Kære overvågnings-medarbejder!

af morton_h, the blogger

Da du muligvis læser dette i selve skriveøjeblikket, muligvis efterfølgende - jeg skal nok afstå fra at overvurdere min placering på skalaen over magttruende og -undergravende personer, herregud, jeg er ikke insider i en organisation som den, du sidder i, ejheller har jeg en millionstor læserskare, for dette skriveri er jo på dansk, som kun lidt over 5 millioner overhovedet er i stand til at læse + det løse med Google-oversætter - men altså alt taget i betragtning: tillad mig at udtrykke en vis medfølelse med dit røvsyge job.

Du møder hver dag og parkerer din middelklassebil - din løn er ikke noget at juble over - i det stærkt overvågede parkeringsareal, tjekker ind gennem flere sluser af sikkerhedsdøre, selvom du i virkeligheden er identificeret fra det øjeblik, du står ud af din bil og i øvrigt hele vejen fra din ligeså overvågede lejlighed i det ligeså røvkedelige forstadskvarter til du ankommer. Du sætter dig ned i en af de hundredevis af bokse i det røvsyge storrums-kontormiljø, sætter din overvågede mobiltelefon til opladning og begynder at æde dig igennem de opgaver, som er lagt ind på din totalt overvågede computer.


Men der, hvor jeg for alvor kan have medfølelse med dig, er at du har valgt / er tvunget til at sidde og sortere i de overinformerede bunker af totalt ligegyldige og irrelevante data om personer, du hverken kender, forstår, bryder dig om eller for den sags skyld har noget imod. De er bare felter af behavouristisk data, og du sammenligner bare i prædefinerede parametre efter prædefinerede kriterier. Egentlig er du bare en slags lagermedarbejder for human-data. Og hvis du en gang imellem støder på data, der virker rigtig 'spændende', så skal du alligevel sende dem videre opad i systemet til psykopaterne på 8. sal.

I øvrigt, kære psykopat på 8. sal, du er selvfølgelig også velkommen til at læse med, hvis jeg skulle være så 'heldig' at ryge forbi her - det gør jeg dog næppe. Skulle det ske, siger jeg 'ih tak, alt for stor opmærksomhed'.

Som du jo har lært, skal du især holde øje med eventuelle såkaldte netværk. Du leder med hjælp fra flere af disse avancerede algoritme-gnaskere, der kører fra systemets mainframe efter mønstre, særlige ord og vendinger, behavouristiske indikatorer. Du tænker ind i mellem på, hvor sygt hele megaprojektet i grunden er, men nu sidder du altså her midt i paranoia-apparatet med enorme, ENORME mængder af data. Og indtil videre sidder du på den rigtige side af skærmen, for det er jo ikke dig, der bliver overvåget ... altså selvfølgelig gør du det, men du har jo ikke noget at skjule, for der er jo ikke noget, der kan skjules længere, for alt, siger og skriver ALT er registreret.

Forleden blev du fx. bedt om at fremskaffe fabrikatet på et par snørrebånd, der har siddet på et bestemt par sko fundet i en container af en eller anden ung fattigrøv og computerspiller, hvorefter han selv glemte dem i en kælder, hvor han fyrede en pibe med et par andre lignende typer. Du skulle også levere drengens fingeraftryk, blodtype, dna-profil, irisstruktur, medicinkort, udskrift fra protokoller fra den skole, hvor han pjækkede den pågældende dag og uge forinden, hvor han glemte skoene, en komplet liste over alle telefonsamtaler, sms'er, emails fra den dag, han fik sin første Nintendo Gameboy, listen over alle hans dårlige kammerater, den kemiske struktur af den klump, de sad og røg, hvor mange lignende klumper, de havde røget og hvor, alle bevægelsesmønstre frem og tilbage mellem kælder, skolen, hans forældres bopæl, shoppingcentret, osv. osv. Det tog halvanden arbejdsdag.

Du slog tanken væk, da den opstod, men altså: din løn er egentlig betalt af alle de skatteydere, alle de fattigrøve, der knokler løs for at få det hele til at hænge sammen, og som ligesom dig ikke længere har tid og kræfter til at overveje, hvorfor de egentlig knokler for at få det hele til at hænge sammen ... og som du er bestilt til at overvåge. Det er egentlig en underlig tanke, du fik, inden du parkerede den som midlertidig irrelevant data: kunne man egentlig ikke spare dette udpinte samfund for kæmpe udgifter, hvis man afskaffede alle disse røvkedelige jobs svarende til dit? Ind imellem dagdrømmer du et par minutter om at finde et job med mening.

Hvorfor parkerede du egentlig tanken? Hvorfor destruerede du den ikke permanent? Og hvorfor opstod den i det hele taget? Jeg ved det godt, du er stadig en af folkene på gulvet. Du er ikke en af psykopaterne på 8. sal, du har stadig et stykke medfølelse tilbage. Og hvad er medfølelse egentlig? Intet andet end: det kunne lige så godt være dig selv. Hvad var det, der skete forleden?

