den, der virkelig kunne eller virkelig vidste enten blev udstødt af fællesskabet eller bestukket og korrumperet i form af en magtposition.

Magten er et tveægget sværd. Der er noget, du siger ja til, og der er noget, du vinker farvel til. Du 'sælger din sjæl', du ofrer det, der er dig selv for at opnå noget, der er større i den tro, at der virkelig er noget, der større end dig selv. Et kæmpe paradoks igen. Det regnes for formasteligt at anse sig selv som det største, det må være storhedsvanvid. Men som magtperson har du netop mulighed for at udvikle ægte storhedsvanvid, megalomani med et helt apparat i ryggen. Djævelen ligger i apparatet. Men storheden står og falder med apparatets understøttelse.

Magt og frihed er væsensforskellige. Magt bliver fremstillet som frihed, frihed er honningfælden. I virkeligheden opgiver du friheden som magtperson, for hvis du en dag skulle finde på at gøre oprør mod de selvbestaltede 'guder', du har fået lov til at færdes iblandt, så er du ikke længere ved magten. Vi kan passende minde os selv på 60-årsdagen, hvordan det gik JFK.

Ægte frihed er suverænitet, ægte uafhængighed og hvilen i sig selv ifølge en naturlig og universel lov, der er gældende uden at være nedskrevet: du har ret til at gøre alt, du ønsker, men ingen må tage skade. Magt er perverteret suverænitet, hvor nogen gør, hvad de ønsker, og hvad der tjener deres sag – på andres bekostning. Og hvis det et stykke hen ad vejen gavner andre, har det altid karakter af bestikkelse, og de bestukne bliver altid magtens medmisbrugere. Der danner sig et hierarki af medmisbrugeres medmisbrugere. Når det regner på præsten ...

Faust-komplekset er et dannelsesprincip for misbrug og legitimering af samme. Hvorfor skulle Faust være villig til at møde metaforen for den udvidede skrupuløse magt kaldet Djævelen og slå en handel af? Selvfølgelig fordi denne besidder en magt, der formodes at kunne sammenlignes med selve Universets Skaber - uden skabermagtens egentlige skaberkraft, og uden at der stilles krav om at respektere naturens ubrydelige principper om ikke at gøre skade. Jeg tillader mig ikke som de kristne at skelne mellem Gud og naturen, for i kristendommen har Gud åbenbart sat sig udenfor naturen, det billige skidt. Hvilket kunne tyde på, at den jahwistiske / abrahamiske gud muligvis ikke er, hvad 'han' udgiver sig for at være - og derfor muligvis ikke bør skrives med stort G. Nogle belæste, tænksomme og respektløse æggehoder vover endog at antyde, at Djævelen / demiurgen har stjålet Guds plads. Læs evt. den fremragende lille pamplet af en bog af Joseph P. Farrell og Thomas de Hart kaldet 'Jahwe, the two-faced god'.

Er det nødvendigt at køre kritisk teologisk filosofi indover her? Ja, det er det, for det er ikke bare en flig af magt, kunnen og viden, som Faust tilstræber, men en form for almagt i gradbøjning. Grækerne ville nok have kaldt hans projekt for hybris og hans efterfølgende fordømmelse for nemesis. I virkeligheden var det ikke så meget almagten som den pris, han var villig til at betale, denne 'koste hvad det vil, jeg skal bare ha det!'.

Faust er en wannabe-Prometheus. Han griber med sin næve efter gudernes ild og løber med den. Men der er ikke som hos Prometheus formildende omstændigheder og muligheder for at fortolke ham velvilligt. I den positive fortolkning forbrød Prometheus sig mod magtens / gudernes privilegium. Det kan diskuteres, hvem disse guder. var, der mente, at 'ilden' - en metafor for viden og teknologi og muligvis noget helt konkret med rod i en ældgammel menneskelig historie. Resultatet ifølge myten var i alle tilfælde, at menneskene herefter fik ilden og viden om at bruge den. Set ud fra gudernes synspunkt var han dog en simpel tyv, der forbrød sig mod deres privilegium og som de med deres selvbestaltede magtbeføjelser straffede ham for med evig fordømmelse. Ligheden med skikkelsen Lucifer og den nordiske halvgud Loke er slående. Man kunne endog gå så vidt som til at sige, at han var en Kristus-skikkelse, der ofrede sig selv for menneskene (hvilket hos nordboerne nok snarere var Balder).

Hvor Prometheus er en tragisk helt, er Faust blot menneskelig tragisk. Hvor Prometheus var fræk nok til ikke at spørge om lov, var Faust underdanig nok til at tigge om lov. Der er et ord, der siger, at Djævelen ikke har adgang til dit hjem, med mindre han bliver inviteret. Se David Lynch's 'Lost Highway'. Han har selv bedt om det, og han fik det, han bad om. Det skal man som bekendt være forsigtig med, for man risikerer at få netop det, man har bedt om. Faust er tragisk, fordi han som protagonisten i fortællingen forfølger sit begær og ikke sit behov, hvilket er selve definitionen på en tragedie. Areté (græsk: det gode, det rigtige), hrt (sanskrit) og ret(færdig) / recht / rightious på anglo-germansk var fraværende i hans optik. I den djævelske optik findes der ikke noget ret og uret, der findes kun: Vil du ha det så ta det. Det er derfor, Prometheus er tvetydig, for dette udsagn afhænger af synsvinklen. Var det et retfærdigt tyveri eller blot et tyveri?

