Kusse-oprør

Man må håbe på, at denne tåbelige sag om kusser der gør oprør i Rusland (Pussy Riots), bliver droppet, så vi slipper på at høre på alt det selviscenesættende, politiserende offerrollespil og er-det-ikke-synd-for-de-stakkels-små-uskyldige-misskatte. Og i skrivende stund er det så en af dem, der er blevet lukket ud af buret.

Altså en stak punktøser starter en barnargtig prøven grænser på den russiske bjørn. Bjørnen svarer igen efter bogen og forventningerne, og nu sidder de i saksen og klynker i håb om, at nogen kommer og redder dem. De har skabt et martyrium, nu ønsker de helgenstatus. Men det kan jo være, at de selv er blevet forført. Med et vist minimalt kendskab til understrømmene i det russiske samfund - men dog kendskab - kan man have sine mistanker. Russerne selv synes faktisk ikke at de er cool, men ser dem mest som et udtryk for vestlig dekadence.

Der er et hårdt kulturelt klima i Rusland. Ikke et sted for mig. Men meget få kommentatorer har fattet, hvad der foregår bag tapeterne i det geopolitiske mediespin, når det drejer sig om Rusland. Vi er ikke endnu kommet ud af de klicheer, vi er blevet trænet som små papagøjer til at gentage-gentage-gentage gennem den Kolde Krig. Kommentatorer ser ikke sammenhængen i den slags mediestunts og den vestlige elites kampagne for at destabilisere Rusland som den torn i øjet, landet er og har været siden Napoleon for deres agenda.

Politiske kommentatorer ser verden gennem et sugerør. De ævler om det lillebitte felt af mening og sammenhæng, de kan få øje på. Og mens de tror, at de forfægter en politisk korrekt sag, så opdager de ikke, at de - når dagen er omme - har været villige propagandører for en endog særdeles skummel agenda.

Meget få har overhovedet en anelse om, hvem Putin er. De tror, han er kommunist. Det er han ikke, han er nationalist. Hvorfor er han det, og hvad vil det sige i den sammenhæng? Det er han, fordi hans land er det sted i verden, der har været udsat for det fleste angreb fra Vesten og dens elite. Han ved, at hans land konstant er i krig og bliver angrebet - selvom bomberne ikke falder (folk tror generelt også, at krig er det samme som at smide bomber...), og han ved, hvad der skal til for at forsvare det.
Han smed for det første disse klamme fætre ud:
http://vimeo.com/27140664
http://vimeo.com/27279844
http://vimeo.com/27489057

Vi taler om de parasitiske oligarker, der grådigt væltede op af hullerne efter murens og sovjetstatens fald, og siden har de indædt arbejdet på en tilbagevenden. De bruger alle midler - selv en tåbelig sag om en stak naive poptøser og deres åh-så-heltemodige kamp mod en ond-ond diktator. Mens de gnubber sig et vist sted, er der noget helt andet på færde. Kusse-oprøret er blot et af oligarkernes små mediestunts. De farvede pseudorevolutioner er et andet. Krigene mod og interventionerne af de tidligere sovjetprovinser, krigen mod Syrien, Libyen osv. er et tredje og fjerde.

Venstrefløjen - som ellers burde vide det - kender stort set intet til historien om den russiske revolution - andet end den, revolutionen har skrevet om sig selv, og som det er meningen at vi skal genfortælle (det gjorde vi så):

Men det gjorte oligarkerne på Wall Street og The City of London. DE skabte de store sociale eksperimenter i det tyvende århundrede og DE skabte to verdenskrige. Herefter bestilte DE den nedskrevne historie om hele baduljen, og den læser VI så om i skolen.
Jüri Lina har dokumenteret det i en af sine meget vigtige film: The Shadow of Hermes.
http://www.youtube.com/watch?v=oIuW-vNQsQI

Harward-professor Anthony Sutton havde allerede i 70'erne trevlet alle pengespor i samtlige involverede virksomheder igennem for at finde ud af, hvem der finansierede og skabte Sovjet, marxismen-leninismen og revolutionen.
https://www.youtube.com/watch?v=PCKLcEJ0zzg

Han gjorde et lignende grundigt studie som med bolsjevikkerne med at optrævle pengestrømmen til nazisterne. Det gav stort det samme resultat: den vestlige bankelite, oligarkiet i The City of London og Wall Street.