Egentlig burde det ikke kunne ske, for systemet har en indbygget filtrering, der sørger for, at adskille dine personlige data fra de data, du behandler. Det virker også i 99,999% af alle tilfælde, men forleden skete det altså alligevel. Der var fra starten noget bekendt ved disse data, men det er der ofte, for alle mennesker løber rundt i de kanaler, ser de samme TV-kanaler, surfer på de samme sociale netværk, smugkigger i de samme skandaleblade, har de samme standardmeninger om den store og den lille verden, fyrer de samme klicheer af, hepper på de samme fodboldhold, reagerer på samme måde overfor de samme stimuli. Det var den lille forskel, der røbede denne dataklump. Det gik op for dig, at du havde mødt personen.

Det var for en del år siden og som de fleste møder tilsyneladende ganske tilfældigt. Der er selvfølgelig dem, der påstår, at intet er tilfældigt, men det har du aldrig abonneret på. Altså ikke på den måde, for du sidder jo netop her for at reducere det, man normalt kalder tilfældigheder til kontrollerbar data. Manden var krigsveteran, og du havde tilbragt et par dage ved et feriested, og I havde hængt ud over en serie øl i baren. Der skal ikke meget til i dag for at være veteran. Egentlig betyder det bare tidligere udstationeret. Han havde i forholdsvis ung alder pådraget sig en skade og var blevet hjemsendt. Han havde historier at fortælle. Grunden til at du faktisk kunne lide ham var den upralende måde, han fortalte sine historier på. Ikke noget med at romantisere eller iscenesætte sig selv som en fandens karl, der havde været i Helvede og nok havde set lidt af hvert. Han var meget nøgtern og usentimental, og hans indsigt i de missioner, han havde været en del af, var langt over gennemsnittet. Han rodede sig heller ikke ud i teoridannelser og aggressive bitre udfald mod systemet, han var blot i stand til at sætte det ind i sammenhæng. Han var på sin vis på en gammeldags måde patriotisk, men blot i betydningen 'holder af sit hjemland'. Han var kommet sig, og han virkede ikke hjernedødt traumatiseret, som visse andre typer. Han kunne være vendt tilbage til jobbet, men valgte at finde civilt arbejde. Det havde næsten udviklet sig til et venskab, men så var ferien forbi, og du vendte tilbage til dit hjørne af kontinentet, som lå langt fra hans hjørne.

Her sad du så og læste den digitale sagsmappe, hvor han var sat ind i kategorierne 'domestikal terrorisme', 'samfundskritisk virksomhed', 'netværksdannelse med mulighed for påvirkning af et større segment', 'betænkelig grad af vidensniveau'. Din opgave gik ud på at opspore mulige træk ved manden, der var 'påvirkelige ved teknologisk inception'. Du kendte alle disse begreber. Manden vidste for meget, typerne på 8. sal brød sig ikke om manden, og han skulle muligvis tages ud. Muligvis, for mange af disse sager kom efter sigende aldrig så langt. Efter sigende. For i denne organisations vidste den ene hånd aldrig, hvad den anden gjorde. Du udførte opgaven til punkt og prikke, uden entusiasme og ekstra forbrug af tid. Bare data ifølge templaten, alle felter udfyldt, ikke noget at sætte fingeren på, men heller ikke noget der berettigede til ekstra bonuspoints.

Hvordan havde du det med det? Hverdagens røvsyghed indfandt sig, og du tænkte ikke nærmere over det. Indtil den dag, du læste en tilfældig notits et tilfældigt sted i en tilfældig avis. Ansigtet var ikke til at tage fejl af. Det blev vist sammen med tre andre ansigter under overskriften 'Terrormistænkte stoppet af specialstyrker' og under-overskriften: 'Tre terrormistænkte skudt under flugtforsøg. Fjerde begik selvmord'. Du vidste med det samme, at det ikke var i overensstemmelse med virkeligheden. Han tog ikke sit eget liv. Dette var en ... historie.

Din hverdag består af historier, der kommer ind, historier der dannes og historier, der fabrikeres. Du håndterer de historier, der kommer ind, resten af systemet skriver videre på dem. Fra tid til anden dannes helt helt nye historier med simuleret autencitet. Sagt direkte: psykopaterne oppe på 8. sal ved godt, at det er løgn og spin fra ende til anden, men i det omfang offentligheden får kendskab til det, bliver det opfattes som skinbarlig virkelighed. Herefter går det hurtigt i glemmebogen, og en ny historie kan fabrikeres udfra en tilstrækkelig mængde data. Og der er altid mindst to historier: systemets og offentlighedens.

Kommentarer

Populære indlæg