Man kunne spørge: var der nogen der kom til skade? Ja, det gjorde han selv, men det var hans eget valg. Det er her, vi stadigvæk beholder identifikationen med Faust hos Goethe. Vi kender alle til at have truffet forkerte valg, fordi vi i et øjeblik af begær udsat for fristelse solgte et stykke af os selv. Vi nævner i flæng: du havde ikke råd men måtte bare ha den – hvorefter du gik hen i banken og lånte til ågerkarlerente. Nu sidder du i saksen.

Det er især i bankverdenen, i den politiske verden, i den videnskabelige verden og i business-verdenen, at vi ser Faust-komplekset udfolde sig. Indenfor bankvæsen er det især i centralbankvæsenet og finansindustrien at det er styggest. Det misbrug, der finder sted er nærmest ubeskriveligt. Eller rettere: for at beskrive det, kræves der binds-tykke værker. Her skifter vi i sandhed Guds navn ud med Mammon, og man kan som skrevet står kun tjene den ene og ikke begge. Det er den psykopatiske, jahwistiske usurpator-guddom, der dyrkes på dette alter. Jeg vælger bevidst det religiøse lingo, for det, der finder sted, har alle ligheder med religion, når det er værst. Hvis tilstrækkelig mange tror, at noget finder sted i den finansielle verden, så vil dette finde sted. Penge skabes ud af INTET (og Gud sagde: lad der blive lys...). Skyld og gæld findes i lige mål i bankvæsen og i kirke. Har du syndet, skal du sone og tilgives. Er du forgældet skal du betale af og solveres – hvis du er så heldig. Hvis du ved for meget, er du en trussel for bankerne (derfor pisser de i bukserne over Bitcoins for tiden). Hvis du insisterer på at vide og ikke at tro er du, som ordet siger, en vantro (derfor pisser kirken i deres bukser for tiden over frafald i menigheden, afsløringer af pædofili, u-name-it). Hvad gør man så: man genopfinder det religiøse tros-princip over hele linien.

Tro er at lukke øjnene. Tro er blind, ellers var det ikke tro. Når Faust lukker øjnene, er det imod bedre vidende. Ganske vist stjal nogen gudernes ild, men det var ikke på den prometheuske måde, det var på den faustiske måde. Det 20. århundrede vil gå over i historien som det århundrede, hvor ilden brændte alt op. Det var oliens århundrede. Det var designer-ideologiernes århundrede. Man ville omvæltningerne, prisen var kollektivisering og individets / sjælen afskaffelse. Det var de store kriges århundrede. Det var atomkraftens århundrede. Det handlede alt sammen om ild på den faustiske måde. Vi brænder, vi hygger os om bålet, mens børnebørnene betaler og rydder op. Det er banksvindlens århundrede: inflation – inflamation. Det er grovædernes / forbrændingens århundrede. Det er eksplosionernes og eksplosionsmotorens århundrede. Men det er også de brændte broers og the-point-of-no-returns århundrede. Dr. Faust bliver nu bedt om at betale regningen.

Vi ville så gerne have al den velfærd efter at have oplevet al den forarmelse. Efter 2. verdenskrig kørte tænketankene et program i stilling. En af disse tænketanke hed Counsil of Foreign Affairs, hvilket var et projekt sat i værk af Rockefeller-familien. Denne havde i forvejen stor erfaring med svindelnumre såsom Federal Reserve Act (1913 - kuppet af den amerikanske økonomi og dollaren), finansieringen af den russiske revolution (senere kaldet fjenden), eugenikken (senere smurt af på nazisterne), 1. verdenskrig (beskrevet som en stak tilfældigheder), Wall Street krakket, Standard Oil syndikatet og dannelsen af medicinalindustrien, korrumperingen af lægevidenskaben, finansieringen af nazisterne og 2. verdenskrig. Efter krigen bevægede Rockefeller-syndikatet sig indover at korrumpere og fordumme befolkningen via uddannelsessystemet, at overtage medierne, at udbygge det militær-industrielle kompleks dannet under krige og fuldstændig at overtage den amerikanske administration. Dette projekt synes i dag fuldført, og USA er nu et fascistisk samfund. Deres agenda lå dengang som nu i forlængelse af deres 'over-lords', det britiske establishments og den britiske kongefamilies globale agenda, hvis forhistorie griber tilbage til 1800-tallet, opiumskrigene, slavehandlen, den amerikanske borgerkrig, imperialismen og det britisk-hollandske bankimperiums (venetianernes) angreb på hele den vestlige verden og deres samfund. Den vestlige verdens befolkninger har ikke lært om dette i historiebøgerne og i skolen. Politikerne og medierne aner ... NADA!

Hvis du ser på billedet af 'Uncle Sam' og tager den star-banglede hat af og forkorter hans skæg, så ser du rent faktisk John D. Rockefeller. Du ser også baglæns den skikkelse i Goethes Faust, som kalder sig for Mephisto. my fist – mein Faust. Om ikke Djævelen, så hans håndlanger. Og selvom det kun er ét af Hydraens hoveder, så repræsenterer denne infamøse familie med fraktal præcision hele Faust-komplekset. Faust blev via sin pagt til Djævelens håndlanger. I modsætning til skikkelsen Faust, der kun fordømte sig selv via sit stupide og blinde begær, så tager denne familie det vestlige samfund, som de via deres umådelige dygtighed har taget som gidsler i deres kyniske familieprojekt, med sig i faldet.

Faldet er uundgåeligt.

Kommentarer

Populære indlæg