Når alt det er sagt, ville jeg nødig bo i Rusland. Putin er ikke en af mine personlige venner. Jeg er bare så fucking træt af at høre på mediesludder fra folk, der aldrig har studeret historien og aldrig lægger to og to brikker sammen!!
http://paradigmet.blogspot.dk/2011/12/karaktermord-og-politik.html

Feminismen
Feminister aner ikke, hvem der skabte feminismen. De tror, det var kvinderne. De har ikke studeret forbindelsen mellem den engelske elite = industrialisterne, behavouristerne, Edward Bernays ('the father of spinn'), krigen mellem kønnene (socialdarwinisme), splittelsen af familien den besynderlige fordobling af kapitalisternes indtjening via den dobbelte arbejdskraft til den samme pris. De tror, det handler om frihed, lighed og søsterskab, og har ikke opdaget, hvordan de medvirkede til et af de store ideologiske socialbedrag i verdenshistorien.
http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=0ReTAvNNBsQ#!

Forstyrrende mange af feminismens ledere fra dens opblomstringstid viser sig ved nærmere eftersyn af have en særdeles voldelig og betændt baggrund. Senere angives tonen af de betonlesbiske marxister, og det træder nu i stigende grad frem, hvor meget det handler om et selvhævdende, umodent, neurotisk og kønsracistisk had til mænd grundet i eget mangel på selvværd. Det har aldrig været meningen for de elitære skygge-iscenesættere af denne kollektivistiske ideologi, at der skulle være en vinder i denne krig mellem kønnene. Alle var udset til at være tabere - inklusive børnene. Og det kan nok være, at børnene i flere generationer har betalt prisen for, at mor pillede navle!

Feministerne i 60'ne og 70'erne tog hele tiden arbejderklassen til indtægt for deres ideologi og hyklede, at der var for deres skyld og i solidaritet med dem. Det tragikomiske var bare, at ingen kvinder fra arbejderklassen brød sig om deres omklamring. Det var de neurotiske over- og middelklassekvinders, og især akademikernes personlige vendetta. De dernede var blot gidsler og instrumenter for dem. De gik helt seriøst skrigende rundt med bannere, hvorpå der stod: 'Alle mænd er voldtægtsforbrydere'. Deres had og selvhad var enormt. På det punkt passer feminismen perfekt ind i stilen med kollektivistiske eksperimenter i det 20 århundrede: nationalsocialisme, kommunisme, fascisme, maoisme. Interessant er det også, at alle disse former for socialisme har en særlig hellig plads for aggressiv feminisme.

Det er faktisk i den sammehæng, man skal se Pussy Riots lige nu. De gør i virkeligheden oprør med den statsforanstaltede og nærmest befalede totalitær-feminisme ved at gå helt vestligt-amok i promiskuøsitet. Det er Vesten, der har forelsket sig i dem, fordi de fører vest-propaganda mod det regime, vesten skal foragte og søge omstyrtelse af.

Feminismen blev skabt frem mod 2. Verdenskrig. Målet var, at få kvinderne ud af hjemmet, så de kunne deltage i krigsindustrien. Da krigen var forbi, og da de overlevende mænd kom hjem med eller uden arme og ben, gik kvinderne tilbage til hjemmene. Industrialisterne brød sig ikke om dette, og de iscenesatte en massiv propaganda for at få dem tilbage. At være en lykkelig husmor blev nedgjort og fremstillet som forældet og uattraktivt. Det, der før var et privilegium for såvel kvinder som deres børn, blev til noget foragteligt. Feminismen var født. Det samme var institutionsbarnet. Verden var vendt på hovedet. Den hårdtarbejdende lønslave, manden uden indflydelse på sin dagligdag blev fremstillet som den priviligerede. Den egentlig priviligerede hjemmearbejdende kvinde med fuld indflydelse over hjemmet og daglig kontakt med børnene blev fremstillet som den undertrykte. Hun blev skammet ud og gjort flov over det, hun førhen havde været stolt over og glad for.

Det er ret beset uforståeligt, at det lykkedes at forføre kvinderne til at overlade deres børn og påtage sig et røvsygt job - ligesom deres mænd. Det hemmelige våben var kvindernes selvoptagethed - og forførbarhed. Nogen vil endda sige stupiditet. Men vi må også forstå, at det sandsynligvis er et af de mest vellykkede PR-stunts, der nogensinde er udført. Mens de var optaget af deres drøm om selvrealiseret frihed, blev de guided over til en ny og mere radikal form for slaveri. Man bildte dem ind, at de blev uafhængige ved at blive afhængige af et lønarbejde. Efterfølgende oplevede vi boomet af skilsmisser og enlige mødre, der blev nødt til at henvende sig til staten for at blive forsørget. Hvor var friheden og selvstændigheden for kvinderne i den situation?

P-pillen bliv solgt som et kvindefrigørende medikament. Det var det så ikke. Det var derimod industrialisternes særlige branche: medicinalindustrien, der gav en hjælpende hånd. Pillens egentlige formål var at få kvinderne ud i fabrikkerne. Hånden på hjertet, kære kvinde: den findes stadig i dag, gør den ikke? Hvis du bliver gravid i dit job, bliver du lige en smule nervøs, ikke? Det ses jo ikke gerne, at du er væk fra din arbejdsplads.

Hvad er så feministernes bedste våben? Det mest ynkelige af alle våben: offerrollen. Ved at fremstille sig selv som det uskyldige og undertrykte offer, har man pr. definition ALTID ret. En fremragende bog - skrevet af to mænd, sorry to say - Frederik Stjernfeldt og Søren Ulrik Thomsen kaldet Kritik af den negative opbyggelighed, spidder dette fænomen, der blev rendyrket i 2. halvdel af det 20 århundrede. Det er fælles-strategien i alle især venstreorienterede ideologier fra 60'erne og frem til i dag.

Stjernfeldt og Thomsen påviser også, hvordan man ved blot og bar påberåbelse af solidaritet med verdens undertrykte kunne få ret. Med denne påberåbelse kunne fx. enhver middelmådig kunstner hævde, at 'det også bare var fordi, man ikke forstod hende/ham, så derfor måtte hendes kunst være en særlig dybsindig og stor kunst, der derfor krævede særlig bevågenhed'. Offerrollen var i høj kurs i 60'er-70'erne.

Et af buzz-ordene i feminisme er ligestilling. Det er jo interessant, for når det kommer til prøven med noget, der helt ind til benet må formodes at være feministernes gebet: børnene, så viser det sig, at de overhovedet og lige pludselig ikke ønsker ligestilling. Det ønsker særstilling. I feminismens kølvand opstod i sagens natur masser af skilsmisser. Efter en skilsmisse starter krigen om råderetten/ejendomsretten over børnene (som om de var en materiel forbrugsgode...). I årtier lykkedes det feminister/kvinder at argumentere for, at de ejede børnene, og at manden allernådigst skulle prøveløslades ved at tilkendes 'samkvem' med sine børn to dage hver anden uge. Thi kendes for ret!

Den socialdarwinistiske krig blev videreført udover ægteskabet/parforholdet ind i den særlige ondskab, som skilsmissen repræsenterer. Jeg kørte engang en biltur med en kvinde, som jeg vil betegne som en rapkæftet rappenskralde, der ikke stiller op til noget shit. Respekt for det. Hun indrømmede, at hun faktisk var flov på sit køns vegne, når hun blev vidne til den egoisme, hendes veninder og bekendte præsterede i deres ondsindede tovtrækkerier om børnene i forbindelse med en skilsmisse. De beskidte tricks, de indrømmet brugte mod deres tidligere kærester og mænd, gjorde hende dårlig tilpas. Og hun fremhævede, at det altid var kvinderne og ikke mændene, der kørte dette spil, hvilket gjorde hende særligt dårlig tilpas.

Vi har jo set dem, de har jo lært det. Det skete allerede, da de var små. De lærte sig intrigernes og manipulationernes uædle kunst. Hvor drengene tog en fysisk slåskamp med en anden dreng i skolegården og fik ondskaben og konflikten overstået, gik pigerne og pønsede og udtænkte et særlig perfidt psykisk anslag mod en veninde eller ikke-veninde, hvorefter ondskaben og konflikten blev permanent. Den blev så permanent, at de tog disse evner og vaner med sig i deres voksenliv. Læg dertil et evt. Elektra-kompleks og faderhad  = min far så mig aldrig og tænkte kun på min åndsvage, uduelige lillebror, og nu hader jeg ham for evigt og med ham alle mænd i mit liv i tilgift. Og den eneste grund, jeg trækker dem ind i mit liv er for at karaktermyrde dem som et gentagende ritual.

Elefanter glemmer aldrig. Skift ordet elefanter ud med kvinder, og så har du et billede på den moderne kvinde. Men hvorfor ADRIG? Et så absolut begreb gælder kun, når der er tale om en traumatisering. Kvinder er blevet traumatiserede. Det er her jeg - tro det eller ej - melder mig på banen som feminist. Ikke i den forstand, jeg har kritiseret ovenfor, men i den forstand, at det feminine kulturelt-menneskelige element er blevet udsat for et angreb og er bukket under. Vi lider som kultur af det.

For ikke her at rode mig ud i endnu en lang udredning vil jeg henvise til et tidligere blog-indlæg kaldet 'Kvindelighedens genfødsel:
https://sites.google.com/site/paradigme2010/kvindelighedens-genfoedsel
Hvis du ikke er til det esoteriske, skal du ikke klikke på linket :-)

Kort fortalt: det er kun kvinder, der kan tage kampen op mod det usle spin-trick, der selv er blevet udsat for og så villig har taget indenbords. Det er kun kvinder, der kan fuldbyrde den rolle, de er tiltænkt i et langt større og vigtigere spil, der handler om mennesket og dets skæbne.

Og må jeg ikke så, mens vi har hende fremme, anbefale den virkelige feminine heltinde. For 15 år siden troede jeg ikke, jeg ville komme til at anbefale hende, men efter at have gjort mit hjemmearbejde, gør jeg det:
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/10/mordet-pa-en-prinsesse.html

Edward Bernays
Og hvad er det, jeg hører - kender man ikke historien om Edward Bernays? Sigmund Freuds nevø! Han fik i 1929 en forspørgsel fra American Tobacco Company, om han mente, det var muligt at bryde det tabu, der var skabt om, at kvinder ikke måtte ryge offentligt. Han kontaktede en førende psykolog og -analytiker - han kunne have spurgt sin onkel, men han var i Wien, og han havde uden tvivl fået det samme svar - som sagde: cigaretten er et penis-symbol. Hvis man kunne gøre det socialt acceptabelt at ryge offentligt, vil kvinder begynde at ryge i stort tal, for så har de jo deres egen penis.

Da den offentlige påske-parade skulle finde sted i New York, overtalte Bernays en gruppe 'debutanter', unge suffragetter, overklassefeminister til at gemme cigaretter under kjolen. Samtidig havde han plantet det rygte hos fotograferne og journalisterne, at der ville være en happening, hvor kvinder ville frembære 'frihedsfakler'. Han spillede helt bevidst på den amerikanske frihedssymbolik med frihedsgudinden (Isis) og the american dream. På én gang tog de deres smøger frem og pulsede løs med poserende koket attitude. Aviserne fangede den og tobaksfirmaerne oplevede en mangedobling af deres smøgsalg. Alle Hollywoodfilm viste scener med rygende stilsikre kvinder.

Påskeparaden i 1929 fandt i øvrigt sted et halvt år før det store Wall Street krak. En anden historie om manipulation og iscenesat kulturkrise.

Men påskehændelsen er et vigtigt nøglepunkt til forståelse af manipulation - og feminisme. Bernays indsigt i, hvordan man rammer ind i psyken og får mennesker til at gøre og købe hvad som helst, hvis man kæder budskabet og varen sammen med det emotionelle på den rigtige måde, dannede skole for hele den moderne reklamebranche. De propagandametoder, man havde udviklet i Nazityskland og Sovjetrusland, blev herefter sammenkørt med behavouristerne (Skinner og Pavlov og deres rotteforsøg) og dybdepsykologerne (erotisering af reklamer).

Som i tilfældet smøger og kvinder var det nu muligt med tekniske håndgreb af pådutte folk alt muligt, som de på ingen måde havde brug for blot ved at overbevise dem om, at de ville føle sig bedre tilpas som menneske. Salg af både varer og budskaber blev kædet til emotion og livsstil/identitet. Jeg er ligesom ... derfor er jeg. Der var en god grund til, at kvinder ikke burde ryge: fosterskader og lunge- brystkræft blot som en del af grunden. Parallellen til 'salget' af feminisme i efterkrigen er slående. Og det apparat, som Bernays havde sat i gang blev endnu engang anvendt. Med stor succes for industrialisterne og manipulatorerne og kæmpeskade for forholdet mellem mænd og kvinder i vores samfund. De elitære socialdarwinister, der skabte kulturbevægelsen, skabte på denne måde en borgerkrig af imperialistisk del-og-hersk på mikroplanet. I dag findes denne gift i næsten enhver relation og i næsten ethvert møde mellem en mand og en kvinde.

Teknikkerne for crowd management, socialdarwinisme, masseforførelse, social ingeniørkunst, og gruppedynamik er studereret og systemsat via det engelske The Tavistock Institut. Behøver vi at sige, at CIA hele tiden var med på vognen?


Taktikken med at sende militant feminisme i hovedet på fjenden, er en kulturmarxistisk taktik. Det kaldes i Frankfurterskole-terminologi for 'subversiv perversion'. Hele den streng går vi ikke ud af her, selvom vi burde. Se derfor:
Jantelov og politisk korrekthed

Skadeslisten på kønnene er umådelig lang. Et par enkelte eksempler: unge mænd i dag i Danmark er begyndt at fravælge pædagoguddannelsen. Det er en katastrofe i en i forvejen så kvindedomineret branche, og drengene bliver ladt i stikken i en meget ømtålelig periode, hvor de danner deres bevidsthed som mennesker. De har ingen rollemodeller i institutionen. Til gengæld bliver de kvalt i kvindeværdier til op over halsen, og det fortsætter gennem folkeskolen. Spørg skolelærerne. Hvorfor fravælger unge mænd denne uddannelse? De gør de lige nu på grund af de mange falske anklager for pædofili, der kører rundt i medierne og systemet. Det var starten af bevægelsen et feministist spintrick at fremstille mænd som afstumpede voldtægtsmænd. Og når en mand én gang i sit liv har den siddende på sig, forsvinder den ALDRIG! Heller ikke selvom han formelt bliver renset. Og den kvinde, der har sat rygtet i gang, bliver heller aldrig gjort ansvarlig for det. Kvinder ved også, at det som regel er gratis for dem at påstå en voldtægt som hævn over en mand, men at han aldrig slipper af med den mistanke, der dannes omkring ham.

Det gider de unge mænd ikke at udsætte sig selv for. Så samtidig med perverteringen af kvinden via feminisme, bliver vore børn også perverteret af den krig, der foregår omkring dem. Og mænd blev perverteret i 60'erne og 70'er til at udvikle sig til bløde vatnisser og eftersnakkere. Til sidst blev hele vores samtaleform og forståelse for, hvad en værdig mand og kvinde er for noget, perverteret. Kvinderne tog røven på sig selv. Fra nu af skulle de konkurrere på mændenes betingelser i konkurrencen og karrierelivet, gerne iført sorte bukser og jakkesæt. Mænd har deres helt særlige fysiologiske måde at håndtere adrenalin på så den forsvinder igen. Kvinder lagrer den i kroppen. De udvikler måske psykosomatisk brystkræft. Hvis man tænker psykosomatisk og erkender, at intention styrer eneri, så kan brystkræft oversættes til: fornægtelsen af de kvindelige attributter og hele femininiteten, selvkastraktion. Livmoderkræft er i samme kategori. Og hvis du ikke tror på psykisk påvirkning af det hormonelle system så tænk lige efter: kender du mon ikke historier fra det virkelige liv om kvinder, der prøvede og prøvede på at blive gravide, men som det ikke lykkedes for. Så en dag gav de slip for at give deres liv et andet fixpunkt. Og vupti, hvad skete der så?

Generelt er kvinders og mænds hormonsystem dårligt forstået og omgærdet af meget spin og en hel del decideret løgn. Hvor mange gange har du ikke hørt den verbale sammenkædning af ordene mand + testosteron + aggressiv. Endnu en feministisk ordsammenstilling. Når man hører den tilstrækkelig tit, så trænger den ind som en slags sandhed i sig selv. Når man siger en løgn tilstrækkelig mange gange, så bliver den til sandhed. Eller som nazisterne - det var vist Hitler selv, der skrev det: hvis man vil lyve, skal man gøre det så stort, at folk ikke kan få øje på det. Interessant!

Det forholder sig helt anderledes med testosteron, hormonet, der produceres i testiklerne, end det verbale mytemageri antyder. Det er mandens afstressningshormon! Når det øges i kroppen, sænkes adrenalinen. Permanent forhøjet adrenalinniveau kaldes stress. Men hvad værre er: det gør os syge, både mænd og kvinder. Når kroppen producerer adrenalin, skruer den ned for immunforsvar og lymfesystem. For hvem har brug for at tænke på sundhedsforebyggelse, når man skal flygte fra en tiger? Adrenalin er kroppens kamp- og flugt-hormon. Adrenalin er som et computerspil, der tager alle ressourcer på computeren i besiddelse, så den ikke kan udføre andet end at spille spillet.

For kvinder er det to hormoner, der udfører det samme: oxytocin + østrogen. Mænd har også oxytocin i kroppen, men det virker ikke på dem på den måde. Det er adrenalin, der gør os aggressive. Plus psykofarmaka, men det er en anden historie. Den kvindelige krop er en meget fin organisme, og det skal den være for at kunne frembringe et barn. Den kan ikke tåle de grove og høje former for stress, som mandens krop kan. Men det er det, som feminismen / industrialisterne har forført kvinden til at påtage sig. Hun bliver syg og traumatiseret. Det gør han i øvrigt også, og så bliver han derudover et skvat.

Læg dertil alle de kønsforstyrrende såkaldte affaldsstoffer som industrialisterne har sørget for, findes i vort ydre og indre miljø. Min påstand er, at de særdeles godt ved, hvad de gør. Det er som i medicinalindustriens drugs: der findes ikke bi-virkninger, kun virkninger. Mænd og drenge bliver efeminiseret, kvinder og piger bliver maskuliniseret, både kulturelt og kemisk. Den bøssoide modebranche yder deres særlige bidrag. Og vi gør det ved os selv. Kvinderes masochistiske natur gjorde, at de var nemme ofre, mænds overbærenhed og tolerance gjorde, at de fulgte med.
Og her er vi så.

Til sidst et citat af Edward Bernays til at gå hjem på. Det stammer fra hans bog fra 1928, 'det gamle testamente' for reklamemanden/kvinden og spindoktoren:
Den bevidste og intelligente manipulation af massernes indgroede vaner og meninger er et vigtigt element i det demokratiske samfund. De, som manipulerer denne usete samfundsmekanisme, repræsenterer en usynlig regering, som er den sande hersker i vort land. ... Vi bliver styret, vores hjerner æltes, vores smag formes, vores ideer påvirkes, hovedsagelig af folk, vi aldrig har hørt om. Dette er et logisk resultat af den måde vort demokratiske samfund er organiseret. Store mængder af mennesker må samarbejde på denne måde, hvis de skal bo sammen som et godt fungerende samfund.....I næsten alle aspekter af vort daglige liv, det være sig i politik eller business, i vores social omgang eller i vores etiske tænkning, domineres vi af et relativt lille antal personer, ... som forstår de mentale processer og sociale mønstre hos masserne. Det er de, som trækker i snorene, der kontrollerer den offentlige opinion.

Kommentarer

Populære indlæg